Nedsmeltninger

Jeg har en dreng på 5 som ofte (men ikke dagligt) får nogle nedsmeltninger hvor det er virkelig svært at komme ind til ham. 
Og det kan være virkelig små ting.

eks. Tog han tallerkener frem til morgenmad og snakkede om at han tog en flad tallerken. Jeg sagde en lyd ala “mmhm”. Som en “jeg hører efter og har hørt dig”-lyd. Men han tolkede det som en “den tallerken må du ikke tage”, så han tog en anden og blev herefter dybt ulykkelig. Fordi jeg havde sagt han ikke måtte tage den tallerken han ville have. Jeg prøver at fortælle at jeg ingenting har sagt, og hvis han er i tvivl om hvad jeg mener så skal han bare spørge.

Nogle gange hvis det sker om morgenen, som denne gang, går han på værelset, tager tøj på og kommer ind igen og er “overglad”. 

Andre gange tager det over en time med skrig, som bare bliver værre når vi prøver at snakke om det. Og jeg gider ikke skulle råbe for at han kan høre det over eget skrigeri..

Men jeg synes heller ikke det er holdbart at ignorere ham til han ikke skriger mere og vi kan snakke igen. Men jeg har også et barn på 2, som ikke bare kan passe sig selv i en time hvis jeg skal give mig dreng den fulde opmærksomhed.

Han har taget det at blive storebror fint og jeg mærker ikke umiddelbart jalousi. Dog er han i højere gear og fylder mere når han skal dele opmærksomheden.
Men i nedsmeltninger skal jeg holde lillesøster væk, da hun ellers bliver slået/skubbet væk når hun prøver at komme og trøste.

Han har det også med at “falde” eller lign når han er ked af det. Men det gør desværre at når han endelig falder ned og vi prøver at snakke om hvad det skete så er han fokuseret på sit “fald” og ikke årsagen til han blev ked af det / sur.  Eller han er helt fjolleglad og vil ikke snakke om det

Begge hold bedsteforældre elsker at have ham alene. For så er han så sød og velopdragen. Så han kan jo godt. Især når han ikke skal dele opmærksomheden.


Vi overvejer om vi skal forbi en psykolog. Kan han have en diagnose som skal udredes? Vi mangler virkelig nogle værktøjer

januar16 skriver:

Jeg har en dreng på 5 som ofte (men ikke dagligt) får nogle nedsmeltninger hvor det er virkelig svært at komme ind til ham. 
Og det kan være virkelig små ting.

eks. Tog han tallerkener frem til morgenmad og snakkede om at han tog en flad tallerken. Jeg sagde en lyd ala “mmhm”. Som en “jeg hører efter og har hørt dig”-lyd. Men han tolkede det som en “den tallerken må du ikke tage”, så han tog en anden og blev herefter dybt ulykkelig. Fordi jeg havde sagt han ikke måtte tage den tallerken han ville have. Jeg prøver at fortælle at jeg ingenting har sagt, og hvis han er i tvivl om hvad jeg mener så skal han bare spørge.

Nogle gange hvis det sker om morgenen, som denne gang, går han på værelset, tager tøj på og kommer ind igen og er “overglad”. 

Andre gange tager det over en time med skrig, som bare bliver værre når vi prøver at snakke om det. Og jeg gider ikke skulle råbe for at han kan høre det over eget skrigeri..

Men jeg synes heller ikke det er holdbart at ignorere ham til han ikke skriger mere og vi kan snakke igen. Men jeg har også et barn på 2, som ikke bare kan passe sig selv i en time hvis jeg skal give mig dreng den fulde opmærksomhed.

Han har taget det at blive storebror fint og jeg mærker ikke umiddelbart jalousi. Dog er han i højere gear og fylder mere når han skal dele opmærksomheden.
Men i nedsmeltninger skal jeg holde lillesøster væk, da hun ellers bliver slået/skubbet væk når hun prøver at komme og trøste.

Han har det også med at “falde” eller lign når han er ked af det. Men det gør desværre at når han endelig falder ned og vi prøver at snakke om hvad det skete så er han fokuseret på sit “fald” og ikke årsagen til han blev ked af det / sur.  Eller han er helt fjolleglad og vil ikke snakke om det

Begge hold bedsteforældre elsker at have ham alene. For så er han så sød og velopdragen. Så han kan jo godt. Især når han ikke skal dele opmærksomheden.


Vi overvejer om vi skal forbi en psykolog. Kan han have en diagnose som skal udredes? Vi mangler virkelig nogle værktøjer

Han lyder da fuldstændig normal mange børn på hans alder kan ikke overskue at sætte en masse ord på følelser og vil egentlig gerne bare videre når det dumme er overstået.

min ældste søn passer til tilgangen, anerkendende pædagogik, med at sætte ord på osv. min yngste hader den tilgang og det blir meget værre hvis jeg forsøger. Hos ham, er det bedst, bare at lade ham være. Da han var i 5 årsalderen kunne det tage omkring 20 min. til det er faldet lidt ned, så tilbyder jeg kram og så ikke så meget snak. 
hvis det er morgen og vi skal ud ad døren, så har jeg været hård og bare sagt, jeg kan godt forstå du er vred/ked, men vi skal ud ad døren nu. Og så har jeg hjulpet med tøj osv. hvis nødvendigt.