Fortrudt at få børn

Dét at han ikke har følelser med i det, behøver ikke betyde at han aldrig får det eller er på vej ud af et skråplan. Det kan det, men det kan også være at han er typen hvor følelserne og tilvænningen kommer langsomt. Min mand siger han først fik følelserne for vores barn da han selv gik på barsel og barnet var 100% afhængig af ham. Barnet var 9 måneder der. Indtil da var det hele bare en underlig størrelse det hele. Da de to fik tid og ro til at connecte uden mig og min indblanding så fandt de hinanden. Nu er de uadskillige og dybt forelsket i hinanden, far og barn. 
Hvis ikke din mand skal på barsel, så giv ham muligheden for alenetid når baby er gammel nok. Hele dage eller weekender hvor de rigtig kan connecte. 

Anonym skriver:

Ja, har har prøvet professionel hjælp førhen og for ham virker det ikke. 
Han er screenet for det, men han havde ikke en ifølge testen. 
Jamen han siger, at selv i de glade stunder, så føler han ikke noget specielt. Han siger, at han ikke føler kærlig for vores barn, på nuværende tidspunkt. 

Han leger med barnet, han griner med barnet, han hjælper med praktiske ting, hvis jeg spørger om det. Så han prøver, men han har ikke hjerte med i det. 

Hvilken form for behandling? Hvor mange forskellige behandlere, har han prøvet? Hvor ofte og med hvor langt interval var han afsted i hvert forløb? Hvor længe har forløbene varet? 

 Havde jeg vidst at jeg skulle trække alt læsset alene med en doven far, havde jeg aldrig overvejet at få et barn. Jeg elsker mit barn højere end noget andet, men det er hårdt at miste sig selv og aldrig have tid til at få lidt “mig-tid”.  Så ja jeg har fortrudt, men jeg kan ikke forestille mig et liv uden min søn nu. 

Det er svært og hårdt at indse at der aldrig er noget der hedder “mig” mere når man får børn. Og når børnene er store nok til at man kan få “mig-tid”, er man så gammel at det kan være lige meget. Og det er nok det din mand er ramt af. Og så spiller hans alder nok ind hvis han kan være i nærheden af at fylde rundt. 30, 40 etc. Ift midtvejskriser. 

Det er tråde som denne der får mig til at genoverveje at få børn. Det er ikke noget jeg inderligt brænder for men samtidig er jeg bange for at gå glip af det. Hvordan tog I jeres valg? 

Det er tråde som denne der får mig til at genoverveje at få børn. Det er ikke noget jeg inderligt brænder for men samtidig er jeg bange for at gå glip af det. Hvordan tog I jeres valg? 

Vil ikke anbefale dig til det ene eller andet. Jeg gjorde det fordi min søster sagde det var den største fortrydelse i hendes liv at hun ikke fik børn. Og den fortrydelse ville jeg ikke ha.

Jeg elsker min søn mere end noget andet, og måske havde det været nemmere og fortrydelsen mindre, hvis jeg havde fået ham alene og ikke skulle kæmpe med min mand oven i.

Man bliver aldrig klar til at få børn tror jeg. Og livet vil ændre sig. Sørg for at have godt netværk der kan aflaste og passe barnet engang imellem så du kan få en pause. Det har jeg ikke, og derfor er der ikke mulighed for at få luft. 

Jeg vil ikke sige, at jeg direkte fortryder, at jeg fik barn, men hvis jeg kunne gå tilbage i tid og ændre på noget i mit liv, så havde jeg valgt en barnløs tilværelse.

Jeg elsker mit barn mere end noget andet, men det er hårdt at være mor, og der følger mange begrænsninger med. Jeg var godt tilfreds med mit liv før, og det har været svært at skulle vænne sig til, at jeg var så bundet til et andet menneske, eller faktisk to, for min mand er jo også med i ligningen. 

Anonym skriver:

Det er tråde som denne der får mig til at genoverveje at få børn. Det er ikke noget jeg inderligt brænder for men samtidig er jeg bange for at gå glip af det. Hvordan tog I jeres valg? 

Vi ville faktisk begge to rigtig gerne have børn. Det var faktisk et ønskebarn, da vi begyndte projektet. Jeg tror at det er kommet som et chok for ham, hvor meget det egentlig kræver at have et barn / hvor meget uro der er.

Anonym skriver:

Vi ville faktisk begge to rigtig gerne have børn. Det var faktisk et ønskebarn, da vi begyndte projektet. Jeg tror at det er kommet som et chok for ham, hvor meget det egentlig kræver at have et barn / hvor meget uro der er.

Og så ender du som en bitter dame som mig hvis du ikke siger at i altså er to mennesker der har tager en beslutning om at gøre der sammen. Den der pattebarnsattitude som mange mænd kommer med når det bliver hårdt giver mig røde knopper. 

Anonym skriver:

Det er tråde som denne der får mig til at genoverveje at få børn. Det er ikke noget jeg inderligt brænder for men samtidig er jeg bange for at gå glip af det. Hvordan tog I jeres valg? 

Jeg havde det på samme måde som dig og brugte lang tid på at tænke tingene igennem. Hvad er det for et liv jeg ønsker at se tilbage på som gammel og grå. Hvad er det for en hverdag jeg ønsker mig og hvad vil jeg gerne have mit liv fyldt med. For nogle er det at rejse eller deres arbejde der betyder alt. For andre er det hobbyer eller andet som de ikke vil gå på kompromis med. Og det er en helt fair sag at have den indre snak med sig selv om hvad for et liv man ønsker sig.

Jeg kom frem til at selvom jeg ikke var skruk eller brændte for at få børn, så var det heller ikke noget jeg havde lyst til at leve foruden. Og så ønskede jeg at opleve det næste skridt i mit parforhold som på det tidspunkt var at starte en familie, og at se min mand blive far. Så for mig var det mere et spørgsmål om ikke at ville fravælge livet med børn end egentlig et spørgsmål om at tilvælge det - og det ved jeg godt nok ikke er så populær en ytring. Men for mig at se skal børn ikke nødvendigvis være enten/eller. 

Jeg har bestemt ikke fortrudt. Jeg elsker mine unger højere end noget andet og kan ikke forestille mig livet uden dem. Jeg er enig i at nogle dage så er alting rigtig hårdt og surt. Men den glæde og lykke følelse jeg får af at opleve verden gennem mine børns øjne og af bare at se på mine unger lege og grine eller sove trygt i mine arme, ja så glemmer jeg alle de sure ting straks. Men det er ikke kommet af sig selv fra “det øjeblik jeg fik barnet i armene”. Det at få børn har for mig været den største personlighedsudvikling jeg tror jeg kommer til at opleve. Livet har fået så mange flere nuancer end før - på godt og på ondt - og jeg lærer nyt om mig selv og om livet hele tiden. 

Minime2018 skriver:

Og så ender du som en bitter dame som mig hvis du ikke siger at i altså er to mennesker der har tager en beslutning om at gøre der sammen. Den der pattebarnsattitude som mange mænd kommer med når det bliver hårdt giver mig røde knopper. 

Jeg tror ikke, at jeg ender med at være bitter. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe ham bedst muligt på vej. Jeg har skam sagt, at vi er to om det - og det er vi også om mange af tingene.