Fortrudt at få børn

Ja, som overskriften indekerer, så omhandler det at fortryde sine børn. 

Dette omhandler ikke mig, men min partner. 

I dag kulminerede det hele. Vores barn på 9,5 måned er syg og derfor mere pylret/græder mere. 
Min partner kunne slet ikke rumme det til sidst, at vores barn græd og blev derfor nød til at gå sig en tur.

Efter gå turen, spurgte jeg om vi skulle tage en snak om det der trykkede. 
Her fortæller min partner, at han fortryder rigtig meget at have fået et barn og at han savner det forhold vi havde før, at vi havde fået barn. Jeg er meget lyttende og forstående, og prøver på at være åben for at høre hans tanker, så han føler sig mødt og at han godt kan dele så svære ting med mig.

Mit spørgsmål er bare: Er der nogen herinde, der har oplevet at i selv har fortrudt at have fået børn/ eller at jeres partner har? Blev det bedre med tiden, eller er der ingen ændring? 

Har har haft snakket med sundhedsplejersken om det, og en læge omkring dette, og han ønsker ikke at gå til psykolog, da han ikke synes det hjælper. 
Jeg elsker ham vældig højt, og det er svært at se ham have det svært. 

Nogen gode råd? 

ja - Jeg har fortrudt det. 

Jeg har to børn. Det ene har en kronisk lidelse og alt min energi går dertil. Jeg har ofret alt. Og i perioder - PERIODER - så kan jeg godt sidde med følelsen af fortrydelse. 
Perioderne kan være alt lige fra timer til måneder.

Det handler om, hvor meget presset vi og især jeg er. Men som med alle følelser, så forsvinder det igen, når jeg får luft. 

I de år hvor mit barn græd 10 timer om dagen (de første 3 år) var jeg fuld af fortrydelse det meste af tiden. 

Det er så bare vigtigt at sige, at fortrydelse ikke handler om, at man ikke har kærlighed. 
for jeg har en kæmpe kærlighed for mine børn. Og vil gå i døden for dem - og det er jo netop den erkendelse, der gør at jeg bruger/er nødt til at bruge alt min energi og tid på dem. principielt kan man jo altid løbe sin vej. Men det er slet ikke en mulighed for mig - derfor lever jeg i perioder under torturforhold. Ingen søvn, (som i flere dage under indlæggelser), sure/syge børn 24/7 i mange - LANgE perioder. Når folk er helt færdige ad “influenzabørn” i 7-10 dage, så kan jeg virkelig blive grøn af misundelse. For jeg har et “influenzabarn” hver eneste dag året rundet.

Og er svært. Jeg holder på mig selv, selv de dage hvor jeg har været låst inde på en stue på hospitalet med et pisse sygt barn der skriger på 3.dag. Og jeg bare har lyst til at skrige igen - men det gør jeg ikke. Og jeg siger ingen af de grimme ord jeg har i hovedet - og det koster. Men elsker jeg dem - JA!!! Og det mærker de også hver dag, fordi jeg æder mig selv hele tiden.

så ja. Jeg fortryder det ofte. Men ligeså ofte fortryder jeg det heller ikke. Så det er slet ikke sort eller hvidt. Og det hjælper selvfølgelig, når barnet bliver større - det ved jeg fra mit nr 2 som er rask. Det bliver meget nemmere. Og hurtigere end han tror.

Jeg tror at de fleste forældre savner sådan som det var inden man fik børn  det er mere mærkeligt hvis det er sådan han har det hele tiden

jeg tror at det går væk når jeres barn er blevet ældre, man siger jo også at de første 3 pr er de værste.

nogen gange kan jeg mærke på min mand at vores børn bliver for meget for ham også siger jeg til ham at han skal få lidt fred og ro i soveværelset, det hjælper synes jeg

jeg fik engang et godt råd der var at man skulle huske at i talesætte de positive ting i hverdagen, så hver gang jeg går tur med min mand og børnene, så siger jeg “hvor er det hyggeligt at gå her med mine ynglinge” og når vi spiser aftensmad siger jeg “hvor ser vores barn sød ud når han spiser” hver gang han giver et kram siger jeg “du er også bare så glad for far” osv osv jeg tror at det er vigtigt at man ikke bare lader alle de små ting gå ubemærket hen  sådan at far også lækker mærke til at der er masser af gode ting i hverdagen

Jeg vil ikke sige jeg har decideret fortrudt på noget tidspunkt, men tankerne har da strejfet mig i perioder, så jeg forstår godt følelserne hos TS' mand. Det var især da vores barn var helt lille for der var rigtig mange udfordringer, både med diverse sygdom men også en helt utrolig dårlig søvn de første to år.

Jeg tror nogle af os mænd godt have svært ved at forstå og håndtere børnene når de er helt små da de jo selv sagt ikke er til at kommunikere med på normal vis. Vores barn var i perioder rigtig svær at trøste, især for mig. Det kan da i den grad udfordre både ens tålmodighed men også den utilstrækkelighed man føler fordi mor bare er bedst i rigtig mange henseender. Men som med så mange andet med de unger, så er det faser og jeg synes mange ting er blevet meget nemmere i takt med at barnet er blevet ældre. Det tror jeg bestemt ikke er unormalt.

Til TS - hvis fortrydelsen bliver en langvarig ting hos ham, så ville jeg forsøge at få ham til at snakke med en terapeut igen. Det behøver ikke være en psykolog og det kan være noget at et lotteri at finde et godt match.

Og som en anden skriver er det vigtigt at sige at det ikke handler om kærligheden til barnet.

IenFart skriver:

Jeg vil ikke sige jeg har decideret fortrudt på noget tidspunkt, men tankerne har da strejfet mig i perioder, så jeg forstår godt følelserne hos TS' mand. Det var især da vores barn var helt lille for der var rigtig mange udfordringer, både med diverse sygdom men også en helt utrolig dårlig søvn de første to år.

Jeg tror nogle af os mænd godt have svært ved at forstå og håndtere børnene når de er helt små da de jo selv sagt ikke er til at kommunikere med på normal vis. Vores barn var i perioder rigtig svær at trøste, især for mig. Det kan da i den grad udfordre både ens tålmodighed men også den utilstrækkelighed man føler fordi mor bare er bedst i rigtig mange henseender. Men som med så mange andet med de unger, så er det faser og jeg synes mange ting er blevet meget nemmere i takt med at barnet er blevet ældre. Det tror jeg bestemt ikke er unormalt.

Til TS - hvis fortrydelsen bliver en langvarig ting hos ham, så ville jeg forsøge at få ham til at snakke med en terapeut igen. Det behøver ikke være en psykolog og det kan være noget at et lotteri at finde et godt match.

Og som en anden skriver er det vigtigt at sige at det ikke handler om kærligheden til barnet.

Tusinde tak for svar. 
jeg tror nemlig også, at det ville blive nemmere på sigt, som barnet bliver ældre.

Indtil videre, så har han fortrudt i godt og vel 6 måneder. Og han siger, at han har svært ved at føle kærlighed til vores barn. 
Det er hårdt at stå i, men jeg vil rigtig støtte ham og hjælpe ham videre på vej. 

Hvorfor vil din partner ikke tale med en professionel? Har han prøvet det, siden han mener det ikke virker? Er han screenet for efterfødselsreaktion? 

Mine børns far fik en efterfødselsreaktion da vi fik den første. Ca 3 mdr efter fødslen fik han det ad helvedes til og det hjalp altså med prof hjælp. Jeg kunne ikke have støttet ham nok alene. Jeg var også færstegangsforældre og syntes det var hårdt. Jeg havde ikke nok rum i mig, til både at rumme en 3mdr baby OG hans svære følelser. 

Med det sagt, kan det også være det "bare" er livet med en baby der rammer ham hårdt. Det er pissehamrende frustrerende at stå med et barn det græder og man intet kan stille op, der virker. I de øjeblikke har jeg sgu også tænkt - hvad fanden er det jeg har gjort?!!.. men det er altid vendt i det sekund jeg så har haft en stund hvor barnet er glad og tilfreds. Så har alle negative tanker været væk og glemt. 

Hvordan har din partner det med jeres barn, når han/hun er glad og tilfreds? Leger han? Griner? Synes han/hun er sød og dejlig? Eller er han ikke deltagende? 

Det lyder som om han kunne bruge nogen gevaldige succes oplevelser for at få vendt skuden lidt. Måske kommer det først når han bedre kan kommunikere med jeres barn. Men jeg synes helt sikkert du skal hjælpe med at få ham på banen når barnet er glad og så italesæt det, som en anden bruger skriver. 

Vi mennesker er nogen latterlige pessimister (mange af os) og vi hænger os meget mere i det dårlige end det gode. Så kæmpe fokus på det gode, det ville være mit forsøg på at hjælpe ham.  

Mor11 skriver:

Hvorfor vil din partner ikke tale med en professionel? Har han prøvet det, siden han mener det ikke virker? Er han screenet for efterfødselsreaktion? 

Mine børns far fik en efterfødselsreaktion da vi fik den første. Ca 3 mdr efter fødslen fik han det ad helvedes til og det hjalp altså med prof hjælp. Jeg kunne ikke have støttet ham nok alene. Jeg var også færstegangsforældre og syntes det var hårdt. Jeg havde ikke nok rum i mig, til både at rumme en 3mdr baby OG hans svære følelser. 

Med det sagt, kan det også være det "bare" er livet med en baby der rammer ham hårdt. Det er pissehamrende frustrerende at stå med et barn det græder og man intet kan stille op, der virker. I de øjeblikke har jeg sgu også tænkt - hvad fanden er det jeg har gjort?!!.. men det er altid vendt i det sekund jeg så har haft en stund hvor barnet er glad og tilfreds. Så har alle negative tanker været væk og glemt. 

Hvordan har din partner det med jeres barn, når han/hun er glad og tilfreds? Leger han? Griner? Synes han/hun er sød og dejlig? Eller er han ikke deltagende? 

Det lyder som om han kunne bruge nogen gevaldige succes oplevelser for at få vendt skuden lidt. Måske kommer det først når han bedre kan kommunikere med jeres barn. Men jeg synes helt sikkert du skal hjælpe med at få ham på banen når barnet er glad og så italesæt det, som en anden bruger skriver. 

Vi mennesker er nogen latterlige pessimister (mange af os) og vi hænger os meget mere i det dårlige end det gode. Så kæmpe fokus på det gode, det ville være mit forsøg på at hjælpe ham.  

Ja, har har prøvet professionel hjælp førhen og for ham virker det ikke. 
Han er screenet for det, men han havde ikke en ifølge testen. 
Jamen han siger, at selv i de glade stunder, så føler han ikke noget specielt. Han siger, at han ikke føler kærlig for vores barn, på nuværende tidspunkt. 

Han leger med barnet, han griner med barnet, han hjælper med praktiske ting, hvis jeg spørger om det. Så han prøver, men han har ikke hjerte med i det. 

Anonym skriver:

Ja, som overskriften indekerer, så omhandler det at fortryde sine børn. 

Dette omhandler ikke mig, men min partner. 

I dag kulminerede det hele. Vores barn på 9,5 måned er syg og derfor mere pylret/græder mere. 
Min partner kunne slet ikke rumme det til sidst, at vores barn græd og blev derfor nød til at gå sig en tur.

Efter gå turen, spurgte jeg om vi skulle tage en snak om det der trykkede. 
Her fortæller min partner, at han fortryder rigtig meget at have fået et barn og at han savner det forhold vi havde før, at vi havde fået barn. Jeg er meget lyttende og forstående, og prøver på at være åben for at høre hans tanker, så han føler sig mødt og at han godt kan dele så svære ting med mig.

 

Mit spørgsmål er bare: Er der nogen herinde, der har oplevet at i selv har fortrudt at have fået børn/ eller at jeres partner har? Blev det bedre med tiden, eller er der ingen ændring? 

Har har haft snakket med sundhedsplejersken om det, og en læge omkring dette, og han ønsker ikke at gå til psykolog, da han ikke synes det hjælper. 
Jeg elsker ham vældig højt, og det er svært at se ham have det svært. 

Nogen gode råd? 

Ja jeg har fortrudt mange gange. Fortryder det specielt når jeg skal give afkald på ting som jeg virkelig gerne ville i weekender f.eks.eller når han bare har de der dage hvor alt er i vejen og han græder over vitterlig ingenting.  Men det går hurtigt over igen. Jeg knuselsker min søn og kunne slet ikk forestille mig et liv uden ham. 

Der ligger et fantastisk klip på YouTube med Hella Joof, hvor hun siger, at man skal love ikke at gå fra hinanden før den yngste er 4. Det er en warzone. Vores ældste er 3,5 nu og verden er blevet et meget bedre sted for far. Det siger han også selv. Knæk og bræk. I kan klare det. Husk, når amning osv. tillader det, at trække max på bedsteforældre, mostre og onkler osv. Få barnet passet. Kom ud. Vær de mennesker i er, når i ikke er far og mor.

Min mand har det også sådan.

han har idag en kæmpe depression er flyttet fra os og vi er faktisk gået hver til sit.

få gjord noget ved det, det kan blive meget alvorligt. Min mand startede med at havde det på samme måde, han havde ikke rigtigt hjertet med. Nu har han ingen følelser for hverken mig eller vores 2 børn, og magter os overhovedet ikke.. og der er gået 1 1/2 år nu..

det positive er så at din mand kan sætte ord på det, og det er en go ting, bliv ved med at snakke om det, det hjælper..