Gæstedagpleje og svære afleveringer

Min dreng skal starte i børnehave til februar, og der har været rigtig mange skift i dagplejen pga sygdom m.m, han har det svært med forandringer/skift (mistanke om autisme)  og afleveringerne er et helvede, vil så gerne give ham så meget stabilitet og ro inden børnehave opstart, men nu er der sygdom igen igen, vil i aflevere ham i gæstedagpleje eller holde ham hjemme? Tænker på han også har brug for at komme ud blandt andre børn

Med en mulig autisme diagnose har han ikke samme behov for at “komme ud blandt andre børn” som andre kan have. 
Jeg ville holde ham hjemme (hvis du har mulighed for det) og opretholde struktur og faste rutiner. 

Altså nej... Børn har ikke “brug for” andet end tryghed, nærvær og stabilitet i så lille en alder - slet ikke for en kortere periode og med de udfordringer du beskriver.

Børn har først behov for andre børn, når de føler sig set og hørt og er trygge. 

Andre børn kan ikke gøre disse ting. 

Det lyder ikke som om, at jeres nuværende situation lever op til, at han føler sig set og hørt og er tryg i dagpleje/gæstedagplejen. Så han har ikke et behov for andre børn lige nu. 

Andre børn er inspiration og underholdning. De er ikke omsorgsgivere. Og når de ting er på plads, så kan man begynde at give er større udsyn. 

Autister har ligeså meget brug for at se andre mennesker. Det er bare på helt andre vilkår. De har i højrere grad brug for stabile rammer og tryghed for at kunne rumme (meget ofte) færre børn. 

Så tag ham hjem helt uden dårlig samvittighed. 
vi forældre skal reagere på vores mavefornemmelse. Du ved bedst. 

læs evt om “tilknytningsteori”, hvis du har behov for noget til at bakke den egen mavefornemmelse op.

Tilknytning (og dermed tryghed) er kimen til at kunne bevæge sig ud i verden og blive et socialt væsen som også trives i det.  

Og tryghed betyder, at mor/far er tryg og kan skelne deres behov fra barnets osv. det betyder, at barnet tør give udtryk for deres vrede og tristhed og bliver mødt i det. Og at mor og far er trygge ved, at den omsorgsperson barnet er hos magter dette. 
Det lader ikke til, at du kan sige tjek til det i denne situation. 

Anonym skriver:

Børn har først behov for andre børn, når de føler sig set og hørt og er trygge. 

Andre børn kan ikke gøre disse ting. 

Det lyder ikke som om, at jeres nuværende situation lever op til, at han føler sig set og hørt og er tryg i dagpleje/gæstedagplejen. Så han har ikke et behov for andre børn lige nu. 

Andre børn er inspiration og underholdning. De er ikke omsorgsgivere. Og når de ting er på plads, så kan man begynde at give er større udsyn. 

Autister har ligeså meget brug for at se andre mennesker. Det er bare på helt andre vilkår. De har i højrere grad brug for stabile rammer og tryghed for at kunne rumme (meget ofte) færre børn. 

Så tag ham hjem helt uden dårlig samvittighed. 
vi forældre skal reagere på vores mavefornemmelse. Du ved bedst. 

læs evt om “tilknytningsteori”, hvis du har behov for noget til at bakke den egen mavefornemmelse op.

Tilknytning (og dermed tryghed) er kimen til at kunne bevæge sig ud i verden og blive et socialt væsen som også trives i det.  

Og tryghed betyder, at mor/far er tryg og kan skelne deres behov fra barnets osv. det betyder, at barnet tør give udtryk for deres vrede og tristhed og bliver mødt i det. Og at mor og far er trygge ved, at den omsorgsperson barnet er hos magter dette. 
Det lader ikke til, at du kan sige tjek til det i denne situation. 

Nu har han ikke diagnosen autisme endnu, da de påstår han er for lille til man stiller den diagnose, trods jeg har læst flere gange herinde, at flere har fået diagnosen inden de blev 3 år.

Alt skriger i mig, når jeg afleverer ham, men personen der tager sig af hvem der skal hvor i gæstedagpleje, gav mig dårlig samvittighed , hun sagde imorges at han nok også havde brug for at komme ud blandt andre børn, for jeg udtrykte selvfølgelig bekymring, da han har svært ved skift, han havde hyggedag med mig igår, da dagplejer holdte fridag, holder ham gerne hjemme, når det er enkle fridage hos hans faste dagplejer, men nej jeg er overhovedet ikke tryg ved det, han begyndte allerede at græde, da vi drejede den forkerte vej

Nu har han ikke diagnosen autisme endnu, da de påstår han er for lille til man stiller den diagnose, trods jeg har læst flere gange herinde, at flere har fået diagnosen inden de blev 3 år.

Alt skriger i mig, når jeg afleverer ham, men personen der tager sig af hvem der skal hvor i gæstedagpleje, gav mig dårlig samvittighed , hun sagde imorges at han nok også havde brug for at komme ud blandt andre børn, for jeg udtrykte selvfølgelig bekymring, da han har svært ved skift, han havde hyggedag med mig igår, da dagplejer holdte fridag, holder ham gerne hjemme, når det er enkle fridage hos hans faste dagplejer, men nej jeg er overhovedet ikke tryg ved det, han begyndte allerede at græde, da vi drejede den forkerte vej

Din mavefornemmelse er dit kompas. Det betyder langt mere end en dagplejers ord. Du er en god mor, fordi du lytter. Og fantastisk hvis du kan afhjælpe det. 

Når end forældremave siger, at det er forkert - så ER det forkert. Hvad løsningen er, er så en helt anden sag. Det kommer an på muligheder osv. 

Små børn har ikke et behov for andre, før de er trygge og før de nærmer sig de ca 3 år. De har behov for at blive reguleret og hjulpet i deres følelseshav. Det er hvad en sikker relation til en voksen kan.

Andre børn er ikke need to have i den alder. Det er Nice to have. 

Mit barn er alvorligt sygt. (Kræft) Og har dermed været hjemme/hospitalet og isoleret det meste af sit liv. H*n er voldsomt social. Men trods sit hårde liv, så er h*n tryg ved andre mennesker, fordi jeg gennem hele forløbet af mærket godt efter i situationen. Det står i psykologen rapporten, at mit barn har en tryg tilknytning og er meget tryg i relationen til andre voksne og børn. Det er altså trods, at mit barn har været topisoleret i perioder og har fået stukket nåle i sig, slugt 20 piller om dagen,  fået kemo, fået blod, blevet lagt i narkose mange gange osv- Men jeg har holdt på, at det skulle gå i vores tempo. Og at de skulle sige undskyld, hvis de overskred mit barns grænser. (Eksempelvis fjernede et plaster for hurtigt eller tog en nål ind for hurtigt). Det har jo en kæmpe effekt - for mit barn tror, at det skal være anderledes. At verden faktisk vil hjælpe  og lytter.

Så nu hvor vi er begyndt at komme lidt i børnehaven igen, så er der ikke et problem. H*n er helt tryg ved at komme derned og lege med de andre. 

så følg den mavefornemmelse. Den er ikke forkert. Løsningen kender kun du og er baseret på de muligheder I har som familie. 

Synes det er tarveligt af dem af jer der skyder med skarpt. Mon ikke trådstarter kender hendes barns behov bedre end jer?

Anonym skriver:

Synes det er tarveligt af dem af jer der skyder med skarpt. Mon ikke trådstarter kender hendes barns behov bedre end jer?

Tak for dine ord❤ selvfølgelig kender jeg mit barn bedst.

Synes det er tarveligt af dem af jer der skyder med skarpt. Mon ikke trådstarter kender hendes barns behov bedre end jer?

Hvor skyder nogen med skarpt? 

Jeg ser vitterligt kun folk der skriver “du kender dit barn bedst? og “følg din mave fornemmelse uanset, hvad dagplejeren siger”?

Og forklaringer der begrunder, hvorfor hun med ro i sindet kan tage sin dreng ud af dagplejen, hvis hun ikke er tryg? 

TS skriver, at hendes dagplejer giver dårlig samvittighed over at ville holde sin dreng hjemme, da barnet “har brug for andre børn”. Og i tråden skriver alle, at det skal hun ikke have dårlig samvittighed over. Hun skal gøres hvad der føles bedst for hende?

Og forsøger at støtte TS i at hendes valg er det bedste, uanset hvad. 

Jeg prøver virkelig at forstå. For synes faktisk lige netop denne debat er meget fin og brugbar.

Hvor skyder nogen med skarpt? 

Jeg ser vitterligt kun folk der skriver “du kender dit barn bedst? og “følg din mave fornemmelse uanset, hvad dagplejeren siger”?

Og forklaringer der begrunder, hvorfor hun med ro i sindet kan tage sin dreng ud af dagplejen, hvis hun ikke er tryg? 

TS skriver, at hendes dagplejer giver dårlig samvittighed over at ville holde sin dreng hjemme, da barnet “har brug for andre børn”. Og i tråden skriver alle, at det skal hun ikke have dårlig samvittighed over. Hun skal gøres hvad der føles bedst for hende?

Og forsøger at støtte TS i at hendes valg er det bedste, uanset hvad. 

Jeg prøver virkelig at forstå. For synes faktisk lige netop denne debat er meget fin og brugbar.

 

TS skriver "tænker på han også har brug for at komme ud blandt andre børn" og så skriver folk at det har han ikke som om de ved bedre end hende.