Anonym skriver:
Kære alle.
Min søn startede i skole i sommer. Desværre går det ikke alt for godt. Vi var til møde i torsdags.
Når han er i skole kan han ikke rigtig komme i gang med opgaverne. Han virker til at være meget passiv. Vil ikke skrive eller regne, rækker ikke hånden op og virker i det hele taget fraværende. Han trækker sig fra flere og flere sammenhænge. Han opfører sig fjollet og ‘babyet’ sammen med de andre og trækker sig efterhånden mere fra det sociale.
Herhjemme fortæller han begejstret om skolen og vi oplever ham meget interesseret i det faglige. Vi genkender ikke hans opførsel - ikke fra skolen og heller ikke fra andre sammenhænge. Han er glad og fyldt med gå på mod, lærenem og nysgerrig. Forskellen på vores og skolens opfattelse af vores dreng er overvældende, og jeg har det frygteligt skidt med, at han åbenbart har det så dårligt i skolen.
Vores teori er, at han trækker sig, fordi han er bange for, at han ikke kan leve op til kravene. Så er det lettere at give op på forhånd. Det har vi fortalt til lærerne, men jeg tror de ser så massive problemer, at de ikke tror, det ‘bare’ kn være det.
Vi har aftalt at vi følger ham tæt herhjemme og laver de opgaver han ikke får lavet - så han følger med, men også så han får indtryk af, at han godt kan.
I skolen vil de forsøge at indføre et belønningssystem. Det bliver selvfølgelig først efter jul.
Derudover laves der en indstilling til PPR, da de gerne vil have sparring med psykologen. Det er fint nok - men det føles også lidt som om de ikke tror på, at han har alle de ressourcer vi ser i andre sammenhænge. Han viser jo intet af det i skolen. Og det bekymrer mig, at de ligesom ikke virker til at tro på projektet (men det kan også godt bare foregå i mit hoved - det er jo ikke noget de har sagt til mig)
Men jeg vil så gerne have lidt opmuntrende historier om nogle, der også er kommet ret så skævt fra start, som er kommet ud af det?
Og måske nogle gode råd til hvordan vi kan agere som forældre og støtte ham - i det mindste så mistrivslen ikke spreder sig til andre områder.
Vi tror ikke, han har grundlæggende vanskeligheder - a la en diagnose.
Kære dig
Først vil jeg sige, hvor er det godt de professionelle rækker hånden ud til PPR, for det kan være de kan se sammenhænge som de professionelle ikke kan når står med benene solidt plantet på gulvet. En af de ting jeg ved PPR altid spørger til er om der overensstemmelse i hvert fald på nogle punkter og i et vist omfang mellem det skolen ser og det hjemmet ser - oftest er der noget sammenfald, og er der ikke så skal PPR og skolen være nysgerrig på den kontekst skolen udgør, for det kan jo også være noget med klassen, kammerater, den voksne, rammerne osv som barnet reagerer på.
Har lige læst om observationer, hvor der netop vqr fokus på en dreng som ikke koncentrerede sig kiggede ud af vinduet og ikke hørte hvad der blev sagt, og aå viste det sig han sad og kiggede efter sin bedste ven fra børnehaven, som var i en anden klasse og hvor de holdt pauser forskudt. Nej bare en lille historie om, at det vi skal huske at se på en del når vi skal forstå børnene og deres handlinger.
Og så til de gode historier, jeg har været lærer i en del år nu og har overtaget elever fra 0. Klasse som ikke rigtig var vild med det skole, ikke fik lavet så meget osv. Og så blev de ældre, forstod meningen og blev skønne skoleelever - 0. Klasse er en blandet landhandel (det er første såmænd også) af børn som elsker strukturen i skolen, forudsigelighed og også børn som finder den struktur som et fængsel. Børn som er ved finde fodfæste i et nyt socialt følgeskab og andre som er flyttet over med 10 gode kammerater og føler sig som fisk i vandet.
Men som skrevet først, PPR kan komme med perspektiver bpde til skolen og til forældrene, så det er godt de kommer ind over.
