Jeg havde det også meget sådan som barn. Jeg var et meget følsomt væsen (og er det til dels stadig). Jeg kan i hvert fald genkende beskrivelsen af at føle det hele er en drøm. Jeg kunne også forsvinde sådan lidt ud af min egen krop mm.
Det var helt galt en gang hvor jeg havde fået lattergas og det igangsætte en uge, hvor jeg tænkte alt slt for meget over universet, mig selv, og alt det der.
Jeg kan huske at jeg som barn også kunne kigge meget i spejlet og tænke over hvem det egentligt var jeg kiggede på.
Det var ikke noget som gjorde noget som sådan da jeg var barn. Jeg lærte at leve i det og med det.
Jeg har siden haft enkelte episoder med det man vist kalder psykotiske oplevelser, hvor jeg som voksen fx oplevelsen af at ryge med hele kroppen igennem et hegn og gå op i røg. Det var i en svær og stresset periode af mit liv og jeg endte med at få antidepressiv medicin, hvilket hjalp rigtig meget.
I dag har jeg et helt normalt liv med børn, mand, arbejde, venner, fritidsinteresser, osv.
Det er slet ikke for at sige, at det også er sådan for dit barn. Jeg tror mange børn kan gå og føle det sådan, men jeg forestiller mig, at dit barn er nok lidt mere refleksiv og generelt opfangede end andre.
Anmeld
Citér
