Hej alle,
Håber på gode råd. Angående vores søn på 4. Han er inde i en dårlig periode - igen. Han har haft flere af disse perioder før, og det rammer hele familielivet, når det står på, og det er forfærdeligt synd han har det så svært.
Det skal siges han blev storebror for 3 mdr siden og derudover har en storesøster. Han forguder sin nye lillesøster, kysser og krammer og er aldrig sur på hende. Men selvfølgelig er det noget af en forandring. Vi har dog også oplevet perioder som disse før lillesøster kom til verden, så det kan ikke udelukkende skyldes det.
Det der sker er, at han er virkelig vred hele tiden. Og har en meget voldsom adfærd. Lige så snart han kommer hjem fra børnehave (trods korte dage og jævnlige fridage da jeg er på barsel), vælter hans verden, og det starter når han står op om morgenen. Dog oplever vi, at er det kun mig, ham og baby, så er han sit rolige selv, det samme hvis det bare er far og ham. Men lige så snart vi alle er samlet, eksploderer hans adfærd.
Det er som om, at hans bæger er fyldt op, og så han kan INTET rumme. Fx at han taber noget. Tøjet driller. Han ikke kan nå noget. Han bryder ud i råb, skriger så højt han kan og så går han til angreb. Han råber "GÅ!!!!", og så begynder han at slå, sparke og sige grimme ting, fx jeg hader dig, du er den dummeste mor / far osv. Når det er allerværst er det som om det slår klik. Han hamrer løs på os, forsøger at bide, flå i os.
Til sidst sker der det, at fra det ene øjeblik til det andet går luften af ham, han falder sammen og putter sig ind til os og er udmattet. Man kan ikke nå ind til ham når han er i dette dårlige humør eller har disse sammensmeltninger.
Vi oplever ham generelt som en sensitiv dreng. Han er bange for høje lyde og har altid været det, fx støvsuger, røremaskine, boremaskine. Han er rædselsslagen for legetøj, der kan sige noget eller bevæge sig af sig selv. Han har også noget med han har brug for at blive "klemt" på kroppen for at finde ro.
Som sagt når man er alene med ham, er der INTET. Han er sød, kærlig, hjælpsom, sjov, griner, leger, ingen problemer. Fuld af charme og positivitet. Men vi kan jo ikke være alene hele tiden. Så vores dage gør med at forsøge at forebygge eller håndtere hans raseri og sammensmeltninger i en grad, der gør det rigtig svært at være en familie og i en grad der gør, at min mand og jeg er virkelig slidte.
Jeg har lige haft møde med børnehaven som jeg anmodede om for at bede om hjælp, og det fik jeg ikke noget ud af. Vi er egentlig glad for børnehaven, men vi ser forskelligt på problemstillingen. Deres indstilling er, at han er en dreng med meget temperament, og det handler om vi skal arbejde med nogle meget klare grænser, at han søger opmærksomhed og det skal vi sætte en stopper for. Vores indstilling er, at han er en meget sød og kærlig dreng, som af en eller anden grund bliver så belastet af ting i sin hverdag, at han ikke kan være i sig selv når vi er mange eller han har været i børnehave, og han derfor får en rigtig uheldig adfærd.
Vi er selvfølgelig meget tydelige, når vi håndterer de her situationer. Når han går fysisk amok, fjerner vi han fra situationen til en pause plads, hvor vi bliver sammen med ham. Vi siger roligt fx "Jeg kan godt se, du er vred over xyz. Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg vil ikke have du slår mig, det gør ondt". Det har vi gjort meget konsekvent, og når han er faldet til ro, taler vi om hvad der er sket, og hvad vi forventer af ham. Kommer med små børnevenlige forslag til, hvad man kan gøre i stedet, når man er vred. Og ja, vi kan også være "bastante" og tydelige i mæglet, når han overskrider grænserne for rimelig adfærd.
Vi har også fokus på at italesætte alt det positive, fordi det der får opmærksomhed kommer der mere af. Og han får rigeligt enetid, hvor vi laver noget hyggeligt sammen. Vi kan helt ærligt ikke se, hvad vi gør forkert eller kan gøre anderledes. Pædagogerne sagde, med et glimt i øjnene "I er jo MEGET søde" (underforstået for søde), men jeg ved ikke, hvad de mener med det, for det er begrænset hvad vi har haft af konflikter med ham i børnehaven. Så jeg føler lidt, at fordi de oplever os som meget søde og anerkendende forældre, så antager de, at vi ikke kan sætte klare grænser, hvad vi for pokker har gjort meget af, for vi er så trætte af den her situation. Det ene udelukker ikke det andet, og der er sgu også grænser for vores tålmodighed herhjemme.
De siger, at I børnehaven oplever de ikke den adfærd. De har godt nok sagt til en tidligere samtale, at "han er vores mysterie, hvad der virker den ene dag, virker ikke den næste" og talt om hvordan de håndterer hans sammenbrud, som er blevet bedre / kortere i børnehaven (så noget af den adfærd ser de nu altså alligevel). Men de oplever ikke han er støjfølsom og den slags..
Tilbage står vi med en dreng, der har det SÅ svært derhjemme, og som vi oplever som så presset i perioder, at hele den her søde, dejlige og kærlighed adfærd ikke for lov at skinne. Og jeg føler måske også, at hvis det handlede om, at vi bare bare "for søde", så ville hans adfærd jo være mere konsekvent. Og ikke i perioder eller bestemte tidspunkter af dagen/vekslende afhængigt af hvor mange vi er hjemme.
Han havde også sådan en periode i sommerferien, dengang talte min mand og jeg om, at han nok havde svært ved at håndtere, at der i en ferie ikke var samme grad af struktur som i hverdagen, vi lige kom fra. Han havde en periode fra lige efter sommerferien det varede en måneds tid, hvor der absolut ingen problemer var, og han var sit søde og kærlige selv hele tiden.
Hvad skal vi gøre? Vi er desperate og udmattede og føler ikke, at vi får relevant hjælp af børnehaven, fordi han ikke er sådan dernede..
