Svær situation - gravid

Jeg har for en uge siden opdaget jeg var gravid. Jeg er i uge 6 ca.. Det er bekræftet hos lægen. 

Den svære situation om man skal beholde eller ej. 
Jeg er sammen med faren, men da vores forhold er rimeligt nyt. Synes han at det er for tidligt. Og synes vi skal vente. Han er 100% sikker på at han vil have børn med mig. 

Jeg har tidligere fået konstateret PCO og ingen prævention brugt de sidste 3,5 år uden “uheld” før brugte jeg p-piller som jeg glemte hele tiden. Der skete heller ikke noget. De sidste par år har jeg gået med tankerne om jeg nogensinde ville få børn eller familie.

Nu står jeg her og har en kæmpe indre debat. Hvad gør jeg? 
Jeg kan mærke at en abort ville ødelægge mig mentalt. Men jeg vil heller ikke presse noget på min kæreste. Da jeg synes det skal være en fælles beslutning når man er to om at sætte den til livs. 
Jeg er så bange for at en abort ville ødelægge mit forhold til ham. 
Vi har rigtig svært ved at snakke sammen om det, da vi ender med at være kede af det begge to. 

hvad havde i gjort? Og evt tanker? 

Det er en træls situation at stå i for jer begge 2.

Pco eller ej. Ønsker man ikke en graviditet må man beskytte sig  . Pco er jo heldigvis ikke lig med at være steril.  Og det tænker jeg også du er blevet informeret om. Så på den front tænker jeg egentlig også du har været en lille Bette smule " selvforskyldt"

Hvis ikke din kæreste vil have et barn må du accepterer det, også må du tage konsekvensen af dit valg.

Men der kommer aldrig noget positivt ud af at "tvinge / overbevise" ens partner om at få et barn de ikke vil af ene Aller den anden årsag.

Håber i finder en løsning i begge kan være i  

Anonym skriver:

Jeg har for en uge siden opdaget jeg var gravid. Jeg er i uge 6 ca.. Det er bekræftet hos lægen. 

Den svære situation om man skal beholde eller ej. 
Jeg er sammen med faren, men da vores forhold er rimeligt nyt. Synes han at det er for tidligt. Og synes vi skal vente. Han er 100% sikker på at han vil have børn med mig. 

Jeg har tidligere fået konstateret PCO og ingen prævention brugt de sidste 3,5 år uden “uheld” før brugte jeg p-piller som jeg glemte hele tiden. Der skete heller ikke noget. De sidste par år har jeg gået med tankerne om jeg nogensinde ville få børn eller familie.

Nu står jeg her og har en kæmpe indre debat. Hvad gør jeg? 
Jeg kan mærke at en abort ville ødelægge mig mentalt. Men jeg vil heller ikke presse noget på min kæreste. Da jeg synes det skal være en fælles beslutning når man er to om at sætte den til livs. 
Jeg er så bange for at en abort ville ødelægge mit forhold til ham. 
Vi har rigtig svært ved at snakke sammen om det, da vi ender med at være kede af det begge to. 

hvad havde i gjort? Og evt tanker? 

Sikke en øv situation at stå i, en ting er sikkert man fortryder ikke de børn man få. 

Når det er sagt så er man jo to om at lave et barn, skulle du vælge til og han vælge fra, kan det ødelægge jeres forhold, og du skal forberede dig på at være enlig.

Det er ikke altid sjovt at være enlig mor, slet ikke hvis man ikke kan sammenarbejde med barnets far.

Skulle du vælge til og din kæreste acceptere det, og i forsætter med at være sammen, så må i ikke glemme at et barn redder ikke ét forhold, tværtimod giver der anledning til langt flere uenigheder og diskussioner. Man skal som par begge være indstillet på at det bliver rigtig hårdt, især når man ikke har været sammen så længe. 

Skulle du vælge til og din kæreste stadig holder fast i det er for tidligt, kan du risikere at skulle gennemgå hele graviditeten alene uden at have støtten fra barnets far. Det kan også være rigtig hårdt 

Vælger du fra, og i om nogen år vil forsøge at blive gravide, og det er svært, kan der måske være en tanke i dig om at det var forkert at vælge fra dengang i var nyforelsket.

Ingen kan tage beslutningen for dig, og vide hvad dine odds for at blive gravid igen er. I sidste ende er det nok bedst at mærke virkelig godt efter inde i en selv om hvad man føler. 

Jeg kan skrive under på at det, at være alene mor overhovedet ikke er sjovt, det er sindsygt hårdt og tager alt ens energi. Og man skal forvente at man mange år frem ikke har et liv ud over ens barn

Hvis I begge to tænker at I skal have børn sammen engang i fremtiden, så synes jeg faktisk ikke den er så meget længere. Det er hammer svært at time et barn, der vil næsten altid være et eller andet der gør at det ikke er praktisk.

Så jeg ville beholde .

- Jeg har i øvrigt selv stået i situationen hvor jeg blev gravid ved et uheld nærmest første gang vi var sammen sexuelt. Vi besluttede at beholde, det endte dog i en MA, men på vores 1,5 års dag fik jeg vores første. (Vi er i øvrigt stadig sammen i dag 7,5 år efter)

Nu er jeg en mand.

Stod jeg i samme situation - hvor min partner var blevet gravid ved et uheld -, hvor vi havde talt længe og grundigt om det, og jeg havde gjort det klart, at jeg ikke ønskede et barn, og min partner så valgte at beholde det alligevel, ville jeg ikke ønske at være sammen med vedkommende længere. Såfremt der altså ikke er en bedre grund end bare gerne at ville have barnet - fx hvis man ikke troede, man kunne blive gravid osv.

Det er så grænseoverskridende, at noget så stort er helt ude af dine hænder. Det er nu engang biologien. Og jeg skulle nok være der for barnet. Men min tillid til min partner ville være væk.

Nu er jeg en mand.

Stod jeg i samme situation - hvor min partner var blevet gravid ved et uheld -, hvor vi havde talt længe og grundigt om det, og jeg havde gjort det klart, at jeg ikke ønskede et barn, og min partner så valgte at beholde det alligevel, ville jeg ikke ønske at være sammen med vedkommende længere. Såfremt der altså ikke er en bedre grund end bare gerne at ville have barnet - fx hvis man ikke troede, man kunne blive gravid osv.

Det er så grænseoverskridende, at noget så stort er helt ude af dine hænder. Det er nu engang biologien. Og jeg skulle nok være der for barnet. Men min tillid til min partner ville være væk.

Jeg er enig i, at det må være grænseoverskridende, hvis ens partner vælger at fortsætte en graviditet mod ens ønske, men jeg går ud fra, at han har vidst, at hun ikke var på prævention, så hvis han ikke vil have et barn, så skulle han have gjort sit for at forhindre det. 

KoFy skriver:

Nu er jeg en mand.

Stod jeg i samme situation - hvor min partner var blevet gravid ved et uheld -, hvor vi havde talt længe og grundigt om det, og jeg havde gjort det klart, at jeg ikke ønskede et barn, og min partner så valgte at beholde det alligevel, ville jeg ikke ønske at være sammen med vedkommende længere. Såfremt der altså ikke er en bedre grund end bare gerne at ville have barnet - fx hvis man ikke troede, man kunne blive gravid osv.

Det er så grænseoverskridende, at noget så stort er helt ude af dine hænder. Det er nu engang biologien. Og jeg skulle nok være der for barnet. Men min tillid til min partner ville være væk.

Men hvad med at se det var det omvendte perspektiv 

Ja du vil ikke have barnet, men hvis kvinden vil, så er det immervæk også smerte både psykisk og fysisk på hende at få det fjernet.

Så nej blot fordi den ene ikke vil have barnet er det da ikke mere rigtigt at den ene som gerne vil have barnet. - Jeg kender ikke løsningen på problemet, da jeg heldigvis aldrig har stået i det, men det lyder lidt egoistisk i mine øre at blot fordi du som mand ikke ønsker det, skal kvinden så acceptere dit ønske og gå gennem en abort, det kunne jo lige så vel have været omvendt

Og en bedre grund til "bare" at ville have barnet ? - Er det ikke den vigtigste grund, det er vel lige så vigtig som at du ikke vil have barnet , det er et levende væsen vi snakker om

Det er en træls situation at stå i for jer begge 2.

Pco eller ej. Ønsker man ikke en graviditet må man beskytte sig  . Pco er jo heldigvis ikke lig med at være steril.  Og det tænker jeg også du er blevet informeret om. Så på den front tænker jeg egentlig også du har været en lille Bette smule " selvforskyldt"

Hvis ikke din kæreste vil have et barn må du accepterer det, også må du tage konsekvensen af dit valg.

Men der kommer aldrig noget positivt ud af at "tvinge / overbevise" ens partner om at få et barn de ikke vil af ene Aller den anden årsag.

Håber i finder en løsning i begge kan være i  

Jeg synes godt nok, at tonen på det her forum er blevet lidt hård på det sidste. 

Ja, hun burde have beskyttet sig, hvis hun ikke ønskede at blive gravid, men det burde hendes kæreste så sandelig da også. Det er ikke fair at ligge alt skylden på hende, det tager altså to at lave et barn, og begge parter er lige ansvarlige.

TS, jeg synes, at du skal følge dit hjerte, og husk på at det i sidste ende er din beslutning, da det er din krop (men selvfølgelig hav hans mening om det med i dine overvejelser)

hvor gamle er I? Jeg forstår på ingen måde din partner, hvis han gerne vil have børn senere. 
En abort kan ødelægge ens sjæl for evigt - et levende barn fortryder man ikke (tror jeg ikke!) 

du skal måske forberede dig på, at være alenemor og snakke med din kæreste om, at du ingen forventninger har til ham, men at du ikke kan lade ham tage beslutningen og lade dig gennemføre en abort. Han har også sin del af ansvaret, selvom du lider af pco. 
han kunne også ha beskyttet sig… 

En mega træls situation for dig/jer! 
men en baby, i din situation, hvor du ønsker det, kan kun være en gave. 
pøj pøj og et kæmpe kram til dig 

Det lyder som en svær situation at være i. Det er kun dig der ved det hvad du skal gøre, og må mærke efter helt inderst inde om du virkelig vil det her barn, med eller uden faren. Og om du kan leve med at have fået en abort og fortsat være sammen med ham når det nu er pga af ham du får den?

Håber du finder ro i din beslutning