Tosprogede børn - skal jeg være bekymret?

Hej alle derude 

Jeg bliver engang imellem bekymret for, om vi egentlig gør det rigtigt med sprog herhjemme - trods jeg utallige gange fra diverse fagfolk samt selv har læst mig frem til, at det ikke skader et barn med forskellige sprog i hjemmet. Jeg har selv tyrkisk baggrund, og min mand arabisk, så vores fælles sprog herhjemme er dansk. Dog taler jeg tyrkisk og min mand typisk arabisk til vores dreng på 2 år. Vores søn opfatter alt, hvad jeg forklarer eller beder ham om på tyrkisk, hvorimod det halter med det arabiske (årsagen er nok, at min mand ikke er så meget hjemme som mig grundet hans travle hverdag på arbejdet). Lige nu kan vores søn dog sige meget få ord, og udelukkende på dansk. 

Når jeg hører de andre børn i vuggestuen, som er jævnaldrende med ham, er jeg helt imponeret over, hvor meget de egentlig taler og kan udtrykke i lange sætninger. Det får mig til at tvivle på, om vi egentlig gør det rigtige  

Jeg kommer selv fra et hjem, hvor mine forældre udelukkende prioriterede dansk, så jeg lærte tyrkisk i de senere år. Derimod fik min mand det arabiske med modermælken og lærte dansk senere. Når jeg tager min mands situation i mente, tænker jeg, at min bekymring er ubegrundet og dum, eftersom han da den dag i dag taler fejlfrit flydende dansk og sidder som dommer i byretten. Så helt galt er det ikke gået  Men alligevel har jeg dage, hvor jeg tænker, om jeg skal droppe det tyrkiske og udelukkende kommunikere på dansk, selvom jeg inderligt ønske, at han får det tyrkiske under huden. 

Er der nogen, som kan dele deres erfaringer med forskellige sprog i hjemmet? Hvornår begyndte jeres børn at tale i lange sætninger?

Tak fordi I læste med  

Anonym skriver:

Hej alle derude 

Jeg bliver engang imellem bekymret for, om vi egentlig gør det rigtigt med sprog herhjemme - trods jeg utallige gange fra diverse fagfolk samt selv har læst mig frem til, at det ikke skader et barn med forskellige sprog i hjemmet. Jeg har selv tyrkisk baggrund, og min mand arabisk, så vores fælles sprog herhjemme er dansk. Dog taler jeg tyrkisk og min mand typisk arabisk til vores dreng på 2 år. Vores søn opfatter alt, hvad jeg forklarer eller beder ham om på tyrkisk, hvorimod det halter med det arabiske (årsagen er nok, at min mand ikke er så meget hjemme som mig grundet hans travle hverdag på arbejdet). Lige nu kan vores søn dog sige meget få ord, og udelukkende på dansk. 

Når jeg hører de andre børn i vuggestuen, som er jævnaldrende med ham, er jeg helt imponeret over, hvor meget de egentlig taler og kan udtrykke i lange sætninger. Det får mig til at tvivle på, om vi egentlig gør det rigtige  

Jeg kommer selv fra et hjem, hvor mine forældre udelukkende prioriterede dansk, så jeg lærte tyrkisk i de senere år. Derimod fik min mand det arabiske med modermælken og lærte dansk senere. Når jeg tager min mands situation i mente, tænker jeg, at min bekymring er ubegrundet og dum, eftersom han da den dag i dag taler fejlfrit flydende dansk og sidder som dommer i byretten. Så helt galt er det ikke gået  Men alligevel har jeg dage, hvor jeg tænker, om jeg skal droppe det tyrkiske og udelukkende kommunikere på dansk, selvom jeg inderligt ønske, at han får det tyrkiske under huden. 

Er der nogen, som kan dele deres erfaringer med forskellige sprog i hjemmet? Hvornår begyndte jeres børn at tale i lange sætninger?

Tak fordi I læste med  

Vi har et par sprogforskere i min familie, som bevidst har udsat deres børn for mange sprog i en tidlig alder. Her lyder den klokkeklare besked, at man kan se det gavner på sigt! Det tager tid at få flere sprog til at komme til udtryk og derfor går sprogudviklingen udadtil lidt langsommere, men i virkeligheden er det jo bare fordi, din lille dygtige søn afkoder 3 sprog, hvor enkelt-sprogede børn kun skal kode 1 sprog. Det er HELT normalt for flersprogede børn. Det lønner sig på den lange bane, hvor forskningen viser, at han vil have et helt andet sprog-øre.

Mine vennekreds og deres familie er af forskellige nationaliteter. Deres børn har intet problem med at sortere i hvornår man taler hvilket sprog. Alle ungerne er været lidt sene til at tale i sætninger, men er alle kommet godt efter det og taler både dansk og forældrenes sprog upåklageligt. 

Jeg selv er dansk min børns far er udlænding.  Vi talte de første år engelsk i hjemmet når vi var samlet og hver vores sprog når vi var alene med børnene. Det har aldrig været et problem 

Tak for jeres rigtige gode svar, som helt klart lettede mor-hjertet. 
Jeg kan forstå på indlæggene, at barnet IKKE tager skade af det, og nok skal få indhentet det. Og det giver jo super god mening, at barnet måske halter lidt bagud i starten i modsætning til andre børn, når de skal mestre flere sprog på samme tid. Vi fortsætter med at klø på herhjemme. 
Endnu engang tusinde tak for hjælpen, jeg værdsætter det

Jeg er psykolog, og vi lærer, at tosprogede børn er lidt længere tid om at begynde at tale. Dog vil det på sigt have gavnet børnene meget, så I skal endelig tale begge sprog og særligt, når de betyder noget for jer og barnets ophav. 

Anonym skriver:

Hej alle derude 

Jeg bliver engang imellem bekymret for, om vi egentlig gør det rigtigt med sprog herhjemme - trods jeg utallige gange fra diverse fagfolk samt selv har læst mig frem til, at det ikke skader et barn med forskellige sprog i hjemmet. Jeg har selv tyrkisk baggrund, og min mand arabisk, så vores fælles sprog herhjemme er dansk. Dog taler jeg tyrkisk og min mand typisk arabisk til vores dreng på 2 år. Vores søn opfatter alt, hvad jeg forklarer eller beder ham om på tyrkisk, hvorimod det halter med det arabiske (årsagen er nok, at min mand ikke er så meget hjemme som mig grundet hans travle hverdag på arbejdet). Lige nu kan vores søn dog sige meget få ord, og udelukkende på dansk. 

Når jeg hører de andre børn i vuggestuen, som er jævnaldrende med ham, er jeg helt imponeret over, hvor meget de egentlig taler og kan udtrykke i lange sætninger. Det får mig til at tvivle på, om vi egentlig gør det rigtige  

Jeg kommer selv fra et hjem, hvor mine forældre udelukkende prioriterede dansk, så jeg lærte tyrkisk i de senere år. Derimod fik min mand det arabiske med modermælken og lærte dansk senere. Når jeg tager min mands situation i mente, tænker jeg, at min bekymring er ubegrundet og dum, eftersom han da den dag i dag taler fejlfrit flydende dansk og sidder som dommer i byretten. Så helt galt er det ikke gået  Men alligevel har jeg dage, hvor jeg tænker, om jeg skal droppe det tyrkiske og udelukkende kommunikere på dansk, selvom jeg inderligt ønske, at han får det tyrkiske under huden. 

Er der nogen, som kan dele deres erfaringer med forskellige sprog i hjemmet? Hvornår begyndte jeres børn at tale i lange sætninger?

Tak fordi I læste med  

Flere sprog er da en kæmpe gave du giver dit barn. Det er sandsynligt dit barn lærer sprogene lidt langsommere, det er meget almindeligt. Men det er da ligegyldigt på den lange bane