Øv hvor er det svært lige nu

Hej.

Jeg er højgravid med 3.barn. Er på barsel og har en dreng der lige er startet i skole og en pige på knap 4 år.

Lige nu synes jeg, det er rigtig svært at være familie og mor. Vores børn, som ellers altid har haft det godt, trives ikke, og jeg er ret bekymret over, hvordan det skal gå, når den lille kommer.

Min mand er startet på et nyt job efter sommerferien og har ret travlt med det. Han er træt når han kommer hjem. Det påvirker os alle. Han er en virkelig god far og mand, men han er udkørt efter en lang periode, hvor meget af det praktiske har hængt på ham, fordi jeg har haft det skidt i en stor del af min graviditet. 

Jeg er også udkørt, efter at have været gravid længe, og ikke haft overskud til ret meget. Jeg savner at være sammen med mine børn om aktive ting, en gåtur i skoven eller lignende, men jeg kan ikke rigtig holde til noget.

Oven i er det svært for vores dreng at starte i skole. Han er nok lidt umoden af sin alder, og lærerne indkaldte os til et møde om, hvordan de bedst kunne hjælpe ham. Det var især svært for ham at holde styr på sine ting og modtage kollektive beskeder. Lærerne er søde og rummelige og vi er ikke uvenner med skolen. Han er en meget distræt dreng. Men vi syntes, han var rigtig godt med fagligt, han kan læse små lydrette bøger og kan fortælle en masse om, hvad de laver. Så vi havde indtryk af, at det gik ok udover det vi snakkede om på mødet. Men nu har de så sendt elevplaner ud, og der står bare 100 ting, han ikke kan. Egentlig tænker jeg, at de tager fejl - det han ikke kan, er nok nærmere at koncentrere sig i klasserummet, end det er at han ikke kan skrive tal og bogstaver fx. Men det slog mig alligevel rigtig meget ud, fordi jeg tænkte, at vi havde snakket om hans udfordringer på vores møde, og det kunne jeg godt være i, men nu lyder det til, at det hele er galt.

Han har også problemer med inkontinens, og i går var der nogle piger i SFOen som tydeligt gav udtryk for, at det var da bare klamt. Jeg tog det roligt og sagde, at det er jo forskelligt, hvad man har svært ved, og det er lidt svært for ham, og så sagde jeg det til en af pædagogerne. Men kan slet ikke holde ud at tænke på, hvis han skal drilles med det. Det er jo ikke noget han gør med vilje, og virkelig noget vi arbejder med

Vores pige får nogle sindssyge flip for tiden. Det kan være over de mindste ting - en klassiker er, at hun ikke vil sidde i cyklen (ladcykel) på vej i børnehaven, eller hun ikke vil have strømper på. Og det er ofte noget, som kommer lige når vi er på vej ud af døren, og både min mand og jeg bliver så pressede. Hun er elstremt stædig, og vi rammer bare et sted, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre, ud over at tvinge hende. Det er meget ubehageligt, men vi har jo deadlines i skolen og på jobbet. Det er ikke stille og roligt at vi kan tvinge vores vilje igennem, for hun løber sin vej og sparker os og skælder os ud. Tager tøjet af igen når vi giver hende det på osv. Vi er normalt rummelige og anerkendende forældre og ærligt: Det føles som om vi begår et overgreb på hende - men vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre. Hun kan få os helt op i det røde felt. 
Resten af tiden er hun fræk, charmerende og kvik. 

Så alt i alt gruer jeg for, hvordan det hele skal gå, når baby kommer. Jeg synes vi har så rigeligt, og havde vi vidst, vi ville stå her, havde vi ikke valgt at få et barn mere lige nu. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved nu. Og det er selvfølgelig også velkomment, barnet.

Jeg ved, det er en voldsom lang smøre, men er der nogen, der har et godt råd? Eller som har erfaring med, at det hele nok skal gå, som kan komme med lidt opmuntring? 

først en kæmpe krammer ja det er ikke nemt med hormoner og to børn og en lille på vej og nyt arbejde.

du skal nok komme ud og gå i skoven igen og i kan få barnevognen med osv. og manden skal bare lige have tid til at indrette sig i det nye arbejde for kroppen er bare mere brugt og jeres pige ja det hele er en fase men når man sætter det hele sammen så er det lige før man skriger og læber skrigene bort men alt skal nok vende sig 

og jeres skønne dreng 
Ud af alt det du skriver syntes jeg i skal få en nyt møde med skolen.

måske er der nåede man ikke selv ligger mærke til sådan var det ved os vi vidste i alle timer gik det super men ikke så hurtigt i dansk vi læste sammen her hjemme stille og rolig osv. og det fik fint han fik ny lære og lige pludselig vores søde og kærlig dreng blev virkelig sur og hidsig.

de indkalder os til møde fordi de tror Daniel har psykiske træk vi kiggede virkelig på dem og spurte om de lavede sjov for det var jo slet ikke vores dreng. Heldigvis var hans gamle talepædagog med og hun rejste sig op og sagde alt det i siger er slet ikke deres dreng for han er så god en dreng vi blev glade og hun syntes han skulle testes for ordblindhed og ja den viste sig at han var ordblind selv om vi ikke havde en mindste tanke til det. Og hans dansk lære havde taget helt fejl af vores dreng efter den hjælp og gode redskaber er han på lige fod med de andre igen og forholdet til lære er blevet godt.

hvorfor denne historie jo fordi nogle gange har vores børn nåede vi ikke kan se. 

Hej med dig.
Først og fremmest: Hold kæft i er seje. Tænk sig, at i står i den her situation og stadig er oprejste: To små børn, en på vej, graviditet og nyt job. Husk at give hinanden en high-five en gang imellem

Jeg har en datter på samme alder: Hold nu magle, der kan komme nogle udbrud. Deres hjerner kan bare ikke magte noget som helst og hun er jo heldigvis helt normal

Ift. jeres søn, så hold fast i, at i ikke genkender alle problemerne... heldigvis. Jeg er lærer og der går altså lidt tid, før man har heeeelt styr på alles faglighed - i mine klasser sidder der nogle gange op mod 31 mennesker - det giver sig selv. Dem har jeg da ikke styr på. Og pludselig, så vokser der et eller andet sammen i hovedet på ham og så tager han et kvantespring. Hvis i har haft en snak med skolen om, hvordan i og de bedst hjælper ham, så kan i jo ikke gøre mere nu? Hvis du har brug for trods alt at gøre noget, så find 1 lille ting, i kan arbejde på derhjemme (ikke midt i ulvetimen, men måske en søndag formiddag, mens far hopper på legepladsen med krudtuglen på fire år?). 

Arbejder du også stadigvæk? Kan ikke lige læse, hvor langt du er, men hvis du er kommet hjem, er der så mulighed for at give den 4-årige en langsom morgen en gang imellem? Har i bedsteforældre i kan række ud til? Eller måske en god veninde? Bare nogle, som måske kommer og laver mad en enkelt aften? Eller et vennepar, som har børn i samme aldersgruppe, så de underholder hinanden? Et eller andet form for netværk?

Vi har også en 4-årig der virkelig har været et mareridt til tider det seneste år. Det der har virket for os, er at være rolige, rummelige og forstående i de situationer. Hvis vi selv kører med op og bliver irriterede bliver situationen meget værre. Det lyder til, at hun stejler når der er noget der skal gøres NU. Kan I give hende alternativer eller valgmuligheder? Vores dreng responderer bedst hvis han føler at han får noget medbestemmelse.

Ift. den store dreng og elevplanerne, så er det vel ikke ting han skal kunne nu, men ting man skal arbejde på i løbet af skoleåret? Tag evt. en snak med læreren så den elevplan kan blive uddybet lidt. Måske menes det slet ikke så stramt som du opfatter?

Føler virkelig med dig, kan lige mærke hvor hårdt det må være at være bekymret for sin lille dreng der er ny i skolen. Vi kan ikke beskytte vores børn mod alle nederlag, det er en del af livet. Men vi kan hjælpe dem til at være i det og komme igennem det. Det lyder til du gør netop det. Mange tanker herfra.

Mange tak for jeres søde og forstående svar. Det hjælper

Det er rigtigt, at vi skal holde fast i, at vi ikke genkender alle problemerne. De har også kun kendt ham i 2 mdr, så jeg synes også, det var tidligt de kom med en elevplan…

Det er en god ide at give vores lille furie nogle langsomme morgener. Det kan vi se, om vi kan få til at gå op.

Åh, men vores søde dreng, jeg er totalt overbekymret når det kommer til ham. Nok fordi han er den første, og fordi han er lidt en sær type på nogle områder Jeg håber sådan, at han pludselig får et gennembrud, og begynder at vise i skolen, hvad han duer til. Jeg tror han bare er helt overvældet af det nye. Han skal også bare have lov til at være sig selv og tage tingene i sit eget tempo. Men det snakkede vi nu også med skolen om. At han ofte har været lidt langsom i sin udvikling, men han når altid frem til det samme sted som de andre - måske bare et par måneder senere.

Jeg er enig med koret her, husk på at give jer selv et klap på skulderen indimellem også, og så husk at genveje altså er helt i orden (lave mad til flere dage, rugbrødsdag, færdigretter der bare skal varmes osv).

Mht til sønnen, ved jeg ikke rigtigt, på mig lyder det som om han havde haft bedst af et år mere i børnehaven. Min svigermor, der her undervist i børnehaveklasse i en menneskealder eller deromkring, nævnte på et tidspunkt, at det som regel ikke var pga. faglige udfordringer at børn blev skole-udsat, men mere modenhed.

Mht jeres datter, så har jeg også sådan en. Hun ramte trodsalderen da hun var halvandet og der er hun så stadig - hun er lige blevet 11.

Hun gik ved en virkeligt klog, privat børnefysioterapeut inde i København, der efter at have set hende i 10 minutter, kunne beskrive hende i detaljer. Hun kaldte hende et "dopamin-barn" og forklarede at hun fungerede bedst, når man fik aktiveret belønnings-centeret i hjernen på hende. Ikke forstået sådan, at man skulle bestikke hende til ting, men fx sige: "jeg vil vædde på, at jeg kan finde mine sko, og tage dem på, før du har fået dine på" eller lignende. Eller "jeg tror ikke på, at du kan nå at få nattøj på og blive klar til at børste tænder på under 5 minutter". Find selv på andre kreative varianter, men husk at stemningen er super-vigtig. 

Gør tingene til en leg, eller konkurrence, med et klart mål og "fest" med dem, når de klarer det. Lav en hurra-dans eller et familie - kampråb.

Hvem kommer først ud til bilen? Vær kreativ og jeg ved godt, at du ikke har så meget overskud, men min erfaring er, at hvis man hælder lidt ekstra på sådan her med hende, så kan du undvige mange unødvendige konflikter, og det giver et plus i sidste ende.