Andre der har følt sådan?

Skouboe skriver:

Har du tænkt på, at det måske er FORDI han var et ønskebarn, du har det sådan?

Du har haft mange år til at danne dig et billede i hovedet af, hvordan det ville være at få børn, og nu lever virkeligheden ikke op til glansbilledet. Men det gør virkeligheden bare sjældent. Måske du skulle droppe glansbilledet og prøve at navigere i verden som den i virkeligheden ser ud?

Jeg vil vædde på, at spørger du de mødre, du mener får alting til at se let ud, kan de også fortælle dig om dage hvor ungen blev plantet foran tv/iPad fordi mor havde brug for et øjeblik, om købegrød og frysepizzaer og babyer med lort helt oppe i nakken, fordi de havde moslet så meget på puslebordet, at bleen ikke sad ordentligt, om at melde sig frivilligt til at handle ind, bare for at få en pause fra ungen osv...

Ovenstående er alle eksempler fra mit eget liv, og jeg har i dag to velfungerende og veltilpassede piger på 11 og 12 år.

Giv dig selv en pause og et klap på skulderen for indsatsen og lad være med at slå dig selv i hovedet hele tiden. 

Tusinde tak, det er måske lige hvad jeg havde brug for at læse. Jeg har ikke tænkt i de baner! Jeg bliver ved med at tænke i "hvad hvis" amning var kommet op og køre som det skulle, havde han været mindre grædende, nemmere at putte, nemmere barn? Du har ret i at jeg i stedet burde klappe mig selv på skulderen. For jeg gør virkelig alt hvad jeg kan for at han skal mærke at jeg elsker ham. Jeg trøster ham, kysser han, forsøger at få ham til at grine, kramme ham og trøste ham hver gang han græder eller er pylret.

Dutelidut skriver:

Jeg tilslutter mig koret. Jeg kan genkende meget af det du skriver. 

Jeg talte med en veninde i går, som har været i lidt samme situation som dig med fertilitetsbehandling osv. Efter fødslen blev hun ramt af en voldsom efterfødselsreaktion, som kom helt bag på hende - hun havde jo endelig fået alt det hun drømte om. Hvorfor var hun så ikke glad? (Jeg tror ikke, du har en efterfødselsreaktion - det vil jeg slet ikke vurdere noget om). Nu er hun godt på vej ud på den anden side. I vores snak blev vi enige om, at man taler alt for lidt om den identitetskrise, som det er, at blive mor. Det er jo en positiv krise på mange måder, for det er positivt og dejligt at få et barn.

Men det er også en krise, for man bliver rykket helt ud af sin gamle tilværelse og skal finde sig selv i en ny rolle som mor. Og i starten er man faktisk rigtig meget bare ‘mor’ og ikke alle de andre ting, man også plejede at være - fx veninde, kollega, professionel i sit job, kæreste osv. Det er en kæmpe omvæltning at blive mor (forælder). Måske den største omvæltning man kommer ud fra. Det har det i hvert fald været for mig, indtil nu i mit liv, og jeg har også været igennem andre ting. Og kriser kommer med er væld af forskellige følelser!

Måske er der nogle kvinder, som går igennem denne omvæltning uden at føle som du. Hvor er de heldige! Men rigtig mange af dem, jeg har talt med om det her, har haft det mere eller mindre ligesom dig (og mig og mange andre her i tråden) i kortere eller længere perioder. 

Så jeg synes ikke, du skal slå dig selv oven i hovedet med, at du ikke er god nok som kvinde og mor - kvinder og mødre er forskellige! Kig på dit barn - er han glad og trives? Det lyder sådan. Så gør du det godt! 
Og når du kigger på alle dem, der får det til at se så nemt ud, så tænk på, at mange af dem også tuder om natten engang imellem, vrisser af kæresten på grund af ingenting, bliver frustreret over sprællebaby med lort fra top til tå osv. Det er bare ikke det vi poster på Instagram eller fortæller i mødregruppen - men det burde det måske (også) være.

Tusinde tak for dig og din beroligende besked!

Du har ret. Det er virkelig en identitetskrise, fordi man skal forsøge at finde sig selv i den nye rolle. Jeg har altid tænkt på andre før mig selv, så jeg troede det ville blive nemt for mig at tænke på et andet menneske før mig selv, men det har været hårdt. Det har taget mig ret lang tid at lære min dreng og kende, det har også skudt mig af kurs, fordi jeg tænkte en god mor kender sig barn og havde det dårligt med at jeg ikke kender mit eget barn. 

Af hjertet tak, det er lige hvad jeg har brug for. Det giver mig meget styrke og mindre dårlig samvittighed. Jeg gør jo det bedste jeg kan og det gør jeg kun fordi jeg elsker ham

Anonym skriver:

Tusinde tak for dit uddybende og ærlige svar. Jeg har sådan gået og følt mig som den eneste, der har det på den måde. Oveni i det at jeg har en baby, så mistede jeg min kære elskede moster for nylig i en ung alder, da min dreng var 5 mdr gammel. Det har jeg ikke helt fået bearbejdet, fordi jeg ikke græder foran ham og er bange for at skabe uro hos ham.

Men, det har været så hårdt at have haft det eneste barn som var vågen og når jeg mødtes med mødregruppen og amning var jeg knust over ikke fungere og bebrejdede mig selv for at have været egoist og brugt ammebrikker. Jeg har egentligt nærmest bebrejdet mig selv for alt, der ikke går som jeg synes det skulle gå. Og det hårdeste har været at se, hvordan andre klarer det bedre end mig.

Det er rart, man ikke er den eneste der har haft det svært ved at tilpasse sig i moderrollen. Jeg har haft så dårlig samvittighed over det

Jeg kender godt den dårlige samvittighed. Det bliver bedre med tiden, det lover jeg dig Det er en kæmpe omvæltning at blive mor. Det er fair nok at have disse følelser.