Andre der har følt sådan?

Hej mødre herinde.. 

Inden jeg fik min dreng har jeg længe ønsker at blive gravid og få mit et barn, dvs måske 8 år, og blev det endelig efter 3 forsøg med IUI (1,5 års fertilitetsbehandling). Jeg elsker min dreng på 10 mdr overalt på jorden og han er så sjov, sød, nysgerrig, modig, kær og motorisk lille dreng.

Det har været svært at finde mig selv i moderrollen, på trods af jeg i mange mange år har glædet mig til at blive nogens mor. Jeg glædede mig til at fuldamme i 6 mdr, men det mislykkedes efter 2 uger. Det gav mig en dårlig start i moderrollen, fordi allerede der følte jeg mig mislykket som mor og kvinde. Og efter fødsel følte jeg ikke den der overlykke og forelskelse med det samme, som alle snakker om. Følte først den der kærlighed, da han blev 6 mdr. For nogen er han måske et nemt barn, men jeg synes det har været svært at være aktiv med ham hele dagen. Der er dage, hvor jeg bare glæder mig til at han skal tage sig en lur, så jeg kan få slappet af... 

Er det unormalt at blive frustreret eller irriteret, når der er noget man ikke lykkes med? Kan blive så irriteret, når jeg ikke lykkes med at putte ham, selvom han udviser så meget træthedstegn, men ikke falder hen. Bliver meget ofte sur på mig selv og bebrejder mig selv som værende en dårlig mor, fordi jeg ikke kan det som alle andre mødre får til at se let ud. Eller at det ikke lykkes mig at skifte en ble, fordi han konstant forsøger at vende sig om og dreje rundt. 

Frustrationen går tit ud over hans far ved at jeg skælder ud over noget så småt som "Hvad skal jeg klæde ham på i?". Jeg når ikke at sænke farten i min hjerne og tænke over, hvad jeg får sagt og hvordan jeg får det sagt. Og er så ked af at være så ond mod ham. For elsker min mand, ellers havde jeg ikke været sammen med ham så længe.

Som sagt. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og har villet være mor i så lang tid.. Men af en eller anden grund har det ikke været nemt at finde mig selv i moderrollen.. Er jeg forkert skruet sammen i hovedet? Jeg gør mit bedste, men alligevel tænker jeg nogle gange at han fortjener en endnu bedre mor end mig

Jeg kan godt genkende lidt det du beskriver. Jeg har en søn på samme alder, som er et kæmpe ønskebarn. Men det har været mega hårdt at blive mor. Nu var min fødsel også en rigtig hård omgang, både fysisk og psykisk. Og så var vi indlagt i 4 dage efter fødslen. Så det var også en hård start på det hele. 

Jeg har haft det rigtig svært med mor-rollen. Jeg var konstant usikker på mig selv og mine evner de første par mdr. Amningen gik dårligt, han har sovet dårligt siden han var 2 mdr, er super aktiv og sov korte lure i løbet af dagen. Så det var virkelig hårdt, selvom han ellers er rigtig sød og nem. Og så har jeg ikke rigtig trivedes med at være på barsel. Det er en kombination af at alt jo var lukket ned i flere mdr og jeg så ikke rigtig nogen hele vinteren. Og så at jeg bare ikke synes det er specielt spændende at gå hjemme. Det har givet sindssyg dårlig samvittighed og følelse af at være en dårlig mor. Dét og så massivt søvn underskud har også belastet parforholdet. Har ikke været speciel nem at være sammen med.

Men det er så blevet bedre den sidste måned. Min søn er begyndt at sove igennem om natten og efter han er startet i pasning har jeg fået sovet og noget mig-tid. Så nu har jeg meget mere overskud.

Jeg tror bare jeg vil sige at du ikke er alene! Og der er ikke noget galt med dig fordi du først begyndte at få "connection" efter 6 mdr. Det er meget forskelligt hvornår det sker. Og det er ok at synes det hårdt og have brug for mig-tid selvom det er et ønskebarn og du har brugt mange år på at få ham. Det betyder ikke at du er en dårlig mor eller at du ikke elsker ham.

Jeg tænker om du måske kunne have godt af at dele din tanker og følelser med nogen, måske en psykolog? Og måske få hjælp til hvad der skal til for at du får overskud igen. Det kunne fx være noget alenetid, en dag væk eller en overnatning. Så du kan lade op. Får du sovet nok? For ellers kunne du også aftale med din kæreste at du får en lur når han kommer hjem fra arb. 

Kan genkende rigtig meget af det du skriver. Min erfaring er, at man vokser med opgaven. Alt er faser og nogle faser kan være lidt sværere at karpere end andre. Jeg synes du lyder helt normal. 

Det der med at vende og dreje sig på puslebordet er i øvrigt helt normalt, jeg bliver også mega irriteret over det. Har du prøvet at synge eller give ham noget spændende legetøj? Det hjælper ofte herhjemme. 

Har du tænkt på, at det måske er FORDI han var et ønskebarn, du har det sådan?

Du har haft mange år til at danne dig et billede i hovedet af, hvordan det ville være at få børn, og nu lever virkeligheden ikke op til glansbilledet. Men det gør virkeligheden bare sjældent. Måske du skulle droppe glansbilledet og prøve at navigere i verden som den i virkeligheden ser ud?

Jeg vil vædde på, at spørger du de mødre, du mener får alting til at se let ud, kan de også fortælle dig om dage hvor ungen blev plantet foran tv/iPad fordi mor havde brug for et øjeblik, om købegrød og frysepizzaer og babyer med lort helt oppe i nakken, fordi de havde moslet så meget på puslebordet, at bleen ikke sad ordentligt, om at melde sig frivilligt til at handle ind, bare for at få en pause fra ungen osv...

Ovenstående er alle eksempler fra mit eget liv, og jeg har i dag to velfungerende og veltilpassede piger på 11 og 12 år.

Giv dig selv en pause og et klap på skulderen for indsatsen og lad være med at slå dig selv i hovedet hele tiden. 

Jeg tilslutter mig koret. Jeg kan genkende meget af det du skriver. 

Jeg talte med en veninde i går, som har været i lidt samme situation som dig med fertilitetsbehandling osv. Efter fødslen blev hun ramt af en voldsom efterfødselsreaktion, som kom helt bag på hende - hun havde jo endelig fået alt det hun drømte om. Hvorfor var hun så ikke glad? (Jeg tror ikke, du har en efterfødselsreaktion - det vil jeg slet ikke vurdere noget om). Nu er hun godt på vej ud på den anden side. I vores snak blev vi enige om, at man taler alt for lidt om den identitetskrise, som det er, at blive mor. Det er jo en positiv krise på mange måder, for det er positivt og dejligt at få et barn.

Men det er også en krise, for man bliver rykket helt ud af sin gamle tilværelse og skal finde sig selv i en ny rolle som mor. Og i starten er man faktisk rigtig meget bare ‘mor’ og ikke alle de andre ting, man også plejede at være - fx veninde, kollega, professionel i sit job, kæreste osv. Det er en kæmpe omvæltning at blive mor (forælder). Måske den største omvæltning man kommer ud fra. Det har det i hvert fald været for mig, indtil nu i mit liv, og jeg har også været igennem andre ting. Og kriser kommer med er væld af forskellige følelser!

Måske er der nogle kvinder, som går igennem denne omvæltning uden at føle som du. Hvor er de heldige! Men rigtig mange af dem, jeg har talt med om det her, har haft det mere eller mindre ligesom dig (og mig og mange andre her i tråden) i kortere eller længere perioder. 

Så jeg synes ikke, du skal slå dig selv oven i hovedet med, at du ikke er god nok som kvinde og mor - kvinder og mødre er forskellige! Kig på dit barn - er han glad og trives? Det lyder sådan. Så gør du det godt! 
Og når du kigger på alle dem, der får det til at se så nemt ud, så tænk på, at mange af dem også tuder om natten engang imellem, vrisser af kæresten på grund af ingenting, bliver frustreret over sprællebaby med lort fra top til tå osv. Det er bare ikke det vi poster på Instagram eller fortæller i mødregruppen - men det burde det måske (også) være.

Anonym skriver:

Hej mødre herinde.. 

Inden jeg fik min dreng har jeg længe ønsker at blive gravid og få mit et barn, dvs måske 8 år, og blev det endelig efter 3 forsøg med IUI (1,5 års fertilitetsbehandling). Jeg elsker min dreng på 10 mdr overalt på jorden og han er så sjov, sød, nysgerrig, modig, kær og motorisk lille dreng.

Det har været svært at finde mig selv i moderrollen, på trods af jeg i mange mange år har glædet mig til at blive nogens mor. Jeg glædede mig til at fuldamme i 6 mdr, men det mislykkedes efter 2 uger. Det gav mig en dårlig start i moderrollen, fordi allerede der følte jeg mig mislykket som mor og kvinde. Og efter fødsel følte jeg ikke den der overlykke og forelskelse med det samme, som alle snakker om. Følte først den der kærlighed, da han blev 6 mdr. For nogen er han måske et nemt barn, men jeg synes det har været svært at være aktiv med ham hele dagen. Der er dage, hvor jeg bare glæder mig til at han skal tage sig en lur, så jeg kan få slappet af... 

Er det unormalt at blive frustreret eller irriteret, når der er noget man ikke lykkes med? Kan blive så irriteret, når jeg ikke lykkes med at putte ham, selvom han udviser så meget træthedstegn, men ikke falder hen. Bliver meget ofte sur på mig selv og bebrejder mig selv som værende en dårlig mor, fordi jeg ikke kan det som alle andre mødre får til at se let ud. Eller at det ikke lykkes mig at skifte en ble, fordi han konstant forsøger at vende sig om og dreje rundt. 

Frustrationen går tit ud over hans far ved at jeg skælder ud over noget så småt som "Hvad skal jeg klæde ham på i?". Jeg når ikke at sænke farten i min hjerne og tænke over, hvad jeg får sagt og hvordan jeg får det sagt. Og er så ked af at være så ond mod ham. For elsker min mand, ellers havde jeg ikke været sammen med ham så længe.

Som sagt. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og har villet være mor i så lang tid.. Men af en eller anden grund har det ikke været nemt at finde mig selv i moderrollen.. Er jeg forkert skruet sammen i hovedet? Jeg gør mit bedste, men alligevel tænker jeg nogle gange at han fortjener en endnu bedre mor end mig

Åh, hvor ville jeg ønske, at der ikke var så meget pres på os mødre. Alt det vi skal huske at gøre, underholde vores børn, gå til aktiviteter, se mennesker, selv lave mos fra bunden osv. Jeg vil bare sige: Sænk dit ambitionsniveau. Det er ok, at baby ligger og leger på gulvet selv, hvis han gider. Sæt dig i sofaen med en kop kaffe og læs et blad. Få en bedsteforælder til at komme og trille en tur med ham, så du kan lægge dig og sove eller tage et dejligt langt, varmt bad.

Nyd din baby mens han er lille, og så må I hjæle hinanden med at holde hus og lave mad. Du er på arbejde, men der er ingen, der har fortalt dig, hvad specifikt dine arbejdsopgaver går ud - det skal du selv gætte dig til. Træk vejret og husk: Mor ved bedst. Tag tingene i dit eget tempo og sæt farten ned.

Hvis du gerne vil ud og mødes med nogle, så skriv til nogle veninder og tag din barnevogn med. Mange steder må man godt have barnevognen med ind, og de fleste steder er der gode skiftefaciliteter. Nyd din tid uden job - det går stærkt.

Jeg tror desværre også, at alle de fortællinger vi ser i bybilledet i dag om "perfekte" mødre, det giver os ubevidst noget at skulle leve op til. Og vi er alene om det. Det er ikke længere normalt, at der er flere generationer om at opdrage og passe på et barn. Der er så mange urealistiske forventninger til hvad vi som mødre kan, skal og bør. Håber du finder ud af, hvor din grænse går, og du får en dejlig tid med dit barn. 

Min ene veninde fik sit første barn 4 år efter mine var kommet. Hun syntes det var MEGA hårdt - og sagde en dag: jeg ville bare ønske jeg havde det som dig - det var jo så let for dig og du fandt det så naturligt.

jeg fik et CHOK og MEGA dårlig samvittighed over, at det er det hun gik og troede. Jeg græd konstant den første måned. Jeg forelskede mig fuldstændig i ham fra første sekund -

men amningen var en kamp, han sov MAKS 20 min. Ad gangen de første 2 år - OGSÅ om natten. Jeg var konstant rædselsslagen for, at jeg ikke gjorde det godt nok og udviklede desuden en angst for, at han stoppede med at trække vejret - hvilket gjorde jeg ikke selv sov eller slappede af hele det Første år.  Jeg kunne samtidig ikke give ham fra mig. Så hele det første år, havde jeg ham 24/7. Jeg var fuldstændig tyndslidt, et nervevrag og hylede mange mange gange. 

vi tror allesammen, at alle andre gør det meget bedre end os, er meget gladere i det end os, ikke tænker de ‘forbudte’ ting og bare kan amme, få barnet til at sove osv, osv. 

og i virkeligheden går de fleste af os rundt i kaos  

en sygeplejerske sagde til Mig: det at blive mor, kan sammenlignes med at få en mindre psykose. Og det er sgu en meget god sammenligning  

Anonym skriver:

Jeg kan godt genkende lidt det du beskriver. Jeg har en søn på samme alder, som er et kæmpe ønskebarn. Men det har været mega hårdt at blive mor. Nu var min fødsel også en rigtig hård omgang, både fysisk og psykisk. Og så var vi indlagt i 4 dage efter fødslen. Så det var også en hård start på det hele. 

Jeg har haft det rigtig svært med mor-rollen. Jeg var konstant usikker på mig selv og mine evner de første par mdr. Amningen gik dårligt, han har sovet dårligt siden han var 2 mdr, er super aktiv og sov korte lure i løbet af dagen. Så det var virkelig hårdt, selvom han ellers er rigtig sød og nem. Og så har jeg ikke rigtig trivedes med at være på barsel. Det er en kombination af at alt jo var lukket ned i flere mdr og jeg så ikke rigtig nogen hele vinteren. Og så at jeg bare ikke synes det er specielt spændende at gå hjemme. Det har givet sindssyg dårlig samvittighed og følelse af at være en dårlig mor. Dét og så massivt søvn underskud har også belastet parforholdet. Har ikke været speciel nem at være sammen med.

Men det er så blevet bedre den sidste måned. Min søn er begyndt at sove igennem om natten og efter han er startet i pasning har jeg fået sovet og noget mig-tid. Så nu har jeg meget mere overskud.

Jeg tror bare jeg vil sige at du ikke er alene! Og der er ikke noget galt med dig fordi du først begyndte at få "connection" efter 6 mdr. Det er meget forskelligt hvornår det sker. Og det er ok at synes det hårdt og have brug for mig-tid selvom det er et ønskebarn og du har brugt mange år på at få ham. Det betyder ikke at du er en dårlig mor eller at du ikke elsker ham.

Jeg tænker om du måske kunne have godt af at dele din tanker og følelser med nogen, måske en psykolog? Og måske få hjælp til hvad der skal til for at du får overskud igen. Det kunne fx være noget alenetid, en dag væk eller en overnatning. Så du kan lade op. Får du sovet nok? For ellers kunne du også aftale med din kæreste at du får en lur når han kommer hjem fra arb. 

Tusinde tak for dit uddybende og ærlige svar. Jeg har sådan gået og følt mig som den eneste, der har det på den måde. Oveni i det at jeg har en baby, så mistede jeg min kære elskede moster for nylig i en ung alder, da min dreng var 5 mdr gammel. Det har jeg ikke helt fået bearbejdet, fordi jeg ikke græder foran ham og er bange for at skabe uro hos ham.

Men, det har været så hårdt at have haft det eneste barn som var vågen og når jeg mødtes med mødregruppen og amning var jeg knust over ikke fungere og bebrejdede mig selv for at have været egoist og brugt ammebrikker. Jeg har egentligt nærmest bebrejdet mig selv for alt, der ikke går som jeg synes det skulle gå. Og det hårdeste har været at se, hvordan andre klarer det bedre end mig.

Det er rart, man ikke er den eneste der har haft det svært ved at tilpasse sig i moderrollen. Jeg har haft så dårlig samvittighed over det

Anonym skriver:

Det der med at vende og dreje sig på puslebordet er i øvrigt helt normalt, jeg bliver også mega irriteret over det. Har du prøvet at synge eller give ham noget spændende legetøj? Det hjælper ofte herhjemme. 

Ved hver fase har jeg sådan håbet at det vlev nemmere, men jo mere tiden går des mere ser jeg at nyfødt stadiet faktisk var nemmere, selvom jeg også dengang havde svært ved at læse hans behov, men prøvede mig frem med alt. "Hvis det ikke er sult, kan det være ble, hvis det ikke er ble, kan det være træt/overtræt, hvis det ikke er det, så er det måske alligevel sult igen."

Har prøvet med alt. Legetøj, synge, tænde tv imens han bliver skiftet på gulvet. Han er en dreng med krudt I måsen.