Friamning?

lineog4 skriver:

Jeg er så en af dem der griner lidt af alle de termer som teoretiserer det at være mor. 

Først vil jeg lige sige, at kolik og friamning er to væsensforskellig ting. Friamning er, hvordan man ammer, om man ammer på bestemte tidspunkter eller ej, og kolik er en tilstand hos baby, som giver skrig og smerte. Så har du oplevet at du ved at systematisere amningen kunne give dit barn bedre vilkå - fantastisk, men det gør det ikke til en tilstand hos barnet, men en måde at behandle en tilstand hos barnet.

Jeg vil også stadig stå fast på mit grin, for hold da op, at mit barn på 18 overhovedet kan noget som helst, er en gåde, for der var ikke alle de termer. Jo vi fik råd af sundhedsplejerske både i forhold til amning, søvn, mad og hvad ved jeg, vi gav hinanden råd både fornuftige og knapt så fornuftige i den grad og der var gravid blade som kunne pløjes igennem. Men om jeg nu var en friammer eller en slyngemor, om vi samsov eller bare sov var ikke noget vi havde begreber for. 

Begreberne er så kommet og som mor over mange år, så oplever jeg mest, at begreberne bruges til at definere en morrolle, hvor man kan spejle sig i ligesindede og adskille sig fra ikke ligesindede. Når jeg tager en hurtig søgning på friamning, så er det også den oplevelse jeg får - jeg friammer fordi jeg tror på at læse børnenes signaler - i den sætning er der så mange værdiladninger og skulle du sige, jamen så er du allerede defineret som en anden slags mor.

Så jo jeg griner, men med et lille snert af øv, hvorfor skal det være så vigtigt at definere sig i et os og dem? Som sagt jeg anede slet ikke, at jeg med min måde meldte mig ind i flere grupper, jeg troede egentlig bare jeg var meldt ind i den store gruppe med overskriften MOR. 

Jeg ved da godt, at jeg har opdraget mine børn på en måde, jeg ved da godt, at jeg var meget lidt systematisk, jeg ved da godt de har været mere beskidt om munden end gennemsnittet  og nok har spist lidt flere orme og jord osv. Men er det vigtigt? Jeg har gjort, hvad min mand og jeg troede var det rigtige, og måske giver vores børn os hug senere i livet, måske siger de tak.

Jeg er altså lidt på samme vogn som dig jeg fik mit første barn sidste år og ammede når han var sulten. Og så siger sundhedsplejersken "jeg noterer at du friammer". Og jeg undrede mig over at der var et særligt begreb til noget jeg troede bare var amning

Det ville egentlig give mere mening at sætte navn på når der var behov for at strukturere amningen fordi det er det "unaturlige", men ved ikke om det hedder noget? 

Jeg har friammet to børn, men med vores første som døjede med maven OG ikke tog nok på, blev der indført “skema”. Og det virkede MIRAKULØST. Efter et par dage skreg han meget mindre, sov bedre, var generelt gladere og begyndte at tage på. 
Jeg kan godt blive lidt stødt over den tilgang jeg læser her. At begrebet om friamning er opfundet, fordi vores generation har brug for at systematisere og teoretisere alting. Det kunne jo også være det var en term opfundet til at forklare en type amning, som i mange tilfælde er rigtige (som ved to af mine børn) men i andre tilfælde er skadelig (som ved min søn). Det at italesætte noget med et begreb handler om genkendelighed. Pas på med at “pege fingre”, det kunne jo være os som italesætter amning med termer, har lige så meget behov for det, som dem der har brug for termen “kolik” for at forklare deres barns utilpashed/smerter/urolighed/gråd 

Du må ikke blive ramt af det jeg skriver - det er ikke min hensigt. Jeg peger på “termerne” og teorierne, som netop er i mine øjne bestyrker forældres oplevelse af “rigtigt eller forkert”, “godt eller skadeligt” forældreskab. Selvom sandheden jo er at de fleste forældre gør det fornuftigt ,og at de fleste børn er temmelig robuste og kommer godt fra land, uanset “metode”. Det er ikke så vigtigt, som vores generation tror, af afveje alt hvad vi gør. Det er diskursen i tiden, jeg distancerer mig fra - ikke forældre som “gør noget andet” eller har andre behov, slet ikke.

Til sammenligning kunne man sige: Du ammede dine første børn uden problemer. Ved tredje barn oplevede du at det ikke fungerede. Derfor justerede du amningen på baggrund af sund fornuft og gode sundhedsfaglig råd.

Og kolik ... er jo noget andet en en “metode”. Det er en tilstand ... men nu er ved diskurser, så bliver udtrykket da i vid udstrækning brugt som “skraldespandsdiagnose” for alt muligt, herunder helt almindeligt baby-mave-bøvl, som ikke er spor anormalt. Det er jo fx pudsigt, at det ofte er førstegangsforældre som får børn med kolik, ligesom at førstegangsforældre er langt mere tilbøjelige til at søge kiropraktor, fysioterapi, zoneterapi, osv. osv. (Og ja, jeg har selv haft et “kolik-barn”. Jeg underkender ikke hvor voldsom en belastning det kan være og dermed også gøre én villig til at afprøve hvad som helst).

Nå... det blev en lang smøre. Det er “tidens tendens” jeg forsøger at lange ud efter. Ikke forældrene. Jeg tror ikke den gør noget godt for moderne forældreskab - heller ikke for de som har børn, der har andre behov end gennemsnittet. Her tror jeg for alvor at selvtillid og god tiltro til mavefornemmelse hos forældrene kan være styrkende.