Sårbar gravid, manglende hjælp

lineog4 skriver:

Hvis jeg var dig ringede jeg til min egen læge bpde for at få en håndsrækning, men også for at få en definition af, hvad betyder sårbar gravid. 

Jeg har været såkaldt sårbar gravid 2 gange (af helt andre årsager, men stadig med følge af at det psykiske absolut ikke var let)  og min oplevelse er  st der er streg under gravid. Dvs. De professionelle du møder ved mest om gravid og knapt så meget st vlre psykisk sårbar. De er lyttende og fantastiske på mange punkter, men de har fokus på og ved en masse om graviditet. 

Jeg fik fx til ekstra lægesamtaler hos fødselslæge, og baby blev undersøgt på kryds og tværs, og når nu det var gjort, så skulle jeg jo ikke være nervøs - nej men det er jeg bare. 

Så få fat i egen læge og få kørt et forløb sideløbende med, hvor fokus er på dig og dine reaktioner og ikke graviditet 

Tak for svar

Startede forløbet som sårbar gravid også først efter NF for dig? 

Jeg tror faktisk, at de forsikringer fra fagpersoner om, at alt er normalt osv ville være “nok” for mig. En livline at ringe til….Jeg ved  som sådan godt, hvordan jeg håndterer mine normale psykiske udfordringer. En scanning i weekenden pga de smerter, ville have beroliget mig fuldstændig. Eller at jeg allerede nu kunne have ringet til fødeafdelingen og forklaret de symptomer…hvor smerten sad. En forsikring om, at det virkelig var maven og ikke underlivet, ville hjælpe. En sygeplejerske der siger “hvis du er ved at abortere, kan vi ikke gøre noget” gør mig bare mere angst

Men som du skriver, så er man stadig nervøs. Og jeg føler mig så dum, når jeg bliver bange og der så bare ikke er nogen, der ser den del som en sygdom og ikke kun det fysiske.
Hjælpen fra fertilitetsklinikken, som har taget mig ind til flere scanninger…virkelig lyttet og forstået, det hjælper så meget. 
Men forløbet som sårbar gravid starter alt for sent. Det er ikke i uge 13, jeg pludselig bliver angst…

Ella87 skriver:

Tak for svar

Startede forløbet som sårbar gravid også først efter NF for dig? 

Jeg tror faktisk, at de forsikringer fra fagpersoner om, at alt er normalt osv ville være “nok” for mig. En livline at ringe til….Jeg ved  som sådan godt, hvordan jeg håndterer mine normale psykiske udfordringer. En scanning i weekenden pga de smerter, ville have beroliget mig fuldstændig. Eller at jeg allerede nu kunne have ringet til fødeafdelingen og forklaret de symptomer…hvor smerten sad. En forsikring om, at det virkelig var maven og ikke underlivet, ville hjælpe. En sygeplejerske der siger “hvis du er ved at abortere, kan vi ikke gøre noget” gør mig bare mere angst

Men som du skriver, så er man stadig nervøs. Og jeg føler mig så dum, når jeg bliver bange og der så bare ikke er nogen, der ser den del som en sygdom og ikke kun det fysiske.
Hjælpen fra fertilitetsklinikken, som har taget mig ind til flere scanninger…virkelig lyttet og forstået, det hjælper så meget. 
Men forløbet som sårbar gravid starter alt for sent. Det er ikke i uge 13, jeg pludselig bliver angst…

Ja jeg blev indkaldt til første lægesamtale edtrt en udvidet hjertescanning i uge 15. Og i drt hele taget især første gang blev forløbet tilrettelagt ud fra det fysiske, men igen jeg var også såkaldt sårbar gravid af en anden årsag, men den årsag spillede også ind på de psykiske i høj grad.

Anden gang havde jeg mere overskud og egentlig også viden om hvad jeg havde behov for  og jeg skrev et brev til den ledende jordemoder på afdelingen, og derfor kom der lidt mere fokus på mit hoved og ikke kun på min mave

Men igen det er to forskellige historier, for jo selvsagt var jeg da nervøs for at graviditeterne gik til grunde og endte i en abort, men jeg var også meget afklaret med, at så var det sådan og det kunne jeh ikke ændre på - jeg havde alene behov for at vide at det ikke var en graviditet uden for livmoderen. 

Skanninger for mig var heller ikke i særlig grad med til at give mig tryghed, ja egentlig følte jeg de var potentielle dødsdomme, så det var virkelig en balancegang i forhold til antal, for når de var overståede så gav de kortvis tryghed.

Især i den første graviditet overlevede jeg ved kun at være gravid en dag af gangen, på de dårlige dage måske  endda kun en time af gangen. Jeg tænkte ikke længere frem og forsøgte alene at vlre glad for at være gravid lige nu og her og glemme at jeh måske ikke var det lige om lidt. 

Jeg har ikke læst hele tråden grundigt, så bær over hvis der er noget der allerede er sagt.

Hvis du er tilknyttet en psykiater, synes jeg du skal søge råd der. Hvis du ikke er, så er det her noget din praktiserende læge er til for at hjælpe med - det gælder både samtaler til at give ro og evt. en snak om medicin. Din læge kan altid spørge sig til råds hos en psykiater ved behov.

Jeg er med på at der er korte konsultationer som udgangspunkt hos din egen læge, men du kan bede om en samtaletid som skal være længere, mange kører med 30 min her. Du skal jo i hvert fald lige hjælpes så langt hen i graviditeten at sårbar team kan tage over med den hjælp du har brug for.

Held og lykke med det!