Justthinking skriver:
Hvor er det fantastisk I kommer med jeres input, både med de gode og dårligere erfaringer!
Min mand er blevet liiiidt nervøs for, hvad nu hvis man fortryder? Handler det ikke "bare" om at vænne sig til de nye rutiner der er med faste gåture og at man skal tage hensyn til at der enten skal være plads til at hunden kommer med et sted hen eller har fast pasning til den?
Og så en sidste ting: vores datter på 3,5 er mega bange for store hunde, siger hun. Hvis en labrador sidder stille kan hun godt kigge på den, men hvis den går rundt tæt på hende så panikker hun. Vil det være helt hul i hovedet at forsøge sig med en retriever - på den måde kommer de jo til at vokse op sammen? Det er i hvert fald den race jeg er hovedkulds pjattet med.
Jeg er ikke ekspert på racer eller hunde, men jeg er (var) en førstegangs hundeejer, der efter 1,5 år måtte smide håndklædet i ringen i samråd med en adfærdsrådgiver. Det er en af de hårdeste beslutninger, jeg nogensinde har taget.
Min erfaring er, at det ikke ‘bare’ er en ny rutine med gåture og ting i den dur. Som en anden har skrevet, så skal de lære ALT fra starten, og sådan en ting som at gå ture er også benhård træning, for de går ikke nødvendigvis pænt i en snor. Vi havde en lille hund, og han trak helt vildt. Det var ikke hyggeligt at gå tur, og børnene kunne ikke holde ham. Det kan tage år at lære.
Nogle ting jeg ville ønske, jeg havde vidst:
- Den adfærdsrådgiver, vi talte med, anbefalede ikke hunde til familier med børn under 5 år.
- Det kom meget bag på mig, hvor meget det også krævede at ‘være efter’ børnene. De blev ved med at geare den op og få den til ting den ikke måtte. Man er på konstant, når børn og hund er sammen.
- Vi kunne intet have liggende, for så blev det tygget i. Gulvene var ryddet for legetøj, og alle døre var konstant lukket til alle rum.
- Hundetræning er ikke kun en gang om ugen, når man er afsted på hold. Det er flere gange om dagen, hver evig eneste dag.
- En ting er, at det er begrænset, hvor længe hunden kan være alene. En anden ting er, når man kommer træt hjem med trætte børn, og hunden så skal stimuleres og have opmærksomhed. Den ene stod alene med børnene, og den anden med hunden.
Det er på ingen måde en skræmmekampagne, men jeg ville ønske, at nogle havde sagt det til mig dengang.
Vi har desværre lært på den hårde måde, hvad et skidt match mellem hund og menneske betyder. Og hvis den ene part er tøvende, så ville jeg vente.