Børn og søde sager

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 3,5, som er SÅ sukkerfikseret. HVER dag tigger (ja, tigger) hun om is, slik, slikkepind eller andre søde sager. Hun har INGEN stopklods når det kommer til dét. 

Her i sommeren får vi ca. dagligt en is - både på hendes og på vores initiativ, og knap har hun spist den færdig før hun beder om en til. Da vi var hos noget familie i sidste uge, kom vi ind og hun fik en forholdsvist stor is. Efter den var spist bad hun om én til, men fik nej for vi skulle have frokost. Her spiste hun ca en halv skive rugbrød og noget grønt. Midt i måltiddet bad hun om én til is, men fik at vide hun måtte vente til vi var færdige med at spise. I mellemtiden beder hun om chokoladeknapper, vingummi og is. 
Nå, hun får så denne is og lægger den fordi hun skal på toilettet. Da hun kommer tilbage vil hun ikke have sin is igen. 10 minutter senere beder hun om is og chokoladeknapper, men får nej. 

Kort efter bliver der stillet en skål vingummi på bordet og hun overfaldt skålen så voldsomt at den måtte sættes væk igen. e

Hvis jeg er ovenpå for at skifte lillebrors ble, er ude i skuret for at hente noget eller lign, så henter hun en stol for at klatre op og hente slik i slikskuffen. Det har taget overhånd! Hun vågnede i går da jeg kiggede ind til hende og selv halvt i søvne bad hun om slikkepind

Vi er ikke sarte med slik og søde sager, men hun vil næsten ikke spise andet end slik. Hun kan græde og sige hun er sulten og når vi tilbyder mad, så vil hun KUN have slik, slikkepind, is osv. 

 

HVAD GØR VI?!?! Jeg er TRÆT af at diskutere slik og søde sager, jeg er TRÆT af at sige nej 10000 gange om dagen (for man må gerne få slik selvom det er mandag, torsdag eller søndag) - men hvordan griber vi det an? 

Måske var det en ide at tydeliggøre hvornår, hvad og hvor meget hun kan få? 
fx fra første plagen fortælle at jo det kan hun godt, MEN først fx kl 14 til frugttid, eller efter aftensmad eller hvad det nu kan være. 
På den måde er det ikke til diskussion, ikke noget hun kan ændre på. 
Vigtigt at sige ja, så ikke hun kun fokuserer på et nej. Ja, men det bliver ikke nu, først… 

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 3,5, som er SÅ sukkerfikseret. HVER dag tigger (ja, tigger) hun om is, slik, slikkepind eller andre søde sager. Hun har INGEN stopklods når det kommer til dét. 

Her i sommeren får vi ca. dagligt en is - både på hendes og på vores initiativ, og knap har hun spist den færdig før hun beder om en til. Da vi var hos noget familie i sidste uge, kom vi ind og hun fik en forholdsvist stor is. Efter den var spist bad hun om én til, men fik nej for vi skulle have frokost. Her spiste hun ca en halv skive rugbrød og noget grønt. Midt i måltiddet bad hun om én til is, men fik at vide hun måtte vente til vi var færdige med at spise. I mellemtiden beder hun om chokoladeknapper, vingummi og is. 
Nå, hun får så denne is og lægger den fordi hun skal på toilettet. Da hun kommer tilbage vil hun ikke have sin is igen. 10 minutter senere beder hun om is og chokoladeknapper, men får nej. 

Kort efter bliver der stillet en skål vingummi på bordet og hun overfaldt skålen så voldsomt at den måtte sættes væk igen. e

Hvis jeg er ovenpå for at skifte lillebrors ble, er ude i skuret for at hente noget eller lign, så henter hun en stol for at klatre op og hente slik i slikskuffen. Det har taget overhånd! Hun vågnede i går da jeg kiggede ind til hende og selv halvt i søvne bad hun om slikkepind

Vi er ikke sarte med slik og søde sager, men hun vil næsten ikke spise andet end slik. Hun kan græde og sige hun er sulten og når vi tilbyder mad, så vil hun KUN have slik, slikkepind, is osv. 

 

HVAD GØR VI?!?! Jeg er TRÆT af at diskutere slik og søde sager, jeg er TRÆT af at sige nej 10000 gange om dagen (for man må gerne få slik selvom det er mandag, torsdag eller søndag) - men hvordan griber vi det an? 

Jeg har desværre ikke gode råd at dele ud af i den konkrete situation. Men jeg vil anbefale  bogen "Madro" af Anne Gårdmand og Morten Elsøe. Den kommer med mange gode råd i forhold til kost og børn. Den findes som lydbog mange steder. 

Ligeledes vil jeg, som en anden skriver, anbefale dig at følge Anne Elsøe på Instagram (hun er Morten Elsøes kone). Hun har ofte spørgerunder, hvor hun kommer med gode råd

Børn er forskellige. Nogen bliver helt vilde når de ser slik, hvis de kun får det meget sjældent og restriktivt. Andre kan ikke håndtere at det er til rådighed hele tiden - som jeres barn  

Jeg ville skide hul i alle teorierne om at forbud skaber et vildere behov, for sådan virker det ikke til at jeres barn reagerer. Tvært imod. Jeg ville fjerne slikskuffen og gå all in på faste regler for slik og søde sager og så se det an i en periode. 

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 3,5, som er SÅ sukkerfikseret. HVER dag tigger (ja, tigger) hun om is, slik, slikkepind eller andre søde sager. Hun har INGEN stopklods når det kommer til dét. 

Her i sommeren får vi ca. dagligt en is - både på hendes og på vores initiativ, og knap har hun spist den færdig før hun beder om en til. Da vi var hos noget familie i sidste uge, kom vi ind og hun fik en forholdsvist stor is. Efter den var spist bad hun om én til, men fik nej for vi skulle have frokost. Her spiste hun ca en halv skive rugbrød og noget grønt. Midt i måltiddet bad hun om én til is, men fik at vide hun måtte vente til vi var færdige med at spise. I mellemtiden beder hun om chokoladeknapper, vingummi og is. 
Nå, hun får så denne is og lægger den fordi hun skal på toilettet. Da hun kommer tilbage vil hun ikke have sin is igen. 10 minutter senere beder hun om is og chokoladeknapper, men får nej. 

Kort efter bliver der stillet en skål vingummi på bordet og hun overfaldt skålen så voldsomt at den måtte sættes væk igen. e

Hvis jeg er ovenpå for at skifte lillebrors ble, er ude i skuret for at hente noget eller lign, så henter hun en stol for at klatre op og hente slik i slikskuffen. Det har taget overhånd! Hun vågnede i går da jeg kiggede ind til hende og selv halvt i søvne bad hun om slikkepind

Vi er ikke sarte med slik og søde sager, men hun vil næsten ikke spise andet end slik. Hun kan græde og sige hun er sulten og når vi tilbyder mad, så vil hun KUN have slik, slikkepind, is osv. 

 

HVAD GØR VI?!?! Jeg er TRÆT af at diskutere slik og søde sager, jeg er TRÆT af at sige nej 10000 gange om dagen (for man må gerne få slik selvom det er mandag, torsdag eller søndag) - men hvordan griber vi det an? 

I må fjerne slikskuffen. I ved at hun kan nå den, og gør det når I ser den anden vej, så må den fjernes.  
 
Sig nej, hold en pause med søger sager.  Måske at man kun får det en gang om ugen. 
Lav sunde is, sørg for at der står andet fremme, hun kan snacke på. 

Bag sunde ting. 

Anonym skriver:

Uden at have sat mig helt ind i det endnu, så har jeg fået indtryk af at hendes “holdning” er at slik/kage ikke skal forbydes og det er derfor vi har forsøgt os med en “jo, du må gerne få en vingummi efter morgenmaden”-holdning. Men det virker tydeligvis ikke og jeg er ikke sikker på jeg tør stille en skål frem som hun bare kan gå ombord i ��

Forenklet ja, men sammen med andre valgmuligheder. Jeg tænker det tager tid at afmystificere det “usunde”. Jeg forstår mere hendes holdning, som at vi bestemmer hvad der kommer på bordet, og vores barn bestemmer hvad det spiser af det og hvor meget. Hos os tog det lidt tid, men det fungerer rigtig godt. For jo mere vi sagde nej til noget mad, jo mere ville hun have det

Tror det er vigtigt men nogle rammer for din datter, alene så plageriet kan stoppe for det er udholdeligt både for jer og for hende. Plus vi kender det vel egentlig også selv, hvis vi først har fået ideen om den skønne is, så er det bare svært at synes en gulerod er fantastisk. 

Jeg har aldrig forstået ideen om, at en teori passer på alle børn. Nogle børn kan sagtens rumme tanken om, at det søde kan komme frem på alle tidspunkter og andre kan ikke. Nogen børn bliver ikke uden stopklods fordi de kun får det søde en gang om ugen, men andre gør.

Men rammer er egentlig aldrig dårlige, for så kan hun slappe af inden for de rammer og være i konstant dialog om  hvad hun må få og ikke få, men blot vide; det har de voksne styr på. 

Som andre skriver, fjern de søde sager fra jeres hjem og køb en gang imellem.

Vi køber om fredagen og så har jeg fire små skåle, én til hver af os også de voksne så børnene kan se at når man har spist det er der ikke mere.

Uden at have sat mig helt ind i det endnu, så har jeg fået indtryk af at hendes “holdning” er at slik/kage ikke skal forbydes og det er derfor vi har forsøgt os med en “jo, du må gerne få en vingummi efter morgenmaden”-holdning. Men det virker tydeligvis ikke og jeg er ikke sikker på jeg tør stille en skål frem som hun bare kan gå ombord i ��

Helt klar godt råd at følge Anne på i Instagram og/eller læse “Madro”.

Desuden har jeg forstået det sådan, at i følge de principper så kan det være en ide at tilbyde slik/is som en del af måltidet (hvis man som voksen mener man gerne må få slik den dag/tidspunkt), da det så bliver en madvare på lige fod med andet mad. Og ikke en belønning/dessert eller lignende.

Ligeledes kan det være en ide at portionsanrette, altså så man hver især får en skål/pose med slik, så barnet ved at det der er i den pose/skål er til mig, og man behøver ikke spise det hele på en gang eller hurtigt, for ingen spiser det fra en.

Og ellers er det rigtig nok, at det er en ide at til der er mulighed for slik/is hver dag, fordi det netop på sigt skulle hjælpe i forhold til higen efter det. Men det er stadig dig/jer der bestemmer hvornår slik er på menuen. 
Når jeres datter er så hurtig på aftrækkeren med det søde, så kan det være I på forhånd skal have bestemt hvornår hun må få det, så det kan blive klart ja/nej med det samme hun spørger efter det - ved godt det ikke altid er til at have planlagt og man kan også ombestemme sig, men så er I måske mere forberedte på det.

Hvor er jeg egentlig glad for at I er så mange der skriver at slikket må fjernes! For nej, det fungerer med al tydelighed ikke for min datter at det er så "let" tilgængeligt.

Så i går, da hun havde kravlet efter slik frem for at spise aftensmad - og efterladt skoaftryk på mit køkkenbord - blev det smidt ud. Hooooooooold nu op, hvor var hun ulykkelig og jeg følte mig som verdens ondeste mor, der helt ærligt frygtede at jeg gjorde varig skade på hende ved at smide det ud. 

I morges kravlede hun op igen og blev ligeledes ulykkelig over at kassen altså VAR tom - men hun har til gengæld hverken tigget efter is, slikkepind eller andre søde sager. Sikke en lettelse! 

Tusind tak for jeres input herinde. Jeg tror jeg kigger nærmere på Anne Elsøe og læser lidt op på hendes principper og så finder ud af hvad der passer til os herhjemme

Det lyder godt nok vildt.

Start med at skrotte slikskuffen (evt placere det et andet sted hun ikke kender eller skal kende )

Og så kun en fast dag i ugen /ved særlig lejligheder