Efter fødslen...

Puha, hehe. Jeg er en blanding af skræmt og forberedt... ved bare ikke om kæresten er det :-)

Ja, det KAN være lidt af en kunst at holde balance i tingene.
Jeg er helt enig i alt hvad de andre har kommenteret til indlæget.

Ikke nok med at man gerne vil være verdens bedste mor for sit barn, og stadig være en dejlig og sjov kæreste at leve sammen med, så er der også liiige en sidste faktor som også spiller ind .....og her har jeg nok selv forsømt en del - SIG SELV TID !!!!!
At pleje sig selv og sine egne interesser. At komme ud af huset - helt på egen hånd engang imellem.

Det har jeg været, og er jeg stadig, temmelig dårlig til at få gjort! Desværre. Jeg tror nu det kan være ret sundt ....for alle parter!

Og jeg tror lidt at alle dele cirkulerer, og har betydning for hinanden....
Når man som par støtter op om hinanden, får man overskud.
- Det tapper ind imellem hårdt på kræfterne med sådan et lille barn, selvom det selvfølgelig til enhver tid er alle timerne og bekymringerne værd!
Hvis parforholdet kører godt, så har man sikkert også et større overskud til at være en god mor (følelsen indeni).
Og når man gør noget godt for sig selv, får man igen lidt mere overskud. Og glæden smitter sikkert også lidt af derhjemme i forholdet, så man er mere for hinanden - og aflaster hinanden.

Ofte, tror jeg, at vi mødre har det med at påtage os mange af opgaverne omkring babyen, og har måske lidt svært ved at fragive os noget af ansvaret.
Men samtidig ønsker vi også, at vores mænd (og helst af sig selv) hjælper til og aflaster os.
Sker det ikke, ja så kører vi før eller siden trætte, og så opstår gnidningerne!....nemmere!
Hvis mændende kommer mere på banen og hjælper til, så får vi hurtigere energi, lyst og overskud til at være mere end KUN mor!
Men hvis man ender med en følelse af altid at stå alene med det hele, så ender det sandsynligvis nok med et surt og kedeligt parforhold hvor gnisten mangler .....eller i værste fald et brud.

Men alle mennesker fungerer jo forskelligt, og har forskellige terskler.
Så det må man finde ud af SAMMEN. Og snakke sammen!
Det kan tage en del tid at finde ud af de nye roller, forandringer, fordelinger og forventninger til hinanden!

Jeg ved ikke engang HELT hvordan vores er endnu, og jeg er mor til både én på 25 måneder og én på 5 måneder.
Min mand og jeg har dage med gnidninger og vrisseri, og det bunder som regel bare i træthed - og måske nok også lidt manglende forståelse for hinandens manglende overskud

Men jeg mener BESTEMT også, at det har bragt os endnu tættere sammen.
Vi elsker hinanden, og vi elsker vores/hinandens børn. De er jo lavet af kærlighed til hinanden, og er ligesom guldet i vores forhold.

Det var osse hårdt for os i starten .. Jeg var altid træt og udmattet .. Men nu ha' vi det meget bedre .. Han sover igennem om natten  nu , og vi ka' hygge os .. men det gør vi osse , når han sover om dagen ..

Hverdagen er selvfølgelig ikke den samme som før, men det betyder jo ikke nødvendigvis at det ikke er godt nok.

Jeg er en af dem der ikke kan forstå hvorfor livet skal være det samme som før vi fik børn. Det er da helt naturligt at vi priorterer anderledes og bruger vores energi på en anden måde.

vi husker at være kærester en gang imellem og er heldige med at begge vores børn er i seng kl. 20 så vi har lidt voksen tid sammen. Vi har også været gode til at få passet børn så vi kunne komme i biffen eller ud og spise.

Men jeg syntes ikke at det er så forfærdelig at den lille ny tager alt opmærksomheden og at manden bliver glemt lidt i starten. Det må han altså kunne aceptere og forstå. Det er forhåbentlig kun en periode.

michella80 skriver:

Jeg læste faktisk i en bog om at få børn at man som par skulle BESLUTTE sig for at man ikke gik fra hinanden det første år. Det syntes jeg var lidt skræmmende læsning.

Ved ikke om jeg synes det er skræmmende - vi bestemte os for en tidshorisont, der hed 2 år da vi fik vores barn.

Der er rigtig mange, der går fra hinanden i løbet af barnets første to leve år, men klarer man sig gennem dem, er risikoen for skilsmisse meget lav.

Så vi besluttede os for, at med mindre der var grunde som utroskab/forelskelse, så ville vi ikke lade uoverensstemmelserne komme så vidt, at de førte til skilsmisse. Skulle den ene (eller vi begge) blive så træt af den anden efter vi var blevet forældre, mente vi at 2 år var så kort en tid af vores liv, at vi godt ville kunne overkomme ikke at være 110% lykkelige, men "holde ud" og forsøge - evt med proffesionel hjælp - at holde sammen som familie.

Det er så slet ikke kommet dertil, hvor vi har tænkt "bare 11 mdr mere, så er jeg fri..." Men vi har også været gode til at prioritere OS med jævne mellemrum og få William passet.

Kaufie skriver:

Ved ikke om jeg synes det er skræmmende - vi bestemte os for en tidshorisont, der hed 2 år da vi fik vores barn.

Der er rigtig mange, der går fra hinanden i løbet af barnets første to leve år, men klarer man sig gennem dem, er risikoen for skilsmisse meget lav.

Så vi besluttede os for, at med mindre der var grunde som utroskab/forelskelse, så ville vi ikke lade uoverensstemmelserne komme så vidt, at de førte til skilsmisse. Skulle den ene (eller vi begge) blive så træt af den anden efter vi var blevet forældre, mente vi at 2 år var så kort en tid af vores liv, at vi godt ville kunne overkomme ikke at være 110% lykkelige, men "holde ud" og forsøge - evt med proffesionel hjælp - at holde sammen som familie.

Det er så slet ikke kommet dertil, hvor vi har tænkt "bare 11 mdr mere, så er jeg fri..." Men vi har også været gode til at prioritere OS med jævne mellemrum og få William passet.

Grunden til at jeg fandt det skræmmende var mere fordi jeg tænkte at man vel HAR taget beslutningen om at man ikke går fra hinanden når man laver et barn. Men ja det er da hårdt, men min kæreste og jeg har lige fra starten haft den aftale at med mindre han giver mig tæsk eller vi er hinanden utro så kæmper vi for at forblive sammen også hvis det kræver terapi. Vi er enige om at alt for mange par giver alt for let op i dag. Der skal ikke så meget til nogle gange før folk giver op. Har man prøvet alt og det stadig ikke virker så må man jo sige stop, men ikke før.

michella80 skriver:

Grunden til at jeg fandt det skræmmende var mere fordi jeg tænkte at man vel HAR taget beslutningen om at man ikke går fra hinanden når man laver et barn. Men ja det er da hårdt, men min kæreste og jeg har lige fra starten haft den aftale at med mindre han giver mig tæsk eller vi er hinanden utro så kæmper vi for at forblive sammen også hvis det kræver terapi. Vi er enige om at alt for mange par giver alt for let op i dag. Der skal ikke så meget til nogle gange før folk giver op. Har man prøvet alt og det stadig ikke virker så må man jo sige stop, men ikke før.

Ok på den måde skræmmende. Det kan du have ret i.

Ikke desto mindre er skilsmisse så "normal" en ting, at mange ikke ser det som et nederlag, og derfor hellere benytter den udvej end at kæmpe for ægteskabet/samlivet.

Den snak havde vi før vi blev forældre - og deraf kom vores løfte til hinanden om at give det en rimelig tidshorisont, hvor vi ville kæmpe for at finde hinanden igen, hvis vi skulle glide fra hinanden pga vi var blevet forældre med den ændring af prioriteter det medfører.

Kaufie skriver:

Ok på den måde skræmmende. Det kan du have ret i.

Ikke desto mindre er skilsmisse så "normal" en ting, at mange ikke ser det som et nederlag, og derfor hellere benytter den udvej end at kæmpe for ægteskabet/samlivet.

Den snak havde vi før vi blev forældre - og deraf kom vores løfte til hinanden om at give det en rimelig tidshorisont, hvor vi ville kæmpe for at finde hinanden igen, hvis vi skulle glide fra hinanden pga vi var blevet forældre med den ændring af prioriteter det medfører.

Enig

Jeg synes også man skal have snakken som en del af sit forhold. Hvad man gør hvis det bliver svært

Jeg tænker det umiddelbart som at mange, på trods af at de træffer beslutningen om at være en familie sammen, bliver overrasket over hvad det kan gøre ved forholdet når man går fra 2 til 3.
- Så for mig er det ikke et spørgsmål om, at man ikke vil det samme og hinanden, inden man begynder på projekt baby, men mere hvordan man takler forløbet bagefter på den bedste måde. - Altså en god blanding af at være forberedt og realistisk, for lige gyldigt hvor lykkelig man er, så er det vel hårdt at tilvænne sig tænker jeg...

LauraLW skriver:

Jeg tænker det umiddelbart som at mange, på trods af at de træffer beslutningen om at være en familie sammen, bliver overrasket over hvad det kan gøre ved forholdet når man går fra 2 til 3.
- Så for mig er det ikke et spørgsmål om, at man ikke vil det samme og hinanden, inden man begynder på projekt baby, men mere hvordan man takler forløbet bagefter på den bedste måde. - Altså en god blanding af at være forberedt og realistisk, for lige gyldigt hvor lykkelig man er, så er det vel hårdt at tilvænne sig tænker jeg...

Ja det er sgu hårdt. Man skal lære at være sammen på en helt anden måde og oveni det er man træt og ungen skriger fordi man ikke lige har lært alle dens signaler endnu osv osv.... Det ER hårdt indtil man finder en rytme og så bliver det da heldigvis bedre men ikke "smertefrit"