Børn med 5+ år i mellem

Åååh.... Jeg vil så gerne have et barn mere, men min mand er ikke med på ideen Han ser gerne at der bliver flere år i mellem dem, da han ikke tror han kan magte en baby igen endnu. Det er jo ærlig snak, jeg er bare bange for at han vil sige sådan for evigt... vores barn er næsten 4 nu. Og jeg er meget påvirket i disse dage. Jeg vil gerne have en baby NU  

Jeg vil gerne at de kunne få del i hinandens barndom og ligesom "dele" minder, når de bliver voksne. Begge vores familier er ufattelig små, og jeg kan mærke at jeg bliver ked ved tanken om at min pige måske en dag skal være alene uden nogen familie, udover den hun laver selvfølgelig. 

Altså, jeg ønsker mig inderligt et barn mere. Jeg græder over min "sorg" hver dag i øjeblikket. Jeg taler ikke så meget med min mand om det, for han gider ikke blive ved med at høre om det, hvilket jeg på sin vis forstår. Og jeg kunne aldrig snyde ham til at få en mere, det ville ikke være ægte og det ville ødelægge vores gode liv.. Men han forstår ikke min sorg over måske ikke at få etbarn mere. Og hvis han siger ja, når vores pige er 8, ja så ved jeg sgu ikke om jeg selv har lyst.. 

Øv den er hård Jeg ved sørme ikke hvordan man tackler sådan et dilemma.. jeg kan bare sige at min søn er 10 år og vi er så småt ved at gå igen med den næste nu. Det bliver praktisk talt to enebørn, men tror alligevel de får noget ud af hinanden alligevel. Jeg kan nu sagtens sætte mig ind i drømmen om en søskendeflok, det er bare ikke sjovt når den ene part ikke er med på det. Håber det løser sig for jer

Jeg tænker faktisk du skal gøre op med dig selv om du kan leve med kun at få et barn. 
Sorgen over ikke at få de børn man ønsker, kan være lige så stor som slet ikke at få børn.

Du kan jo ikke leve i konstant sorg over ikke at få de børn du ønsker. 

 
Vi har nummer 4 på vej, og jeg er sindssygt glad for at både min mand og jeg ønsker os en stor familie. Jeg elsker min mand højt, men hvis han kun ville have et barn, var det ikke ham jeg skulle være sammen med. 

Der er 6 år mellem vores. 

Vi var på ingen måde klar før. 

Men det var også lidt som at starte forfra med en baby lige når den store kunne alt selv. Sådan slået hjem i ludo agtigt...

De har et super fint forhold og "leger sammen" (sådan som man nu gør når man er 11 og 5), hygger sig, krammer, spiller spil, sover sammen, gør ting for hinanden, laver ting til hinanden osv 

Udfordringen er mest hos forældrene, fordi de hele tiden er hver deres sted i livet, med vidt forskellige interesser og ting de tør/synes er sjovt. 

Fx har vi tit delt os op i legoland og den slags - den lille kan prøve nogle helt andre ting end den store er klar til.

Anonym skriver:

Åååh.... Jeg vil så gerne have et barn mere, men min mand er ikke med på ideen Han ser gerne at der bliver flere år i mellem dem, da han ikke tror han kan magte en baby igen endnu. Det er jo ærlig snak, jeg er bare bange for at han vil sige sådan for evigt... vores barn er næsten 4 nu. Og jeg er meget påvirket i disse dage. Jeg vil gerne have en baby NU  

Jeg vil gerne at de kunne få del i hinandens barndom og ligesom "dele" minder, når de bliver voksne. Begge vores familier er ufattelig små, og jeg kan mærke at jeg bliver ked ved tanken om at min pige måske en dag skal være alene uden nogen familie, udover den hun laver selvfølgelig. 

Altså, jeg ønsker mig inderligt et barn mere. Jeg græder over min "sorg" hver dag i øjeblikket. Jeg taler ikke så meget med min mand om det, for han gider ikke blive ved med at høre om det, hvilket jeg på sin vis forstår. Og jeg kunne aldrig snyde ham til at få en mere, det ville ikke være ægte og det ville ødelægge vores gode liv.. Men han forstår ikke min sorg over måske ikke at få etbarn mere. Og hvis han siger ja, når vores pige er 8, ja så ved jeg sgu ikke om jeg selv har lyst.. 

Den er svær ja. Tror du skal prøve at sætte dig i din mands sted ligesom du ønsker han skal sætte sig i dit sted. 

Også tror jeg du skal prøve og slippe tanken med at du ikk tror de får glæde af hinanden hvis der er længere mellem dem. Så får de så mange andre glæder sammen. 

personligt kan fortælle at der er 3,5 år mellem min storebror og jeg. Og vi har aldrig været tætte alligevel af den grund. Og heller ikke idag hvor vi er voksne. Vi ved hvor vi har hinanden pg ved vi altid kan ringe til hinanden. Men vi snakker og ses måske en gang hver 2. Måned nogen gange længere. Men har aldrig savnet et tættere bånd med ham. Min pointe er at selvom der er kort mellem er det ikke ensbetydende med at man får et tæt forhold til hinanden 

Føler med dig! Jeg kender godt det der med at man inderligt ønsker et barn mere men at omstændighederne ikke er til det. Jeg var klar til en baby mere da min første var nyfødt og her 13 år senere er det først ved at være en realitet (dog med ny mand).

Men du har ret i at det er en helt reel og fair udmelding han kommer med. Jeg tror dog  jeg ville prøve at få nogle mere konkrete svar fra ham så du kan få lidt ro på og overveje dine muligheder. Hvornår tror han at han er klar til en mere og er han overhovedet sikker på at han vil have flere?

Selvom det kan være svært at svare på så synes jeg faktisk han skylder dig at forholde sig til det. Jeg kan godt forstå at han ikke gider tage det op hele tiden, men så må i tage en reel snak og så lade det ligge derefter. Måske kan det hjælpe dig hvis i laver en tidshorisont på fx 1 år hvor I ikke snakker mere om det og så tager det op igen. 

Jeg ville dog også spørger mig selv om hvad du vil gøre hvis det ender med at han faktisk ikke vil have flere?

Jeg havde et udgangspunkt for hvornår jeg senest ville i gang hvilket jeg fortalte min kæreste. Det tog han ret bogstaveligt og heldigvis noget han var enig i. Jeg tror faktisk det har hjulpet til at gøre ham klar at han vidste i flere år at det var der vi skulle i gang. Det har selvfølgelig krævet noget tålmodighed fra mig, men det har føles godt for os at gøre det på denne måde. Jeg tror jeg ville blive stresset over ikke at have en tidshorisont på, selvom jeg undervejs var lidt bekymret for om den nu også holdte 

Anonym skriver:

Åååh.... Jeg vil så gerne have et barn mere, men min mand er ikke med på ideen Han ser gerne at der bliver flere år i mellem dem, da han ikke tror han kan magte en baby igen endnu. Det er jo ærlig snak, jeg er bare bange for at han vil sige sådan for evigt... vores barn er næsten 4 nu. Og jeg er meget påvirket i disse dage. Jeg vil gerne have en baby NU  

Jeg vil gerne at de kunne få del i hinandens barndom og ligesom "dele" minder, når de bliver voksne. Begge vores familier er ufattelig små, og jeg kan mærke at jeg bliver ked ved tanken om at min pige måske en dag skal være alene uden nogen familie, udover den hun laver selvfølgelig. 

Altså, jeg ønsker mig inderligt et barn mere. Jeg græder over min "sorg" hver dag i øjeblikket. Jeg taler ikke så meget med min mand om det, for han gider ikke blive ved med at høre om det, hvilket jeg på sin vis forstår. Og jeg kunne aldrig snyde ham til at få en mere, det ville ikke være ægte og det ville ødelægge vores gode liv.. Men han forstår ikke min sorg over måske ikke at få etbarn mere. Og hvis han siger ja, når vores pige er 8, ja så ved jeg sgu ikke om jeg selv har lyst.. 

Vi gik i gang med at ønske nr 2 da nr 1 var omkring 3. Men skæbnen ville at jeg gik ned med stress, havde massive blødningsforstyrrelser, fik det bedre og så var min mand ude for en arbejdsulykke, der kostede ham 6 mdr i kørestol og genoptræning. Da vi nåede hvor vi kunne komme i gang, gik der et helt år før end testen blev positiv. Men jeg mistede. Efter 13 måneder stod jeg igen med en positiv test. 
Der er 6 år mellem dem, men det er en perfekt forskel, i vores familie. Storesøster er næsten helt selvstændig, hjælper til. Der er overskud til at tage sig af lillesøster. 
Det var langt fra hvad vi ville, men det er hvad det er blevet til

Der er 6 år mellem vores. 

Vi var på ingen måde klar før. 

Men det var også lidt som at starte forfra med en baby lige når den store kunne alt selv. Sådan slået hjem i ludo agtigt...

De har et super fint forhold og "leger sammen" (sådan som man nu gør når man er 11 og 5), hygger sig, krammer, spiller spil, sover sammen, gør ting for hinanden, laver ting til hinanden osv 

Udfordringen er mest hos forældrene, fordi de hele tiden er hver deres sted i livet, med vidt forskellige interesser og ting de tør/synes er sjovt. 

Fx har vi tit delt os op i legoland og den slags - den lille kan prøve nogle helt andre ting end den store er klar til.

Det er det samme her, vi har 9,5 år imellem vores. Så nej, de har jo ikke et klassisk forhold som de nok ville have med 3 år imellem, men så har de noget andet.... 

ts: det jeg synes er skønt i vores tilfælde, er at den store knuuuuselsker sin lillebror - henter ham fra bhv, ville gerne passe ham et par timer, de bygger Lego og spiller fodbold. Den store elsker at føle sig stor, og den lille ser op til storebror. Altsammen godt, og selvfølgelig synes den store også den bette er irriterende hvis og når han vil med på værelset, når den store har besøg osv... og det ville han jo nok også syntes hvis der var mindre aldersforskel... men overordnet går det fint.

Der er 8 år og 3 mdr. mellem vores to piger, og vi har ikke på noget tidspunkt fortrudt at vente så lang tid, før vi fik nr. 2. Der var så heller ikke nogen af, der var klar før, så vi stod ikke i situationen, at den ene gerne ville, mens den anden ikke ville.

Ja, det er mega hårdt at starte forfra, når nu den store endelig kunne være alene hjemme, og vi kunne få noget mere tid for os selv, men når man ser på kærligheden mellem de to, er det det hele værd

Hamse88 skriver:

Jeg tænker faktisk du skal gøre op med dig selv om du kan leve med kun at få et barn. 
Sorgen over ikke at få de børn man ønsker, kan være lige så stor som slet ikke at få børn.

Du kan jo ikke leve i konstant sorg over ikke at få de børn du ønsker. 

 
Vi har nummer 4 på vej, og jeg er sindssygt glad for at både min mand og jeg ønsker os en stor familie. Jeg elsker min mand højt, men hvis han kun ville have et barn, var det ikke ham jeg skulle være sammen med. 

Jeg har gjort op med mig selv, at det kan jeg godt. Jeg kan godt leve med det, men det er ikke det jeg ønsker der sker. 

Det har jeg også før gjort klart overfor min mand. Så vil jeg hellere have vores lille lykkelige familie, for det er vi og jeg ville ikke ødelægge det for at gå ud og måske finde en der har lyst til at få nogle børn med mig. 

Og lige nøjagtigt, sorgen kan være lige så stor som hvis man fx ikke får børn. Det er en stor sorg og jeg tror også det er derfor at den fylder meget for mig lige nu.