Sensitiv - mistrivsel i BH

Abracadabra skriver:

Udfra dine beskrivelser tænker jeg autismespektrumforstyrrelse. 

Men lige meget hvordan jeres dreng skal forstås, skal rammerne omkring ham ændres. PPR kan hjælpe jer videre - på vejen til bedre trivsel. 

Enig .. det er også det jeg læser i beskrivelsen. Jeg ville også som forældre få undersøgt autisme. Det er ikke en diagnose man får, hvis man ikke har det - og det kan hjælpe meget i forhold til hvad rammerne skal være ved skolestart om kort tid. 

TS - Som jeg skrev har jeg en dreng med aspergers. De var også meget påpasselige og undersøgt grundigt før han fik diagnosen. 

Hvis han er hyperintelligent og sensitiv og derfor har udfordringer (uden autisme) vil de også se det i de tests og observationer,  de gør sig. 

Pointe: få fagfolk (psykolog/ psykiater) til at observere og komme med sparring. En pædagog vil aldrig selv udtale sig om andet en de udfordringer de ser. Hos os nævnte de aldrig muligheden for autisme.  

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Det er nemlig ikke barnet, men rammerne, den er gal med. Det er også vores indtryk. Og jeg er ikke i tvivl om, at de gør alt hvad de kan derhenne.
Han har så korte dage som muligt (aldrig senere end 15) og vi laver sjældent noget i weekenden, for de kan han desværre ikke så godt holde til. Vi prioriterer naturen højt, da det er der, han er i sit absolutte es. Så vi gør, hvad vi kan.


Vi mistænker, han er et højt begavet barn, da han har alle de kendetegn man kan se i den alder - og at det mere er det, der er "problemet" frem for at han måske har et decideret psykisk problem. Højtbegavede børn bliver også beskrevet som ekstra sensitive. Han søger også voksnes selskab, fordi han hellere vil snakke med dem om alt mellem himmel og jord. Han er SÅ klog, husker alt og vil lære alt. Det er desværre et problem i en almindelig BH.
Både hans far og jeg var også højt begavede børn og kan genkende vores egen barndoms problemer i hans.

De gør så meget for ham. De prøver, så godt de kan, at give ham nogle udfordringer, men det er begrænset hvad de kan. Han siger ofte, at han keder sig.
De andre børns lege siger ham ikke noget. Hans lege er på et helt andet niveau end deres og hvis han ikke selv kan sætte rammerne, så gider han ikke være med.
(Groft sagt - jeg har set ham grave huller og køre om kap og alt sådan noget "normalt" noget )

Vi ville gerne lave legeaftaler, men det er svært at starte op, når man ikke kender forældrene. Men der er i hvert fald et par børn, især en pige, som han er meget glad for.

Jeg vil skrive til pigens forældre og hører om deres pige havde lyst til en legeafte. Hjemme ved jer.

Så kan i byde til en kop kaffe første gang menes de leger. Sådan i som forælder kan danne jer et indtryk af hvordan i er og jeres børn får en tryghed. Også kan i frem over ha lege aftaler ude. Forældrene er der ��

Mig igen der skrev om højt begavet barn.

Ofte kan man ikke se det derhjemme, fordi man har skruet dagen sammen så det passer barnets behov, ligesom ens egen adfærd ubevidst er tilpasset. 
du skriver at I ikke laver noget særligt i weekenden da han desværre ikke holder til det - allerede der har I indrettet Jer efter jeres søn, hvilket er super fint men for mig også et udtryk for at I/børnehaven bør kontakte PPR. Uanset om han er sensitiv eller har autisme eller hvad det måtte være, så er det hverken pædagogerne eller Jer forældre der er de rette til at vurdere det. 
derudover skal dit barn på et tidspunkt i skole hvor rammerne ikke er meget anderledes ift. antal børn, larm osv. Derfor er det en god ide at få dit barn udredt nu, så I og pædagogerne kan få nogen værktøjer.
Der er egentlig ligegyldigt om der er tale om en diagnose eller ej, for der er brug for nogle værktøjer til at arbejde henimod bedre trivsel for din dreng. 

Anonym skriver:

Jeg vil skrive til pigens forældre og hører om deres pige havde lyst til en legeafte. Hjemme ved jer.

Så kan i byde til en kop kaffe første gang menes de leger. Sådan i som forælder kan danne jer et indtryk af hvordan i er og jeres børn får en tryghed. Også kan i frem over ha lege aftaler ude. Forældrene er der ��

Mig igen der skrev om højt begavet barn.

 

Jeg har desværre mødt forældre, der er meget optagede af deres barns høje begavelse og helt lukker øjnene for barnets sociale vanskeligheder. Faktisk bliver den dårlige sociale funktion begrundet med, at alle de andre børn i børnehaven/skolen bare er for ubegavede til at sætte pris på forældrenes lille juvel af klogskab. Det er som regel en fejltolkning, der sætter fokus det helt forkerte sted. 

Børn bliver som regel ikke mistrivelige af at være særligt gode til noget - de bliver som regel mistrivelige af de ting, som er svære for dem. 

Tak for jeres svar.

Jeg har selv - lige fra han var endnu mindre - overvejet om der kunne være noget autisme og på mange måder kunne det godt lyde som om, han led af aspergers.

Men der hvor han alligevel skiller sig ud, i forhold til det jeg har læst om autisme, er, at han har en utrolig fantasi og leger mange rollelege, som han lever sig ind i - det er i hvert fald sådan, jeg ser det. Så er sofaen et bjerg, så er han en kat og løber rundt og mjaver. Hans legomænd snakker til hinanden og tager på eventyr - der er meget fantasi i hans leg. (Som dog enten foregår alene eller sammen med en voksen )

Samtidig er han ikke så optaget af særinteresser endnu - men han er meget "nørdet" og kan i perioder blive helt opslugt af f.eks. vulkaner. Men sådan noget med, at han så slet ikke gider lege med andet, det kan jeg ikke genkende.

Måske er han bare på grænsen - jeg kan forstå, at der er mange grader af autisme.

Altså, jeg er jo heller ikke bange for en diagnose som sådan - eller jo, det er jeg. Hvem er egentlig ikke det? Men det er ikke sådan, at jeg vil modarbejde eksperterne - på nogle måder vil det være en lettelse, for så er det ikke længere mig, der er sær, når jeg tager hensyn til ham, men så kan jeg bedre forklare, hvorfor jeg altid har gjort det...
På den anden side, grunden til at jeg ikke vil have en diagnose, er pga. folkeskolens inklusionsregler. Vi har skrevet ham op til en fantastisk friskole, men de tager vist ikke imod børn, der har problemer i forskellige forstand. Og så skal han inkluderes i folkeskolen, vi har en elendig folkeskole her, og så ser jeg bare for ham, hvordan hans liv bliver ødelagt.
(ja, jeg har taget sorgerne lidt på forskud her)

Anonym skriver:

Min 4-årige dreng er meget sensitiv og det har han været lige fra han var spæd.
Han var lidt af en utilfreds baby, som kun sov i vikle og stillede virkelig store krav til sine voksne og samtidig virkede det som om, han følte alt stærkere og ligesom havde svært at komme af med følelserne. Dengang skreg han så bare og kunne være et par dage over at komme sige over en familiefest. Jeg måtte opgive alt om babyyoga og sådan noget, han græd for meget.
Nu bliver han i stedet for at skrige "vild", slår og siger grimme ord.

Jeg gik hjemme med ham til han var 15 måneder og bagefter kom han i dagpleje. Han var glad, nem og klog. Efterhånden som han blev ældre, blev han også nemmere at håndtere, når han blev overstimuleret, end da han var baby. Og han blev heldigvis ikke overstimuleret så tit, der var en fin balance, og derfor var han glad og i trivsel.

Men så er han startet i en almindelig børnehave for over et år siden Han trives ikke. Der er for mange børn og han forstår ligesom ikke det hele.
Han vil ikke lege med dem og trækker sig. Nogle dage er han helt underlig, når han kommer hjem, og min søde, blive dreng kan være SÅ hård imod mig, slå mig og kalde mig alt muligt. Og jeg VED i mit hjerte, at sådan er han ikke!!! Jeg ser en helt fremmed, hård dreng gøre det.
Når han kun er hjemme, f.eks. her med corona, er der intet. Ingen grimme ord, ingen vold - kun en sød, klog dreng!
Børnehaven er opmærksom på det, han har en pædagog, som han er meget glad for, men da de er 4 voksne, heraf 2 unge vikarer, til 30 børn, så er det ligesom begrænset, hvad de kan gøre for ham - selvom de virkelig gerne vil!
Der er simpelthen bare ikke plads til ham og hans følsomme sind.
Vi holder løbende møder med dem.
Jeg er så bange for, at de skal give ham en diagnose. Men han er helt og aldeles normal, når han er hjemme! Og de siger, at han ikke kan finde ud af at lege med de andre, men herhjemme leger han fantastisk med sin bror. Han er også meget interesseret i de andre børn, men det viser han ikke derhenne. Tror mængden af børn er for overældende for ham.


Hvad skal jeg gøre?
Pga. logistik kan vi ikke flytte børnehave!

Har læst tråden og diagnose eller ej, så lyder det umiddelbart ikke til, at han kan komme til at trives med de rammer børnehaven har. Hvis i på nogen mulig måde kan få ham til et mindre sted, så gør det! Jeg ved, du skriver logistik. Men ofte kan tingene jo lade sig gøre hvis man skal.

Han er kun 4 år og kan sagtens nå at rykke sig rigtig meget til skolealderen. Men hvis han fortsat er i, for ham utrygge rammer, så kan han tage skade og udvikle rigtig uheldig adfærd. Og det bliver meget sværere at håndtere, når han når skolealderen...

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Jeg har selv - lige fra han var endnu mindre - overvejet om der kunne være noget autisme og på mange måder kunne det godt lyde som om, han led af aspergers.

Men der hvor han alligevel skiller sig ud, i forhold til det jeg har læst om autisme, er, at han har en utrolig fantasi og leger mange rollelege, som han lever sig ind i - det er i hvert fald sådan, jeg ser det. Så er sofaen et bjerg, så er han en kat og løber rundt og mjaver. Hans legomænd snakker til hinanden og tager på eventyr - der er meget fantasi i hans leg. (Som dog enten foregår alene eller sammen med en voksen )

Samtidig er han ikke så optaget af særinteresser endnu - men han er meget "nørdet" og kan i perioder blive helt opslugt af f.eks. vulkaner. Men sådan noget med, at han så slet ikke gider lege med andet, det kan jeg ikke genkende.

Måske er han bare på grænsen - jeg kan forstå, at der er mange grader af autisme.

Altså, jeg er jo heller ikke bange for en diagnose som sådan - eller jo, det er jeg. Hvem er egentlig ikke det? Men det er ikke sådan, at jeg vil modarbejde eksperterne - på nogle måder vil det være en lettelse, for så er det ikke længere mig, der er sær, når jeg tager hensyn til ham, men så kan jeg bedre forklare, hvorfor jeg altid har gjort det...
På den anden side, grunden til at jeg ikke vil have en diagnose, er pga. folkeskolens inklusionsregler. Vi har skrevet ham op til en fantastisk friskole, men de tager vist ikke imod børn, der har problemer i forskellige forstand. Og så skal han inkluderes i folkeskolen, vi har en elendig folkeskole her, og så ser jeg bare for ham, hvordan hans liv bliver ødelagt.
(ja, jeg har taget sorgerne lidt på forskud her)

 

Det her blive lige lidt kort:

At få en diagnose, kan også åbne en del døre for din dreng. Jeg har selv en knægt med Aspergers.

En friskole, som ikke vil tage diagnosebørn ind, er i min optik ikke den rigtige for din dreng, hvis han har udfordringer, det vil betyde at du gør ham en bjørnetjeneste.

Inklusion, har jeg heller ikke meget positivt at sige om, men der findes jo også specialskoler. Min knægt gik på en skole der var så god, at han kom videre på gymnasium og nu Uni uden problemer.

Hans liv bliver IKKE ødelagt af en diagnose, men det kan reelt blive en del besværligt, hvis du ikke gør ham den tjeneste at få han udredt.

Jeg kan ikke undlade, at tænke at du lige nu er i gang med at se sort på det hele, og det er ganske naturligt, men du skal indse at dette handler ikke om dig, men din søn og hans liv.

Jeg synes slet ikke her er nok indikationer til at jeg straks tænker at her er en dreng med autisme - slet slet ikke. Men jeg er helt enig med de andre i at selvfølgelig skal i have PPR i spil når jeres dreng ikke trives i børnehaven. Det er mega vigtigt, for hvad end det er der rør sig, så ved pædagoger sjældent nok om hvordan de her forskellige udfordringer skal tackles. Og de skal have hjælp til at hjælpe jeres dreng - det skal i måske også selv have. 

På rigtig mange måder kan jeg genkende adfærden fra jeres dreng hos min egen - min søn er 4.5 år gammel og han er også en meget følsom eftertænksom dreng, som kan MEGET mere end man burde kunne når man er 4.5 år sådan hvad angår faglig viden, bogstaver og tal, men han er på ingen måde mere moden end man nu er når man er 4 år på andre parameter- og socialt har han det også ofte svært med de andre børn. Han er god når de er delt op i grupper, men han har svært ved at rumme fx eftermiddage på legepladsen i børnehaven. Vi har PPR indeover, det har jeg personligt selv krævet. Vi har simpelthen som forældre brug for hjælp til hvordan vi skal tackle de svære emner han ofte bringer op, som man ikke burde spekulere på i hans alder og det faktum at han allerede har en bevidsthed om at han skiller sig ud fra de andre. Hvis ikke vi får hjælp er jeg nemlig bange for at det netop kan give dårligt selvværd, angst eller andet på sigt.  Og ja har min søn en diagnose vil jeg helst den bliver opdaget inden han starter i skole, så vi kan finde det bedste skoletilbud til ham.

jeg kan godt forstå du er bange for at han har en diagnose, det er jeg også med min søn. Men omvendt er en diagnose jo ikke noget man får, men noget man nu engang har - og hvis din søn skulle have en diagnose (det tror jeg ikke nødvendigvis) så er det jo trods alt bedre jo at den bliver spottet så tidligt som muligt, så han kan få den hjælp han har brug for. 

Jeg tror ikke, at min søn opfylder kriterierne for en diagnose, selvom jeg selvfølgelig - som hans mor - nok ikke er den rette til at udtale mig om det.

Hans virker på mange måder som en helt normal dreng og har ikke særinteresser. Han leger fantasilege og selvom han helt klart trives bedst med faste rammer, så bliver han ikke hyldet ud af den, hvis vi gør noget impulsivt en dag (men hvis det så er flere dage, som f.eks. jul, så knækker hans film og han begynder at få det dårligt)

Det største problem er virkelig hans kedsomhed derhenne og manglende interesse/evne til at indgå i relationer med de andre børn
Han virker meget interesseret i børnene, men det er simpelthen som om, han ikke ved, hvad han skal gøre med dem Nu kommer man jo ikke så meget ind i børnehaven, så jeg selv kan se det, men de andre vil meget gerne kontakte ham og snakke med ham, men han aner simpelthen ikke, hvad han skal gøre med dem. Han smiler genert til dem og bliver meget overstadig, hvis vi f.eks. møder en af hans venner i byen. Så de betyder meget for ham og derfor ville vi også gerne hjælpe ham til at lege med dem.
Han leger meget alene og hans lege er ofte så komplicerede, at de andre ikke vil være med, har jeg fået fortalt.
Jeg er bange for, at han ikke kan få venner og bare vil være venner med hans lillebror. De to er bare bedste venner, for ham kan han jo bestemme over og selv sætte rammerne for legen.

Anonym skriver:

 

Jeg tror ikke, at min søn opfylder kriterierne for en diagnose, selvom jeg selvfølgelig - som hans mor - nok ikke er den rette til at udtale mig om det.

Hans virker på mange måder som en helt normal dreng og har ikke særinteresser. Han leger fantasilege og selvom han helt klart trives bedst med faste rammer, så bliver han ikke hyldet ud af den, hvis vi gør noget impulsivt en dag (men hvis det så er flere dage, som f.eks. jul, så knækker hans film og han begynder at få det dårligt)

Det største problem er virkelig hans kedsomhed derhenne og manglende interesse/evne til at indgå i relationer med de andre børn
Han virker meget interesseret i børnene, men det er simpelthen som om, han ikke ved, hvad han skal gøre med dem Nu kommer man jo ikke så meget ind i børnehaven, så jeg selv kan se det, men de andre vil meget gerne kontakte ham og snakke med ham, men han aner simpelthen ikke, hvad han skal gøre med dem. Han smiler genert til dem og bliver meget overstadig, hvis vi f.eks. møder en af hans venner i byen. Så de betyder meget for ham og derfor ville vi også gerne hjælpe ham til at lege med dem.
Han leger meget alene og hans lege er ofte så komplicerede, at de andre ikke vil være med, har jeg fået fortalt.
Jeg er bange for, at han ikke kan få venner og bare vil være venner med hans lillebror. De to er bare bedste venner, for ham kan han jo bestemme over og selv sætte rammerne for legen.

Du skriver han kan blive helt opslugt af emnet vulkaner.. det er en særinteresse. At ville lege med voksne frem for at søge børn er også ret typisk for en med autisme. 

Min søn med aspergers har en fantastisk fantasi. Han kan begrave sig i sin egen rige fantasiverden. Der hvor aspergers er forskellig er forestillingsevnen mht. at sætte sig ind i andres tankeverden. Hvordan fungere og hvad tænker andre i forskellige situationer - situationsfornemmelse. De kan have svært ved ændrede rammer for lege og er netop tryggest ved selv at sætte reglerne. Min søn leget også genialt med sin lillebror. Det er på hans egne præmisser.

Inklusion er noget juks. Jeg har endnu ikke hørt en med aspergers der var glad for en normal folkeskole. Privatskoler kan være mindre rummelige. 

Få lavet en udredning - det tager lang tid evt at komme på special skole. For os tog det 1 1/2 år.