sorry at jeg blander mig i jeres snak 
men jeg kan huske at jeg med det samme HÅBEDE det var dig dengang jeg læste den tråd og jeg sad og klappede i mine små hænder. Det er måske ikke den korrekte måde ar komme ud af et forhold på, men jeg kan huske min veninde oplevede det samme, hun var sådan set i et fint nok forhold, men en aften i byen mødte hun en anden fyr og uden at de lavede noget overhovedet, sagde hun bagefter til mig "nu ved jeg hvordan jeg vil føle når jeg er sammen med den der elsker mig, og det gør jeg ikke med kæresten". jeg læste det også mest som at du fik en "øjenåbner" ved mødet med den anden fyr og ikke at det som sådan skulle være ham du skulle være sammen med.
nåh sorry...jeg skal nok lade jeg ævle i fred, jeg ville bare sige, at jeg er glad! og jeg syntes du udviser stort mod og ikke mindst visdom ved at sige, at hvis I skal finde sammen igen, så skal I begge to først være på et rigtig godt sted 
ih tak Trine, sikke fine ord du der kommer med 
Jeg tror selv på at det her er den rigtige beslutning lige nu, for mig. Det gør skide ondt og jeg har virkelig været så dårlig så jeg endda har fået provokeret min cyklus til at starte forfra mindst 2 uger for tidligt, det må bare betyde at der var noget helt skævt, for min mave har da godt nok slået knuder de sidste 2 ugers tid.
Selvom jeg mener det er den rigtige løsning, at bede ham flytte, så har jeg faktisk rigtig dårlig samvittighed over det. Han er helt knust, og det skærer i mig at se den store mand bare hulke og hulke, og ikke ønske at leve. Men altså jeg prøver at trøste uden at sige for meget. Har dog ikke set eller hørt fra ham siden igår eftermiddags, så går ud fra han forsøger at finde trøst hos sin familie. Jeg håber bare at de er gode til at trøste ham.
Jeg har det lidt sådan, at jeg tror jeg er nødt til at gøre det her, for at se om det er det der er det rigtige for os. Jeg aner da ikke om jeg fortryder det, men så må jeg jo tage det til den tid. Lige nu skal jeg ikke have nogen forpligtigelser, ud over ungerne, i et godt stykke tid, og så må jeg jo se hvad der sker videre der fra. Måske falder jeg for en eller anden, der kan vise mig hvordan livet kan være dejligt, og ikke kun trist. Måske fortryder jeg min beslutning, eller måske skal jeg bare slet ikke have nogen, bare være mig selv og ungerne i laaang tid. det ved jeg ikke endnu.
Og så har du i øvrigt helt ret i dine observationer ellers, omkring det med ham filejsen. Ja jeg har tænkt mig at møde ham, for at se om han måske ER spændende, for vi havde det rigtig rart, men han er ike skyldneren i det der er sket nu, han er bare et kraftigt spark i røven så at sige...
