Jeg giver snart op.. 5-årig tager på min tålmodigh

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.. 

Jeg er gravid med nummer 2, har en dreng der lige er blevet 5 år. 

Ham på 5 tester mig noget så grusomt, og det påvirker mit humør, mit generelle velbefindende og muligvis også mit helbred.

Han ved ikke han skal være storebror endnu, så det kan ikke være derfor, og han er ifølge børnehaven, og os selv slet ikke i mistrivsel.

Vi diskuterer bare hele tiden, om de mindste ting. 

Vores morgen idag startede feks med at han begyndte og græde fordi morgenmaden ikke stod foran ham 20 sekunder efter jeg havde sagt jeg ville begynde at ordne det. 

Bagefter græder han over at han ikke må få plaster på fingeren, til trods for der ikke er noget at se. Plaster situation har nu stået på i 4 timer! Han græder ikke mere, men hver 10. sekund starter han diskussionen igen, og for 2 minutter siden gik han selv ud og tog plaster på i smug. Jeg bliver fucking sindssyg! Og sur, og vred når han trodser mig på den måde. 

(Til information så er plastre noget vi er begyndt at stoppe med at bruge herhjemme medmindre det er højest nødvendigt, da vi ikke kan få dem af ham igen uden 1-2 timers kamp) 

Og plaster situationen er bare en af mange, det er en kamp at få tøj på ham hver dag, få ham til at smage på aftensmaden, få ham til at forstå at han i nogle situationer skal have tålmodighed, og få ham til at forstå at han ikke skal afbryde når andre snakker.. han hører faktisk overhovedet ikke efter hvis I spørger mig, og hans ører fejler intet... 

Han er ikke udadreagerende, eller hidsig, han er bare utrolig vedholdende i en diskussion, accepterer ikke et nej, og trodser mig når beslutningen er taget. Og jeg har altid været "den strenge forælder" af mig og hans far, så det er ikke fordi jeg er nem at løbe om hjørner med eller få til at give efter.

Det er muligt mine hormoner raser derudaf, og det derfor er værre for mig pt end det ellers ville være. Men jeg er seriøst på randen til at tude hver gang jeg skal diskutere med ham, fordi han ikke forstår at jeg er den voksne og jeg bestemmer.

Jeg tror også det går ud over mit blodtryk, hver gang vi har haft sådan en tur bliver jeg voldsomt forpustet, mit hjerte banker derudaf og jeg får hovedpine. Hver gang jeg har været ved lægen har alt været fint. Jeg føler nærmest jeg er nødt til at låse mig inde et sted når jeg kan mærke det, for drengen stopper jo ikke bare fordi jeg nærmest bliver dårlig af at diskutere med ham, men simpelthen låse mig inde så jeg kan lukke det ude og falde ned igen, velvidende at vi ikke fik diskuteret færdig og han ikke forstår hvorfor jeg ikke vil være sammen med ham lige pludselig. Det hjælper ikke at sende ham på sit værelse og sige jeg lige skal ha lidt ro, han er tilbage 10-20 sekunder efter og starter diskussionen forfra.

Er der nogen der har nogle bud på hvad jeg kan gøre? Eller fortælle mig om det er normalt opførsel af en 5-årig at være så trodsig?  

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.. 

Jeg er gravid med nummer 2, har en dreng der lige er blevet 5 år. 

Ham på 5 tester mig noget så grusomt, og det påvirker mit humør, mit generelle velbefindende og muligvis også mit helbred.

Han ved ikke han skal være storebror endnu, så det kan ikke være derfor, og han er ifølge børnehaven, og os selv slet ikke i mistrivsel.

 

Vi diskuterer bare hele tiden, om de mindste ting. 

Vores morgen idag startede feks med at han begyndte og græde fordi morgenmaden ikke stod foran ham 20 sekunder efter jeg havde sagt jeg ville begynde at ordne det. 

Bagefter græder han over at han ikke må få plaster på fingeren, til trods for der ikke er noget at se. Plaster situation har nu stået på i 4 timer! Han græder ikke mere, men hver 10. sekund starter han diskussionen igen, og for 2 minutter siden gik han selv ud og tog plaster på i smug. Jeg bliver fucking sindssyg! Og sur, og vred når han trodser mig på den måde. 

 

(Til information så er plastre noget vi er begyndt at stoppe med at bruge herhjemme medmindre det er højest nødvendigt, da vi ikke kan få dem af ham igen uden 1-2 timers kamp) 

Og plaster situationen er bare en af mange, det er en kamp at få tøj på ham hver dag, få ham til at smage på aftensmaden, få ham til at forstå at han i nogle situationer skal have tålmodighed, og få ham til at forstå at han ikke skal afbryde når andre snakker.. han hører faktisk overhovedet ikke efter hvis I spørger mig, og hans ører fejler intet... 

Han er ikke udadreagerende, eller hidsig, han er bare utrolig vedholdende i en diskussion, accepterer ikke et nej, og trodser mig når beslutningen er taget. Og jeg har altid været "den strenge forælder" af mig og hans far, så det er ikke fordi jeg er nem at løbe om hjørner med eller få til at give efter.

 

Det er muligt mine hormoner raser derudaf, og det derfor er værre for mig pt end det ellers ville være. Men jeg er seriøst på randen til at tude hver gang jeg skal diskutere med ham, fordi han ikke forstår at jeg er den voksne og jeg bestemmer.

Jeg tror også det går ud over mit blodtryk, hver gang vi har haft sådan en tur bliver jeg voldsomt forpustet, mit hjerte banker derudaf og jeg får hovedpine. Hver gang jeg har været ved lægen har alt været fint. Jeg føler nærmest jeg er nødt til at låse mig inde et sted når jeg kan mærke det, for drengen stopper jo ikke bare fordi jeg nærmest bliver dårlig af at diskutere med ham, men simpelthen låse mig inde så jeg kan lukke det ude og falde ned igen, velvidende at vi ikke fik diskuteret færdig og han ikke forstår hvorfor jeg ikke vil være sammen med ham lige pludselig. Det hjælper ikke at sende ham på sit værelse og sige jeg lige skal ha lidt ro, han er tilbage 10-20 sekunder efter og starter diskussionen forfra.

Er der nogen der har nogle bud på hvad jeg kan gøre? Eller fortælle mig om det er normalt opførsel af en 5-årig at være så trodsig?  

Det lyder rigtig hårdt. Meget af det er selvfølgelig hans alder. Men det lyder til at der  er noget i jeres dynamik der er skævt. Jeg hæfter mig ved at du bruger ordet diskutere så mange gange. Jeg ville aldrig diskutere med en 5 årig. En 5 årig kan ikke forstå argumenter og det er synd hvis han overhovedet får den følelse, at der er noget at diskutere. Det gør netoo børn urolige og usikre og så forstærkes adfærden, en ond cirkel. Han skal roligt have din beslutning at vide. Han kan få en kort forklaring men ikke mere end det. Jeg tror ikke der er andet at gøre end at du inde i dig selv gør dig klart at du er den voksne og ved bedst. Så udstråler du det også bedre. Han skal mærke, at du hviller i dig selv og er rolig. Så mærker han tryghed og slapper af. Når han plager og bliver ved må du være vedholdende. Ikke skifte forklaring eller indgå i nye argumenter og svar. Hvis han ikke stiller sig tilfreds må du fortælle, at nu har du forklaret nok og fastholde det. Det besste trick i den alder er afledning. F.eks. Sige, jeg har lyst til at læse bog, vil du være med. Eller sætte dig og gå i gang med at tegne, støvsuge, lave mad etc. Tale med ham om det du gør. Ignorere hans gentagne spørgsmål om f.eks. Plaster, hvis han fortsætter så fortælle, nu har vi talt nok om det og så fortsætte etc.

håber du kan bruge mit svar til noget og tillykke med graviditeten:-)

Jeg bider også fast i, om der er alt for meget snak og forklaring og for lidt tydelig afslutning og eventuel konsekvens (uden diskussion, lange forklaringer og en masse ord). Jeg har også en pige med mange ord - og spørgsmål - hvis hun får lov vil hun diskutere detaljer i en uenighed til vi begge falder om. Så jeg lukker den - giver et kort og tydeligt svar og derpå siger jeg, at nu får hun ikke flere svar gentaget, for min beslutning ændrer sig ikke. Slut - og gerne sagt tydeligt og uden vrede eller irritation.

Konsekvenserne herhjemme er også ret enkle og falder prompte - hvis vi skal have tid til at læse to godnathistorier, skal du tage nattøj på nu, ellers bliver klokken for mange. Vil du have lov at cykle til børnehave, skal du komme i tøjet nu uden diskussion, så vi kan cykle i ro og mag, ellers må vi vente med at cykle til en anden dag, osv. Jeg afviger uendelig sjældent fra en beslutning, jeg er tydelig om hvem der træffer beslutningerne og jeg stiller kun et spørgsmål, hvis det er noget barnet reelt har indflydelse på/kan diskutere med mig.

Jeg er enige med de andre.

Og derudover så ud fra de eksempler du nævner, der tænker jeg at hvis han ikke vil smage på aftensmaden, så ok med det. Så spiser han det han kan spise og ellers spiser han ikke noget. En anden dag kan I prøve at servere det samme mad, som han ikke ville smage på, på en ny måde. Og så kan det være det efter nogle dage hvor han har set maden og set I spiser den, så vil han måske selv smage. Det hjælper intet at presse ham til at smage.

I forhold til tålmodighed, så er det nok svært for ham konkret at forstå hvad det vil sige. Og han kan kun lære det ved at øve sig i det.
F.eks. ved at I italesætter det hver gang I kan se det er svært for ham at vente på morgenmaden. Så må I sætte ord på, både på hans følelser og på hvorfor det tager langt tid. 

Nu har jeg også en datter, der gerne vil sætte spørgsmål til langt det meste, rigtig mange gange og hele tiden. Hun har testet min tålmodighed og mit temperament, som ingen andre før, og i en aldre af 8, skere det ind i mellem stadig.

Det er hverken rart eller sjovt.

Her virker korte sætninger og tydelige koncekvenser.

Iflg ik at vil smage på mad, har vi prøvet mange forskellige løsninger, da hun var mindre. Et eks på ik at ville spise aftensmaden, jamen så må du selv gå hen og finde et stk rugbrød også er der skrabet smør på, i stedet Eller havregryn uden sukker, med mælk. Kedeligt men mættede. Eller som nu, så må hun jo bare spise kartofler eller ris uden feks gryderet til, også lige gå ud selv og skrælde nogen gullerøder, hvis hun er mere sulten, for hun får feks heller ik lov til, bare at spise 8 kartofler. 

Hvis hun vil diskutere noget, som ik står til at ændre, siger jeg at nu er vi færdig med at snakke, og at hun endte ska gå væk eller også går jeg. Derefter svare jeg ikke mere på hendes spørgsmål. Jeg total ignorere hende, indtil hun skifter emne, hvorefter hun blir mødt med et stort smil og ros for at være kommet videre.

Og ellers ka jeg sagtens finde på, at lukke en diskution af med at sige, at ved du hvad det bestemmer jeg, for jeg er voksen og du er et barn. Så slut prut. Vh Stine