Min søn bliver 9 om lidt.
Jeg elsker ham ubeskriveligt højt og jeg fortæller ham det hver dag. Jeg krammer og kysser ham hver dag.
MEN det er så hamrende hårdt at være mor nogle gange.
Min søn fortæller mig dagligt imens at han er sur at han ikke kan lide mig, hader mig, ikke elsker mig, ville ønske han ikke havde mig som mor, at han vil have en anden mor osv osv osv.
Det er så hårdt at høre på. Nogle gange bryder jeg sammen, andre gange bliver jeg kamp vred, hæver stemmen, råber, ikke råber og andre gange som er de fleste siger jeg til ham roligt at jeg er ked af han siger sådan men at han har mig som mor og det kan ikke laves om og at jeg kan lide ham og elsker ham alligevel.
Andre gange har jeg prøvet at sige “skal vi gå i netto og finde en ny mor” for at prøve at vende den i sjov.
Jeg tror virkelig ikke han kan lide mig. Og jeg græder faktisk når jeg skriver dette.
Han bliver sur hver dag. Jeg har erfaret at når han spiller Playstation eller ser/spiller på ipad om morgenen, selvom det er efter han har spist morgen mad, børstet tænder, pakket taske og tøj på, bliver han sur når jeg beder ham slukke fordi vi skal gå. Jeg skal sige det 10-15 gange og til sidst bliver jeg sur, og derfor har jeg sagt at der ikke må spilles/ses ipad eller spille Playstation om morgenen.
Heller ikke Playstation/ipad inden senge tid.
Fordi han ikke vil slukke og bliver sur og mest fordi der plejer vi at læse bog synger og møs kram godnat imens jeg er der til han falder i søvn.
Han snakker utrolig grimt og bliver sur over alting faktisk, hvis det ikke passer ham.
Her er eksembler som gør ham sur:
Han skal i bad
Lave lektier efter skole
Nu er det senge tid
Hvis maden ikke passer ham
Hvis han får et nej
Hvis han ikke får det han vil have
Hvis tøjet driller
Osv.
Når han bliver sur, ender det ud i han taler grimt som beskrevet ovenover med hvor meget han hader mig og grimme ord som: kælling, idiot, dumme mor, lorte mor, grimme mor osv osv osv.
Til sidst bliver jeg hysterisk, ked, vred osv jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at stoppe ham.
Som konsekvens har jeg sagt at taler han grimt er der INGEN ipad eller Playstation resten ad dagen. Og sådan siger jeg hver gang. Så kan han finde på at lægge sig på sin seng med krydsede arme resten af dagen i surhed fordi han ikke må spille Playstation eller ipad og som han siger “han har ikke andet at lave”. 
Fx i morges spørger han mig “må jeg godt spille Playstation” jeg siger “nej ikke om morgenen”
Han bliver sur. Og dette surhed varede en time, lige til vi ramte skolen kl.7:55
Det tager hårdt og det ødelægger hele morgenen også for ham, han ender med at græde. Jeg fortæller ham jeg elsker ham og stadig kan li ham selvom dette sker men at jeg bliver gal og sur over dette skal være hver morgen og at jeg ikke orker denne ballade. .
Han kastede også med sit tøj fordi det drillede. Han ville ikke komme og få morgen mad.
Og sådan er det næsten hver morgen.
Hvad skal jeg gøre ? Har brug for noget hjælp og råd til hvad jeg gør forkert og hvad jeg ellers skal gøre ?
Hvilke konsekvenser skal dette have osv.
Jeg begynder at tro han virkelig ikke kan lide mig
Hilsen en ked mor
Jeg tænker, din dreng er stor nok til at du snakker med ham om det her.
Sæt dig med ham i fredstid og sig: Ved du hvad, jeg synes tingene går i hårdknude for os to for tiden. Jeg synes vi rigtig tit bliver uvenner over alle mulige småting, og det gør mig ked af det. Vil du ikke prøve at fortælle, hvordan du oplever det?
Og så lyt til ham. Jeg synes han lyder top-frustreret, jeg tror han føler, at han aldrig må noget som helst, og at "mor altid bestemmer det hele". Hør på, hvordan tingene ser ud fra hans synspunkt uden at dømme. Fx siger han måske: "Det er fordi jeg synes du altid råber, når jeg skal ud af døren" - så svar: "Og det gør dig ked af det?" Og ikke: "Jamen du kan da nok forstå, at når du nu ikke reagerer, når jeg har sagt det 25 gange, så...."
Måske kan I lave nogle regler i fællesskab om iPad og Playstation og hvad der nu ellers ofte bliver konfliktfyldt. Hvor I begge bliver hørt og I begge går på kompromis. Og blive enige om, hvad konsekvensen kunne være for ikke at følge reglerne.
Jeg tror nemlig, han er frustreret, fordi han ikke føler, han bliver lyttet til og taget alvorligt. Og det er ikke sikkert det er rigtigt, men derfor kan han jo godt føle det.
Når han bliver vred og siger de der grimme ting, så lad det ikke røre dig. Selvfølgelig hader han dig ikke og ønsker sig en ny mor - men han er otte år, og han er vred over, at han ikke får det som han vil have det. Sig til ham: "Jeg kan virkelig godt forstå, du bliver vred, du elsker jo at spille playstation, og så kommer jeg bare og stopper det! Det er træls, når tingene ikke bliver som man gerne vil have det!"
Det kan godt lyde lidt som om I er kørt fast i en rille i forhold til jeres kommunikation med hinanden, og det tænker jeg, at du, som den voksne, har ansvar for gøre op med, ved at ændre den måde du reagerer på ham på.
