Der er rod på første etage..

Hej med jer

Jeg har simpelthen rod i mit hoved lige i øjeblikket.. jeg føler mig egentlig ikke trist som sådan, men bliver ramt af en følelse af at kigge på mit liv udefra og synes det er lidt kedeligt. Misforstå mig ikke for jeg elsker min mand og vores børn. Jeg har et skønt job med stor frihedsgrad. Et dejligt hus, gode venner og familie tæt på. 
Jeg er i slutningen af 30’erne og oftere og oftere falder mine tanker på fortiden, og jeg får tit en følelse af, at jeg ikke satte nok pris på den tid hvor jeg var “ung” og havde alle muligheder. Det er ikke fordi jeg som sådan ville have gjort noget anderledes eller fortryder mine valg, men pludselig føles det som om at jeg ikke ville kunne vælge som, selv hvis jeg ønskede det.. jeg føler mig pludselig meget voksen.

Måske er det en midtvejskrise under opbygning? Er der andre der oplever eller har oplevet noget lignende? Går det over igen?

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg har simpelthen rod i mit hoved lige i øjeblikket.. jeg føler mig egentlig ikke trist som sådan, men bliver ramt af en følelse af at kigge på mit liv udefra og synes det er lidt kedeligt. Misforstå mig ikke for jeg elsker min mand og vores børn. Jeg har et skønt job med stor frihedsgrad. Et dejligt hus, gode venner og familie tæt på. 
Jeg er i slutningen af 30’erne og oftere og oftere falder mine tanker på fortiden, og jeg får tit en følelse af, at jeg ikke satte nok pris på den tid hvor jeg var “ung” og havde alle muligheder. Det er ikke fordi jeg som sådan ville have gjort noget anderledes eller fortryder mine valg, men pludselig føles det som om at jeg ikke ville kunne vælge som, selv hvis jeg ønskede det.. jeg føler mig pludselig meget voksen.

Måske er det en midtvejskrise under opbygning? Er der andre der oplever eller har oplevet noget lignende? Går det over igen?

Jeg har oplevet det meget også. Og specielt herunder corona krisen. Corona lockdown gør virkelig bare ikke noget godt for ens psyke. 
Jeg er sikker på det går over igen når ens hverdag bliver mere normal igen. 

Anonym skriver:

Jeg har oplevet det meget også. Og specielt herunder corona krisen. Corona lockdown gør virkelig bare ikke noget godt for ens psyke. 
Jeg er sikker på det går over igen når ens hverdag bliver mere normal igen. 

Ja det har du måske ret i. Jeg synes bare det er virkelig hårdt og føler at det nogle gange hæmmer mig i at nyde det jeg har.. og så får jeg følelsen af, at det er et lidt kedeligt liv og at jeg hellere ville rejse, uddanne mig, forelske mig osv. For jeg kan jo også mærke at jeg er en anden i dag end tidligere - mere forsigtig, mere kedelig, mindre interesseret i nye mennesker. Jeg finder mig selv på sofaen med mobilen i hånden og sidder og drømmer om alt muligt, men gør alligevel ikke en pind ved det, og så bliver jeg endnu mere træt af mig selv og det hele..

Anonym skriver:

Ja det har du måske ret i. Jeg synes bare det er virkelig hårdt og føler at det nogle gange hæmmer mig i at nyde det jeg har.. og så får jeg følelsen af, at det er et lidt kedeligt liv og at jeg hellere ville rejse, uddanne mig, forelske mig osv. For jeg kan jo også mærke at jeg er en anden i dag end tidligere - mere forsigtig, mere kedelig, mindre interesseret i nye mennesker. Jeg finder mig selv på sofaen med mobilen i hånden og sidder og drømmer om alt muligt, men gør alligevel ikke en pind ved det, og så bliver jeg endnu mere træt af mig selv og det hele..

Jeg kan sagtens relaterer til hvad du skriver. Lige bortset fra det med forhold for det har jeg ikk noget af. Men igen. Tror simpelthen det er fordi man er ved at få corona kuller. 

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens relaterer til hvad du skriver. Lige bortset fra det med forhold for det har jeg ikk noget af. Men igen. Tror simpelthen det er fordi man er ved at få corona kuller. 

Tusind tak for dit input. Det er helt rart at vide at det ikke bare er mig der er blevet skør eller er utaknemmelig. Jeg gad godt vide hvorfor det opstår og hvad man kan gøre ved det

Anonym skriver:

Tusind tak for dit input. Det er helt rart at vide at det ikke bare er mig der er blevet skør eller er utaknemmelig. Jeg gad godt vide hvorfor det opstår og hvad man kan gøre ved det

Tror simpelthen at det opstår fordi vi som mennesker er flokdyr og samtidig vant til vores frihed. Men efter det her lockdown. Så er vi blevet “spærret” inde og sat i en form for burer. Det sætter nogle ting igang oppe i hovedet på os. 
Hørte idag at der faktisk er rigtig mange der er blevet ramt meget psykisk på alt det her idag. Specielt de unge er hårdest ramt. Og det giver jo god mening da det også er dem det er fjernet mest fra deres hverdag i form af venner og sport osv. 

Jeg tror altså også det kan være at alt er blevet hverdag. Når man har det godt, tingene kører, der er ikke de store kriser. Så er tingene ikke så spændende. Altså forstået sådan at så er der ikke de store udsving i følelseregisteret. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Og så er det jo sådan at fortiden godt kan få et lidt gyldent og nostalgisk skær, særligt når det er kommet på afstand.

Jeg er selv i slutningen af 30'erne og kan godt savne da jeg var i starten af 20'erne. Fede fester, sås med mine veninder ugentlig, vi var 4 tøser sådan lidt sex and the city agtig. Nu ses vi ikke lige så tit, der er børn og kærester inde i billedet og 1000 hverdagsting man skal. Meeen hvis jeg tænker godt efter, så var det ikke kun glamourøst dengang. Der var også masser af usikkerhed, utilfredshed med mig selv og problemer med kærligheden.

Tror bare man må prøve at skabe nogle spændende øjeblikke selv. Og mærke efter hvor mange dejlige ting der er i ens liv lige nu. Selv om det selvfølgelig kan være lidt udfordrende lige nu

Kir skriver:

Jeg tror altså også det kan være at alt er blevet hverdag. Når man har det godt, tingene kører, der er ikke de store kriser. Så er tingene ikke så spændende. Altså forstået sådan at så er der ikke de store udsving i følelseregisteret. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Og så er det jo sådan at fortiden godt kan få et lidt gyldent og nostalgisk skær, særligt når det er kommet på afstand.

Jeg er selv i slutningen af 30'erne og kan godt savne da jeg var i starten af 20'erne. Fede fester, sås med mine veninder ugentlig, vi var 4 tøser sådan lidt sex and the city agtig. Nu ses vi ikke lige så tit, der er børn og kærester inde i billedet og 1000 hverdagsting man skal. Meeen hvis jeg tænker godt efter, så var det ikke kun glamourøst dengang. Der var også masser af usikkerhed, utilfredshed med mig selv og problemer med kærligheden.

Tror bare man må prøve at skabe nogle spændende øjeblikke selv. Og mærke efter hvor mange dejlige ting der er i ens liv lige nu. Selv om det selvfølgelig kan være lidt udfordrende lige nu

Ja det er lige præcis det - man har jo en tendens til at glemme at det heller ikke altid var guld og grønne skove dengang, og samtidig så er der også ting jeg nok ville have tacklet anderledes med den viden jeg har i dag.

Måske er det også følelsen af, at jeg faktisk ikke helt kan kende årene fra hinanden efterhånden, hvor der i mine yngre dage, var afgrænsede perioder - gymnasie, uni, rejser,bryllup,børn mm. Nu er det børnenes milepæle der gælder og tæller, men selvom jeg glædes over det, så føles det bare som om det er for tidligt i livet til, at der ikke sker noget spændende for mig. Pludselig er det sådan noget med, at vi har fået ny bil, nye havemøbler eller smagt en ny gin.. det er sådan nogle trivielle ting, som jeg i bund og grund er fuldstændig ligeglad med. Jeg får sådan en følelse af, at det er svært at mærke efter hvad jeg gerne vil, for 1. alt det fra ungdommen vil jeg jo i bund og grund ikke bytte med familielivet, og 2. hvis jeg skulle tænke vildt, så ville det være sådan noget med at tage familien med på jordomrejse, og det har vi ikke økonomi til, og min mand er heller ikke backpack typen, og så bliver det alle begrænsningerne der kommer i fokus, hvilket egentlig bare forstærker følelsen jeg startede med - melankoli

Anonym skriver:

Tror simpelthen at det opstår fordi vi som mennesker er flokdyr og samtidig vant til vores frihed. Men efter det her lockdown. Så er vi blevet “spærret” inde og sat i en form for burer. Det sætter nogle ting igang oppe i hovedet på os. 
Hørte idag at der faktisk er rigtig mange der er blevet ramt meget psykisk på alt det her idag. Specielt de unge er hårdest ramt. Og det giver jo god mening da det også er dem det er fjernet mest fra deres hverdag i form af venner og sport osv. 

Jeg tror du har ret i, at vi får en samfundsmæssig opgave med at tackle mistrivsel - både unge og ældres. Det er skræmmende at tænke på, hvor omfattende konsekvenserne kan blive - også ift behov for fysisk kontakt. Der må være mange, som ikke har fået knus og kram i evigheder og hvordan starter man op på det igen, hvis det først er forsvundet i den givne relation? Der er jeg heldigvis ikke og jeg har masser i mit liv at glædes over, jeg føler bare jeg er lidt handlingslammet på at gøre noget. Det er som om det hele bliver oppe i hovedet, og det virker ikke som om at det er en ret god strategi for mig

Anonym skriver:

Jeg tror du har ret i, at vi får en samfundsmæssig opgave med at tackle mistrivsel - både unge og ældres. Det er skræmmende at tænke på, hvor omfattende konsekvenserne kan blive - også ift behov for fysisk kontakt. Der må være mange, som ikke har fået knus og kram i evigheder og hvordan starter man op på det igen, hvis det først er forsvundet i den givne relation? Der er jeg heldigvis ikke og jeg har masser i mit liv at glædes over, jeg føler bare jeg er lidt handlingslammet på at gøre noget. Det er som om det hele bliver oppe i hovedet, og det virker ikke som om at det er en ret god strategi for mig

Nemlig. Specielt det med kram og kontakt er rigtig hårdt. Specielt for sådan en som mig der samtidig er single. Jeg har ikk lige en mand at putte mig op af om aftenen. Så hudsulten den mærkes altså. Ikke seksuelt selvfølgelig. Men bare det at mærke et andet menneske tæt på. 

Danmark psykiatri kommer til at være overbelastet snart. For folk mistrives virkelig voldsomt.