5-årig: jeg vil dø / jeg er en idiot

min dreng på lige knapt 6 er en sød og følsom dreng. Han kan være lidt strid overfor storesøster, men det er vel som søskende er. Vi får at vide fra BH at han er sød, velopdragen & vellidt.

Når vi kigger på vennekredsen, så opdrager vi mere striks end de andre, men vi er kærlige, taler aldrig grimt til børnene & forsøger at snakke meget med dem når tingene går galt.

Han er flere gange kommet med nogle vilde statements som fx “jeg er dum”, “jeg vil dø” & senest i går “jeg synes jeg er en idiot”. Det er nok sket 5-6 gange indenfor det seneste år. Det sker IKKE lige i en konflikt, men kommer typisk stille og roligt. Han har også en tendens til at ville slå på sig selv. Han får at vide at man ikke må slå, heller ikke på sig selv.

Jeg har hver gang forsøgt at snakke med ham om hvorfor han siger sådan, om der er andre der har sagt de ting, men han siger det kun er ham selv, der kommer ikke rigtig en forklaring. 

Jeg kan ikke huske specifikt de andre gange, men i går var der en sag i børnehaven hvor han skubbede til et andet barn, som så faldt og slog sig. Vi snakkede det grundigt igennem, fik forklaret ham at det slet ikke var ok. Han blev ret ked af det, selvom vi ikke skældte ud, decideret sagde at vi ikke var sure, men bare ville vide hvad der var sket.

En time senere under aftensmaden hvisker han så til mig at han synes han er en idiot. 

Min mand og jeg er simpelthen i tvivl om det er “rigtigt” - altså føler han reelt sådan (og hvis ja, hvor kommer det dog fra?) og bø vi søge hjælp?

Eller

KAN en 5-årig være udspekuleret nok til at have spottet at han får en masse opmærksomhed/kærlighed når han siger sådanne ting?

Jeg synes det lyder som en dreng med et ret lavt selvværd. Det ville jeg klart arbejde med. Drop alt det der ros med du er god til xxxx , nej hvor er den flot osv... 

anerkend ham for den han er. “Jeg er så glad for du ville hjælpe mig” “du er en god ven” osv.

Anonym skriver:

min dreng på lige knapt 6 er en sød og følsom dreng. Han kan være lidt strid overfor storesøster, men det er vel som søskende er. Vi får at vide fra BH at han er sød, velopdragen & vellidt.

Når vi kigger på vennekredsen, så opdrager vi mere striks end de andre, men vi er kærlige, taler aldrig grimt til børnene & forsøger at snakke meget med dem når tingene går galt.

Han er flere gange kommet med nogle vilde statements som fx “jeg er dum”, “jeg vil dø” & senest i går “jeg synes jeg er en idiot”. Det er nok sket 5-6 gange indenfor det seneste år. Det sker IKKE lige i en konflikt, men kommer typisk stille og roligt. Han har også en tendens til at ville slå på sig selv. Han får at vide at man ikke må slå, heller ikke på sig selv.

Jeg har hver gang forsøgt at snakke med ham om hvorfor han siger sådan, om der er andre der har sagt de ting, men han siger det kun er ham selv, der kommer ikke rigtig en forklaring. 

Jeg kan ikke huske specifikt de andre gange, men i går var der en sag i børnehaven hvor han skubbede til et andet barn, som så faldt og slog sig. Vi snakkede det grundigt igennem, fik forklaret ham at det slet ikke var ok. Han blev ret ked af det, selvom vi ikke skældte ud, decideret sagde at vi ikke var sure, men bare ville vide hvad der var sket.

En time senere under aftensmaden hvisker han så til mig at han synes han er en idiot. 

Min mand og jeg er simpelthen i tvivl om det er “rigtigt” - altså føler han reelt sådan (og hvis ja, hvor kommer det dog fra?) og bø vi søge hjælp?

Eller

KAN en 5-årig være udspekuleret nok til at have spottet at han får en masse opmærksomhed/kærlighed når han siger sådanne ting?

For mig lyder det som en dreng, der har følelswr ad dårlig samvittighed, og som ikke ved hvordan han får det bearbejdet på en ordentlig måde, så han kan slippe det og komme videre. Synes ikke det lyder meget anderledes end vi voksne kan have det, han har nok bare ikke andre måder at sætte ord på det på. Hjælp ham med at finde ud af hvordan man kommer videre fra skyldfølelsen. Han ved det ikke er okay, han har gjort noget forkert, han er ked af det, men hvordan bearbejder han det og slipper skyldfølelsen, og bliver sin glade jeg igen?

En ting er at han siger han er dum og en idiot, men at han siger han vil dø, det får mine advarselslamper til at lyse. Især hvis han siger det alvorligt og roligt. Det er altså ikke normalt. Jeg ville søge noget professionel hjælp, det ville jeg ikke føle jeg selv kunne håndtere. Jeg har ikke selv så store børn, så ved desværre ikke hvordan man gør, om det er egen læge eller hvordan.

Missyou skriver:

Jeg synes det lyder som en dreng med et ret lavt selvværd. Det ville jeg klart arbejde med. Drop alt det der ros med du er god til xxxx , nej hvor er den flot osv... 

anerkend ham for den han er. “Jeg er så glad for du ville hjælpe mig” “du er en god ven” osv.

Det synes jeg da også umiddelbart vi gør, men måske ikke nok?

Anonym skriver:

For mig lyder det som en dreng, der har følelswr ad dårlig samvittighed, og som ikke ved hvordan han får det bearbejdet på en ordentlig måde, så han kan slippe det og komme videre. Synes ikke det lyder meget anderledes end vi voksne kan have det, han har nok bare ikke andre måder at sætte ord på det på. Hjælp ham med at finde ud af hvordan man kommer videre fra skyldfølelsen. Han ved det ikke er okay, han har gjort noget forkert, han er ked af det, men hvordan bearbejder han det og slipper skyldfølelsen, og bliver sin glade jeg igen?

Jeg håber du har ret, for det er jo den mest uskyldige forklaring på det. Og det skal da siges han har lidt svært med det med følelser - altså storesøster er som en åben bog, mens han på overfladen kan virke ligeglad, men hvis man så kratter længe nok, så kommer der pludselig noget andet frem, og han er ofte inderst inde utroligt påvirket af diverse situationer 

Kir skriver:

En ting er at han siger han er dum og en idiot, men at han siger han vil dø, det får mine advarselslamper til at lyse. Især hvis han siger det alvorligt og roligt. Det er altså ikke normalt. Jeg ville søge noget professionel hjælp, det ville jeg ikke føle jeg selv kunne håndtere. Jeg har ikke selv så store børn, så ved desværre ikke hvordan man gør, om det er egen læge eller hvordan.

Ja det virker lidt ekstremt på os voksne, men samtidig har jeg svært ved at vurdere om han egentlig er klar over hvad han siger, han kender ikke nogen der er døde. 

Ja det virker lidt ekstremt på os voksne, men samtidig har jeg svært ved at vurdere om han egentlig er klar over hvad han siger, han kender ikke nogen der er døde. 

Vi har tre drenge. 
den ene kan også finde på at sige at han vil dø, han er dum osv.

jeg ser en klar sammenhæng mellem at han har svært ved at udtrykke følelser og hans vilde udsagn. Det er hans måde at fortælle os på at han er ked af det, frustreret eller hvad situationen nu er. Han siger det dog aldrig når “konflikten” er slut. Det er typisk i en konflikt.

Min drengs grundstemning er god - altså han er glad. hvordan er din drengs grundstemning? 

har I givet ham meget opmærksomhed og nærhed osv. når han har sagt at han vil dø.
For det handler nok ikke om udspekulerethed men om en strategi. Så måske har han fået den her kedelige strategi fordi han kan se at han får store reaktioner af Jer eller en masse nærhed og opmærksomhed. 
vi har taklet det ved ikke at gøre alt for meget ud af det - hvis han siger jeg vil dø, kunne jeg sige at så ville jeg savne ham for meget og derefter spørger ham om han siger det fordi han er frustreret over storbror? (Eller hvad nu optakten kan have været)

Idag kan han stadig sige det i ny og næ men slet ikke i samme grad og nu kan han bruge ord som frustreret. Han er ligesom din dreng en følsom dreng. Så han går med mange følelser uden at kunne sætte ord på dem. Hvis jeres dreng er sådan så hjælp ham med at sætte ord på følelser.

vi har også givet ham en del kvalitetstid og alenetid, så han ikke skulle søge den ved de her lidt vilde udsagn. 

Hvad siger han når I spørger ham hvorfor han siger sådan? altså fx da han hviskede at han er en idiot. Kan han fortælle hvorfor han siger det? Hvis ikke så hjælp ham og prøv at sige hvorfor I tror han siger det og spørger ham om det er rigtigt. Fx Siger du det fordi du kom til at slå drengen tidligere. Er det rigtigt forstået? Hvis han siger ja ville jeg sige noget I retning med “så må du da virkelig have været sur/frustreret/ked af det. Var du det? Så er det hans følelser I taler ind i I stedet for det faktum at han har slået eller skubbet. 

Vi har tre drenge. 
den ene kan også finde på at sige at han vil dø, han er dum osv.

jeg ser en klar sammenhæng mellem at han har svært ved at udtrykke følelser og hans vilde udsagn. Det er hans måde at fortælle os på at han er ked af det, frustreret eller hvad situationen nu er. Han siger det dog aldrig når “konflikten” er slut. Det er typisk i en konflikt.

Min drengs grundstemning er god - altså han er glad. hvordan er din drengs grundstemning? 

har I givet ham meget opmærksomhed og nærhed osv. når han har sagt at han vil dø.
For det handler nok ikke om udspekulerethed men om en strategi. Så måske har han fået den her kedelige strategi fordi han kan se at han får store reaktioner af Jer eller en masse nærhed og opmærksomhed. 
vi har taklet det ved ikke at gøre alt for meget ud af det - hvis han siger jeg vil dø, kunne jeg sige at så ville jeg savne ham for meget og derefter spørger ham om han siger det fordi han er frustreret over storbror? (Eller hvad nu optakten kan have været)

Idag kan han stadig sige det i ny og næ men slet ikke i samme grad og nu kan han bruge ord som frustreret. Han er ligesom din dreng en følsom dreng. Så han går med mange følelser uden at kunne sætte ord på dem. Hvis jeres dreng er sådan så hjælp ham med at sætte ord på følelser.

vi har også givet ham en del kvalitetstid og alenetid, så han ikke skulle søge den ved de her lidt vilde udsagn. 

Hvad siger han når I spørger ham hvorfor han siger sådan? altså fx da han hviskede at han er en idiot. Kan han fortælle hvorfor han siger det? Hvis ikke så hjælp ham og prøv at sige hvorfor I tror han siger det og spørger ham om det er rigtigt. Fx Siger du det fordi du kom til at slå drengen tidligere. Er det rigtigt forstået? Hvis han siger ja ville jeg sige noget I retning med “så må du da virkelig have været sur/frustreret/ked af det. Var du det? Så er det hans følelser I taler ind i I stedet for det faktum at han har slået eller skubbet. 

 

Det giver rigtig god mening det du skriver, nu jeg har læst og tænkt over de forskellige svar i dene tråd, er det nok også det jeg tror mest på. 

Hans grundstemning synes jeg for det meste er god. Vi har tidligere døjet med at han slog meget (3-4år), da det stoppede blev han stadig ofte utrolig vred/sur/fornærmet og “ville ALDRIG mere være venner” osv. Det er nok aftaget ret meget det sidste halve års tid, så det kan være det ca passer med tidsrammen for hvornår han er begyndt med sine statements. 

Når det er sket, har jeg bare spurgt hvorfor han siger det, om andre har sagt det til ham eller om ham. Hans forklaring er bare “det vil/synes jeg bare”, han virker ikke ked af det imens. Sidst han sagde han ville dø forsøgte jeg at forklare at så ville vi jo blive kede af det, men det “var han da ligeglad med”. 

Jeg synes ikke umiddelbart jeg har gjort et kæmpe nummer ud af disse situationer, min mand og jeg har talt en del om det indbyrdes, for at finde frem til om vi gør noget forkert. Og jeg føler da også han får masser af opmærksomhed/nærhed til hverdag, men det kan selvfølgelig være han har et ekstra behov i de situationer hvor noget er gået galt.

Super ide med at hjælpe ham med at sætte ord på følelserne, tror det vil hjælpe rigtig meget.