Frustreret over dårlig relation til datter

Jeg vil svare dig med udgangspunkt i mine egne oplevelser med min mor da jeg var teenager - måske kan du bruge det til noget.

Da jeg blev teenager fik jeg et uforklarligt "had" til min mor. Det lyder voldsomt, men det føltes sådan. Jeg var SÅ sur og vred på hende, syntes hun var absurd irriterende og bare uudholdelig. Nu kan jeg godt se at det der var på spil måske "bare" var almindeligt for en teenager, men det var nogen meget voldsomme år, og vores forhold er stadig usikkert, og mine gamle følelse kan sagtens komme op i mig igen. Det er meget smertefuldt ikke at have et forhold til min mor hvor jeg fx har lyst til at ringe til hende og fortælle ting; det vil jeg faktisk ikke. Det skammer jeg mig over.

Det jeg husker mest om min mor fra den tid var, at hun var afvisende. Jeg ville jo gerne have hendes opmærksomhed, men hun var sur, skældte ud og ignorerede mig. Jeg tror hun har følt sig helt magtesløs, ligesom du fortæller. Når jeg ind imellem havde lysten til at snakke rigtigt med hende, så ville hun ikke. Jeg kan huske at jeg engang ringede til kommunen og spurgte om vi kunne få noget hjælp, og vi fik mulighed for at snakke med en terapeut. På vejen hjem derfra var det første min mor sagde : "Det der, det kan du godt glemme. Jeg skal fandme ikke være en eller anden sag oppe på kommunen!" Og så gik hun fra mig, midt på gaden. En gang havde jeg en episode hvor jeg havde drukket mig fuld med en veninde. Vi blev kørt hjem af politiet, og jeg var syg og dårlig - det var skrækkeligt. Min mor snakkede ikke til mig i 14 dage, ignorerede mig totalt. Da jeg som 14- årig blev taget for butikstyveri gjorde hun det samme. 

Jeg ved godt at mine handlinger var over grænsen, men jeg har siden tænkt at det jo var min mor der var den voksne. Og som min mor var hendes opgave at hjælpe, lytte og støtte - selv hvis hun vidste jeg ville afvise hende. Som forælder må man ikke give op på sine børn, uanset hvor urimeligt de opfører sig. Jeg har altid følt mig afvist af min mor.

Det jeg prøver at sige er, at jeg tror din datter har brug for at vide at du er der, ligemeget hvor vred hun er på dig. Selvom hun kalder dig de værste ting, så er det stadig trygt at komme til dig bagefter. Hun tester dine grænser, og hun skal opdage at der er grænser for acceptabel opførsel, men ikke for hvor meget du elsker hende og accepterer hende. På et tidspunkt er hun ikke teenager mere, og jeres forhold vil sandsynligvis blive rigtig godt igen.

Du er voksen - hun er skrupforvirret og usikker.  

Jeg håber I finder hinanden!

Anonym skriver:

jeg er SÅ frustreret i forhold til min 13 årige datter . Hendes far og jeg blev skilt for 6 år siden og vi har en 7/7 ordning. Vi har hver især fået ny kæreste og barn. Når vi ikke er sammen så savner hun mig og sender store kærlighedserklæringer, men når vi er sammen så tørne vi konstant mod hinanden og vi kan slet ikke kommunikere sammen. Hun er konstant vred på mig, råber og skiger og tager hårdt fat i sin lillesøster på 3 år ,  er provokerende og vil slet ikke snakke med mig. Hun lukker helt i. Og det er rent ud sagt et helvede at have hende her. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre for jeg bliver så enormt vred på hende ( hvilket jeg godt ved ikke hjælper). Vores relation bliver dårligere og dårligere og jeg er magtesløs nu. Hendes far og jeg fik hendes lillesøster da hun var 18 måneder og hun har derfor altid været mere knyttet til sin far. 

hvordan får jeg tacklet det her? Jeg er så

ked af det det virker som om at alt hvad far gør og siger har magt i hendes hovede. Mor er hele tiden forkert. 
jeg ville ønske vi havde et tættere mor datter forhold. 
Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre? 

Som jeg læser det har du fået to børn tæt på hinanden. Dvs. Hun har fra meget ung alder skulle dele opmærksomhed med lillesøster. 
herudover har hun nu også en lillesøster på 3 år, som så kommer i centrum og har dig fuldtid.

Groft sagt kan hun måske sidde med en følelse af  at hun, ikke har været/er i fokus hos dig. Og det mindes hun om hver gang i ses. + teenhormoner.

Jeg tænker ikke I behøver starte med terapi. Men skaf sig noget tid koncentreret med hende UDEN lillesøster og papfar. Få vist interesse og lær hinanden at kende. En nær relation kommer ikke serveret, men udvikler sig på baggrund af nysgerrige spørgsmål og alenetid sammen osv.

Jeg krydser fingre  

Hjemmegaaende skriver:

Kontakt familiehuset i din kommune - måske de kan hjælpe - i kan få 3 gratis samtaler der

Er det noget terapi? 

Anonym skriver:

Hvad med at tage en overnatning/låne et sommerhus med din datter så hun har dig 100% og har din fulde opmærksomhed.

Det var en god ide. 

nemisis skriver:

Altså hun er jo 13 år, så jeg tænker godt du kan gå en god tur med hende alene og så tale med hende om, hvordan du oplever det når i er sammen, at du savner jeres gode relation og rigtig gerne vil høre hende hvad hun tænker om tingene så i sammen kan prøve at finde tilbage til hinanden. Tag udgangspunkt i at kærligheden er der, og at i sammen skal finde en måde at kommunikere lige så kærligt når i er sammen, som når i ikke er.

Jeg håber i får jer en god snak

Det er forsøgt. Hun lukker helt sf. Desværre 

Unicorn1 skriver:

Jamen der var to årsager.. 

1. Min kærlighed til ham gjorde, at jeg prøvede at skubbe ham væk, fordi jeg var bange for at blive såret igen (vi har haft nogle problemer, hvor jeg blev såret, og så har jeg en forsvarsmekanisme der gør, at jeg skubber folk, der betyder meget for mig, væk).. 

2. Når jeg tænkte på ham, så tænkte jeg på den her glade og fjollede kærlige mand, som altid havde overskud til alt min negative energi under min depression, men i virkeligheden var han begyndt at snerre lidt og have mindre overskud, og det tænkte jeg åbenbart ubevidst på, når jeg så ham.. Og så blev jeg sur og irriteret på ham.. En af hans grunde til irritation og snerren var så, at jeg skubbede ham væk, og han var bange for at miste mig.. 

Så jeg arbejder lige pt. på, at jeg åbner mig for ham og lukker ham ind i stedet for at skubbe ham væk.. Og det har bestemt også hjulpet på hans humør, så han er ved at "blive sig selv", og vores forhold er blevet meget bedre på kort tid.. 

Og det er sådan noget, jeg tænker om der sker mellem dig og din datter.. At du måske ubevidst gør noget/har ændret dig, og hun så ubevidst bliver irriteret på dig, fordi du så ikke "lever op til hendes forventninger".. Dermed ikke sagt, at det er din skyld overhovedet.. Men vi ændrer os jo alle sammen hele tiden, og nogle gange har vi brug for en professionels hjælp til at indse, at vi måske er blevet en smule negative, stressede eller noget i vores ord/tone/kropssprog

Tak fordi du tog dig tid til at forklare . Det gav mig lidt tanker. Måske deT handler om mit stress forløb. Har været sygemeldt i et år med stress og mit overskud har været minimalt . 

Tænker det er meget normalt at piger har problemer med deres mor i teenageårene. Det lyder meget som om de fleste går igennem en periode hvor de nærmest hader deres børn og der er enorm mange konflikter. Jeg havde det selv, og min bror havde det med vores far. Så jeg tænker ikke det er en unormal opførsel af en trettenårig. 

Men nu hun er delebarn i en 7/7 ordning ( som jeg tænker gør det svært at bearbejde et savn og samtidig gør det svært at lande ordentligt i den uge hun er der) - så tænker jeg du skal prioriterer alenetid med hende. Nu har jeg lidt svært ved at læse hvor mange børn du har, men fx at reserverer et par timer søndag eftermiddag til hende fast ( hvor det kun er jer to) ville jeg sige var godt givet ud. Måske I kan tale lidt om konflikterne, måske det hele bliver lidt nemmere når hun får en fast tid alene med mor. 
Men hun er tretten, så en stille og rolig snak på en cafe ( når de åbner) tænker jeg burde være muligt. 

Anonym skriver:

Tak fordi du tog dig tid til at forklare . Det gav mig lidt tanker. Måske deT handler om mit stress forløb. Har været sygemeldt i et år med stress og mit overskud har været minimalt . 

Det kan sagtens være.. Det kan også være, at de andre har ret i, at hun bare er normal teenager, selvom jeg dog aldrig selv har oplevet det - heller ikke hos mine venner, at de har det sådan med deres mor.. 

Men uanset hvad, så kan terapi da aldrig skade