Frustreret over dårlig relation til datter

jeg er SÅ frustreret i forhold til min 13 årige datter . Hendes far og jeg blev skilt for 6 år siden og vi har en 7/7 ordning. Vi har hver især fået ny kæreste og barn. Når vi ikke er sammen så savner hun mig og sender store kærlighedserklæringer, men når vi er sammen så tørne vi konstant mod hinanden og vi kan slet ikke kommunikere sammen. Hun er konstant vred på mig, råber og skiger og tager hårdt fat i sin lillesøster på 3 år ,  er provokerende og vil slet ikke snakke med mig. Hun lukker helt i. Og det er rent ud sagt et helvede at have hende her. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre for jeg bliver så enormt vred på hende ( hvilket jeg godt ved ikke hjælper). Vores relation bliver dårligere og dårligere og jeg er magtesløs nu. Hendes far og jeg fik hendes lillesøster da hun var 18 måneder og hun har derfor altid været mere knyttet til sin far. 

hvordan får jeg tacklet det her? Jeg er så

ked af det det virker som om at alt hvad far gør og siger har magt i hendes hovede. Mor er hele tiden forkert. 
jeg ville ønske vi havde et tættere mor datter forhold. 
Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre? 

Anonym skriver:

jeg er SÅ frustreret i forhold til min 13 årige datter . Hendes far og jeg blev skilt for 6 år siden og vi har en 7/7 ordning. Vi har hver især fået ny kæreste og barn. Når vi ikke er sammen så savner hun mig og sender store kærlighedserklæringer, men når vi er sammen så tørne vi konstant mod hinanden og vi kan slet ikke kommunikere sammen. Hun er konstant vred på mig, råber og skiger og tager hårdt fat i sin lillesøster på 3 år ,  er provokerende og vil slet ikke snakke med mig. Hun lukker helt i. Og det er rent ud sagt et helvede at have hende her. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre for jeg bliver så enormt vred på hende ( hvilket jeg godt ved ikke hjælper). Vores relation bliver dårligere og dårligere og jeg er magtesløs nu. Hendes far og jeg fik hendes lillesøster da hun var 18 måneder og hun har derfor altid været mere knyttet til sin far. 

hvordan får jeg tacklet det her? Jeg er så

ked af det det virker som om at alt hvad far gør og siger har magt i hendes hovede. Mor er hele tiden forkert. 
jeg ville ønske vi havde et tættere mor datter forhold. 
Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre? 

Mit forslag er noget terapi ala parterapi men hvor det bare er dig og datter.. Det kunne godt tyde på, at hun har nogle frustationer, som hun måske ikke er helt klar over, men som kommer frem, når hun ser dig.. Og en terapeut ville kunne hjælpe med at få dem frem, tænker jeg.. 

Nu tager jeg lige udgangspunkt i mig selv og kæresten.. Men jeg savnede også min kæreste helt vildt, når jeg ikke så ham.. Kunne virkelig sende de største kærlighedserklæringer til ham.. Men når jeg så så ham, så blev jeg irriteret med det samme uden at vide hvorfor.. Min psykolog fandt så ud af, hvad der var galt, og jeg er i gang med at arbejde på det nu.. Men her tænker jeg, om din datter måske har "samme problem" 

Unicorn1 skriver:

Mit forslag er noget terapi ala parterapi men hvor det bare er dig og datter.. Det kunne godt tyde på, at hun har nogle frustationer, som hun måske ikke er helt klar over, men som kommer frem, når hun ser dig.. Og en terapeut ville kunne hjælpe med at få dem frem, tænker jeg.. 

Nu tager jeg lige udgangspunkt i mig selv og kæresten.. Men jeg savnede også min kæreste helt vildt, når jeg ikke så ham.. Kunne virkelig sende de største kærlighedserklæringer til ham.. Men når jeg så så ham, så blev jeg irriteret med det samme uden at vide hvorfor.. Min psykolog fandt så ud af, hvad der var galt, og jeg er i gang med at arbejde på det nu.. Men her tænker jeg, om din datter måske har "samme problem" 

 

Tak for dit skriv. Det lyder som en god plan med noget terapi. Men hvad Søren kan man gøre i mellemtiden. Hvad endte din psykolog med at komme frem til var årsagen? 

Kontakt familiehuset i din kommune - måske de kan hjælpe - i kan få 3 gratis samtaler der

Anonym skriver:

jeg er SÅ frustreret i forhold til min 13 årige datter . Hendes far og jeg blev skilt for 6 år siden og vi har en 7/7 ordning. Vi har hver især fået ny kæreste og barn. Når vi ikke er sammen så savner hun mig og sender store kærlighedserklæringer, men når vi er sammen så tørne vi konstant mod hinanden og vi kan slet ikke kommunikere sammen. Hun er konstant vred på mig, råber og skiger og tager hårdt fat i sin lillesøster på 3 år ,  er provokerende og vil slet ikke snakke med mig. Hun lukker helt i. Og det er rent ud sagt et helvede at have hende her. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre for jeg bliver så enormt vred på hende ( hvilket jeg godt ved ikke hjælper). Vores relation bliver dårligere og dårligere og jeg er magtesløs nu. Hendes far og jeg fik hendes lillesøster da hun var 18 måneder og hun har derfor altid været mere knyttet til sin far. 

hvordan får jeg tacklet det her? Jeg er så

ked af det det virker som om at alt hvad far gør og siger har magt i hendes hovede. Mor er hele tiden forkert. 
jeg ville ønske vi havde et tættere mor datter forhold. 
Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre? 

Hvad med at tage en overnatning/låne et sommerhus med din datter så hun har dig 100% og har din fulde opmærksomhed.

Altså hun er jo 13 år, så jeg tænker godt du kan gå en god tur med hende alene og så tale med hende om, hvordan du oplever det når i er sammen, at du savner jeres gode relation og rigtig gerne vil høre hende hvad hun tænker om tingene så i sammen kan prøve at finde tilbage til hinanden. Tag udgangspunkt i at kærligheden er der, og at i sammen skal finde en måde at kommunikere lige så kærligt når i er sammen, som når i ikke er.

Jeg håber i får jer en god snak

Anonym skriver:

Tak for dit skriv. Det lyder som en god plan med noget terapi. Men hvad Søren kan man gøre i mellemtiden. Hvad endte din psykolog med at komme frem til var årsagen? 

Jamen der var to årsager.. 

1. Min kærlighed til ham gjorde, at jeg prøvede at skubbe ham væk, fordi jeg var bange for at blive såret igen (vi har haft nogle problemer, hvor jeg blev såret, og så har jeg en forsvarsmekanisme der gør, at jeg skubber folk, der betyder meget for mig, væk).. 

2. Når jeg tænkte på ham, så tænkte jeg på den her glade og fjollede kærlige mand, som altid havde overskud til alt min negative energi under min depression, men i virkeligheden var han begyndt at snerre lidt og have mindre overskud, og det tænkte jeg åbenbart ubevidst på, når jeg så ham.. Og så blev jeg sur og irriteret på ham.. En af hans grunde til irritation og snerren var så, at jeg skubbede ham væk, og han var bange for at miste mig.. 

Så jeg arbejder lige pt. på, at jeg åbner mig for ham og lukker ham ind i stedet for at skubbe ham væk.. Og det har bestemt også hjulpet på hans humør, så han er ved at "blive sig selv", og vores forhold er blevet meget bedre på kort tid.. 

Og det er sådan noget, jeg tænker om der sker mellem dig og din datter.. At du måske ubevidst gør noget/har ændret dig, og hun så ubevidst bliver irriteret på dig, fordi du så ikke "lever op til hendes forventninger".. Dermed ikke sagt, at det er din skyld overhovedet.. Men vi ændrer os jo alle sammen hele tiden, og nogle gange har vi brug for en professionels hjælp til at indse, at vi måske er blevet en smule negative, stressede eller noget i vores ord/tone/kropssprog

Jeg kan se meget af min egen adfærd som teenager i det du skriver. 
Min mor fandt en mand der havde en dreng fra tidligere (moderen var død). Han var 4 og jeg var 12 dengang. Og jeg var ikke særlig sød ved ham. Jeg skændtes altid med min mor og når jeg var hos min far savnede jeg hende. 

jeg var mildest talt bare rigtig jaloux over at der var kommet en ind der tog min mor fra mig. Skulle pludselig dele hende med en andens barn osv. 

Selvom jeg elskede min lillebror. Så hadede jeg ham ligeså meget. 

vi ville have haft godt at en form for terapi. Så min mor forstod mine følelser og jeg kunne accepterer situationen. Men det fik vi aldrig. 

min mor og jeg fik først et godt forhold til hinanden igen efter hende og min lillebrors far blev skilt. (Det havde dog intet som helst med mig og min mor at gøre at de blev det)

Unicorn1 skriver:

Mit forslag er noget terapi ala parterapi men hvor det bare er dig og datter.. Det kunne godt tyde på, at hun har nogle frustationer, som hun måske ikke er helt klar over, men som kommer frem, når hun ser dig.. Og en terapeut ville kunne hjælpe med at få dem frem, tænker jeg.. 

Nu tager jeg lige udgangspunkt i mig selv og kæresten.. Men jeg savnede også min kæreste helt vildt, når jeg ikke så ham.. Kunne virkelig sende de største kærlighedserklæringer til ham.. Men når jeg så så ham, så blev jeg irriteret med det samme uden at vide hvorfor.. Min psykolog fandt så ud af, hvad der var galt, og jeg er i gang med at arbejde på det nu.. Men her tænker jeg, om din datter måske har "samme problem" 

 

Jeg tænker din datter lyder som en trettenårig. Jeg er vokset op i en helt almindelig kernefamilie og var præcis sådan var jeg var 13-19  Pinligt

at se tilbage på, men sådan var det. 

Jeg tænker også, hun lyder som en 13-årig. 

Jeg vil foreslå, at du tager en god snak med hende - og forbered hende på det, så hun ikke føler, hun bliver afbrudt i noget sjovt, fordi du gerne vil snakke. Fx: I eftermiddag vil jeg gerne gå en tur sammen med dig. Og så sørg for, at det bliver en samtale, og ikke opdragelse. 

Fx: Start med at fortælle, at du er ked af, at I ikke kommer så godt ud af det med hinanden. Hold dig på egen banehalvdel. Start sætningerne med "jeg" og ikke "du".

Spørg hende - åbent og ærligt - om hvad hun tænker om jeres relation, og hvorfor hun tror, I så tit tørner sammen. Og lyt til hendes svar. 

Spørg hende, hvad hun synes, du kan gøre anderledes, for at I ikke skal blive uvenner. Og lyt til det hun siger.

Lad være med at bebrejde hende hendes opførsel. Det er bedre at sige: "Jeg kan også nogle gange blive så hidsig, at jeg helt glemmer at høre, hvad det er du siger til mig!" End "Jeg bliver rasende, når du taler til mig i det der forfærdelige tonefald" - det er ikke bebrejdelse hun har brug for, men anerkendelse.

Prøv at lave nogle aftaler ud fra hendes forslag. Aftaler, som er rimelige for begge parter, og hvor begges behov bliver taget alvorligt.

Jeg har nogen erfaring med teenagere, og mange af dem kan ofte nemt føle sig misforståede og ikke lyttet til - selv om vi gør vores bedste. Jeg synes, det hjælper, når man viser dem helt klart og tydeligt, at man gerne vil høre dem og anerkende deres syn på tingene. Når man er 13 år er man lige i en alder, hvor man begynder at synes, at man også har noget at skulle have sagt - og stadig i en alder, hvor man slet ikke er klar til at stå med ansvaret for at "bestemme". 

Måske siger hun: "Det er så pisseuretfærdigt, at du altid skal være efter mig med min telefon!"

Så kan du sige: "Ok. Jeg kan godt forstå, det er vigtigt for dig, at være på telefonen sammen med dine venner. Det er vigtigt for mig, at vi også nogle gange er sammen her i familien, uden at blive forstyrret af skærmen, hvornår synes du, det er rimeligt, at du skal lægge din telefon væk?"

Jeg aner ikke, om telefonen er kilde til konflikt - det er bare et eksempel. Og i sidste ende er det selvfølgelig os voksne, der skal tage ansvaret og sætte grænserne. Men når man er 13 år har man et sindssygt behov for at blive taget alvorligt og lyttet til, fordi man pludselig begynder at have en masse selvstændige meninger, tanker og følelser, som er nye for en selv, og som fortjener at blive taget alvorligt. 

Jeg håber, du kan bruge svaret til noget. Teenagere er ofte et stormfuldt bekendtskab  Og sikke en lang smøre, jeg har skrevet her.