4-årig - hvad skal vi gøre?

Hej.

Vi har en søn på 4 år som giver os nogle udfordringer. Jeg ved ikke om det er normalt, eller hvad vi ellers kan gøre.

Det første er hans sprog. Han har det sidste halve års tid opdaget grimme ord. Vi siger fra overfor det, og siger, at han må snakke sådan på sit værelse. Alligevel kan han flere gange dagligt afslutte sin sætning med “dit fjols”, “det kan du selv være”, “prutte lorte” osv. Det er som om, at den bare ikke trænger ind.

Derudover slår han hvis han bliver sur. Ikke hver gang, men ofte. Vi prøver anerkendende at sætte ord på situationen for ham, og fortæller ham, at han skal bruge sine ord i stedet osv. Andre gange stopper tålmodigheden og vi bliver sure og går på værelset med ham. Men igen - det trænger bare ikke ind. Han har slået både os og andre børn siden 2,5 års alderen. Nogle perioder værre end andre, men vi ved snart ikke hvordan vi skal få ham til at stoppe. 

Børnehaven er ligeledes opmærksomme på det og prøver med forskellige tiltag at arbejde med det.

udover det er han meget kærlig, kvik og god sprogligt. Han er god til at lege og finde på, og er vellidt i børnehaven trods alt. Han har en lillebror på 18 mdr. 

Hvad tænker I? Har I prøvet noget lignende? Hvad skal vi gøre for at få ham til at forstå det?!

Det lyder meget som min 4-årige dreng. Han elsker at sige prut/lort/tis osv. Eller tosse, hvis jeg siger noget fjollet. Men det er altid sagt i sjov, så vi taler selvfølgelig med ham om, at det ikke er pænt at sige, men ellers gør vi ikke mere end det. Han ved godt, at det ikke er pæne ord, men han synes, det er sjovt. Så længe det kunnet det, skal vi sige latrine sprog, vil jeg kalde det normalt børnehavebarn. Jeg ville dog ikke være ok med det, hvis det var andre “rigtige” bandeord, eller hvis han brugte det anderledes (han har én gang kaldt mig lortemor, og han vidste nærmest, da han sagde det, at den ikke var god. Han har ikke gjort det siden).

Så hvis din søn også mest siger “grimme ord”, fordi det er sjovt, ville jeg se det som en fase.

Og så har min søn også temperament. Big time! Hvis han bliver sur råber og skriger han, og han kan også finde på at slå os. Det er dog ikke mit indtryk, at han gør det i børnehaven. Der er i hvert fald ikke blevet kommenteret på det.

Men herhjemme kan han godt være hård ved os, hvis han har en nedsmeltning. I de situationer sørger vi for, at vi er rolige og taler helt roligt til ham. Han får bestemt at vide, at man ikke må slå, men vi skælder ham ikke ud eller hæver stemmen. Det har bare den helt modsatte effekt på vores søn. 

Vi er de voksne, så det er os, der skal være en tryg havn, også når han er vred. Som regel råber han, at han vil være alene, og det får han lov til. Men vi siger også altid, at vi gerne vil hjælpe ham og give ham et kram, når han er klar til det. Der plejer ikke at gå mange minutter, før han kommer listende ud og bliver trøstet og siger undskyld. Og så er vi gode venner igen. 

Han skal selvfølgelig ikke slå, og det ved han også godt. Men han er også stadig lille, og hans hjerne er slet ikke færdigudviklet, så det er ikke altid, at han kan sætte ord på sin vrede. Og så ender det med slå og skrig. Vi prøver at rumme det og hjælpe ham, både med at falde ned og med at finde ordene. 

Det er selvfølgelig ikke altid, at det går lige godt, og vores lunte er heller ikke altid lige lang. Men vi prøver, for det ender altid langt bedre, når vi bevarer roen.

Lige nu er det sådan vi gør. Bliver han ved med at slå, eller bliver det værre, må vi se, hvad der så skal til. Men jeg tror på, at det er en fase, og at det bliver bedre. Jeg synes i hvert fald, at han har fået færre af de udbrud.