Transkønnethed ved børn

Hvad er jeres tanker om transkønnethed ved børn? Kan det vise sig, allerede ved 3-årsalderen eller er der andre grunde til barnet udtrykker et andet køn, end det biologiske? Hvad ville I tænke, hvis et barn i børnehavealderen `skiftede køn` (andet navn og anden betegnelse)

hvad ville I tænke, hvis det var et barn i skolealderen? 

Jeg faldt over en debat på andet fora og ville gerne høre jeres tanket om emnet

Anonym skriver:

Hvad er jeres tanker om transkønnethed ved børn? Kan det vise sig, allerede ved 3-årsalderen eller er der andre grunde til barnet udtrykker et andet køn, end det biologiske? Hvad ville I tænke, hvis et barn i børnehavealderen `skiftede køn` (andet navn og anden betegnelse)

hvad ville I tænke, hvis det var et barn i skolealderen? 

 

Jeg faldt over en debat på andet fora og ville gerne høre jeres tanket om emnet

Hvad er dine egne tanker om de spørgsmål du stiller ?

Helt kort bekymrer det mig, at børn i mistrivsel kan mistolke deres kropslige/identitetsmæssige mistrivsel som kønsdysfori og ende i et kønsskifte, som ikke afhjælper deres problemer men blot giver dem mange bivirkninger til den medicinske/kirurgiske behandling. 

Jeg tænker at børns tanker om køn kan være flydende indtil den spæde preteen alder.

Det er naturligt at have forskellige rollemodeller og derfor gerne vil være lissom Mor/Far/Ole/Hanne

Min datter havde i børnehaven en periode hvor hun mente at hun var en dreng. Måske i en uges tid.

Hvis forældrene går nysgerrigt til den den information, måske prøver en mere kønsneutral tilgang og ikke straks beslutter at barnet så må være at det modsatte køn, så tror jeg på at barnet falder på plads i sig selv og det køn det selv mener at være - medfødt eller modsat ikke vigtigt.

Abracadabra - og hvis der ikke er tale om børn i mistrivsel? 
mine egne tanker vil jeg gerne gemme til lidt senere 

Abracadabra skriver:

Helt kort bekymrer det mig, at børn i mistrivsel kan mistolke deres kropslige/identitetsmæssige mistrivsel som kønsdysfori og ende i et kønsskifte, som ikke afhjælper deres problemer men blot giver dem mange bivirkninger til den medicinske/kirurgiske behandling. 

På den anden side burde det også være en stor bekymring når disse børns køn ikke bliver anerkendt. Langt større risiko for negativ udkom, såsom selvmord og depression. Noget så simpelt som at bruge det ønskede navn og køn mindsker markant risikoen for selv-skadende adfærd. 

Jeg tænker på, hvad der helt konkret gør, at du tager debatten op? 

For mig er der stor forskel på om der er tale om en 3-4 årig der beskriver sig selv som pige/ dreng eller et større barn som går i skole.

Med udgangspunkt i mine egne børn, så har alle 3 drenge på et tidspunkt været utroligt overbeviste om at de en dag ville få en tissekone. Altså, at den ville vokse ud et sted på dem, eller måske ville tissemanden falde af og så kom der en tissekone i stedet for? Den ældste ville gerne bestille sin tissekone til at komme på hans underarm, for så kunne han nemt ae den baby han var sikker på ville gro i den. Nr 2 ville have sin siddende i baghovedet - jeg aner stadig ikke hvorfor, men det synes han ville være mest praktisk. Nr 3 mener at han tissekone er på vej og vil sidde udenpå hans testikler. 

Alle tre er også blevet utroligt kede af det over at de ikke kan gro en baby i maven når de bliver større, fordi de ville også gerne være mor.

Ham fra 2017 har stadig en tro på at når jeg (hans mor) bliver større, så bliver jeg til en far. Så hvis han en dag kom og sagde at han var en pige, så ville svaret være det samme som da han mente at han ville blive en hamster — det lyder da super fint.

Men hvis en af de andre drenge, nu skolebørn, fortalte mig at han følte sig som en pige- så ville vi da skulle snakke om hvad han mener. Er det kønsdysfori? Er det fordi han godt vil være kæreste med en dreng, og andre børn har fortalt at kun piger er kæreste med drenge? Er det fordi han elsker pink/dukker/perler/ride på hest og andre børn fortæller ham at kun piger kan lide dette? Altså, sådan helt nede i det lav-praktiske, fordi hvad drejer det sig om. Er det nogen udefra som tillægger ham noget, eller er det en følelse som han selv har. 

CKJ - at jeg synes det er en spændende debat og jeg blev lidt overrasket over hvor mange og SÅ forskellige ståsteder, der var i den. 

Anonym skriver:

Abracadabra - og hvis der ikke er tale om børn i mistrivsel? 
mine egne tanker vil jeg gerne gemme til lidt senere 

Jeg er mindre bekymret for børn, som (uden psykiatrisk sygdom) er transkønnede gennem flere år og skifter køn. 

Jeg er bekymret for de børn, som unødigt skal igennem et kønsskifte - og som fortryder.