Transkønnethed ved børn

Abracadabra skriver:

Jeg er mindre bekymret for børn, som (uden psykiatrisk sygdom) er transkønnede gennem flere år og skifter køn. 

Jeg er bekymret for de børn, som unødigt skal igennem et kønsskifte - og som fortryder. 

Nu er andelen af mennesker som fortryder ikke særlig stor, især ikke dem som har gennemgået operation. Det er typisk i de tidligere stadier. 

Astoria skriver:

Nu er andelen af mennesker som fortryder ikke særlig stor, især ikke dem som har gennemgået operation. Det er typisk i de tidligere stadier. 

Men er der noget (god) data om det emne? Det er jo så kønspolitisk betændt at opgøre andelen af dem, der fortryder, så stort set ingen tør kigge på data. 

Som læge sidder man jo med en stor undren over stigningen på 4000% af kønsdysforiske og autistiske piger, som måske/måske ikke skifter køn, fordi de ikke kan identificere sig med kvinderollen - så er manderollen nemmere. Som læge er man jo både bange for at underbehandle men også for at overbehandle. 

Allerhelst så jeg, at det blev mere acceptabelt med mere flydende kønsroller, hvor det ikke behøvede at være sort/hvidt og mand/kvinde. Mest af hensyn til børnene og de unge, som slap for kønskorrigerende kirurgi, hvor de mister vigtigt seksuelt væv. 

Anonym skriver:

CKJ - at jeg synes det er en spændende debat og jeg blev lidt overrasket over hvor mange og SÅ forskellige ståsteder, der var i den. 

 

Jeg er uddannet pædagog - og det er fuldstændig normalt, at børn i denne alder eksperimentere med kønnene. Drenge leger de er piger og omvendt. Men trannskønnet? Ej, jeg forstår slet ikke hvorfor det er spændende at forholde sig til i den alder  måske jeg er blevet gammel