At blive sat til verden uden far?

Hejsa Piger!

Hva er jeres holdning til at man som kvinde vælger at få et barn hvis man bliver gravid og faren ikke vil have barnet, eller hvis man som kvinde bruger en doner fordi uret tikker og man er single.... Er det oki at sætte et barn til verden der ikke vil komme til at have kontakt til sin far??

Jeg selv har en søn på 2½ år som intet kontakt har til sin biologiske far. Vi havde været kæreste et års tid da jeg blev gravid. Vi gik fra hinanden og 6 uger senere fandt jeg ud af at jeg ventede mig... Jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg ville beholde barnet, og troede faktisk at min eks ville have samme holdning. Men da jeg kontaktede ham og fortalte ham at han skulle være far, gik han helt i sort, og sagde det ikke var ham der var far, at jeg havde bollet udenom, at hvis han var far ville han slå barnet i hjel for han ville hellere sidde 12 år for drab end han ville stå som far til min horeunge.... Han gjorde ALT for at få mig til at skrive ukendt far, han gik enda til en anden følles ven og lovede ham penge hvis han ville overtale mig til at vi skrev ham på som far i stedet. Men jeg fulgte mit hjerte, og min sunde fornuft og skrev ham på som far, da jeg mener barnet i min mave fortjente at kende sin baggrund, når den engang blev gammel nom til det...

Da jeg så havde født, sendte jeg faren en sms at nu havde jeg født en søn, han var så og så stor og at hvis han ønskede et billede ville jeg gerne sende ham et billede. men hørte intet... Han dukkede ikke op til første møde i amtet, og udeblev også fra sygehuset da han skulle have taget blodprøver. Men da min søn var 9 mdr gammel fik jeg endelig brev om at faderskabs sagen var afsluttet, og han nu endelig efter at have fået taget blodprøver anerkendte sig faderskabet.

Det er nu 2½ år siden, og min søn ser stadig ikke hans biologiske far. Dog venter jeg i dag 2 barn med en dejlig mand som jeg d 3 juli 2010 gifter mig med. Han bliver kaldt far, og er den allerbedste til rollen. Og lige så snart vi kan, adoptere han min søn. Men selvom han gør det, så har jeg ikke på noget tidspunkt lagt skjul på at den dag min søn er gammel nok til at forstå så skal han have sandheden afvide, for det fortjener han, og jeg ville aldrig holde det skjult for ham....

Kram fra Louise

Jeg synes det er egoistisk og vanvittig synd for et barn at blive sat i verden uden nogen mulighed for at finde deres ene bio-halvdel.Jeg mener ikke anonym donor burde være lovligt.

At der så er situationer hvor det sker, det er jo sådan det er...men bevidst at vælge at få børn uden de kan opleve hvad de kommer af, det kan jeg slet ikke ha'. Og det handler ikke om at disse barn mangler kærlighed, opmærksomhed, tryghed osv...det handler om at jeg tror på at man som menneske vil føle sig halv ved ikke at kende, se, opleve det de også er kommet af og som jo er halvdelen af dem.

Knus Eva

Eva skriver:

Jeg synes det er egoistisk og vanvittig synd for et barn at blive sat i verden uden nogen mulighed for at finde deres ene bio-halvdel.Jeg mener ikke anonym donor burde være lovligt.

At der så er situationer hvor det sker, det er jo sådan det er...men bevidst at vælge at få børn uden de kan opleve hvad de kommer af, det kan jeg slet ikke ha'. Og det handler ikke om at disse barn mangler kærlighed, opmærksomhed, tryghed osv...det handler om at jeg tror på at man som menneske vil føle sig halv ved ikke at kende, se, opleve det de også er kommet af og som jo er halvdelen af dem.

Knus Eva

 

Det er bare så individuelt om man føler sig halv.. spurgte min veninde efter indlæggene i den sidste tråd omhandlende dette om hun følte at hun manglede noget, hun er sydkoreaner, og føler ikke hun magler noget overhovedet, heller ikke med hensyn til den bio historie til tros for at hun står overfor at skulle have barn, men hendes søster har det stik modsat og faktisk så er det den samme historie for de fleste andre af de søskendepar jeg kender der er adopteret, de fleste af dem har ikke en jordisk chance for at finde deres forældre, men det har de sluttet deres fred med, hvorimod deres søskende alle har rejst/vil rejse ned for at lede efter oplysninger om deres forældre, så tror virkelig ikke det er alle der føler det, men selvfølgelig gør nogen..

Knuz fra Jane

MoarN skriver:

Det er bare så individuelt om man føler sig halv.. spurgte min veninde efter indlæggene i den sidste tråd omhandlende dette om hun følte at hun manglede noget, hun er sydkoreaner, og føler ikke hun magler noget overhovedet, heller ikke med hensyn til den bio historie til tros for at hun står overfor at skulle have barn, men hendes søster har det stik modsat og faktisk så er det den samme historie for de fleste andre af de søskendepar jeg kender der er adopteret, de fleste af dem har ikke en jordisk chance for at finde deres forældre, men det har de sluttet deres fred med, hvorimod deres søskende alle har rejst/vil rejse ned for at lede efter oplysninger om deres forældre, så tror virkelig ikke det er alle der føler det, men selvfølgelig gør nogen..

Knuz fra Jane

Men bevidst at vælge at sætte børn i verden uden en far er jo noget helt andet end børn der er lavet og ikke har været ønsket...hvis du forstår.

Man ved ikke hvilke mennesker der kommer til at mangle halvdelen, dem der ikke gør behøver jo så ikke få vished men var muligheden der, kunne alle dem der ønsker det.

Knus..

LouiseLarsen skriver:

Hejsa Piger!

Hva er jeres holdning til at man som kvinde vælger at få et barn hvis man bliver gravid og faren ikke vil have barnet, eller hvis man som kvinde bruger en doner fordi uret tikker og man er single.... Er det oki at sætte et barn til verden der ikke vil komme til at have kontakt til sin far??

Jeg selv har en søn på 2½ år som intet kontakt har til sin biologiske far. Vi havde været kæreste et års tid da jeg blev gravid. Vi gik fra hinanden og 6 uger senere fandt jeg ud af at jeg ventede mig... Jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg ville beholde barnet, og troede faktisk at min eks ville have samme holdning. Men da jeg kontaktede ham og fortalte ham at han skulle være far, gik han helt i sort, og sagde det ikke var ham der var far, at jeg havde bollet udenom, at hvis han var far ville han slå barnet i hjel for han ville hellere sidde 12 år for drab end han ville stå som far til min horeunge.... Han gjorde ALT for at få mig til at skrive ukendt far, han gik enda til en anden følles ven og lovede ham penge hvis han ville overtale mig til at vi skrev ham på som far i stedet. Men jeg fulgte mit hjerte, og min sunde fornuft og skrev ham på som far, da jeg mener barnet i min mave fortjente at kende sin baggrund, når den engang blev gammel nom til det...

Da jeg så havde født, sendte jeg faren en sms at nu havde jeg født en søn, han var så og så stor og at hvis han ønskede et billede ville jeg gerne sende ham et billede. men hørte intet... Han dukkede ikke op til første møde i amtet, og udeblev også fra sygehuset da han skulle have taget blodprøver. Men da min søn var 9 mdr gammel fik jeg endelig brev om at faderskabs sagen var afsluttet, og han nu endelig efter at have fået taget blodprøver anerkendte sig faderskabet.

Det er nu 2½ år siden, og min søn ser stadig ikke hans biologiske far. Dog venter jeg i dag 2 barn med en dejlig mand som jeg d 3 juli 2010 gifter mig med. Han bliver kaldt far, og er den allerbedste til rollen. Og lige så snart vi kan, adoptere han min søn. Men selvom han gør det, så har jeg ikke på noget tidspunkt lagt skjul på at den dag min søn er gammel nok til at forstå så skal han have sandheden afvide, for det fortjener han, og jeg ville aldrig holde det skjult for ham....

Kram fra Louise

Godt emne !
Jeg sidder i nogenlunde samme situation som dig.
Fandt desværre først ud af at jeg var gravid, da jeg var 20. uger henne  - Var stadig sammen med faren, og gav ham selvfølgelig den chokerende nyhed - En nyhed som han afviste på det groveste. Mente pludselig at jeg havde været ham utro, slog op og ville ikke have noget med hverken barnet eller jeg at gøre.
Da jeg havde født sender jeg ham en mail hvor jeg skriver at jeg har født en sund og yderst velskabt dreng, som vejer og måler så og så meget - Høre intet !
Nu er faderskabssagen igang - Første blodprøve blev taget igår (fredag) - Og intet har vi hørt fra ham endnu. Ifølge en fælles bekendt vil han ikke have noget med noget som helst at gøre, som har en smule af mig i sig = vores søn!
Jeg kan selvfølgelig ikke give min søn den mandligerolle, han klart kommer til at mangle i sit liv, men jeg gør alt hvad jeg kan for at han ellers vil få et så normalt liv, så muligt !

Alt held og lykke til dig - Og tillykke med at I skal giftes

Allerhelst så jeg at alle børn havde både to omsorgspersoner når de blev sat i verden, der elskede dem højt og kunne være nogle ordentlige forældre for dem, men sådan er verden jo ikke skruet sammen...

Idet det at få et barn i dag handler om ens egne behov mener jeg ikke at vi der får børn uden at farmand er i billedet er mere eller mindre selviske end moderen der vælger at få et barn mens hun er i et forhold. Jeg har set ligeså meget omsorgssvigt fra forældrepar som fra enlige mødre. Generelt syntes jeg mere man skal se på ens egne begrundelser for hvorfor man vil sætte et barn i verden, mange ser det at få et barn som det næste naturlige skridt i et forhold eller det høre vel med til tilværelsen og det syntes jeg faktisk er en voldsom mangel på forståelse på hvorfor man bør have et barn. 

Jeg har valgt at få et barn fordi jeg blev gravid med min datters far, havde jeg gerne set at jeg var i et godt og solidt forhold eller bare at Tue ville være en del af hendes liv, dja selvfølgelig det havde været fantastisk hvis det var tilfældet, men skæbnen ville noget andet og jeg har ikke fortrudt mit valg et sekundt, jeg ved godt at Nikita en dag vil spørge, men så vil jeg som dig Louise være ærlig og fortælle hende om alle de positive ting jeg kan huske om hendes far, men også forsøge at begrunde hvorfor han ikke var/er i hendes liv, håber at jeg til den tid har fundet mig en mand, som Nikita betragter som far, så hun ikke mangler den mandlige tilstedeværelse i hendes liv, men blot svar på andre spørgsmål og jeg er heldigvis, indtil videre, på talefod med hendes far og det håber jeg da at jeg kan blive ved med også i fremtiden. 

Knuz fra Jane

NoOne skriver:

Godt emne !
Jeg sidder i nogenlunde samme situation som dig.
Fandt desværre først ud af at jeg var gravid, da jeg var 20. uger henne  - Var stadig sammen med faren, og gav ham selvfølgelig den chokerende nyhed - En nyhed som han afviste på det groveste. Mente pludselig at jeg havde været ham utro, slog op og ville ikke have noget med hverken barnet eller jeg at gøre.
Da jeg havde født sender jeg ham en mail hvor jeg skriver at jeg har født en sund og yderst velskabt dreng, som vejer og måler så og så meget - Høre intet !
Nu er faderskabssagen igang - Første blodprøve blev taget igår (fredag) - Og intet har vi hørt fra ham endnu. Ifølge en fælles bekendt vil han ikke have noget med noget som helst at gøre, som har en smule af mig i sig = vores søn!
Jeg kan selvfølgelig ikke give min søn den mandligerolle, han klart kommer til at mangle i sit liv, men jeg gør alt hvad jeg kan for at han ellers vil få et så normalt liv, så muligt !

Alt held og lykke til dig - Og tillykke med at I skal giftes

Er ked af du står i det lige nu, det er hårdt... Men heldigvis så holder de små dejlige unger modet oppe hos os!

Kan slet ik forstå man kan vælge sit eget barn fra, det er mig ubegribeligt! Men deres valg og deres tab, for jeg er sikker på vi som mødre og med et godt bagland kan give vores børn det de har brug for.... Og du finder helt sikkert en ny sød kæreste, som vil gå ind og give din søn den faderrolle som man vil mangle....

Held og lykke med det!

at have to forældre garanterer ingen lykke for noget barn, det syntes jeg er naivt at tro. jeg kan ikke se noget problem i at vokse op med kun en forælder, især ikke når den ene forælder har valgt en til med hele hjertet. det vigtigste for et barn er trods alt kærlighed og omsorg. man skal nok ende med at blive en lille smule fucked up uanset hvor tyk en kernefamilie man er vokset op i!

Tjuhl skriver:

at have to forældre garanterer ingen lykke for noget barn, det syntes jeg er naivt at tro. jeg kan ikke se noget problem i at vokse op med kun en forælder, især ikke når den ene forælder har valgt en til med hele hjertet. det vigtigste for et barn er trods alt kærlighed og omsorg. man skal nok ende med at blive en lille smule fucked up uanset hvor tyk en kernefamilie man er vokset op i!

 

 Hvor er du sød

LouiseLarsen skriver:

Hejsa Piger!

Hva er jeres holdning til at man som kvinde vælger at få et barn hvis man bliver gravid og faren ikke vil have barnet, eller hvis man som kvinde bruger en doner fordi uret tikker og man er single.... Er det oki at sætte et barn til verden der ikke vil komme til at have kontakt til sin far??

Jeg selv har en søn på 2½ år som intet kontakt har til sin biologiske far. Vi havde været kæreste et års tid da jeg blev gravid. Vi gik fra hinanden og 6 uger senere fandt jeg ud af at jeg ventede mig... Jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg ville beholde barnet, og troede faktisk at min eks ville have samme holdning. Men da jeg kontaktede ham og fortalte ham at han skulle være far, gik han helt i sort, og sagde det ikke var ham der var far, at jeg havde bollet udenom, at hvis han var far ville han slå barnet i hjel for han ville hellere sidde 12 år for drab end han ville stå som far til min horeunge.... Han gjorde ALT for at få mig til at skrive ukendt far, han gik enda til en anden følles ven og lovede ham penge hvis han ville overtale mig til at vi skrev ham på som far i stedet. Men jeg fulgte mit hjerte, og min sunde fornuft og skrev ham på som far, da jeg mener barnet i min mave fortjente at kende sin baggrund, når den engang blev gammel nom til det...

Da jeg så havde født, sendte jeg faren en sms at nu havde jeg født en søn, han var så og så stor og at hvis han ønskede et billede ville jeg gerne sende ham et billede. men hørte intet... Han dukkede ikke op til første møde i amtet, og udeblev også fra sygehuset da han skulle have taget blodprøver. Men da min søn var 9 mdr gammel fik jeg endelig brev om at faderskabs sagen var afsluttet, og han nu endelig efter at have fået taget blodprøver anerkendte sig faderskabet.

Det er nu 2½ år siden, og min søn ser stadig ikke hans biologiske far. Dog venter jeg i dag 2 barn med en dejlig mand som jeg d 3 juli 2010 gifter mig med. Han bliver kaldt far, og er den allerbedste til rollen. Og lige så snart vi kan, adoptere han min søn. Men selvom han gør det, så har jeg ikke på noget tidspunkt lagt skjul på at den dag min søn er gammel nok til at forstå så skal han have sandheden afvide, for det fortjener han, og jeg ville aldrig holde det skjult for ham....

Kram fra Louise

Først og fremmest tillykke med at I ska' giftes i 2010 ..

Man burde snakke om at være gravid først , men hvis man to' p-piller og man blev gravid alligevel , ska' fyren ikk' flejne råddent skråt på en .. Så burde man snakke om det .. Og hvis fyren ikk' vil ha' noget med barnet at gøre , ka' han da i det mindste være voksen i sådan situation ..

Kvinder ska' ikk' få lov til at få sæddonor op i sig , bare for at være gravid og at de ønsker sig et ,.. Det er som om man "kloner" et barn fra en fremmedes sæd ..