Hej
Jeg skriver vedr min søn på 8 år, som er en skøn, sød og tænksom dreng. Derudover er han højst sandsynligt højt begavet, og på den måde fagligt langt foran sine klassekammerater (2.klasse).
Socialt har han tidligere været lidt udfordret, men med indsats fra os og tidligere børnehave, har han rykket sig på området. Dog ser vi fortsat en tendens til, at han klart foretrækker at lege 1-1 eller i meget små grupper, at han har svært ved at spørge efter legeaftaler eller spørge om han må være med i en leg, og at han fortæller, at han ofte går rundt alene i frikvarter og sfo tid. Derudover ser vi, at han på legeaftaler ofte taber pusten og har brug for lige at slappe af (Eks med tv, spil osv). Han er helt klart en dreng, der også har brug for at være alene, men vi kan godt blive bekymrede for, om hans kammerater trækker sig, når hans adfærd ikke “passer helt ind” i de sociale normer. Det skal siges, at legeaftaler oftest er initieret af os (han øver dog på selv at spørge i skolen) og oftest også er hjemme hos os. Skolen fortæller at de andre børn gerne vil ham, og at det er en accepterende klasse, men kan også godt se at han nogle gange trækker sig, eller måske ikke er førstevalg til leg i skolegården.
Han går til svømning og er rigtig glad for det, men trives ikke i holdsport (har prøvet lidt forskelligt).
Vi ønsker på ingen måde at lave om på ham, men blot give ham de bedste forudsætninger for at danne gode relationer og venskaber.
Vi håber du har et godt råd (eller flere) til hvordan vi hjælper og understøtter ham i den sociale udvikling.
Mvh
Trines svar
Kære dig
Først og fremmest så tak for dit spørgsmål.
Det lyder som en skøn dreng I har.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke om han selv ønsker at være sammen med de andre børn og at have legeaftaler eller om han gør det fordi I mener han skal.
Som introvert har man ikke det samme behov til at være sammen med andre mennesker. Man trives med sig selv og kan blive overvældet af at være social.
Derfor tænker jeg der er vigtigt at respektere det og samtidig italesætte det over for både din søn men også over for klassen.
På den måde får de en forståelse for at de søn gerne vil dem men at de bliver nødt til at forstå at for at han kan lege skal de være få mennesker.
Og det er der ikke noget galt med.
Måske kan denne italesætte måske gøre at andre også tør stå frem og fortælle at de også selv foretrækker færre mennesker af gangen.
Når det så er sagt så er det vigtigt at han får redskaberne til faktisk at komme ind i legen og danne nye venskaber, særlig hvis han selv ønsker.
Og hvis det er derfor han trækker sig.
Her der tænker jeg på en form for manuel.
Altså en trin for trin guide hvor han præcis ved hvad han skal sige.
For eksempel;
Nogle børn leger og han vil gerne være med.
Så kan han sige;
Det ser sjovt ud, hvad leger I?
De svarer måske;
Vi leger Pokemon.
Så kan han sige;
Må jeg være med?
De svarer;
Ja!
Han spørger hvad han skal være!
Det kan gøres som replikker han øver men endnu bedre er der hvis I leger det ind i noget rollespil.
Næste frikvarter kan I så opfordre han til at bruge replikkerne og når han kommer hjem kan I tale om hvordan det gik.
En anden ting som er vigtig særlig når det er jer der initiere legeaftaler er at kigge på interesse.
Hvad synes din søn er sjovt og kan I finde noget som andre også synes er sjovt.
Det kan være klatre i træer, være i svømmehallen, spille computer eller noget helt andet.
Og så lav en aftale på baggrund i interessen.
På den måde kan din søn danne en relation med andre uden at den handler om ham men nu handler det om deres fælles interesse.
Jeg håber det giver mening og at det også giver lidt at tænke over.
For vi lever i en verden hvor vi bliver mast ned i store grupper af op til 28 andre elever.
Og det passer ikke til alle.
Men det gør ikke dem der ikke passer forkerte.
Tværtimod er det måske vores verden der er forkert.
Mange hilsner Trine
Www.naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk