Teenager bonus datter

LSS skriver:

Jeg er lidt forvirret, for du skriver det startede for 4 år siden. Er det først der hun begyndte at få sin vilje hele tiden? Hvad med tiden FØR det?

Vi flyttede sammen for 5 år siden og det startede da vi ventede vores mindste datter for 4 år siden. Jeg kan af gode grunde ikke vide om hun altid har været vant til at få sin vilje 

Hej med jer. 
nu har jeg brug for et råd eller 2 angående min bonusdatter på 15 år. 
jeg har været sammen med hendes far i 7 år og vi har nået sammen i de 5 af dem. Yderligere har vi fået et fælles barn. Jeg har også nogle børn fra tidligere ægteskab. 
mit problem og min frustration går på hans 15 årige datter. 
Det startede vel egentlig da jeg var gravid med vores fælles datter (4 år siden) hvor hun begyndte at ikke ville komme hos os. Alt var galt og hun begyndte at snakke om at hun havde lyst til at skære i sig selv. Den del fik hun hjælp til og det begyndte at gå den rigtige vej. Dog stadig med en vis forbehold overfor fars nye familie ( som vi altid har forsøgt at hun er en del af) , men det er om om hun har meldt sig mere og mere ud af vores familie. Gør vi ikke hvad hun siger, så tager man hjem til mor og stikker hende en masse løgne om os, og mor lytter selfølgelig til hende, men snakker ikke med far om situationerne, men konkludere bare at datteren taler sandt. Da hun blev konfirmeret , fik jeg en sviner i hendes tale foran hele familien ( kort fortalt at hun savnede sin far som det var før jeg og vores fælles kom ind i billedet) . Så jeg har hele tiden tænkt at det må handle om jaloux og at hun forsøger at straffe sin far med sine handlinger, og det gør at far bare føjer hende hele tiden i alt og ikke får sagt fra. Det gør at resten af familien hele tiden skal rette ind i forhold til hvad hun vil. Det tære rigtig meget på vores forhold, fordi jeg hele tiden føler at hun vil styre familien og at jeg konstant skal gå på liste fødder elles har vi en sur mor i tlf. det er som om hun går rundt med en konstant sort sky over hovedet og stemningen og far ændre sig så snart hun træder ind af døren. og jeg ved ikke hvad vi skal gøre? 
er der nogle der har oplevet det her i projekt sammenbragt familie? Jeg synes jeg mister mig selv i det her  

Jeg er mor til to børn.. Og jeg kan sige som den der er på den anden side... Det har været ekstremt mange beskyldninger mod mine børn og at de løj osv så snart der kom en papmor ind i billedet far tilsidesatte sine børns behov og så ikke de havde brug for alene tid hos ham? Har din mand gjort det??

Jeg tænker børn har virkeligt brug for alene tid, mange mænd vælger pludseligt deres børn fra til forhold til dine nye.. Jeg kan godt forstå din datter!

Provlemet er gået fuldstændig amok herhjemme så nu ser de ikke deres far... Fordi deres papmor snakkede konstant ned og grimt til mine børn. farvoritisetede hendes børn til fordel for hans... Osv. 

Det er mega svært at være en sammebragt familie... Men der er altid to sider af en sag. Og børn har bare brug for deres egne forældre alene og ikke altid at være den sammebragte familie som de ike selv har valgt. 

Anonym skriver:

Vi flyttede sammen for 5 år siden og det startede da vi ventede vores mindste datter for 4 år siden. Jeg kan af gode grunde ikke vide om hun altid har været vant til at få sin vilje 

Jeg tror simpelthen du skal lade være med at se dig irriteret og sur på hende. Men på hendes far og mor. Det er IKKE hendes skyld. Far får ny kæreste. Hun har børn. I får børn. Hun bliver teenager. Det er ikke nemt. 

M4U skriver:

Jeg er mor til to børn.. Og jeg kan sige som den der er på den anden side... Det har været ekstremt mange beskyldninger mod mine børn og at de løj osv så snart der kom en papmor ind i billedet far tilsidesatte sine børns behov og så ikke de havde brug for alene tid hos ham? Har din mand gjort det??

Jeg tænker børn har virkeligt brug for alene tid, mange mænd vælger pludseligt deres børn fra til forhold til dine nye.. Jeg kan godt forstå din datter!

Provlemet er gået fuldstændig amok herhjemme så nu ser de ikke deres far... Fordi deres papmor snakkede konstant ned og grimt til mine børn. farvoritisetede hendes børn til fordel for hans... Osv. 

Det er mega svært at være en sammebragt familie... Men der er altid to sider af en sag. Og børn har bare brug for deres egne forældre alene og ikke altid at være den sammebragte familie som de ike selv har valgt. 

Vi bruger hver især tid med hver vores barn/børn fra tidligere ægteskab for at få alenetid sammen hver især. Så tid alene med far tror jeg ikke hun mangler. 

Anonym skriver:

Vi bruger hver især tid med hver vores barn/børn fra tidligere ægteskab for at få alenetid sammen hver især. Så tid alene med far tror jeg ikke hun mangler. 

Og jeg har aldrig favoriseret mine børn overfor hans. Jeg har virkelig altid forsøgt at hun skal føle sig set og mødt med åbenhed og kærlighed fra mig. 

LSS skriver:

Jeg tror simpelthen du skal lade være med at se dig irriteret og sur på hende. Men på hendes far og mor. Det er IKKE hendes skyld. Far får ny kæreste. Hun har børn. I får børn. Hun bliver teenager. Det er ikke nemt. 

Så hvordan skal jeg navigere i det kaos? 

Altså jeg har ingen bonus børn, så ved ikke helt om mit svar kan bruges... Men jeg prøver 

Det lyder til at det måske er særligt efter halv lillesøsters fødsel at der er sket en ændring... Måske har hun før det haft det svært ved skilsmissen, men synes bare at det er lidt påfaldende at det er der du oplever en ændring. 

Tænker på om du evt kunne tage en snak med hende? Hun er trods alt 15, så hun er stor nok til at sætte ord på sine følelser. Og til at man kan snakke med hende (måske). Ikke komme med angreb eller lægge skyld på hende, men måske have en vinkel med at du er ked af jeres forhold ikke er bedre, hvad hun tænker? Og hvordan I evt kan ændre det?

Mht mor og far, så tror jeg det er svært for dig at gøre så meget... Tror hvis du prøver snakke med mor, så vil det bare skabe yderligere konflikt. Og det lyder til at du har prøvet at gøre en del ift fars rolle... Ved ikke om du kan tage endnu en snak om at sætte grænser? Og når/hvis I sætter dem, så understrege overfor hende at I meget gerne vil have hende hos jer men der er nogle regler der skal overholdes hos jer.

Bare lidt tanker herfra 

Anonym skriver:

Og jeg har aldrig favoriseret mine børn overfor hans. Jeg har virkelig altid forsøgt at hun skal føle sig set og mødt med åbenhed og kærlighed fra mig. 

Nu ved jeg naturligvis ikke hvordan det er. Men de andre har ret i at hun er teenager. Det mine børn bare oplevede var at hun tog sine børn med ud, så kunne vores sidde hjemme sammen med deres far som kun gad noget når de andre var der. 

Teenagere har bare periode af deres liv hvor det hele er noget lort, min datter syntes i øjeblikket også det er svært med hendes papfar.. Som egentligt altid har været sådan som han er og hun har altid været vild med ham. Jeg er selv opvokset i sammenbragt familie og syntes også min papfar var belastende da jeg var teenager fordi han gik mig mere på og fik sagt uheldige ting. Men selvom han var irriterende så var jeg stadig glad for ham. Tror desværre det er meget normalt, men syntes helt klart det her lyder som fars ansvar at få sagt fra og sige at han ikke elsker sin datter mindre fordi i er der, og snakke med hende om hvad det præcist er hun savner. 

M4U skriver:

Nu ved jeg naturligvis ikke hvordan det er. Men de andre har ret i at hun er teenager. Det mine børn bare oplevede var at hun tog sine børn med ud, så kunne vores sidde hjemme sammen med deres far som kun gad noget når de andre var der. 

Teenagere har bare periode af deres liv hvor det hele er noget lort, min datter syntes i øjeblikket også det er svært med hendes papfar.. Som egentligt altid har været sådan som han er og hun har altid været vild med ham. Jeg er selv opvokset i sammenbragt familie og syntes også min papfar var belastende da jeg var teenager fordi han gik mig mere på og fik sagt uheldige ting. Men selvom han var irriterende så var jeg stadig glad for ham. Tror desværre det er meget normalt, men syntes helt klart det her lyder som fars ansvar at få sagt fra og sige at han ikke elsker sin datter mindre fordi i er der, og snakke med hende om hvad det præcist er hun savner. 

Rigtig rart at høre fra en anden vinkel. Jeg ved godt det er svært. Det skal ikke negligeres. Men det går mig bare på at hun får lov til at styre hele familien og jeg kan intet gøre og far tør ikke sætte de grænser for hende af frygt for biomors reaktioner. Men ja det er de 2 forældre imellem der må få styr på det. Jeg har bare svært ved at være i det for det går også ud over mine børn og vores fælles datter 

Anonym skriver:

Så hvordan skal jeg navigere i det kaos? 

det er et godt spørgsmål. Har aldrig stået i lignende situation