Maelii skriver:
Kære alle
Det er med blødende hjerte jeg både har googlet løs og fundet frem til den her side. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i livet som mor.
Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde lysten. Min kæreste derimod vil gerne have børn og er fuldstændig afklaret med at, hvis jeg siger, at jeg vil snart, så er det slut mellem os. Jeg er 28 år og han er 35 år og vi har købt et hus sammen. Jeg sagde fra starten at det ikke lige var min drøm, men nu hvor det hele kommer tættere på er jeg overrasket over at jeg det simpelthen ikke rykker det mindste i min livmoder.
Da jeg var ganske ung tænkte jeg, at jeg skulle have børn. Det var en selvfølge. Jeg er også ret sikker på at jeg er fuldt ud i stand til at tage mig af et barn. Jo ældre jeg er blevet jo mindre har jeg lyst. Faktisk er den fuldstændig druknet. Jeg er så bange for at miste mig selv. Jeg har først fundet mig selv sent i livet pga. et anstrengt forhold til min egen mor.
Tanken om at blive begrænset igen og puttet ned i en kasse som husmor gør mig helt ulykkelig. Tanken om at aldrig sove, aldrig kunne være alene eller at have sin egen identitet har gjort mig rædselslagen.
Jeg ved det virker ekstremt og jeg føler det er et tabu, at sige den slags. Hvis jeg var en mand ville jeg gerne have børn. Jeg føler og observere ofte at det kvinden, der ofte ender med at blot være "MOR", hvor en enorm træthed følger med de første mange år.
Jeg er på nuværende tidspunkt så presset over, at alle spørger mig til børn eller prikker til mig og forventer jeg er helt "tihihhi vi skal snart have børn" at det har skabt en kæmpe modreaktion. Jeg synes på ingen måde det lyder sjovt at være mor til et spædbarn, så kan ikke være helt "tihihi" omkring det. Og jeg hader når jeg bliver udspurgt offentligt til familiemiddagen eller af min kærestes venner. Deres glæde og forventning lammer mig.
Min kæreste forstår slet ikke mine tanker. Forleden da vi talte sagde han nogen i retningen af at om 5 år har jeg sikkert heller ikke brug for alt muligt andet. Det var sagt i god mening og sikkert rigtig på nogle punkter, men ærligt fik det mig til at føle at jeg netop skal begrænses og miste mig selv. Jeg har selvfølgelig brug for andet end at bare være mor og gå derhjemme og folde håndklæder. Han virker mig pludselig konservativ.
Så sagen er grundlæggende bare at jeg er så bange for at miste mig selv og være den type kvinde, der ender med at blive bitter over det jeg aldrig fik gjort.
Andre der har haft det sådan her inden i fik børn eller efter i fandt ud af at i blev gravide? Hvordan dealede i med det?
Nu har jeg ikke læst de andres svar, men vil gerne komme med et input alligevel.
Jeg er af den opfattelse, at man bestemt ikke skal sætte et barn i verden fordi samfundet er sådan indrettet, at det nærmest er en selvfølge at skulle det. Du skal få et barn, hvis DU ønsker det og hvis du kan leve med det faktum, at du i nogle år vil skulle sætte dine egne behov, lyster osv. til side for en anden. Man kan ikke det helt samme med et lille barn som man kan uden og det vil altid være dit barns behov før dit eget. Til gengæld får man så meget kærlighed og børnene bliver jo også større. MEN ikke alle bliver klar til det ansvar der følger med og DET ER OKAY! Jeg forstår din frygt for, at se tilbage og ærgre dig over ting du ikke nåede, men uanset hvor ung eller gammel man er når man får børn, så tror jeg det er en tanke/følelse vi alle har eller har haft.
Din kæreste vil gerne have et barn og selvfølgelig skal han have det når det er et ønske han har. Men er det ikke din drøm, så må I afstemme og jeg synes det er vigtigt at ingen af jer føler, at I lægger låg på jeres ønsker. Du skal ikke være i vejen for, at han får et barn og han skal ikke være årsag til, at du går med til noget du i bund og grund ikke vil. Begge dele kan få fatale følger.
Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på om dit anstrengte forhold til din mor måske er det der ligger til grund for dine følelser og tanker om det at blive mor selv. Det ville nemlig give meget god mening! Før du og din kæreste begiver jer ud i, at finde ud af om forholdet skal bevares til trods for forskellige fremtidsønsker, kunne det så være en ide at gå til noget neurocoach, mindfullness, psykolog, terapeut eller lignende og finde ud af om dit forhold til din mor er noget der blokerer noget hos dig? Blot en tanke.
Ønsker dig alt det bedste og håber du lytter til dig selv
