Jeg er ikke skruk, men min kæreste er.

Kære alle

Det er med blødende hjerte jeg både har googlet løs og fundet frem til den her side. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i livet som mor.

Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde lysten. Min kæreste derimod vil gerne have børn og er fuldstændig afklaret med at, hvis jeg siger, at jeg vil snart, så er det slut mellem os. Jeg er 28 år og han er 35 år og vi har købt et hus sammen. Jeg sagde fra starten at det ikke lige var min drøm, men nu hvor det hele kommer tættere på er jeg overrasket over at jeg det simpelthen ikke rykker det mindste i min livmoder.

Da jeg var ganske ung tænkte jeg, at jeg skulle have børn. Det var en selvfølge. Jeg er også ret sikker på at jeg er fuldt ud i stand til at tage mig af et barn. Jo ældre jeg er blevet jo mindre har jeg lyst. Faktisk er den fuldstændig druknet. Jeg er så bange for at miste mig selv. Jeg har først fundet mig selv sent i livet pga. et anstrengt forhold til min egen mor.

Tanken om at blive begrænset igen og puttet ned i en kasse som husmor gør mig helt ulykkelig. Tanken om at aldrig sove, aldrig kunne være alene eller at have sin egen identitet har gjort mig rædselslagen.

Jeg ved det virker ekstremt og jeg føler det er et tabu, at sige den slags. Hvis jeg var en mand ville jeg gerne have børn. Jeg føler og observere ofte at det kvinden, der ofte ender med at blot være "MOR", hvor en enorm træthed følger med de første mange år.

Jeg er på nuværende tidspunkt så presset over, at alle spørger mig til børn eller prikker til mig og forventer jeg er helt "tihihhi vi skal snart have børn" at det har skabt en kæmpe modreaktion. Jeg synes på ingen måde det lyder sjovt at være mor til et spædbarn, så kan ikke være helt "tihihi" omkring det. Og jeg hader når jeg bliver udspurgt offentligt til familiemiddagen eller af min kærestes venner. Deres glæde og forventning lammer mig.

Min kæreste forstår slet ikke mine tanker. Forleden da vi talte sagde han nogen i retningen af at om 5 år har jeg sikkert heller ikke brug for alt muligt andet. Det var sagt i god mening og sikkert rigtig på nogle punkter, men ærligt fik det mig til at føle at jeg netop skal begrænses og miste mig selv. Jeg har selvfølgelig brug for andet end at bare være mor og gå derhjemme og folde håndklæder. Han virker mig pludselig konservativ.

Så sagen er grundlæggende bare at jeg er så bange for at miste mig selv og være den type kvinde, der ender med at blive bitter over det jeg aldrig fik gjort.

Andre der har haft det sådan her inden i fik børn eller efter i fandt ud af at i blev gravide? Hvordan  dealede i med det?

Jeg synes det er fuldstændig legitimt IKKE at ville have børn. Bare fordi man er kvinde betyder det ikke at man SKAL have børn eller skal ville have lyst til at få dem. Omgangskredsen og samfundet og alle dem, som ikke kan se ud over deres egen næsetip og tror de har ret til at have en mening om hvor mange eller få børn andre skal have, kan tage deres usympatiske holdninger og begrave dem i et dybt hul. Hvordan DIT liv skal være har absolut INTET med dem at gøre, og jeg ville også være pisseirriteret på folk, som mener at de skal træffe sådan en kæmpestor livsændrende beslutning på mine vegne.

Jeg har ét barn. Før barnet og også under graviditeten tænkte vi at vi skulle have to. Men det skal vi ikke. Vi skal have ét. Jeg kan godt synes at andres babyer er søde, men der er absolut intet der giver mig lyst til at få en mere. Jeg har ikke fortrudt det barn jeg har, men der er intet i mig overhovedet, som giver mig nogen som helst tvivl om hvorvidt vi skal have en 2'er.

Vi har et forholdsvist nemt barn (hun er 4 år nu), når vi sammenligner med hvad vi hører fra andre og selv observerer. Det er ikke ensbetydende med at hun ikke skriger og skaber sig. Nogle dage trækker putningen ud, hun sætter sig på tværs, kan sove til kl. 8 på hverdage (hvis hun fik lov) og vågner konsekvent kl. 6.20 i weekender. Jeg ryder op hele tiden - hver gang jeg pakker noget væk, flytter hun det et andet sted hen. Jeg er træt hele tiden, for selv hvis hun sover længe, vågner jeg automatisk kl. 6. Mig-tid er begrænset til cirka 19.30 - 20.00 (når hun er faldet i søvn), og så kommer min mand ind i stuen og vi ser en serie sammen inden sengetid.

Det hele handler om hende. Stort set alt planlægges efter hendes behov og rutine. Hun kommer altid først. Hun kan godt sidde og lege selv, men ikke på sådan et niveau at jeg kan gå i gang med en eller anden hobby eller finde ro til noget. For jeg er hele tiden parat til det næste der sker. Jeg er MOR langt mere end jeg er mig. Jeg har ikke rigtig lavet noget af det som jeg plejede at gå rigtig meget op i siden vi fik barn.

Jeg fortryder ikke. Og hvert år bliver de ting, som vi synes er "svære", lidt nemmere. Men det er hårdt.

Hvis du bare VED at du ikke vil have børn, så meld det ud. Jeg tænker at du kan mærke det inde i dig selv. Drømmer du om at lære junior at cykle? Lægge puslespil? Lave mad sammen? Tag dit barn med ud at rejse og vise junior verden? Vil du gerne lære dit barn hvad der er vigtigt for dig? Vil du gerne have et berigende mor/barn-forhold, som du ikke selv fik? Men det er alt det her barsel og manglende fritid, som du frygter. For så kan du jo snakke med kæresten om hvordan det skal være. Snak jer frem til fordeling af husarbejde - hvem tager hvor meget barsel. Skal I aftale at du har én friaften hver uge? Fortæl ham hvad du har brug for, for at du kan gå i gang med Projekt Baby.

Men hvis du bare VED at du ikke vil have børn, så stå ved det. For der er intet galt med dig, bare fordi din drøm ikke er at have børn. Det er hårdt at være mor, og ja, du skal opgive rigtig meget af dig selv. Du aner intet om hvilket barn du får. Så mit råd er at mærke efter - enten stå ved hvem du er, hvis du simpelthen bare ikke er en kvinde som skal have børn, eller find ud hvordan du/I kan løse de problematikker, som du frygter vil opstå.

Maelii skriver:

Kære alle

Det er med blødende hjerte jeg både har googlet løs og fundet frem til den her side. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i livet som mor.

Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde lysten. Min kæreste derimod vil gerne have børn og er fuldstændig afklaret med at, hvis jeg siger, at jeg vil snart, så er det slut mellem os. Jeg er 28 år og han er 35 år og vi har købt et hus sammen. Jeg sagde fra starten at det ikke lige var min drøm, men nu hvor det hele kommer tættere på er jeg overrasket over at jeg det simpelthen ikke rykker det mindste i min livmoder.

Da jeg var ganske ung tænkte jeg, at jeg skulle have børn. Det var en selvfølge. Jeg er også ret sikker på at jeg er fuldt ud i stand til at tage mig af et barn. Jo ældre jeg er blevet jo mindre har jeg lyst. Faktisk er den fuldstændig druknet. Jeg er så bange for at miste mig selv. Jeg har først fundet mig selv sent i livet pga. et anstrengt forhold til min egen mor.

Tanken om at blive begrænset igen og puttet ned i en kasse som husmor gør mig helt ulykkelig. Tanken om at aldrig sove, aldrig kunne være alene eller at have sin egen identitet har gjort mig rædselslagen.

Jeg ved det virker ekstremt og jeg føler det er et tabu, at sige den slags. Hvis jeg var en mand ville jeg gerne have børn. Jeg føler og observere ofte at det kvinden, der ofte ender med at blot være "MOR", hvor en enorm træthed følger med de første mange år.

Jeg er på nuværende tidspunkt så presset over, at alle spørger mig til børn eller prikker til mig og forventer jeg er helt "tihihhi vi skal snart have børn" at det har skabt en kæmpe modreaktion. Jeg synes på ingen måde det lyder sjovt at være mor til et spædbarn, så kan ikke være helt "tihihi" omkring det. Og jeg hader når jeg bliver udspurgt offentligt til familiemiddagen eller af min kærestes venner. Deres glæde og forventning lammer mig.

Min kæreste forstår slet ikke mine tanker. Forleden da vi talte sagde han nogen i retningen af at om 5 år har jeg sikkert heller ikke brug for alt muligt andet. Det var sagt i god mening og sikkert rigtig på nogle punkter, men ærligt fik det mig til at føle at jeg netop skal begrænses og miste mig selv. Jeg har selvfølgelig brug for andet end at bare være mor og gå derhjemme og folde håndklæder. Han virker mig pludselig konservativ.

Så sagen er grundlæggende bare at jeg er så bange for at miste mig selv og være den type kvinde, der ender med at blive bitter over det jeg aldrig fik gjort.

Andre der har haft det sådan her inden i fik børn eller efter i fandt ud af at i blev gravide? Hvordan  dealede i med det?

Ingen skal tvinges til at have børn, hvis lysten ikke er der. Jeg forstår godt din kæreste, fordi han netop har alderen med sig. 

HVIS I vælger at få børn, så er I jo to om det. Det er ikke KUN kvindens job at passe et fælles barn. 
Men det er klart at der vil komme noget søvnunderskud og tilsidesættelse af sig selv.

Hos os er det fx mest mig der tager ud, min mand er sjældent afsted. Det fungerer fint for os. Min mand hjemmepasser også vores yngste(vi har 3 børn). Jeg ville ikke trives med at hjemmepasse, jeg elsker at være hjemme med min familie, men jeg har også brug for at socialisere mig og være MIG og ikke kun mor. 

Men jeg tænker at  hvis I begiver jer ud i at få børn, at I skal sørge for at få forventningsafstemt, så ingen af jer drukner i det. 

Hvad er det du er bange for at miste ved dig selv? Frihed? 
Altså du skriver, tanken om aldrig at sove og aldrig at være alene. Det er jo hvad man gør det til. For selvfølgelig kan du både sove og være alene, hvis I er to om det og sørger for at “aflaste” hinanden hvis der opstår nogle hårde perioder. 

Jeg har en veninde og en lillesøster som begge altid har sagt de ikke ville have børn. Det har aldrig sagt dem noget, og de har aldrig følt "uro i æggestokkene".

Min veninde var gift og var ærlig fra starten omkring børn, men efter 10 år besluttede hendes mand at han havde et stort ønske om børn. Hun brugte meget tid på at tænke over og var utrolig splittet. For hun havde faktisk ikke lyst men hun ikke ville heller ikke miste ham. De endte med at blive skilt, hans begrundelse for at gå fra hende var noget andet, men tror det alligevel har haft en betydning.

Min lillesøster er lige blevet 30 år og er begyndt at snakke om at hun alligevel overvejer at få børn. Men hun er ikke afklaret med det endnu. 

Så det er ikke ligetil, og tænker heller ikke det hjælper at ens omgangskreds og folk generelt mener at det bare er noget man skal og har lyst til som kvinde.

Jeg tænker at der vel er flere ting i det her du føler omkring børn. Der er den del hvor at du ikke har lysten til at få et barn og så er der mor-rollen du har det svært ved. Sidstnævnte tænker jeg at du selv kan bestemme. Det behøver ikke være på den måde du beskriver og som du føler forventes af dig. Der findes flere mødre der er karriere mennesker, hvor det er manden der er mest på. Tænker de børn har det helt fint.

Men hvis du bare kan mærke at du faktisk ikke er interesseret i børn og ikke har lysten til at have et barn i dit liv, så synes jeg ikke du skal få et. Synes det vil være synd for barnet at have en forælder der ikke er interesseret i det, og uanset hvor meget den anden forælder gør, så er det min mening at det ikke kan kompensere for det der vil mangle. 

Hvis du nu har rigtig svært ved at mærke din mavefornemmelse fordi der er for mange mennesker der fortæller dig hvad du "bør" gøre, så var det måske en ide at tale med en coach... Få en neutral persons hjælp til at få styr på dine forvirrede tanker.

Alternativt ku du jo lave en "for og imod"-liste, det kan måske hjælpe dig til at få overblik over hvad du egentlig føler? 

Det er jo fint ikke at få børn - når man ikke ønsker dem. Men jeg hæfter mig ved at du tænker man kun er MOR, hjemmegående og folder viskestykker..? Øh - der er mange og langt de fleste har da en karriere også og går da op i andet. 
Selvfølgelig er man begrænset en smule af børn... men så er det altså heller ikke værre. Det er synd hvis det er det der friholder dig fra at få børn  . At din kæreste presser på for at få børn virker jo også som om han ønsker at deltage aktivt - tage barsel, skifte en ble osv  så du kommer ikke til bare at være MOR.

Det er det samme med fødsler - man hører de slemme historier. Jeg sov 6-7 timer hver nat fra mine børn var 14 dage ca. de har sovet fint lur og spiste dejligt med mad. Nemme nemme børn. Så ingen søvnunderskud og manglende overskud her.

Jeg var rigtig bange for om det at blive mor/forældre ville betyde at jeg mistede mig selv/vi mistede hinanden. Samtidig så jeg alle de ting jeg gerne ville leve ud i livet med store børn. Interesser jeg vil dele, den omsorg jeg ville give osv. Jeg så jul og fødselsdage for mit indre blik. Alt sammen med store børn.

Jeg hadede at alle stak til os længe. Jeg blev faktisk så sur en dag at i stedet for at glide af, blev jeg radende og sagde at nu ville jeg ikke høre mere om det. Hvis vi skulle have børn skulle vi nok sige det, og ellers skulle de blande sig udenom. Det hirkede og folk holdt kæft, så vi fik faktisk ro til at mærke efter at vi ønskede børn.

Så blev jeg gravid og jeg hadede det. Jeg blev mega dårlig med opkast og havde kun kræfter til at passe mit job (hvilket jeg så gjorde alt hvad jeg kunne). Ingen fritidsinteresser, cafebesøg eller motion kunne jeg klare, og det var ellers en stor del af mit liv. Fysisk gik det godt, men jeg følte allerede jeg mistede mig selv før nakkefoldsscanningen. Jeg havde ikke lyst til at tage barsel(graviditetsorlov) men gjorde det, fordi det blev forventet. Jeg var så tæt på at ringe til mit arbejde en måned efter fødslen og tigge om at komme tilbage. Jeg var en skal af mig selv og det var så skræmmende. Jeg havde fået en kæmpe depression. Hele den omvæltning var frygtelig og i over et år havde jeg daglige selvmordstanker (jeg vidste dog altid at jeg ikke ville rykke på det) men det var SÅ uhyggeligt. Jeg endte med at holde 7 mdr barsel, fordi jeg var for syg til at kunne arbejde. I den periode gik det op for mig at en del af behandlingen var at genfinde mig selv. Og det endte med at jeg valgte at tage et ors orlov og hjemmepasse imens jeg gjorde det. Og det var så godt givet ud. Jeg fandt ud af at jeg stadig er mig, men det var en fundamental, ja eksistensiel krise jeg havde været igennem i overgangen til at være mig OG mor. Og det krævede at jeg i en overgang helligede mig "kun" at være mor. Jeg skriver kun med citationstegn, fordi med tiden og som mit barn kunne kommunikere mere, kunne jeg også lave andre ting. Og langsomt lukke "gamle mig" tilbage i mit liv og genoptage gamle interesser.

Da vi besluttede os for nr 2 var jeg pisse bange for at det skulle ske igen. Så vi lavede en klar plan. Både mig og far fik en ugentlig fridag. Vi delte barslen mere "lige" altså jeg havde stadig 7 mdr, men han strak sin så han gik på deætid al den tid jeg var på barsel. Så det var kun 3 dage i ugen jeg var "bare mor", helt alene. Det var fantastisk. Så snart jeg følte jeg var stærk nok i bækkenbunden, begyndte jeg at træne igen. Jeg gik også til babyting med fokus på mor. Og jeg endte med også at passe den yngste hjemme i et år efter barslen. Men faktisk er tiden eftet beslen det sjove og der hvor der er mere plads til andet end mor

Alt i alt havde jeg meget mere mig selv med 2. Gang. Jeg er færdig for nu. Jeg elsker at de nærmer sig skolealderen og kommunikationen bliver nemmere og mere lige. Men jeg drømmer faktisk om 2 mere. Om nogle år. Og med alle de samme forbehold som nu. Jeg elsker at være mor, OG at være mig, men det var en svær balance at finde 1. Gang. Og nu (på den anden side af barslerne) kan jeg se at i det store billede betyder de første år ikke så meget ifht min identitet. Jeg ser det mere som at det er skruet lidt ned, og så kan jeg skrue op igen som de bliver ældre. Samlet har jeg været hjemme i knap 4 år ad to omgange og isoleret kan det lyde af meget. Men ud af de over 50 år jeg skal være på arbejdsmarkedet og at jeg formodentlig bliver langt over 80, er det en meget kort periode. En anden aftale vi har er, at det er min mand der kommer til at tage barns sygedage osv. Fordi jeg nemlig ikke vil falde i den der "man ringer altid til mor" vi gør også meget ud af at han bestemmer hjemme,  så man ikke altid skal "tjekke med mor" osv når man vil noget. Og jeg stiller høje krav til at han kan finde ud af også at holde styr på deres legeaftaler osv. Tit trækker jeg mig også tilbage ifht planlægningen

Nå det var for at fortælle min historie fordi mine tanker meget lignede dem du skrev. Som en anden siger: hvis du på ingen måde forestiller dig børn i dit liv, så lad være. Men hvis du godt kan se dig selv med et skolebarn og opefter f.eks. kan det måske være rigtigt at få et barn og så virkelig fordele og lave klare aftaler fra start, hvis du vil undgå "bare mor"-kassen. Det kan lade sig gøre, men det er klart nemmest hvis man taler åbent om det 

jeg har tænkt videre. Det du skal vurdere er også hvilket liv du ønsker. Børn giver mange glæder og er til at starte med jo mere besværlige end hvis man var single eller bare to voksne. Børn er et livsprojekt - det former resten af ens liv
Min mor på 73 har veninder uden børn. Og det kan være en trist eller meget ensom alderdom, hvis man mister som mand (de bliver typisk ikke lige så gamle) og ingen børn eller børnebørn har. Man fraskriver sig børnebørns pasning og ture osv. Jeg kan da se hvor meget min mor elsker st have børn og børnebørn på besøg og med på ferier osv. men der er med alt jo ikke garantier for at ens børn vil holde af en som voksne. Men giver man dem en kærlig opvækst får man meget igen! 

Maelii skriver:

Kære alle

Det er med blødende hjerte jeg både har googlet løs og fundet frem til den her side. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i livet som mor.

Sagen er den, at jeg simpelthen ikke kan finde lysten. Min kæreste derimod vil gerne have børn og er fuldstændig afklaret med at, hvis jeg siger, at jeg vil snart, så er det slut mellem os. Jeg er 28 år og han er 35 år og vi har købt et hus sammen. Jeg sagde fra starten at det ikke lige var min drøm, men nu hvor det hele kommer tættere på er jeg overrasket over at jeg det simpelthen ikke rykker det mindste i min livmoder.

Da jeg var ganske ung tænkte jeg, at jeg skulle have børn. Det var en selvfølge. Jeg er også ret sikker på at jeg er fuldt ud i stand til at tage mig af et barn. Jo ældre jeg er blevet jo mindre har jeg lyst. Faktisk er den fuldstændig druknet. Jeg er så bange for at miste mig selv. Jeg har først fundet mig selv sent i livet pga. et anstrengt forhold til min egen mor.

Tanken om at blive begrænset igen og puttet ned i en kasse som husmor gør mig helt ulykkelig. Tanken om at aldrig sove, aldrig kunne være alene eller at have sin egen identitet har gjort mig rædselslagen.

Jeg ved det virker ekstremt og jeg føler det er et tabu, at sige den slags. Hvis jeg var en mand ville jeg gerne have børn. Jeg føler og observere ofte at det kvinden, der ofte ender med at blot være "MOR", hvor en enorm træthed følger med de første mange år.

Jeg er på nuværende tidspunkt så presset over, at alle spørger mig til børn eller prikker til mig og forventer jeg er helt "tihihhi vi skal snart have børn" at det har skabt en kæmpe modreaktion. Jeg synes på ingen måde det lyder sjovt at være mor til et spædbarn, så kan ikke være helt "tihihi" omkring det. Og jeg hader når jeg bliver udspurgt offentligt til familiemiddagen eller af min kærestes venner. Deres glæde og forventning lammer mig.

Min kæreste forstår slet ikke mine tanker. Forleden da vi talte sagde han nogen i retningen af at om 5 år har jeg sikkert heller ikke brug for alt muligt andet. Det var sagt i god mening og sikkert rigtig på nogle punkter, men ærligt fik det mig til at føle at jeg netop skal begrænses og miste mig selv. Jeg har selvfølgelig brug for andet end at bare være mor og gå derhjemme og folde håndklæder. Han virker mig pludselig konservativ.

Så sagen er grundlæggende bare at jeg er så bange for at miste mig selv og være den type kvinde, der ender med at blive bitter over det jeg aldrig fik gjort.

Andre der har haft det sådan her inden i fik børn eller efter i fandt ud af at i blev gravide? Hvordan  dealede i med det?

En ting jeg altid fortæller andre der snakker om børn. Man fortryder højst sandsynligt ikke de børn man får. Men man skal aldrig få børn før man er klar! 
Det er hårdt at være forældre, hvilket jeg også kan høre at du er bevidst om. Så uanset om du tænker måske eller slet ikke, så skal du ikke før end du er klar. Hvem ved, måske bliver du klar inden for et år eller to. Måske aldrig. 
Al den bekymring, al den tid, al den energi der er gået fra fødsel, er hurtigt glemt i forhold til den uendelige kærlighed ens barn giver. 
Det er ikke bare spædbørn, vasketøj og “hej jeg er Mies mor”.. det er også glæde, stolthed, nye oplevelser og minder. 
Men helst ikke før end du er klar. Kan godt se at din kæreste føler han har travlt. 

Kom til at tænke på, måske var det en ide at aftale med din kæreste (hvis han har lyst) at det næste år snakker I ikke om børn. Og når venner og familie bringer det på bane, så lukke den ned med det samme. Fx "Det kommer ikke til at ske foreløbig, så I behøver ikke spørge mere til det. Vi skal nok give besked hvis det ændrer sig" eller "kan vi tale om noget andet?".

For det lyder også til at noget af problemet er at du føler dig mega presset, og så er det naturligt at får mindre og mindre lyst. Så hvis du nu fik et år til at slappe af og ikke have et kæmpe forventningspres, så kunne det være det ændrede sig. Eller det kan selvfølgelig også være at du stadig ikke har lyst, men så er du forhåbentlig mere afklaret med det. 

Jeg er enig med de andre svar herinde. Det vil irritere dig mere og mere hvis du ikke får sagt fra over for dem der hele tiden spørger, så vær ærlig. Men husk at de nok kun spørger fordi de holder af jer og synes det er rigtig spændende 

Den vigtigste pointe er for mig hvad du tænker om dit liv når du er 50, 70 eller 90. Hvis du en dag ikke har nogen tilbage, vil du så fortryde at du aldrig fik børn? Det er trods alt kun en meget kort periode af dit liv der er som du beskriver. Min datter er 1 1/2 år, og hun sover som regel fint om natten. Og man kan sagtens have fritid hvis man aftaler med den anden forælder at man tager en dag ude og han/hun passer barnet imens. Det lyder også til at din mand vil være en stor del af det, og det betyder meget for at man ikke føler sig som mor og intet andet.

Uanset hvad du vælger håber jeg det er det du virkelig føler for