Barn på 3 og begravelse??

Anonym skriver:

Hej med jer.

Jeg har en far som grundet sygdom måske går bort i løbet af de næste 6 måneder. 

Jeg er meget i tvivl om min 3 årige søn i såfald skal med til begravelsen. Min søn og farfar har det super godt sammen.

Men er i tvivl om hvad en 3 årig forstår, om det bliver for svært for en 3 årig at håndtere og om det er bedre at han bliver passet?

Har i nogle input/erfaringer?  

Det er noget du skal overveje til den tid, hvis det viser sig at din far ender med at gå bort, efter min mening kan ingen her inde svare på hvad der er rigtigt for den enkelte/famile i en begravelses situation .

Nu skriver du begravelse, men for nogle familier er der stor forskel i “sørge måden” i kirken om det var en begravelse eller bisættelse.

Min svigermor døde sidst i juni af corona (hun var syg i forvejen), hun blev bisat en uge efter i kirken og i tirsdags var vi på kirkegården og sætte urnen i jorden og der var min mand faktisk noget mere ramt end han var i kirken. Selvfølgelig var han ked af det i kirken, men han  var faktisk mere påvirket efter at han havde sænket hendes urne i jorden.

Først det gør mig ondt af høre det med din far vi skal huske børn er forskel nogle 3 året ville kunne værre stille en kirke og måske han ikke kan forhold sig til at farfar er død man måske han forstår at han er i himlen også er det sådan det er jeg må også værre ærlig og sige at jeg har opleve voksen mennsker der ikke kunne værre stille eller sad gro ned i deres telefoner i kirken så nogle gange er børn alså ikke de værste!!

Anonym skriver:

Hej med jer.

Jeg har en far som grundet sygdom måske går bort i løbet af de næste 6 måneder. 

Jeg er meget i tvivl om min 3 årige søn i såfald skal med til begravelsen. Min søn og farfar har det super godt sammen.

Men er i tvivl om hvad en 3 årig forstår, om det bliver for svært for en 3 årig at håndtere og om det er bedre at han bliver passet?

Har i nogle input/erfaringer?  

Jeg er ked af, at I måske står overfor at skulle sige farvel Mine børn var lige knap 3 og 5 år da deres far døde. De var begge med til hans bisættelse, og jeg kunne aldrig have drømt om at de ikke skulle med. Begge deres primære pædagoger deltog i bisættelsen, og kunne dermed tage sig af børnene, hvis de ikke kunne rumme at være i kirken (børnehaven stillede pædagogerne til rådighed både for min skyld, men også fordi det gav dem mulighed for at dele og snakke med børnene efterfølgende som et led i deres sorgbearbejdelse). 

En 3-årig kan bruge bisættelsen i den senere sorgbearbejdelse - de kan måske ikke huske noget eller kun i glimt, men de kan have rigtig mange spørgsmål. ÅVi fik taget billeder af en professionel fotograf under hele ceremonien, og det har været guld værd, når der har været spørgsmål senere hen. 

Jeg ville dog aldrig tage børn med, hvis jeg ikke hørte til den allernærmeste familie, eller hvis den allernærmeste familie frabad sig det. I den situation, ville det til hver en tid være hensynet til de nærmeste der vægtede mest. Samtidig ville jeg vurdere mit eget overskud til både at være tilstede mentalt og skulle være der for børnene. Ved min mands bisættelse havde jeg ikke det mentale overskud, men da jeg vidste at pædagogerne kunne tage over, hvis jeg ikke kunne, lykkedes det alligevel for mig at være der for børnene, når de søgte mig (og ikke tullede rundt til andre familiemedlemmer). 

Mange tanker til jer 

Jeg lod min 2,5 årige blive hjemme fra min farmors begravelse, da jeg ville have lov til at være sønderknust uden at skulle holde øje med om hun hoppede på gravstene, pillede ved alt muligt eller havde myrer i bleen. 

Varme tanker til dig og din familie!

Da min mor døde, betød det enormt meget for min far, at alle børnebørn - uanset alder og ‘rolighedsniveau’ var med til begravelsen. Nok netop, som en anden skriver, fordi det var noget livsbekræftende i, at de børn var kommet på grund af hende... altså at livet går videre i de næste generationer.

Matsør skriver:

Jeg er ked af, at I måske står overfor at skulle sige farvel Mine børn var lige knap 3 og 5 år da deres far døde. De var begge med til hans bisættelse, og jeg kunne aldrig have drømt om at de ikke skulle med. Begge deres primære pædagoger deltog i bisættelsen, og kunne dermed tage sig af børnene, hvis de ikke kunne rumme at være i kirken (børnehaven stillede pædagogerne til rådighed både for min skyld, men også fordi det gav dem mulighed for at dele og snakke med børnene efterfølgende som et led i deres sorgbearbejdelse). 

En 3-årig kan bruge bisættelsen i den senere sorgbearbejdelse - de kan måske ikke huske noget eller kun i glimt, men de kan have rigtig mange spørgsmål. ÅVi fik taget billeder af en professionel fotograf under hele ceremonien, og det har været guld værd, når der har været spørgsmål senere hen. 

Jeg ville dog aldrig tage børn med, hvis jeg ikke hørte til den allernærmeste familie, eller hvis den allernærmeste familie frabad sig det. I den situation, ville det til hver en tid være hensynet til de nærmeste der vægtede mest. Samtidig ville jeg vurdere mit eget overskud til både at være tilstede mentalt og skulle være der for børnene. Ved min mands bisættelse havde jeg ikke det mentale overskud, men da jeg vidste at pædagogerne kunne tage over, hvis jeg ikke kunne, lykkedes det alligevel for mig at være der for børnene, når de søgte mig (og ikke tullede rundt til andre familiemedlemmer). 

Mange tanker til jer 

De er fantastiske de pædagoger. Min datters pædagog kom også til begravelsen- får helt tårer i øjnene når jeg tænker på det. 

Hun og hendes kollegaer var der for os og ikke mindst for vores datter på en måde, så jeg følte mig så tryg. 

Kan huske jeg spurgte meget til min datter og hvad nu hvis hun bliver helt ødelagt. De kunne med få ord give mig en ro og en tryghed om, at de talte hendes sag og de godt turde tage den svære samtale med mig fordi selvom de holdt af mig så var det min datter de holdt aller mest af, og de ville kæmpe for hende. 

Skrev en gang et indlæg om, at alle burde have en Gitte - og at alle nok har haft en Gitte, hvis de har gået institution.

Puha du fik lige en masse minder til at rulle ind over mig i en tid, hvor mine egne katastrofe tanker har været alt for mange.

Nu har jeg begravet begge mine forældre og kort og godt ville jeg været blevet tosset i hovedet hvis nogen havde et barn med der ikke kunne tie stille og larmede og snakkede og måske græd 

Så jeg tænker det kommer meget an på hvilket barn du har. Kan barnet forholde sig roligt v vil du være villig til at skulle gå fra begravelse hvis barnet bliver meget urolig og græder feks? Personligt mener jeg ikke så små børn hører til ved en begravelse. Min store datter var 8 ved min mors begravelse og hun var med. Den lille var 1 år hun blev passet. Ved min fars var den lille som din 3 år. Og hun var ikke med der heller. Hvad skulle hun dog få ud af det

Det kommer vel mindst lige så meget an på familien der har mistet, som det kommer an på barnet. I min søns levetid har vi begravet tre familiemedlemmer, heriblandt min far. Til alle tre begravelser har børn været meget velkomne, for det var de i den grad altid hos de afdøde. Ved første begravelse var min dreng få måneder gammel og ved den seneste to år.

I min familie er det mest naturligt at børnene deltager. Det gør ikke noget at de af og til giver lidt lyd fra sig, men bliver det for meget, er det også den største selvfølge, at der er en der går med dem. Jeg tror på at døden bliver mindre skræmmende og farlig for mit barn, når han bliver inddraget. Det er helt fair at andre har det anderledes, men sådan ser jeg det. 

Nu har alle dem vi har begravet været ramt af enten sygdom eller været oppe i alderen OG det har været nær familie, hvilket jeg også tænker præger min holdning. Var afdøde død i en ulykke eller bare alt for tidligt, ville stemningen naturligt ville være mere trist og følelsesladet, og så havde jeg nok fået sønnen passet - for alles skyld. 

Til TS: Det gør mig ondt med din far. Børnene i min familie er som sagt vant til at deltage ved begravelser og der har været flere børn med på 3-4 år. Det har været fint for os alle. Børnene forstår måske ikke en masse af det, så jeg tænker mest af alt du skal mærke efter, hvad du føler er rigtigt i situationen. Er der stærke holdninger i familien om, at børn ikke deltager, kan det selvfølgelig spille ind, men ellers synes jeg du selv skal mærke hvad du har det bedst med. En treårig tager i hvert fald næppe skade af at være med 

Det gør mig ondt at høre, at du sandsynligvis står over for at skulle miste din far.

I vores familie har børn altid været velkomne til begravelser. 

Da vi begravede min far, var min lillesøsters datter 2 1/2 år, og det var det mest naturlige for os alle, at hun deltog.

Men familier og børn er jo forskellige, så jeg tror, du skal følge din egen mavefornemmelse (hvis du har en fornemmelse for, hvad der er mest naturligt for jer).

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over om du skal tage din søn med eller ej da det er dig der kender ham og dette kommer nok også and på den famille man er ud af i min har børn altid værre med når det har værre fra min far side derimod fik vi børn ikke lov til af deltage da vores mormor og morfar døde der var jeg 8 og 10 

Jeg deltog ikke selv i min farmors begravelse da jeg var 7 år, fordi min far ( mine forældre er skilt) ikke synes børn passede til en begravelse og det ville være synd for mig at se folk kede af det. Det var SÅ hårdt og jeg var så ked af at jeg ikke måtte sige farvel. Min farmor betød meget for mig. 

Jeg vil altid synes, når det er familiens børn, at de hører til under en begravelse. Det er også deres familie. Det er ikke farligt at se mor græde eller være med et sted hvor folk er kede at det - det er da helt naturligt at forklare sådanne emmer til en 3 årig. 
Er man fjern slægtning eller venner tænker jeg dog det er mere passende, for den sørgende familie, at man forsøger at komme uden børn. 

På en eller anden måde synes jeg at børn til begravelser gør et eller andet livsbekræftende. 

Men man skal selvfølglig gøre hvad man selv finder bedst og nogle familier er også bedre til børn end andre.