Anonym skriver:
sagen er den at jeg er gravid, med mit 3. Barn. Min mand og jeg har i forvejen to børn på 4 og 7. Frem til for ca. 6. Måneder siden, har jeg altid troet, at vores familie ville være fuldendt med et 3. Barn jeg ønskede det brændende og var blind overfor alle de udfordringer, det også ville give. Men for lidt mere end 6. Måneder siden begyndte jeg at trives med den tilværelse vi har nu, jeg føler jeg lige akkurat har overskud til mine børn. Det er mig der står for alt der praktiske i hverdagen, hente/bringe børn, legeaftaler, skoleopgave, tøjvask, mad osv. Dette fordi min mand har meget arbejde og arbejder langt væk. Han har i mere end et år søgt job tættere på, men det er svært i den branche.
vi snakker tit om at vi burde gøre forskellige ting med børnene i hverdagen. Men overskuddet er der simpelthen ikke.
Jeg kan mærke at i takt med den yngste, som er meget mor syg, bliver ældre, får jeg mere overskud, både til børnene, men også mig selv og mit arbejde.
jeg er nervøs for, hvad et 3.barn vil betyde for mit overskud til mine børn og alt det praktiske. Jeg er bange for at det skal knække mig helt.
Samtidig vil jeg også gerne kunne give mine børn en søskende, som jeg ved de ønsker sig.
Et ekstra barn vil ikke være noget problem rent pladsmæssigt, økonomisk ville det blive lidt presset, men ville godt kunne hænge sammen
da jeg stod med testen tænkte jeg fuck, og jeg har grædt siden af forvirring over, hvad jeg skal vælge. Min mand ønsker barnet. Men som type tænker han ikke så meget over de fremtidige dagligdags praktiske udfordringer. Jeg har snakket med mine forældre om, hvad jeg skal gøre, og de siger, at hvis der er nogen, der kan klare det, så er det os. Men sådan føler jeg ikke lige nu�� jeg føler mig alene og ude af stand til at træffe en beslutning�� det ene øjeblik tænker jeg at det kun vil være hårdt i en periode og at vi burde kunne klare det. Det næste øjeblik tænker jeg at jeg ikke kan byde mine børn en træt mor uden overskud.
Jeg sidder med vores nr 3 der bliver 2 uger på søndag...
vi havde absolut ingen planer om at der skulle være 3.. jeg skulle have været steriliseret januar i år, men november sidste år stod vi med en positiv test.. vi havde passet på undtagen en enkelt gang hvor det smuttede...
jeg startede med at være 100 på abort.. der var ingen i tvivl i mig.. jeg følte på ingen måder at hverken jeg eller min mand kunne rumme en baby mere.. hverken fysisk eller psykisk eller økonomiskt..
vi havde i forvejen en fra juli 18 som heller ikke var planlagt og hvor jeg først opdagede det da jeg var 9 uger henne.. vi havde drømt om en mere så den store fik en søskende men planen var først efter jeg var færdigudlært eller tæt på...
så da jeg stod med testen på den tredje var jeg virkelig i syv sind...
min mand var først enig i at det måske ville være for meget, men så begyndte vi at snakke om det... satte det op med fordele og ulemper.. fik snakket og vendt og drejet det med alle vores bekymringer og eventuelle løsninger på diverse problemstillinger der kunne opstå...
vi endte med at vælge baby til..
vi fik kigget grundigt på økonomien og fik styr på at der var plads til den ekstra udgift og at vi havde en opsparing der kunne bruges på at gøre plads herhjemme til den ekstra opbevaring der blev nødvendig med en lille ny..
vi satte os ned og lavede en plan for hvem gør hvad med hvilket barn i diverse situationer.. ikke nedskrevet og ikke fastlåst men mere forventningsafstemte selvom vi allerede var rimelig enige om mange ting...
den første nat hjemme efter fødsel var katastrofe... ham på 2 vågnede med mareridt om at jeg var væk og tudbrølede i mens jeg sad og prøvede at amme baby måtte jeg fiske ham op på det andet knæ og trøste... vi ved fra erfaring at ham på 2 ikke kan bruge sin far om natten, han bliver bare mere ked af det hvis det er far der kommer derind når han kalder... jeg tror jeg fik sovet måske 1.5 time fordelt af 3 omgange den nat fra kl. 22 til 7 om morgenen fordi baby og ham på 2 vågnede samtidig og gjorde hinanden utrygge...
i nat var perfekt... begge var vågne et par gange men ingen skrig eller tudeture og begge var nemme at få til at sove igen..
i nat var første nat hvor jeg rent faktisk nåede at sove i min egen seng mere end 20 minutter i træk...
det er hårdt også selvom baby er utrolig nem og tålmodig... ham på 2 er i vuggestue fra 9-ca. 15 (vi henter når han er vågnet fra lur) for ellers ville det blive alt for meget for os allesammen...
den store har sommerferie fra skolen men han er rimelig selvstændig og får lov til at sidde ved computer eller tablet og så hygger han sig med det enten alene eller sammen med far når han ikke sidder med baby..
denne gang har min mand lidt ekstra overskud da han ikke er i gang med alt muligt med kommunen og jeg er kommet igennem min stress og har ikke noget arbejde eller uddannelse der står og hiver i mig så jeg har også lidt mere ro på lige nu...
jeg læste godt at din mand har en tendens til at være blind for udfordringerne ved endnu en lille, men måske det kan hjælpe ham hvis du sætter præcise ord på hvad der bliver svært...
ikke bare sige det bliver svært at hente med en baby men forklarer hvorfor det kan være svært..
det er kun dig der kan mærke efter hvad der er det rigtige... men det er vigtigt du også får støtte af din mand så det ikke bliver en kile i jeres forhold hvis du vælger noget han ikke er enig i og støtter op om...
