Har brug for gode råd

sagen er den at jeg er gravid, med mit 3. Barn. Min mand og jeg har i forvejen to børn på 4 og 7. Frem til for ca. 6. Måneder siden, har jeg altid troet, at vores familie ville være fuldendt med et 3. Barn jeg ønskede det brændende og var blind overfor alle de udfordringer, det også ville give. Men for lidt mere end 6. Måneder siden begyndte jeg at trives med den tilværelse vi har nu, jeg føler jeg lige akkurat har overskud til mine børn. Det er mig der står for alt der praktiske i hverdagen, hente/bringe børn, legeaftaler, skoleopgave, tøjvask, mad osv. Dette fordi min mand har meget arbejde og arbejder langt væk. Han har i mere end et år søgt job tættere på, men det er svært i den branche. 

vi snakker tit om at vi burde gøre forskellige ting med børnene i hverdagen. Men overskuddet er der simpelthen ikke.

Jeg kan mærke at i takt med den yngste, som er meget mor syg, bliver ældre, får jeg mere overskud, både til børnene, men også mig selv og mit arbejde.

jeg er nervøs for, hvad et 3.barn vil betyde for mit overskud til mine børn og alt det praktiske. Jeg er bange for at det skal knække mig helt. 

Samtidig vil jeg også gerne kunne give mine børn en søskende, som jeg ved de ønsker sig.

Et ekstra barn vil ikke være noget problem rent pladsmæssigt, økonomisk ville det blive lidt presset, men ville godt kunne hænge sammen

da jeg stod med testen tænkte jeg fuck, og jeg har grædt siden af forvirring over, hvad jeg skal vælge. Min mand ønsker barnet. Men som type tænker han ikke så meget over de fremtidige dagligdags praktiske udfordringer. Jeg har snakket med mine forældre om, hvad jeg skal gøre, og de siger, at hvis der er nogen, der kan klare det, så er det os. Men sådan føler jeg ikke lige nu�� jeg føler mig alene og ude af stand til at træffe en beslutning�� det ene øjeblik tænker jeg at det kun vil være hårdt i en periode og at vi burde kunne klare det. Det næste øjeblik tænker jeg at jeg ikke kan byde mine børn en træt mor uden overskud.

Sikke en svær situation. Men hvis I allerede nu lever et liv hvor det kniber med overskuddet, hvis I allerede nu knapt nok har ressourcer til at lave de ting med jeres børn som I inderst inde gerne vil, ja - så er det måske virkelig fornuftigt at overveje, om I er på vej ud i noget urealistisk?

I bliver jo først og fremmest nødt til at insistere på at din mand kommer mere på banen og løfter sin opgave i hjemmet mere jævnbyrdigt. Om det så kræver flytning, brancheskift, ja hvad som helst. Dernæst få kigget på, hvorfor du synes det er så hårdt med de to (relativt store) børn I har i forvejen? Er der ikke noget, som kan skøres væk/lettes/gøres anderledes?

At børnene ønsker sig en søskende synes jeg ikke er et argument. De ved ikke hvad det indebærer og selv hvis de gjorde, betød det ikke at I behøvede at opfylde ønsket. Mine børn ønsker sig en cirkuselefant, det får de heller ikke. Hvis mor og far risikerer at knække nakken på endnu et familiemedlem, er det naturligvis det som er det vigtigste argument.

Måske skal du opsøge Mødrehjælpen eller en professionel at vende tingene med?

De bedste ønsker til jer med den svære beslutning. 

Tak fordi du læste og svarede på en ordentlig måde. Det sætter jeg pris på. Som person har jeg meget høje forventninger til mig selv og min rolle som mor. Jeg ved jeg er den bedste mor jeg kan være. Men efter en arbejdsdag og vi endelig er endt hjemme i sofaen og de får lov at se børne tv indtil vi skal spise aftensmad. Så kommer den dårlige samvittighed over, at jeg måske burde sætte dem igang med at lege, eller lave noget kreativt med den store.

jeg skal til en samtale med min læge på fredag. Jeg håber at blive klogere der. Men ved også at beslutningen er op til mig. Men tak for dit svar. 

Det der ligner mit opslag for 3 år siden - bortset fra jeg på ingen måde havde ønsket en 3’er..... 

mine store børn, var på det tidspunkt 4 og 7 år. 
idag er de så 10, 7 og snart tre år. 
jeg vaklede virkelig mellem abort eller beholde - jeg nåede til den konklusion, at jeg ikke ville kunne gennemgå en abort uden psykiske men. 
Jeg er lykkelig for min lille guldklump / han har fuldend familien. Jeg ville aldrig vælge om. De store er Sindsygt glad efor ham og de hygger sig alle tre med hinanden i hverdagen. 
men når det så er sagt - så tager det virkelig på kræfterne - det er hårdt med tre børn. Der er bare lige ét barn mere end voksne. Og der er pludselig en baby igen. Det synes jeg var svært. Men idag, er tingene nemmere og alle er ‘store’. 
jeg tænker du skal overveje hvilke konsekvenser en abort ville få for dig? 
hvad ville være dejligt ved at være 3 istedet for 2? 
Hvis din kærlighed til én mere er der - så skal det nok gå godt og blive dejligt. Der bliver nogle år hvor det er hårdt - men spørger du mig, så synes jeg det er dejligt at se, hvordan tre børn er sammen på en hel anden måde, end mine to første var. 
hvor langt er du henne? 
kram til dig 

Tusind tak for svar, det betyder meget for mig at få forskellige synspunkter. Jeg testede positiv i mandags, så det er jo ret nyt. Det ene øjeblik græder jeg og tænker at det eneste rigtige er en abort, det næste øjeblik tænker jeg at vi nok skal kunne klare det, at det kun er en periode med manglende søvn og overskud. Jeg er virkelig forvirret og føler mig deprimeret over situationen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at vi vil kunne give kærlighed til en mere. Det er mere overskuddet jeg er bekymret for, om vi kan give børnene, det de har brug for. 

Og når jeg så læser forskellige udsagn om at, hvis man er det mindste i tvivl, så skal man ikke gøre det. Så bliver jeg nervøs over, hvad det vil betyde for os at få en som jeg allerede nu er i tvivl om vil vælte hele læsset. 

Anonym skriver:

sagen er den at jeg er gravid, med mit 3. Barn. Min mand og jeg har i forvejen to børn på 4 og 7. Frem til for ca. 6. Måneder siden, har jeg altid troet, at vores familie ville være fuldendt med et 3. Barn jeg ønskede det brændende og var blind overfor alle de udfordringer, det også ville give. Men for lidt mere end 6. Måneder siden begyndte jeg at trives med den tilværelse vi har nu, jeg føler jeg lige akkurat har overskud til mine børn. Det er mig der står for alt der praktiske i hverdagen, hente/bringe børn, legeaftaler, skoleopgave, tøjvask, mad osv. Dette fordi min mand har meget arbejde og arbejder langt væk. Han har i mere end et år søgt job tættere på, men det er svært i den branche. 

vi snakker tit om at vi burde gøre forskellige ting med børnene i hverdagen. Men overskuddet er der simpelthen ikke.

Jeg kan mærke at i takt med den yngste, som er meget mor syg, bliver ældre, får jeg mere overskud, både til børnene, men også mig selv og mit arbejde.

jeg er nervøs for, hvad et 3.barn vil betyde for mit overskud til mine børn og alt det praktiske. Jeg er bange for at det skal knække mig helt. 

Samtidig vil jeg også gerne kunne give mine børn en søskende, som jeg ved de ønsker sig.

Et ekstra barn vil ikke være noget problem rent pladsmæssigt, økonomisk ville det blive lidt presset, men ville godt kunne hænge sammen

da jeg stod med testen tænkte jeg fuck, og jeg har grædt siden af forvirring over, hvad jeg skal vælge. Min mand ønsker barnet. Men som type tænker han ikke så meget over de fremtidige dagligdags praktiske udfordringer. Jeg har snakket med mine forældre om, hvad jeg skal gøre, og de siger, at hvis der er nogen, der kan klare det, så er det os. Men sådan føler jeg ikke lige nu�� jeg føler mig alene og ude af stand til at træffe en beslutning�� det ene øjeblik tænker jeg at det kun vil være hårdt i en periode og at vi burde kunne klare det. Det næste øjeblik tænker jeg at jeg ikke kan byde mine børn en træt mor uden overskud.

Puha.. den er godt nok svært. Du er i et stort dilemma. Personligt synes jeg ikke du skal lægge for meget vægt i at dine andre børn godt kunne tænke sig en søskende mere. Det er jo trods alt dog og gin mand der skal stå for det hele med opdragelse, økonomi og overskuddet som du siger.

Hjemme hos mig var vi også meget i tvivl om vi skulle få en mere, da den første blev ældre. Det er virkelig en smuk ting, når man får et barn. Det er jo en kæmpe lykkerus, og en dejligt ting man kan dele med dit livs kærlighed. Men når hverdagen skal fungere, følte vi bestemt ikke at vi har overskuddet til at få en mere.

Håber virkelig du finder den rigtige løsning. Det er en stor beslutning, der kommer til at få en stor effekt på fremtiden.

CKJ skriver:

Det der ligner mit opslag for 3 år siden - bortset fra jeg på ingen måde havde ønsket en 3’er..... 

mine store børn, var på det tidspunkt 4 og 7 år. 
idag er de så 10, 7 og snart tre år. 
jeg vaklede virkelig mellem abort eller beholde - jeg nåede til den konklusion, at jeg ikke ville kunne gennemgå en abort uden psykiske men. 
Jeg er lykkelig for min lille guldklump / han har fuldend familien. Jeg ville aldrig vælge om. De store er Sindsygt glad efor ham og de hygger sig alle tre med hinanden i hverdagen. 
men når det så er sagt - så tager det virkelig på kræfterne - det er hårdt med tre børn. Der er bare lige ét barn mere end voksne. Og der er pludselig en baby igen. Det synes jeg var svært. Men idag, er tingene nemmere og alle er ‘store’. 
jeg tænker du skal overveje hvilke konsekvenser en abort ville få for dig? 
hvad ville være dejligt ved at være 3 istedet for 2? 
Hvis din kærlighed til én mere er der - så skal det nok gå godt og blive dejligt. Der bliver nogle år hvor det er hårdt - men spørger du mig, så synes jeg det er dejligt at se, hvordan tre børn er sammen på en hel anden måde, end mine to første var. 
hvor langt er du henne? 
kram til dig 

Jeg har en veninde, som virkelig ønskede sig og planlagde 3’eren. Men det tredje barn væltede læsset fuldstændigt, og selvom barnet er 3 år nu, er de stadig ikke kommet på højkant. De siger, at barnet ‘fuldendte’ deres familie, og ligner samtidig noget, katten har slæbt med ind. 

Anonym skriver:

sagen er den at jeg er gravid, med mit 3. Barn. Min mand og jeg har i forvejen to børn på 4 og 7. Frem til for ca. 6. Måneder siden, har jeg altid troet, at vores familie ville være fuldendt med et 3. Barn jeg ønskede det brændende og var blind overfor alle de udfordringer, det også ville give. Men for lidt mere end 6. Måneder siden begyndte jeg at trives med den tilværelse vi har nu, jeg føler jeg lige akkurat har overskud til mine børn. Det er mig der står for alt der praktiske i hverdagen, hente/bringe børn, legeaftaler, skoleopgave, tøjvask, mad osv. Dette fordi min mand har meget arbejde og arbejder langt væk. Han har i mere end et år søgt job tættere på, men det er svært i den branche. 

vi snakker tit om at vi burde gøre forskellige ting med børnene i hverdagen. Men overskuddet er der simpelthen ikke.

Jeg kan mærke at i takt med den yngste, som er meget mor syg, bliver ældre, får jeg mere overskud, både til børnene, men også mig selv og mit arbejde.

jeg er nervøs for, hvad et 3.barn vil betyde for mit overskud til mine børn og alt det praktiske. Jeg er bange for at det skal knække mig helt. 

Samtidig vil jeg også gerne kunne give mine børn en søskende, som jeg ved de ønsker sig.

Et ekstra barn vil ikke være noget problem rent pladsmæssigt, økonomisk ville det blive lidt presset, men ville godt kunne hænge sammen

da jeg stod med testen tænkte jeg fuck, og jeg har grædt siden af forvirring over, hvad jeg skal vælge. Min mand ønsker barnet. Men som type tænker han ikke så meget over de fremtidige dagligdags praktiske udfordringer. Jeg har snakket med mine forældre om, hvad jeg skal gøre, og de siger, at hvis der er nogen, der kan klare det, så er det os. Men sådan føler jeg ikke lige nu�� jeg føler mig alene og ude af stand til at træffe en beslutning�� det ene øjeblik tænker jeg at det kun vil være hårdt i en periode og at vi burde kunne klare det. Det næste øjeblik tænker jeg at jeg ikke kan byde mine børn en træt mor uden overskud.

Det lyder virkeligt trist.. Føler med dig. Det er hårdt.. Er der mulighed for at i kan flytte tættere på hans arbejde? Bare en tanke.

Det kan også være du måske fast skal gå hjemme hele tiden? Så du er hjemmegående et par år?

Nå men ville bare komme med lidt alternativer.. Jeg er selv mor til 3 det er hårdt. Men mine to store er 9 og 13 åh hjælper med det huslige samt laver mad osv. Hvor gamle er jeres de store? Måske de er gamle nok til at deltage? 

Kh Mig

Tak for svar. De to store er nu 4 og 7 år. Den yngste er meget afhængig af mig. Og der er hele tiden en der siger mor og vil fortælle om noget. Når det så er sagt så er det to meget gode børn. 

Det er ikke muligt at flytte tættere på min mands arbejde. Vi har valgt at bosiddende os tæt på familien i et hus vi har råd til. Vores økonomi er ikke til at jeg kan gå hjemme. Jeg har dog kun 33 timer om ugen. Mine børn er det vigtigste for mig og jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med deres behov, men ved heller ikke om jeg gør det med et 3.barn?

min mand og jeg har lige talt om fordele og ulemper, de eneste fordele er at der så er en ekstra at elske og som bringer glæde. Ulemperne var der mange af, specielt tanken om at det nok vil gøre det svært for mig at være den mor jeg gerne vil være, og risiko for evigt dårlig samvittighed.

lige nu har jeg det sådan at vælger vi abort, vil det være en lettelse. Men ville jeg kunne leve med det, vil jeg komme til at fortryde og alligevel synes der mangler en

Hejsa,

Sikke noget❤️

Det er ikke en nem situation. Som en skriver, så er det at få et barn en kæmpe lykkerus, men der er også et liv efter nyfødt, barsel med mere og det er det man også skal tænke på. Det er også det jeg læser, at du ikke lige helt ved, om du har overskuddet til?

Der skal virkelig mærkes efter, for en abort er jo heller ikke noget "man bare lige gør". Men det kan være det rigtige valg.

Jeg har en datter og min mand har en søn. Så mødte vi hinanden og fik to drenge sammen med 1 års mellemrum. 2 år efter vi havde fået vores sidste stod jeg med en positiv test. Vi skulle på det tidspunkt ikke have flere børn, vi var afklarede, men når man går der og er gravid, så løb tankerne/følelserne også af med mig ift. lykkerusen. Men jeg vidste inderst inde, at det ikke skulle være. Så jeg fik foretaget en abort, og jeg har ikke fortrudt og jeg tænker aldrig på aborten. Den fylder intet. Det er kun lige når jeg læser et indlæg som dit eller i den dur, at jeg tænker på det, men det frembringer ingen følelser - eller jo følelsen af, at det var det rigtige valg. 

Nu her næsten 9 år efter har vi faktisk haft lyst til st få et barn mere, men vi tænkte det virkelig igennem igen. Skulle vi klare den, ja absolut, men vi kunne mærke at vi ikke orker mere dagpleje, børnehave, hente bringe, legepladser, venten, pakken, hæjstole smurt ind i mad osv. Selvom tanken om en lille ny, barsel, barnevogn og så videre river i mine æggestokke og giver manden min julelys i øjenen, så kan vi bare mærke, at vi ikke er parate til at det praktiske omkring et barn en gang mere. 

Nu kan vores situation jo ikke sammenlignes med jeres, da vi ikke er gravide. 

Vil nok bare sige, at der virkelig skal mærkes efter og virkelig snakkes. Du skal ikke få et barn mere fordi dine børn ønsker en bror eller søster mere, eller fordi dine forældre siger, at det kan i om nogen klare (man sklnjo ikke kunne klare det, man skal ønske og ville det helt ind til knoglerne).

Nå det var bare mine tanker hurtigt griflet ned. 

Håber i finder den helt rigtige løsning for jer❤️