Sommerferie og forventningspres

Er der mon andre derude, der har det som mig? At sommerferie = forventningspres?

Når sommerferien kommer, så vil jeg gerne slappe af. For mig indebar det altid tidligere at nærmest bure mig inde og spille computer og læse, sove længe og hygge mig suppleret af lange gåture, rideture og cykelture. Mest bare alene, men ellers sammen med min bedste veninde.

Nu er det dog anderledes. Jeg har 2 små børn og en kæreste, for hvem sommeren er tidspunktet, hvor der skal ske en masse, opleves og alt muligt.

Vores to væremåder clasher hver sommer. Jeg har angst, desværre, og den bliver meget værre. Den var faktisk helt væk i juni (går i behandling), men nu er den tilbage for fuld skrue. Jeg kan bare mærke alle forventningerne til mig om at jeg burde bare pakke bilen og komme afsted og opleve en masse. Men det er jo ikke bare lige sådan med to små børn, der begge sover forskudte lure! Og så at pakke er jo nærmest som at pakke til en hel uge med snacks, skiftetøj osv. Har konstant en knude i brystet og lyst til at græde, har ingen tålmodighed overfor hverken børn eller mand.

Jeg bryder mig virkelig ikke om ferien og er endda begyndt at tælle dagene til, at den slutter. Når børnene vågner om morgenen, tænker jeg, at nu er der ca. 12-13 timer til, at de sover igen. Jeg synes bare slet ikke, at sommeren er noget at nyde, for jeg føler det her enorme forventningspres.
Folk spørger også altid, hvad vi skal, nu hvor det er sommer, som om man skal noget!
Gudskelov for corona, siger jeg bare, det har da lagt en dæmper på det hele.

Vi deler os meget op, så han tager den store ud  (han elsker også at komme ud på opdagelse) og så bliver jeg herhjemme med den lille. Det passer mig fint, men manden bliver småsur i længden, den store blive skuffet og ja, den lille kommer så heller ikke så meget ud.
Vi burde lægge en plan for hvilke dage, vi gjorde hvad, men jeg kan bare slet ikke overskue overhovedet at skulle noget... andet end en gåtur i byen. Alt det med bil, timing af lure og pakkeri og køresyge (den lille bliver ekstremt køresyg), nej nej nej...

Hvordan gør I andre?

Anonym skriver:

Er der mon andre derude, der har det som mig? At sommerferie = forventningspres?

Når sommerferien kommer, så vil jeg gerne slappe af. For mig indebar det altid tidligere at nærmest bure mig inde og spille computer og læse, sove længe og hygge mig suppleret af lange gåture, rideture og cykelture. Mest bare alene, men ellers sammen med min bedste veninde.

Nu er det dog anderledes. Jeg har 2 små børn og en kæreste, for hvem sommeren er tidspunktet, hvor der skal ske en masse, opleves og alt muligt.

Vores to væremåder clasher hver sommer. Jeg har angst, desværre, og den bliver meget værre. Den var faktisk helt væk i juni (går i behandling), men nu er den tilbage for fuld skrue. Jeg kan bare mærke alle forventningerne til mig om at jeg burde bare pakke bilen og komme afsted og opleve en masse. Men det er jo ikke bare lige sådan med to små børn, der begge sover forskudte lure! Og så at pakke er jo nærmest som at pakke til en hel uge med snacks, skiftetøj osv. Har konstant en knude i brystet og lyst til at græde, har ingen tålmodighed overfor hverken børn eller mand.

Jeg bryder mig virkelig ikke om ferien og er endda begyndt at tælle dagene til, at den slutter. Når børnene vågner om morgenen, tænker jeg, at nu er der ca. 12-13 timer til, at de sover igen. Jeg synes bare slet ikke, at sommeren er noget at nyde, for jeg føler det her enorme forventningspres.
Folk spørger også altid, hvad vi skal, nu hvor det er sommer, som om man skal noget!
Gudskelov for corona, siger jeg bare, det har da lagt en dæmper på det hele.

Vi deler os meget op, så han tager den store ud  (han elsker også at komme ud på opdagelse) og så bliver jeg herhjemme med den lille. Det passer mig fint, men manden bliver småsur i længden, den store blive skuffet og ja, den lille kommer så heller ikke så meget ud.
Vi burde lægge en plan for hvilke dage, vi gjorde hvad, men jeg kan bare slet ikke overskue overhovedet at skulle noget... andet end en gåtur i byen. Alt det med bil, timing af lure og pakkeri og køresyge (den lille bliver ekstremt køresyg), nej nej nej...

Hvordan gør I andre?

Jeg har altid taget mig sammen, er kommet ud af døren og afsted , depression , angst eller ej. Det vigtigste er at man eksponerer sig selv for tricker punkterne og når dertil hvor det faktisk bliver en sucess og finder ud af det faktisk har været rart at være ude. Jeg har altid sat mine børn først og har ignoreret mig selv . Jeg har aldrig hængt mig fast i at jeg ikke magter, jeg har depression eller lignende. Mine børn har ikke skulle lide under mit hoved til tider har været forkert skruet på , hvilket har hjulpet mig igennem , ved at gøre tingene for børnenes skyld og har så fundet ud af det faktisk er gået godt. Men angst er en svær størrelse at arbejde med og rammer jo alle forskelligt. ordet tag dig sammen er ikke ment som at jeg ikke forstår dig, men hvis du trækker angst kortet hver gang du skal noget tror du selv så meget på det til sidst at angsten rigtig tar fat. Du er nødt til at konfrontere angstens grimme Ansigt og vinde.

Vi "orker" heller ikke sommerferien. Vi er stadig begge hjemsendt og kommer først igang til august. Det lider økonomien under, da jeg blev hjemsendt fra studie og fyret fra job. 

Så vi venter faktisk bare på at sommeren slutter, så vi kan komme på job og i skole igen

Tror vi er lidt en blanding. For helt klart er sommerferien afslapning og jeg glæder mig allerede til første regnvejrsdag hvor vi kan have nattøjs dag med masser Disneyfilm på sofaen og nybagte boller. Elsker dage vi ikke skal noget og man kan fordybe sig i lege/tegne/spil osv med børnene. 

Men, når det så er sagt så går der 1-2 dage sådan og så skal der ske noget. Nogle gange den store tir i fx zoologisk have- fra tidlig morgen til hjem i seng. Andre gange tager vi bare en time gåtur på stranden/skoven/havnen og slutter med en is. 
I år er vores eneste faste plan at vi skal 4 dage på camping i en hytte. Og så har vi lovet vores ældste en tur til Møns klint. Ellers har ikke de store planer - kommer også an på vejret. 

Men jeg tænker at sommerferien skal være god for alle. Så en kombi mellem nogle dage hjemme med afslapning og så en tur ud ville måske fungerer godt. Mine børn er 4 og 1 år og vi har bare en vogn med til den lille, så kan han sove mens vi andre går videre i fx zoologisk have, tir i skoven osv. og så være med når han vågner. Madpakker smøres der alligevel dagligt til institution så er rimelig inde i rutinen. Så alt det lavpraktisk er, i mit hoved, rimelig nemt at fixe hurtigt. MEN jeg ved ikke hvordan der er at have psykiske udfordringer - og det skal der naturligt tages hensyn til. Så måske er det ikke de store dagsture, måske nærmere 1 time på stranden og få en is i ny og næ. Og så må far selv tage børnene på de store ture hvis han ønsker det - så kunne du jo få ladet op alene og være klar med masser energi når de kommer hjem. 

Tak for jeres svar.

Heldigvis kan jeg sagtens tage ud i nærområdet og vi er ude af huset dagligt, f.eks. en gåtur i skoven, på stranden, på biblioteket osv. Måske bare en tur i Brugsen og en lille pindeis på hjemvejen! Det er vi dagligt, vil jeg tro.
Jeg er også glad for at tage den store med ud, han er så nem og kan gå selv meget af vejen, spise alt, sover kun middagslur, som han lige akkurat kan undvære, hvis det bliver nødvendigt. God til at køre i bil er han også.

Det er mere besværligt med den lille, der VIL gå selv, men ikke kan og bare farer rundt overalt og kommer galt afsted, vil ikke holde i hånd og bliver sur, når han så bliver sat op i vognen og vrider sig rundt osv. Så bliver han også voldsomt køresyg.
Og så synes jeg det praktiske er overvældende - alt det med bilture, også fordi den lille kaster op, så man skal nærmest bare have hele gaderoben med for at få tøj nok og når man kører skal vi holde mange pauser og jeg bliver også selv helt køresyg, fordi han bliver det!

Vi prøver et kompromis nu, hvor vi kun har enkelte heldagsting og så ellers bare er herhjemme, men kan mærke, min kæreste er rastløs og utilfreds.

Og til slut: det med at ignorere angst og depression og bare trodse det og gøre det for børnenes skyld, det er jo nemt at skrive - men når man er rigtig ramt, så kan man det ikke. I de perioder, hvor det bare er en smule, kan man jo godt, men når det bliver slemt, så er man jo faktisk lamslået af sin tilstand...

Anonym skriver:

Jeg har altid taget mig sammen, er kommet ud af døren og afsted , depression , angst eller ej. Det vigtigste er at man eksponerer sig selv for tricker punkterne og når dertil hvor det faktisk bliver en sucess og finder ud af det faktisk har været rart at være ude. Jeg har altid sat mine børn først og har ignoreret mig selv . Jeg har aldrig hængt mig fast i at jeg ikke magter, jeg har depression eller lignende. Mine børn har ikke skulle lide under mit hoved til tider har været forkert skruet på , hvilket har hjulpet mig igennem , ved at gøre tingene for børnenes skyld og har så fundet ud af det faktisk er gået godt. Men angst er en svær størrelse at arbejde med og rammer jo alle forskelligt. ordet tag dig sammen er ikke ment som at jeg ikke forstår dig, men hvis du trækker angst kortet hver gang du skal noget tror du selv så meget på det til sidst at angsten rigtig tar fat. Du er nødt til at konfrontere angstens grimme Ansigt og vinde.

Du får det til at lyde ekstremt let!! Jeg kan ikke bare tage mig sammen...aner simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre. Måske er jeg hårde ramt - aner det ikke!?

Jeg har angst, gentagne depressioner og stress/udbrændthed. Er i et langvarigt psykolog forløb, får medicin og sygemeldt på 3 . År. Og jeg kan nemt følge TS - jeg magter heller ikke ferien. Kan ikke holde ud, at ungerne snakker hele tiden.  De vil spille og hygge og skal vi da ikke køre et sted hen ! Jeg magter det bare ikke. Kan slet ikke finde overskuddet til at skulle pakke det hele sammen, for at køre ud i det blå. Jeg stresser totalt over det.

Ingen skal være itvivl om, at jeg elsker mine børn højt og vil dem det bedste, men jeg er altså også syg! Og kan ikke bare blive rask hen over en ferie.

Jeg gør det jeg magter - og derudover forsøger jeg at skabe så meget ro omkring mig selv, så jeg kan trække vejret. Hvis jeg kunne, så "tog jeg mig gerne sammen" og så " skulle mine børn heller ikke mærke at jeg er syg", men faktum er, at det ER jeg, og det er TS også..... 

jeg kan sagtens følge dig...

jeg er ikke selv psykisk syg (som angst jo faktisk er) men jeg har socialangst.. min mand har en sygdom der gør han ikke kan rumme særlig meget udover dagligdagen.. og vores ældste er sensitiv og kan have svært ved at finde ro hvis der sker for meget omkring ham...

så lige nu er sommerferien i år at vi sover lidt længere end vi plejer... så spiser vi morgenmad, så kører farmand ham på 2 i vuggestue og handler ind.. og så er resten af dagen afslapning med computer/tablet/film herhjemme indtil ham på 2 skal hentes igen efter sin lur.. så kommer han hjem og så hygger vi med et eller andet i køkkenet såsom en is eller lidt kiks eller frugt.. og så leger børnene sammen indtil aftensmaden hvis de har energien og ellers sidder de og ser fjernsyn sammen..

næste år håber vi på at have penge til en lang tur på 3 uger til Jylland.. vores plan er minimum Legoland som den store har drømt om i de sidste 5 år at se.. men det er absolut ikke 3 uger med fuld blæs på.. det bliver noget med at overnatte et sted en uge af gangen og så kan vi tage ud og opleve i området deromkring hvor vi er.. muligvis vi låner et sommerhus den ene af ugerne og er sammen med vores kammerat...

det hele skal planlægges meget nøje for ellers bliver det for uoverskueligt for min mand og så bliver det ikke til noget overhovedet.. jeg er den der skal stå for at planlægge det hele.. lige fra hvordan vi får sparet sammen og til datoer og booking osv... han bliver den der sørger for at pakke og køre bilen...

Næste år er kun fordi det er et år væk så der er tid til at planlægge og få styr på det hele.. jeg ville aldrig tage en tur nu sådan bare lad os køre afsted.. hvis vi skulle afsted med noget så ville jeg planlægge det nogle uger væk så vi kan nå at vænne os til tanken og overveje og planlægge det..

Anonym skriver:

Er der mon andre derude, der har det som mig? At sommerferie = forventningspres?

Når sommerferien kommer, så vil jeg gerne slappe af. For mig indebar det altid tidligere at nærmest bure mig inde og spille computer og læse, sove længe og hygge mig suppleret af lange gåture, rideture og cykelture. Mest bare alene, men ellers sammen med min bedste veninde.

Nu er det dog anderledes. Jeg har 2 små børn og en kæreste, for hvem sommeren er tidspunktet, hvor der skal ske en masse, opleves og alt muligt.

Vores to væremåder clasher hver sommer. Jeg har angst, desværre, og den bliver meget værre. Den var faktisk helt væk i juni (går i behandling), men nu er den tilbage for fuld skrue. Jeg kan bare mærke alle forventningerne til mig om at jeg burde bare pakke bilen og komme afsted og opleve en masse. Men det er jo ikke bare lige sådan med to små børn, der begge sover forskudte lure! Og så at pakke er jo nærmest som at pakke til en hel uge med snacks, skiftetøj osv. Har konstant en knude i brystet og lyst til at græde, har ingen tålmodighed overfor hverken børn eller mand.

Jeg bryder mig virkelig ikke om ferien og er endda begyndt at tælle dagene til, at den slutter. Når børnene vågner om morgenen, tænker jeg, at nu er der ca. 12-13 timer til, at de sover igen. Jeg synes bare slet ikke, at sommeren er noget at nyde, for jeg føler det her enorme forventningspres.
Folk spørger også altid, hvad vi skal, nu hvor det er sommer, som om man skal noget!
Gudskelov for corona, siger jeg bare, det har da lagt en dæmper på det hele.

Vi deler os meget op, så han tager den store ud  (han elsker også at komme ud på opdagelse) og så bliver jeg herhjemme med den lille. Det passer mig fint, men manden bliver småsur i længden, den store blive skuffet og ja, den lille kommer så heller ikke så meget ud.
Vi burde lægge en plan for hvilke dage, vi gjorde hvad, men jeg kan bare slet ikke overskue overhovedet at skulle noget... andet end en gåtur i byen. Alt det med bil, timing af lure og pakkeri og køresyge (den lille bliver ekstremt køresyg), nej nej nej...

Hvordan gør I andre?

det lyder som om din mand er helt uden den slags problemer og er den der gerne vil ud osv. Hvis han savner at have hele familien med, har du så talt med ham om alt det du ikke magter, og foreslået at han kan stå for den del så du ikke skal fokusere på andet end at sætte dig ud i bilen og "følge med"? Jeg ved ikke om det ville hjælpe på noget af det, men nu nævner du selv alt det praktiske og det burde din mand jo snildt kunne klare at få styr på selv  

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Heldigvis kan jeg sagtens tage ud i nærområdet og vi er ude af huset dagligt, f.eks. en gåtur i skoven, på stranden, på biblioteket osv. Måske bare en tur i Brugsen og en lille pindeis på hjemvejen! Det er vi dagligt, vil jeg tro.
Jeg er også glad for at tage den store med ud, han er så nem og kan gå selv meget af vejen, spise alt, sover kun middagslur, som han lige akkurat kan undvære, hvis det bliver nødvendigt. God til at køre i bil er han også.

Det er mere besværligt med den lille, der VIL gå selv, men ikke kan og bare farer rundt overalt og kommer galt afsted, vil ikke holde i hånd og bliver sur, når han så bliver sat op i vognen og vrider sig rundt osv. Så bliver han også voldsomt køresyg.
Og så synes jeg det praktiske er overvældende - alt det med bilture, også fordi den lille kaster op, så man skal nærmest bare have hele gaderoben med for at få tøj nok og når man kører skal vi holde mange pauser og jeg bliver også selv helt køresyg, fordi han bliver det!

Vi prøver et kompromis nu, hvor vi kun har enkelte heldagsting og så ellers bare er herhjemme, men kan mærke, min kæreste er rastløs og utilfreds.

Og til slut: det med at ignorere angst og depression og bare trodse det og gøre det for børnenes skyld, det er jo nemt at skrive - men når man er rigtig ramt, så kan man det ikke. I de perioder, hvor det bare er en smule, kan man jo godt, men når det bliver slemt, så er man jo faktisk lamslået af sin tilstand...

Men kan kæresten så ikke tage børnene ud, nu han ønsker det?

Alting behøver vel ikke være sammen, selvfølgelig er ture hyggeligst hvis begge forældre er med, men hvis den ene ikke orker det og den anden virkelig ønsker det så er det jo oplagt at far tager afsted alene med børnene lidt. Det tager jeg ville tage hensyn til alle og give dig lidt aleneting og fornyet energi når de så kommer hjem. 

Min mand arbejder hver anden weekend og der tager jeg da ofte begge børn med på ture så vi stadig hygger selvom han arbejder, foretrækker selvfølgelig han er med - men vi får nu også noget hyggeligt ud af det bare os. 

Anonym skriver:

Du får det til at lyde ekstremt let!! Jeg kan ikke bare tage mig sammen...aner simpelthen ikke hvordan jeg skal gøre. Måske er jeg hårde ramt - aner det ikke!?

Jeg har angst, gentagne depressioner og stress/udbrændthed. Er i et langvarigt psykolog forløb, får medicin og sygemeldt på 3 . År. Og jeg kan nemt følge TS - jeg magter heller ikke ferien. Kan ikke holde ud, at ungerne snakker hele tiden.  De vil spille og hygge og skal vi da ikke køre et sted hen ! Jeg magter det bare ikke. Kan slet ikke finde overskuddet til at skulle pakke det hele sammen, for at køre ud i det blå. Jeg stresser totalt over det.

Ingen skal være itvivl om, at jeg elsker mine børn højt og vil dem det bedste, men jeg er altså også syg! Og kan ikke bare blive rask hen over en ferie.

Jeg gør det jeg magter - og derudover forsøger jeg at skabe så meget ro omkring mig selv, så jeg kan trække vejret. Hvis jeg kunne, så "tog jeg mig gerne sammen" og så " skulle mine børn heller ikke mærke at jeg er syg", men faktum er, at det ER jeg, og det er TS også..... 

Det var ikke min hensigt... Men ment som et kærligt puf.