Jeg får flashbacks og græd i nat

Det her er svært. Jeg har godt vidst min opvækst ikke var optimal, men på den anden side nok sagt til mig selv den var helt normal, og det bare var mig, der var følsom. Som mine forældre har lært mig. Men så tænker jeg, måske er det ikke meningen man skal have mareridt om temaer fra ens opvækst. Og at man skal ligge vågen om natten fordi det mareridt ligesom trigger en masse flashbacks, så man ligger og græder. Men har nok brug for et ydre syn..

Mine forældre blev skilt da jeg var 8. Jeg har svært ved at huske inden, men min mor siger hun var mentalt meget fraværende og havde svært ved at være mor. Men gik for alvor ned ad bakke efter deres skilsmisse.

De fik hver sin nye partner. Lad os kalde fars kone H og mors kæreste L. H og min far skændes ofte, også overfor min bror og jeg. Voldsomme skænderier, hvor særligt H råbte og skreg af sine lungers fulde kraft. Husker særligt et, hvor min far satte sig mellem min bror og jeg i sofaen, vi så Disney show. Hun skreg at han ikke skulle gemme sig bag sine børn, hvorpå hun tog en bog jeg havde lånt af en ven og rev den midt over i raseri og kastede den ned i jorden. Sådan var det ofte.

Derudover blev hun tit rigtig sur særligt på mig, men problemet var, at jeg ikke kunne forudsige over hvad. Så hun kunne fx blive rasende over noget, men så i stedet for at tale med mig om det, fik jeg den kolde skulder. Så kunne hun ignorere mig i dagevis. Andre gange ignorerede hun mig, så ikke på mig og sagde ikke et ord, og så var det fordi hun var sur på min far. De ting hun så til sidst kunne sige hun var sur på mig over, var hvis jeg fx havde glemt at tørre bordet af efter morgenmaden. Min far forsvarede mig aldrig. 

Der var MEGET strikse regler hos min far. Hvis jeg én gang glemte at slukke tvet henne på tvet, men kun slukkede på fjernbetjeningen, så fik jeg taget fjernbetjeningen i en hel uge. Vi skulle, rimeligt nok, gøre rent på vores etage af huset en gang om ugen, og vi gjorde os virkelig umage. Men hun gik bagefter og kørte fingeren henover alting, og fandt hun bare ét sted, hvor det efter hendes mening ikke var gjort godt nok, så skældte hun mega meget ud og sagde vi var dovne, kun tænkte på os selv osv. Jeg havde mavepine når jeg skulle hjem til min far, var bange for at åbne hoveddøren for vidste aldrig hvad jeg blev mødt af eller hvad jeg havde gjort forkert.

Det var fuldstændig modsat hos min mor. Der var ingen regler og vi skulle ikke hjælpe med noget overhovedet. Ubegrænset skærmtid, jeg måtte alt jeg ville, usund kost, ingen rammer. I kan nok forestille jer det ikke var nemt at skifte mellem de to helt modsatte hjem. Hun røg hash sammen med L, ofte. Ikke foran os, men kunne fx lugte det om morgenen og når jeg kom hjem fra skole. Det var et dårligt forhold, hvor han behandlede hende som en dørmåtte. Jeg har svært ved at huske alle detaljerne med ham, andet end jeg ikke følte mig passet på. Husker blandt andet hvor jeg gemte mig på badeværelset fordi han overfusede mig over noget unfair. Han kørte hasarderet med os og jeg var mega bange, når jeg bad ham om at sætte farten ned straffede han mig ved at kørte så langsomt at vi ikke kunne nå frem til fx biografen i tide. Min mor gjorde aldrig noget. 

Senere hen fandt hun en anden mand, han behandler hende også som en dørmåtte. Og har været virkelig meget efter mig. Jeg ser det som mobning, hvor han hele tiden gjorde grin med mig og udstillede mig foran fx familie. Han kommenterede på alt. Jeg har fx altid haft det svært og havde brug for en lille lur efter skole, det kritiserede han og gjorde grin med dagligt. Eller "spiser du nu igen?". De er stadig sammen, ligesom min far stadig er sammen med H.

Oveni det kunne mine forældre ikke samarbejde og lod min bror og jeg mærke dette tydeligt. Min mor kritiserede dem gerne overfor mig. De bagtale ikke, men jeg var på samme tid ikke i tvivl om, hvad de synes om min mor. 

Ikke overraskende var jeg derfor et angst og usikkert barn og ung i mistrivsel. Jeg blev hurtigt ked af det, tog nemt tingene personligt og var ekstremt følsom overfor andres kritik eller hvad jeg opfattede som kritik. Jeg prøvede at sige fra overfor min far og bonusmor, italesætte hvad det gjorde ved mig, og at jeg virkelig følte jeg gjorde alt for at være sød, velopdragen, men følte jeg alligevel fik skæld ud. Fortalte jeg var nervøs når jeg skulle hjem til dem.

Hvilket resulterede i, at da jeg kom hjem fra fritidsjob en dag jeg var en 16 år, havde det SMIDT alle mine ting i flyttekasser og ville smide mig ud. Det var meget traumatisk. For mener virkelig at alle mine ejendele havde de vitterligt kastet i kasser på må og få, og så mente de at vi lige skulle have en voksen samtale omkring de ting jeg skulle ændre på, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne når nu de stod og smed mig ud. Endte med vi stod og råbte og skreg, jeg hulkegræd, min bonusmor kylede mine smykker og makeup ned i en tilfældig kasse så det gik i stykker, min bror sad og gemte sig på mit værelse.

Flyttede hjem til min mor, som åbenbart var indforstået med de ville gøre det, og de regnede med at hun ville afvise mig, hvad hun ikke gjorde, og så blev konflikten mellem dem bare værre. 

Summa summarum efter nogle år kom jeg på talefod med dem igen, men ser dem sjældent og har svært ved at have en relation til dem. De fastholder mig i den rolle de gav mig dengang, min bonusmor og far kan på ingen måde se deres eget ansvar eller rolle ind i det. Det var min skyld det hele, jo. Jeg føler mig meget svigtet, forstår ikke min far ikke forsvarede mig gennem opvæksten. 

Min mor har jeg et fint nok forhold til, men der er også skår i vores relation set fra min vinkel, igen fordi jeg har svært ved at acceptere dels at hun lod sine mænd udsætte mig for den behandling, og dels... Ja..

Men alligevel bliver jeg i tvivl, om det i virkeligheden bare er mig den er gal med? Hvad synes i? Jeg er i dag et menneske som hele tiden har antennerne ude, og bliver rigtig bange hvis nogen virker sure. Underkaster mig og prøver at fixe det, fordi andres vrede gør mig så bange. Og så er der også mange andre ting, men måske var min opvækst ikke så meget anderledes end gennemsnittet, og det er bare mig, der er for sensitiv, eller hvad? 

Anonym skriver:

Det her er svært. Jeg har godt vidst min opvækst ikke var optimal, men på den anden side nok sagt til mig selv den var helt normal, og det bare var mig, der var følsom. Som mine forældre har lært mig. Men så tænker jeg, måske er det ikke meningen man skal have mareridt om temaer fra ens opvækst. Og at man skal ligge vågen om natten fordi det mareridt ligesom trigger en masse flashbacks, så man ligger og græder. Men har nok brug for et ydre syn..

Mine forældre blev skilt da jeg var 8. Jeg har svært ved at huske inden, men min mor siger hun var mentalt meget fraværende og havde svært ved at være mor. Men gik for alvor ned ad bakke efter deres skilsmisse.

De fik hver sin nye partner. Lad os kalde fars kone H og mors kæreste L. H og min far skændes ofte, også overfor min bror og jeg. Voldsomme skænderier, hvor særligt H råbte og skreg af sine lungers fulde kraft. Husker særligt et, hvor min far satte sig mellem min bror og jeg i sofaen, vi så Disney show. Hun skreg at han ikke skulle gemme sig bag sine børn, hvorpå hun tog en bog jeg havde lånt af en ven og rev den midt over i raseri og kastede den ned i jorden. Sådan var det ofte.

Derudover blev hun tit rigtig sur særligt på mig, men problemet var, at jeg ikke kunne forudsige over hvad. Så hun kunne fx blive rasende over noget, men så i stedet for at tale med mig om det, fik jeg den kolde skulder. Så kunne hun ignorere mig i dagevis. Andre gange ignorerede hun mig, så ikke på mig og sagde ikke et ord, og så var det fordi hun var sur på min far. De ting hun så til sidst kunne sige hun var sur på mig over, var hvis jeg fx havde glemt at tørre bordet af efter morgenmaden. Min far forsvarede mig aldrig. 

Der var MEGET strikse regler hos min far. Hvis jeg én gang glemte at slukke tvet henne på tvet, men kun slukkede på fjernbetjeningen, så fik jeg taget fjernbetjeningen i en hel uge. Vi skulle, rimeligt nok, gøre rent på vores etage af huset en gang om ugen, og vi gjorde os virkelig umage. Men hun gik bagefter og kørte fingeren henover alting, og fandt hun bare ét sted, hvor det efter hendes mening ikke var gjort godt nok, så skældte hun mega meget ud og sagde vi var dovne, kun tænkte på os selv osv. Jeg havde mavepine når jeg skulle hjem til min far, var bange for at åbne hoveddøren for vidste aldrig hvad jeg blev mødt af eller hvad jeg havde gjort forkert.

Det var fuldstændig modsat hos min mor. Der var ingen regler og vi skulle ikke hjælpe med noget overhovedet. Ubegrænset skærmtid, jeg måtte alt jeg ville, usund kost, ingen rammer. I kan nok forestille jer det ikke var nemt at skifte mellem de to helt modsatte hjem. Hun røg hash sammen med L, ofte. Ikke foran os, men kunne fx lugte det om morgenen og når jeg kom hjem fra skole. Det var et dårligt forhold, hvor han behandlede hende som en dørmåtte. Jeg har svært ved at huske alle detaljerne med ham, andet end jeg ikke følte mig passet på. Husker blandt andet hvor jeg gemte mig på badeværelset fordi han overfusede mig over noget unfair. Han kørte hasarderet med os og jeg var mega bange, når jeg bad ham om at sætte farten ned straffede han mig ved at kørte så langsomt at vi ikke kunne nå frem til fx biografen i tide. Min mor gjorde aldrig noget. 

Senere hen fandt hun en anden mand, han behandler hende også som en dørmåtte. Og har været virkelig meget efter mig. Jeg ser det som mobning, hvor han hele tiden gjorde grin med mig og udstillede mig foran fx familie. Han kommenterede på alt. Jeg har fx altid haft det svært og havde brug for en lille lur efter skole, det kritiserede han og gjorde grin med dagligt. Eller "spiser du nu igen?". De er stadig sammen, ligesom min far stadig er sammen med H.

Oveni det kunne mine forældre ikke samarbejde og lod min bror og jeg mærke dette tydeligt. Min mor kritiserede dem gerne overfor mig. De bagtale ikke, men jeg var på samme tid ikke i tvivl om, hvad de synes om min mor. 

Ikke overraskende var jeg derfor et angst og usikkert barn og ung i mistrivsel. Jeg blev hurtigt ked af det, tog nemt tingene personligt og var ekstremt følsom overfor andres kritik eller hvad jeg opfattede som kritik. Jeg prøvede at sige fra overfor min far og bonusmor, italesætte hvad det gjorde ved mig, og at jeg virkelig følte jeg gjorde alt for at være sød, velopdragen, men følte jeg alligevel fik skæld ud. Fortalte jeg var nervøs når jeg skulle hjem til dem.

Hvilket resulterede i, at da jeg kom hjem fra fritidsjob en dag jeg var en 16 år, havde det SMIDT alle mine ting i flyttekasser og ville smide mig ud. Det var meget traumatisk. For mener virkelig at alle mine ejendele havde de vitterligt kastet i kasser på må og få, og så mente de at vi lige skulle have en voksen samtale omkring de ting jeg skulle ændre på, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne når nu de stod og smed mig ud. Endte med vi stod og råbte og skreg, jeg hulkegræd, min bonusmor kylede mine smykker og makeup ned i en tilfældig kasse så det gik i stykker, min bror sad og gemte sig på mit værelse.

Flyttede hjem til min mor, som åbenbart var indforstået med de ville gøre det, og de regnede med at hun ville afvise mig, hvad hun ikke gjorde, og så blev konflikten mellem dem bare værre. 

Summa summarum efter nogle år kom jeg på talefod med dem igen, men ser dem sjældent og har svært ved at have en relation til dem. De fastholder mig i den rolle de gav mig dengang, min bonusmor og far kan på ingen måde se deres eget ansvar eller rolle ind i det. Det var min skyld det hele, jo. Jeg føler mig meget svigtet, forstår ikke min far ikke forsvarede mig gennem opvæksten. 

Min mor har jeg et fint nok forhold til, men der er også skår i vores relation set fra min vinkel, igen fordi jeg har svært ved at acceptere dels at hun lod sine mænd udsætte mig for den behandling, og dels... Ja..

Men alligevel bliver jeg i tvivl, om det i virkeligheden bare er mig den er gal med? Hvad synes i? Jeg er i dag et menneske som hele tiden har antennerne ude, og bliver rigtig bange hvis nogen virker sure. Underkaster mig og prøver at fixe det, fordi andres vrede gør mig så bange. Og så er der også mange andre ting, men måske var min opvækst ikke så meget anderledes end gennemsnittet, og det er bare mig, der er for sensitiv, eller hvad? 

Jeg ville virkelig bare skynde mig at få en tid hos en psykolog hvis jeg var dig. Du er uden tvivl vokset op med psykisk vold og omsorgssvigt. Det gør mig ondt, jeg håber inderligt du har et godt liv i dag. 

Nielsen333 skriver:

Jeg ville virkelig bare skynde mig at få en tid hos en psykolog hvis jeg var dig. Du er uden tvivl vokset op med psykisk vold og omsorgssvigt. Det gør mig ondt, jeg håber inderligt du har et godt liv i dag. 

Tak for dit svar. Det er en øjenåbner at høre hvad andre tænker om det, for jeg er jo opflasket med, at det er mig der er fejlen, er forkert og skyld i alt ondt. Og det har jeg jo taget med mig i alt jeg gør. 

Men tak  jeg er i dag gift med en fantastisk hengiven, uselvisk mand der respekterer mig. Han har genopbygget mig en del, selvom jeg har mange ar på sjælen. Inden ham var jeg desværre fem år i et psykisk voldelig parforhold, hvor jeg jo bare genlevede mønstret og troen på det var mig, der var problemet.. Utroligt hvordan de roller fra ens barndom går igen i ene voksne forhold. Er meget stolt af jeg har brudt mønsteret med min mand. Så jeg har klaret meget til trods. God uddannelse, fast arbejde. Dog fungerer jeg ikke så godt til daglig og er pt. sygemeldt. Men det kunne vel være værre.. 

Hold nu op du har haft en svær opvækst! Du er efter min mening blevet udsat for psykisk vold, ikke bare fra en men to voksne. Derudover er du blevet groft svigtet af de to personer i dit liv du burde kunne stole allermest på. Der er ikke noget at sige til at du har det svært psykisk!!

Og virkelig godt gået at du kom ud af det voldelige forhold og har fundet en dejlig mand!! Og skønt at han har kunne hjælpe og støtte dig 

Men jeg vil også tilslutte mig at jeg synes du skal få noget professionel hjælp. Nogen der virkelig kan hjælpe dig med at bearbejde dit traume og give dig nogle redskaber til at få det bedre. Jeg er ret sikker på at du kan få en henvisning fra din læge til en psykolog så du ikke skal betale.

Ellers er det måske værd at undersøge om der er noget hjælp at hente i nogle støtteforening, ved desværre ikke så meget om dette men tænker man må kunne Google sig til det. 

Og så vil jeg bare sige at det som sagt bestemt ikke dig der er "for følsom", dine forældre prøver bare at skubbe ansvaret fra sig. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det er en øjenåbner at høre hvad andre tænker om det, for jeg er jo opflasket med, at det er mig der er fejlen, er forkert og skyld i alt ondt. Og det har jeg jo taget med mig i alt jeg gør. 

Men tak  jeg er i dag gift med en fantastisk hengiven, uselvisk mand der respekterer mig. Han har genopbygget mig en del, selvom jeg har mange ar på sjælen. Inden ham var jeg desværre fem år i et psykisk voldelig parforhold, hvor jeg jo bare genlevede mønstret og troen på det var mig, der var problemet.. Utroligt hvordan de roller fra ens barndom går igen i ene voksne forhold. Er meget stolt af jeg har brudt mønsteret med min mand. Så jeg har klaret meget til trods. God uddannelse, fast arbejde. Dog fungerer jeg ikke så godt til daglig og er pt. sygemeldt. Men det kunne vel være værre.. 

Er det tilfældigvis angst eller depression du er sygemeldt med, eller blot synptomer på det? I så fald kan du nemlig få en henvisning fra din egen læge til en psykolog. Sygeforsikringen Danmark giver også et tilskud hvis man er medlem dér, og hvis du har en lav indtægt kan du muligvis få hjælp af kommunen til at dække det sidste af udgiften.

Hvor er det godt du er kommet så langt med dit liv, du er mega sej  KÆMPE kram til dig, og skriv endelig hvis du har nogen spørgsmål ift det med psykolog. Jeg er selv i gang med et forløb 

Kir skriver:

Hold nu op du har haft en svær opvækst! Du er efter min mening blevet udsat for psykisk vold, ikke bare fra en men to voksne. Derudover er du blevet groft svigtet af de to personer i dit liv du burde kunne stole allermest på. Der er ikke noget at sige til at du har det svært psykisk!!

Og virkelig godt gået at du kom ud af det voldelige forhold og har fundet en dejlig mand!! Og skønt at han har kunne hjælpe og støtte dig 

Men jeg vil også tilslutte mig at jeg synes du skal få noget professionel hjælp. Nogen der virkelig kan hjælpe dig med at bearbejde dit traume og give dig nogle redskaber til at få det bedre. Jeg er ret sikker på at du kan få en henvisning fra din læge til en psykolog så du ikke skal betale.

Ellers er det måske værd at undersøge om der er noget hjælp at hente i nogle støtteforening, ved desværre ikke så meget om dette men tænker man må kunne Google sig til det. 

Og så vil jeg bare sige at det som sagt bestemt ikke dig der er "for følsom", dine forældre prøver bare at skubbe ansvaret fra sig. 

Tusind tak for anerkendelsen og dit søde svar. Det betyder simpelthen så meget. For jeg har bare lært at tvivle på mine egne fornemmelser, følelser og grænser og hele tiden vende tilbage til, at "det er nok bare mig". Åh det har været og er bare hårdt.

Jeg vil se på henvisning. Det skal siges jeg har gået til psykolog flere gange før, men vi har ikke bearbejdet min opvækst, fordi jeg forstod ikke der var noget galt med den. Har opsøgt psykolog fordi "der er tydeligvis noget galt med mig", men det har sjovt nok ikke virket..

Men nu har jeg måske nok større klarsyn. Det hjælper svar som dit og Nielsen333 med 

Nielsen333 skriver:

Er det tilfældigvis angst eller depression du er sygemeldt med, eller blot synptomer på det? I så fald kan du nemlig få en henvisning fra din egen læge til en psykolog. Sygeforsikringen Danmark giver også et tilskud hvis man er medlem dér, og hvis du har en lav indtægt kan du muligvis få hjælp af kommunen til at dække det sidste af udgiften.

Hvor er det godt du er kommet så langt med dit liv, du er mega sej  KÆMPE kram til dig, og skriv endelig hvis du har nogen spørgsmål ift det med psykolog. Jeg er selv i gang med et forløb 

Det er pga. Belastning. Ikke fordi jeg har for travlt, og er faktisk virkelig glad for mit arbejde, men fordi jeg generelt bare ikke tåler ret meget og hurtigt bliver overvældet. Er meget på overarbejde, når jeg er ude i verden. Så det ved jeg ikke lige om man kan henvises på..

Og tusind tak  jeg har gået til psykolog før, men har slet ikke bearbejdet de her ting, fordi jeg har opsøgt psykolog for at fixe mig selv, fordi jeg troede jo, det var mig, der var problemet.. 

Anonym skriver:

Det er pga. Belastning. Ikke fordi jeg har for travlt, og er faktisk virkelig glad for mit arbejde, men fordi jeg generelt bare ikke tåler ret meget og hurtigt bliver overvældet. Er meget på overarbejde, når jeg er ude i verden. Så det ved jeg ikke lige om man kan henvises på..

Og tusind tak  jeg har gået til psykolog før, men har slet ikke bearbejdet de her ting, fordi jeg har opsøgt psykolog for at fixe mig selv, fordi jeg troede jo, det var mig, der var problemet.. 

Prøv at tale med din læge om angst og depression. Det ligger meget nært op af symptomerne på belastningsreaktion. Jeg blev faktisk slet ikke udredt for angst da jeg fik henvisningen. Fortalte bare at jeg var begyndt at få symptomer på det, og det var nok. Det er nemlig alene egen læge der vurderer om man opfylder kravene til en henvisning. Henvisningen skal godt nok godkendes af regionen, men hvis egen læge har skrevet og forklaret i henvisningen hvilken én af målgrupperne for henvisning til psykolog patienten tilhører, så burde det være fint 

Anonym skriver:

Det her er svært. Jeg har godt vidst min opvækst ikke var optimal, men på den anden side nok sagt til mig selv den var helt normal, og det bare var mig, der var følsom. Som mine forældre har lært mig. Men så tænker jeg, måske er det ikke meningen man skal have mareridt om temaer fra ens opvækst. Og at man skal ligge vågen om natten fordi det mareridt ligesom trigger en masse flashbacks, så man ligger og græder. Men har nok brug for et ydre syn..

Mine forældre blev skilt da jeg var 8. Jeg har svært ved at huske inden, men min mor siger hun var mentalt meget fraværende og havde svært ved at være mor. Men gik for alvor ned ad bakke efter deres skilsmisse.

De fik hver sin nye partner. Lad os kalde fars kone H og mors kæreste L. H og min far skændes ofte, også overfor min bror og jeg. Voldsomme skænderier, hvor særligt H råbte og skreg af sine lungers fulde kraft. Husker særligt et, hvor min far satte sig mellem min bror og jeg i sofaen, vi så Disney show. Hun skreg at han ikke skulle gemme sig bag sine børn, hvorpå hun tog en bog jeg havde lånt af en ven og rev den midt over i raseri og kastede den ned i jorden. Sådan var det ofte.

Derudover blev hun tit rigtig sur særligt på mig, men problemet var, at jeg ikke kunne forudsige over hvad. Så hun kunne fx blive rasende over noget, men så i stedet for at tale med mig om det, fik jeg den kolde skulder. Så kunne hun ignorere mig i dagevis. Andre gange ignorerede hun mig, så ikke på mig og sagde ikke et ord, og så var det fordi hun var sur på min far. De ting hun så til sidst kunne sige hun var sur på mig over, var hvis jeg fx havde glemt at tørre bordet af efter morgenmaden. Min far forsvarede mig aldrig. 

Der var MEGET strikse regler hos min far. Hvis jeg én gang glemte at slukke tvet henne på tvet, men kun slukkede på fjernbetjeningen, så fik jeg taget fjernbetjeningen i en hel uge. Vi skulle, rimeligt nok, gøre rent på vores etage af huset en gang om ugen, og vi gjorde os virkelig umage. Men hun gik bagefter og kørte fingeren henover alting, og fandt hun bare ét sted, hvor det efter hendes mening ikke var gjort godt nok, så skældte hun mega meget ud og sagde vi var dovne, kun tænkte på os selv osv. Jeg havde mavepine når jeg skulle hjem til min far, var bange for at åbne hoveddøren for vidste aldrig hvad jeg blev mødt af eller hvad jeg havde gjort forkert.

Det var fuldstændig modsat hos min mor. Der var ingen regler og vi skulle ikke hjælpe med noget overhovedet. Ubegrænset skærmtid, jeg måtte alt jeg ville, usund kost, ingen rammer. I kan nok forestille jer det ikke var nemt at skifte mellem de to helt modsatte hjem. Hun røg hash sammen med L, ofte. Ikke foran os, men kunne fx lugte det om morgenen og når jeg kom hjem fra skole. Det var et dårligt forhold, hvor han behandlede hende som en dørmåtte. Jeg har svært ved at huske alle detaljerne med ham, andet end jeg ikke følte mig passet på. Husker blandt andet hvor jeg gemte mig på badeværelset fordi han overfusede mig over noget unfair. Han kørte hasarderet med os og jeg var mega bange, når jeg bad ham om at sætte farten ned straffede han mig ved at kørte så langsomt at vi ikke kunne nå frem til fx biografen i tide. Min mor gjorde aldrig noget. 

Senere hen fandt hun en anden mand, han behandler hende også som en dørmåtte. Og har været virkelig meget efter mig. Jeg ser det som mobning, hvor han hele tiden gjorde grin med mig og udstillede mig foran fx familie. Han kommenterede på alt. Jeg har fx altid haft det svært og havde brug for en lille lur efter skole, det kritiserede han og gjorde grin med dagligt. Eller "spiser du nu igen?". De er stadig sammen, ligesom min far stadig er sammen med H.

Oveni det kunne mine forældre ikke samarbejde og lod min bror og jeg mærke dette tydeligt. Min mor kritiserede dem gerne overfor mig. De bagtale ikke, men jeg var på samme tid ikke i tvivl om, hvad de synes om min mor. 

Ikke overraskende var jeg derfor et angst og usikkert barn og ung i mistrivsel. Jeg blev hurtigt ked af det, tog nemt tingene personligt og var ekstremt følsom overfor andres kritik eller hvad jeg opfattede som kritik. Jeg prøvede at sige fra overfor min far og bonusmor, italesætte hvad det gjorde ved mig, og at jeg virkelig følte jeg gjorde alt for at være sød, velopdragen, men følte jeg alligevel fik skæld ud. Fortalte jeg var nervøs når jeg skulle hjem til dem.

Hvilket resulterede i, at da jeg kom hjem fra fritidsjob en dag jeg var en 16 år, havde det SMIDT alle mine ting i flyttekasser og ville smide mig ud. Det var meget traumatisk. For mener virkelig at alle mine ejendele havde de vitterligt kastet i kasser på må og få, og så mente de at vi lige skulle have en voksen samtale omkring de ting jeg skulle ændre på, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne når nu de stod og smed mig ud. Endte med vi stod og råbte og skreg, jeg hulkegræd, min bonusmor kylede mine smykker og makeup ned i en tilfældig kasse så det gik i stykker, min bror sad og gemte sig på mit værelse.

Flyttede hjem til min mor, som åbenbart var indforstået med de ville gøre det, og de regnede med at hun ville afvise mig, hvad hun ikke gjorde, og så blev konflikten mellem dem bare værre. 

Summa summarum efter nogle år kom jeg på talefod med dem igen, men ser dem sjældent og har svært ved at have en relation til dem. De fastholder mig i den rolle de gav mig dengang, min bonusmor og far kan på ingen måde se deres eget ansvar eller rolle ind i det. Det var min skyld det hele, jo. Jeg føler mig meget svigtet, forstår ikke min far ikke forsvarede mig gennem opvæksten. 

Min mor har jeg et fint nok forhold til, men der er også skår i vores relation set fra min vinkel, igen fordi jeg har svært ved at acceptere dels at hun lod sine mænd udsætte mig for den behandling, og dels... Ja..

Men alligevel bliver jeg i tvivl, om det i virkeligheden bare er mig den er gal med? Hvad synes i? Jeg er i dag et menneske som hele tiden har antennerne ude, og bliver rigtig bange hvis nogen virker sure. Underkaster mig og prøver at fixe det, fordi andres vrede gør mig så bange. Og så er der også mange andre ting, men måske var min opvækst ikke så meget anderledes end gennemsnittet, og det er bare mig, der er for sensitiv, eller hvad? 

Hvad snakker du om - det er da en helt normal opvækst 

Shit en hård start på livet.

Det er da helt utilgivelig opførsel fra dine forældre og stedforældre. 

Jeg håber alt det bedste for dig. Få terapi då dy kan tro på dig selv igen. Ingen på 16 år bør gå igennem, det du har været igennem. Det er psykisk terror og omsorgssvigt af værste skuffe.

Tro for Gud skyld aldrig at det er normalt. Kommunen burde være blevet kontaktet af skolen, hvis de vidste noget. Det lyder næsten Askepot agtigt. 

Kæmpe krammer til dig

et glad for jeg kunne læse du har fundet e god mand. Men lov mig du bestiller en tid ved en psykolog for en psykolog gør virkelig noget godt. 
hele min barndom har også været præ af fysisk og psysisk vold og de 2 psykologer jeg har haft har virkelig løftet mig og har det fantastisk