Anonym skriver:
Det her er svært. Jeg har godt vidst min opvækst ikke var optimal, men på den anden side nok sagt til mig selv den var helt normal, og det bare var mig, der var følsom. Som mine forældre har lært mig. Men så tænker jeg, måske er det ikke meningen man skal have mareridt om temaer fra ens opvækst. Og at man skal ligge vågen om natten fordi det mareridt ligesom trigger en masse flashbacks, så man ligger og græder. Men har nok brug for et ydre syn..
Mine forældre blev skilt da jeg var 8. Jeg har svært ved at huske inden, men min mor siger hun var mentalt meget fraværende og havde svært ved at være mor. Men gik for alvor ned ad bakke efter deres skilsmisse.
De fik hver sin nye partner. Lad os kalde fars kone H og mors kæreste L. H og min far skændes ofte, også overfor min bror og jeg. Voldsomme skænderier, hvor særligt H råbte og skreg af sine lungers fulde kraft. Husker særligt et, hvor min far satte sig mellem min bror og jeg i sofaen, vi så Disney show. Hun skreg at han ikke skulle gemme sig bag sine børn, hvorpå hun tog en bog jeg havde lånt af en ven og rev den midt over i raseri og kastede den ned i jorden. Sådan var det ofte.
Derudover blev hun tit rigtig sur særligt på mig, men problemet var, at jeg ikke kunne forudsige over hvad. Så hun kunne fx blive rasende over noget, men så i stedet for at tale med mig om det, fik jeg den kolde skulder. Så kunne hun ignorere mig i dagevis. Andre gange ignorerede hun mig, så ikke på mig og sagde ikke et ord, og så var det fordi hun var sur på min far. De ting hun så til sidst kunne sige hun var sur på mig over, var hvis jeg fx havde glemt at tørre bordet af efter morgenmaden. Min far forsvarede mig aldrig.
Der var MEGET strikse regler hos min far. Hvis jeg én gang glemte at slukke tvet henne på tvet, men kun slukkede på fjernbetjeningen, så fik jeg taget fjernbetjeningen i en hel uge. Vi skulle, rimeligt nok, gøre rent på vores etage af huset en gang om ugen, og vi gjorde os virkelig umage. Men hun gik bagefter og kørte fingeren henover alting, og fandt hun bare ét sted, hvor det efter hendes mening ikke var gjort godt nok, så skældte hun mega meget ud og sagde vi var dovne, kun tænkte på os selv osv. Jeg havde mavepine når jeg skulle hjem til min far, var bange for at åbne hoveddøren for vidste aldrig hvad jeg blev mødt af eller hvad jeg havde gjort forkert.
Det var fuldstændig modsat hos min mor. Der var ingen regler og vi skulle ikke hjælpe med noget overhovedet. Ubegrænset skærmtid, jeg måtte alt jeg ville, usund kost, ingen rammer. I kan nok forestille jer det ikke var nemt at skifte mellem de to helt modsatte hjem. Hun røg hash sammen med L, ofte. Ikke foran os, men kunne fx lugte det om morgenen og når jeg kom hjem fra skole. Det var et dårligt forhold, hvor han behandlede hende som en dørmåtte. Jeg har svært ved at huske alle detaljerne med ham, andet end jeg ikke følte mig passet på. Husker blandt andet hvor jeg gemte mig på badeværelset fordi han overfusede mig over noget unfair. Han kørte hasarderet med os og jeg var mega bange, når jeg bad ham om at sætte farten ned straffede han mig ved at kørte så langsomt at vi ikke kunne nå frem til fx biografen i tide. Min mor gjorde aldrig noget.
Senere hen fandt hun en anden mand, han behandler hende også som en dørmåtte. Og har været virkelig meget efter mig. Jeg ser det som mobning, hvor han hele tiden gjorde grin med mig og udstillede mig foran fx familie. Han kommenterede på alt. Jeg har fx altid haft det svært og havde brug for en lille lur efter skole, det kritiserede han og gjorde grin med dagligt. Eller "spiser du nu igen?". De er stadig sammen, ligesom min far stadig er sammen med H.
Oveni det kunne mine forældre ikke samarbejde og lod min bror og jeg mærke dette tydeligt. Min mor kritiserede dem gerne overfor mig. De bagtale ikke, men jeg var på samme tid ikke i tvivl om, hvad de synes om min mor.
Ikke overraskende var jeg derfor et angst og usikkert barn og ung i mistrivsel. Jeg blev hurtigt ked af det, tog nemt tingene personligt og var ekstremt følsom overfor andres kritik eller hvad jeg opfattede som kritik. Jeg prøvede at sige fra overfor min far og bonusmor, italesætte hvad det gjorde ved mig, og at jeg virkelig følte jeg gjorde alt for at være sød, velopdragen, men følte jeg alligevel fik skæld ud. Fortalte jeg var nervøs når jeg skulle hjem til dem.
Hvilket resulterede i, at da jeg kom hjem fra fritidsjob en dag jeg var en 16 år, havde det SMIDT alle mine ting i flyttekasser og ville smide mig ud. Det var meget traumatisk. For mener virkelig at alle mine ejendele havde de vitterligt kastet i kasser på må og få, og så mente de at vi lige skulle have en voksen samtale omkring de ting jeg skulle ændre på, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne når nu de stod og smed mig ud. Endte med vi stod og råbte og skreg, jeg hulkegræd, min bonusmor kylede mine smykker og makeup ned i en tilfældig kasse så det gik i stykker, min bror sad og gemte sig på mit værelse.
Flyttede hjem til min mor, som åbenbart var indforstået med de ville gøre det, og de regnede med at hun ville afvise mig, hvad hun ikke gjorde, og så blev konflikten mellem dem bare værre.
Summa summarum efter nogle år kom jeg på talefod med dem igen, men ser dem sjældent og har svært ved at have en relation til dem. De fastholder mig i den rolle de gav mig dengang, min bonusmor og far kan på ingen måde se deres eget ansvar eller rolle ind i det. Det var min skyld det hele, jo. Jeg føler mig meget svigtet, forstår ikke min far ikke forsvarede mig gennem opvæksten.
Min mor har jeg et fint nok forhold til, men der er også skår i vores relation set fra min vinkel, igen fordi jeg har svært ved at acceptere dels at hun lod sine mænd udsætte mig for den behandling, og dels... Ja..
Men alligevel bliver jeg i tvivl, om det i virkeligheden bare er mig den er gal med? Hvad synes i? Jeg er i dag et menneske som hele tiden har antennerne ude, og bliver rigtig bange hvis nogen virker sure. Underkaster mig og prøver at fixe det, fordi andres vrede gør mig så bange. Og så er der også mange andre ting, men måske var min opvækst ikke så meget anderledes end gennemsnittet, og det er bare mig, der er for sensitiv, eller hvad?
Du har på ingen måde skyld i nogen af de ting du siger. Er barn er ALDRIG skyld i sådan nogle ting. Det er ene og alene dine forældre der har svigter.
hold nu op hvor fik jeg ondt i maven af at læse dit opslag.
Hvis jeg var dig ville jeg skynde mig til psykolog og få hjælp til at bearbejde hvad der for mig lyder som en yderst traumatisk opvækst med systemastisk psykisk vold og psykiske overgreb.
