Det med familie

Hejsa, 

lidr information til start. Jeg er mor i en familie på 5 - tre børn på 10, syv og to (snart tre)år. 
vi er i øjeblikket på ferie med min mands bror og kone. Hun er/var min bedste veninde for 15 år tilbage og jeg synes jo stadig hun er det. 
vores ældste børn og deres ældste børn er jævnaldrende. De har kun de to. Vi har jo så fået nummer tre.... 

og jeg føler, særligt min svigerinde/veninde synes han er i vejen og til gene for ferien. Fx i aftes skal han i seng ved 19 tiden fordi han ikke havde fået sovet til middag. Her ytre hun, at hun synes det var ærgerligt vi fik den lille efternøler fordi nu kunne vi jo ikke allesammen gå en aftentur. 
Jeg bliver faktisk virkelig ked af det- vores treer var ikke planlagt og det tog mig lang tid, at accepter graviditeten hvor hun var en stor del af min ‘krise’ dengang , og rådede mig til at beholde barnet da jeg ville gå ned med flaget ved en abort. Og nu? Synes hun så han er til besvær? 
idag, står han op kl 7 og vores store børn først kl 10. Da de endelig er færdig med morgenmad er vores mindste jo faktisk klar tilmiddagslur - min mand foreslår at de tager ud og spiller minigolf og jeg så kan blive hjemme og sove med mindste. (Hvilket passer mig glimrende!, så mit hoved får en lille pause!) men jeg kan mærke min svigerinde trækker sig og bliver mut. Hun forstår sikkert ikke, hvorfor vi ikke tager med. Men... han har jo virkelig brug for den lur! Jeg kan ikke nænne han ikke må sove, for det smadrer ham resten af dagen. 
stemningen er altså lidt akavet og jeg Føler mig trist og udmattet over at spekulere så meget og føle min lille guldklump er et generende moment. 
hvad skal jeg gøre? Min mand synes jeg skal prøve at ignorere det, omend han også synes bemærkningen i aftes var lidt malplaceret. 
Skal jeg tale med hende? Og ligesom åbne op? Eller få det bedste ud af det og bare være i, at vi som familie på fem, er vant til at dele os lidt op for t tilgodeså både store og smås behov og tænke; pyt, at hun ikke forstår det? 
arg - nedren at bruge så meget tankevirksomhed i sin ferie 

Anonym skriver:

Hejsa, 

lidr information til start. Jeg er mor i en familie på 5 - tre børn på 10, syv og to (snart tre)år. 
vi er i øjeblikket på ferie med min mands bror og kone. Hun er/var min bedste veninde for 15 år tilbage og jeg synes jo stadig hun er det. 
vores ældste børn og deres ældste børn er jævnaldrende. De har kun de to. Vi har jo så fået nummer tre.... 

og jeg føler, særligt min svigerinde/veninde synes han er i vejen og til gene for ferien. Fx i aftes skal han i seng ved 19 tiden fordi han ikke havde fået sovet til middag. Her ytre hun, at hun synes det var ærgerligt vi fik den lille efternøler fordi nu kunne vi jo ikke allesammen gå en aftentur. 
Jeg bliver faktisk virkelig ked af det- vores treer var ikke planlagt og det tog mig lang tid, at accepter graviditeten hvor hun var en stor del af min ‘krise’ dengang , og rådede mig til at beholde barnet da jeg ville gå ned med flaget ved en abort. Og nu? Synes hun så han er til besvær? 
idag, står han op kl 7 og vores store børn først kl 10. Da de endelig er færdig med morgenmad er vores mindste jo faktisk klar tilmiddagslur - min mand foreslår at de tager ud og spiller minigolf og jeg så kan blive hjemme og sove med mindste. (Hvilket passer mig glimrende!, så mit hoved får en lille pause!) men jeg kan mærke min svigerinde trækker sig og bliver mut. Hun forstår sikkert ikke, hvorfor vi ikke tager med. Men... han har jo virkelig brug for den lur! Jeg kan ikke nænne han ikke må sove, for det smadrer ham resten af dagen. 
stemningen er altså lidt akavet og jeg Føler mig trist og udmattet over at spekulere så meget og føle min lille guldklump er et generende moment. 
hvad skal jeg gøre? Min mand synes jeg skal prøve at ignorere det, omend han også synes bemærkningen i aftes var lidt malplaceret. 
Skal jeg tale med hende? Og ligesom åbne op? Eller få det bedste ud af det og bare være i, at vi som familie på fem, er vant til at dele os lidt op for t tilgodeså både store og smås behov og tænke; pyt, at hun ikke forstår det? 
arg - nedren at bruge så meget tankevirksomhed i sin ferie 

Forklar hende at det sårer dig når hun siger de ting. 

Men har I ikke klapvogn, han kunne sove i? Tænker at han kan sove hvis han har brug for det. Det samme om aftnen, sæt ham i klapvogn, og lad ham falde i søvn. 

Jeg siger ikke at hun har ret.. 

Men ja snak med hende, tag på café og tag et par timer alene. 

BAE skriver:

Forklar hende at det sårer dig når hun siger de ting. 

Men har I ikke klapvogn, han kunne sove i? Tænker at han kan sove hvis han har brug for det. Det samme om aftnen, sæt ham i klapvogn, og lad ham falde i søvn. 

Jeg siger ikke at hun har ret.. 

Men ja snak med hende, tag på café og tag et par timer alene. 

 

 

Jo vi har klapvogn. Men han sover ikke i den - han sover bedst i sin seng. Men i aften vil han jo fx godt kunne holde sig vågen længere. Fordi han netop får sovet! 

tror jeg ville kvæle det med positivitet "ja det er da lidt noget andet sådan at have en lille igen, men hvad, næste år sover han ikke lur mere og så er det lidt nemmere at holde ham oppe og gå aftentur allesammen". "Jeg trænger sgu også til en lur efter at have været tidligt oppe med den lille bandit. Tag i bare afsted og hyg jer!". 

Altså. Simpelthen lade hende se at det overhovedet ikke er et problem for jer/dig at i skal dele jer lidt. 

Og til den der kommentar om at det var ærgeligt med en efternøler .. så havde jeg nok sagt noget i stil med at vi andre nu er ret glade for ham.. sikke en kommentar altså.. hun lyder ret selvcentreret.

Jeg tænker, at hun ved jo I har ham - og hun har selv børn så hun kender gamet. På en sådan ferie skal der tages hensyn til alle - både de store og små. 

Jeg synes da det er fint I deler jer op og tilgodeser alle børns behov - hvis hun bare gerne vil drikke kaffe i ro og fred og snakke med de voksne så er det jo en anden ferie. 
Du skal ikke undskylde at I har ham - hun ved det jo og orker hun ikke en ferie med et lille børn så kunne hun jo have lade vær at tage med. 

Jeg ville, hvis det er sådan en konstant irritation at I også har en lille med, overveje om I skulle på ferie sammen en anden gang. 

Mor11 skriver:

tror jeg ville kvæle det med positivitet "ja det er da lidt noget andet sådan at have en lille igen, men hvad, næste år sover han ikke lur mere og så er det lidt nemmere at holde ham oppe og gå aftentur allesammen". "Jeg trænger sgu også til en lur efter at have været tidligt oppe med den lille bandit. Tag i bare afsted og hyg jer!". 

Altså. Simpelthen lade hende se at det overhovedet ikke er et problem for jer/dig at i skal dele jer lidt. 

Og til den der kommentar om at det var ærgeligt med en efternøler .. så havde jeg nok sagt noget i stil med at vi andre nu er ret glade for ham.. sikke en kommentar altså.. hun lyder ret selvcentreret.

Tak! Dét tror jeg sgu jeg gør. Og har egentlig forsøgt - men det hjælper at høre det fra en anden også! Tak 

Oddi skriver:

Jeg tænker, at hun ved jo I har ham - og hun har selv børn så hun kender gamet. På en sådan ferie skal der tages hensyn til alle - både de store og små. 

Jeg synes da det er fint I deler jer op og tilgodeser alle børns behov - hvis hun bare gerne vil drikke kaffe i ro og fred og snakke med de voksne så er det jo en anden ferie. 
Du skal ikke undskylde at I har ham - hun ved det jo og orker hun ikke en ferie med et lille børn så kunne hun jo have lade vær at tage med. 

Jeg ville, hvis det er sådan en konstant irritation at I også har en lille med, overveje om I skulle på ferie sammen en anden gang. 

Tak - jeg havde glemt det var sådan sidste år........ og jeg ved helt sikkert, at næste år, gør vi det alene. Men tak for dit input! Det giver mening, det du siger 

Anonym skriver:

Hejsa, 

lidr information til start. Jeg er mor i en familie på 5 - tre børn på 10, syv og to (snart tre)år. 
vi er i øjeblikket på ferie med min mands bror og kone. Hun er/var min bedste veninde for 15 år tilbage og jeg synes jo stadig hun er det. 
vores ældste børn og deres ældste børn er jævnaldrende. De har kun de to. Vi har jo så fået nummer tre.... 

og jeg føler, særligt min svigerinde/veninde synes han er i vejen og til gene for ferien. Fx i aftes skal han i seng ved 19 tiden fordi han ikke havde fået sovet til middag. Her ytre hun, at hun synes det var ærgerligt vi fik den lille efternøler fordi nu kunne vi jo ikke allesammen gå en aftentur. 
Jeg bliver faktisk virkelig ked af det- vores treer var ikke planlagt og det tog mig lang tid, at accepter graviditeten hvor hun var en stor del af min ‘krise’ dengang , og rådede mig til at beholde barnet da jeg ville gå ned med flaget ved en abort. Og nu? Synes hun så han er til besvær? 
idag, står han op kl 7 og vores store børn først kl 10. Da de endelig er færdig med morgenmad er vores mindste jo faktisk klar tilmiddagslur - min mand foreslår at de tager ud og spiller minigolf og jeg så kan blive hjemme og sove med mindste. (Hvilket passer mig glimrende!, så mit hoved får en lille pause!) men jeg kan mærke min svigerinde trækker sig og bliver mut. Hun forstår sikkert ikke, hvorfor vi ikke tager med. Men... han har jo virkelig brug for den lur! Jeg kan ikke nænne han ikke må sove, for det smadrer ham resten af dagen. 
stemningen er altså lidt akavet og jeg Føler mig trist og udmattet over at spekulere så meget og føle min lille guldklump er et generende moment. 
hvad skal jeg gøre? Min mand synes jeg skal prøve at ignorere det, omend han også synes bemærkningen i aftes var lidt malplaceret. 
Skal jeg tale med hende? Og ligesom åbne op? Eller få det bedste ud af det og bare være i, at vi som familie på fem, er vant til at dele os lidt op for t tilgodeså både store og smås behov og tænke; pyt, at hun ikke forstår det? 
arg - nedren at bruge så meget tankevirksomhed i sin ferie 

Hun er da fuldstændig væk!!! Hvordan kan man få sig selv til at sige til andre, at det var ærgerligt de valgte at få deres børn? Den kvinde må da være fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde  Og udover dét, så kan jeg simpelthen ikke lige se problemet i, at enten du eller din mand bliver hjemme sammen med barnet. Han skal jo ikke sove lur for evigt, og hvis du også har brug for en pause, jamen så er det da bare helt perfekt at du kan blive hjemme med ham mens de andre tager afsted.

Altså hvor gammel er hun lige? Hun opfører sig som en fornærmet storesøster der er træt af sin lillebror. Det er jo helt absurd at hun synes hun skal bestemme over jeres familie, og at hun bliver sur over at du sætter dit toårige barns behov før hendes, og ovenikøbet vælger at antyde at barnet slet ikke skulle have været født. I min optik er det direkte sindssygt, og jeg kan faktisk ikke helt forstå hvorfor din mand ikke er mere forarget. Jeg synes du skal tage en god snak med ham om det, for I er nødt til at stå sammen, så du ikke føler du står alene. Evt få ham til at tage en snak med sin bror om det, hvis han er bare lidt mere fornuftig end hende? For jeg tror helt ærligt ikke der kommer noget ud af at I snakker med hende, hun har jo tilsyneladende ikke respekt for det I siger. 

Nielsen333 skriver:

Hun er da fuldstændig væk!!! Hvordan kan man få sig selv til at sige til andre, at det var ærgerligt de valgte at få deres børn? Den kvinde må da være fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde  Og udover dét, så kan jeg simpelthen ikke lige se problemet i, at enten du eller din mand bliver hjemme sammen med barnet. Han skal jo ikke sove lur for evigt, og hvis du også har brug for en pause, jamen så er det da bare helt perfekt at du kan blive hjemme med ham mens de andre tager afsted.

Altså hvor gammel er hun lige? Hun opfører sig som en fornærmet storesøster der er træt af sin lillebror. Det er jo helt absurd at hun synes hun skal bestemme over jeres familie, og at hun bliver sur over at du sætter dit toårige barns behov før hendes, og ovenikøbet vælger at antyde at barnet slet ikke skulle have været født. I min optik er det direkte sindssygt, og jeg kan faktisk ikke helt forstå hvorfor din mand ikke er mere forarget. Jeg synes du skal tage en god snak med ham om det, for I er nødt til at stå sammen, så du ikke føler du står alene. Evt få ham til at tage en snak med sin bror om det, hvis han er bare lidt mere fornuftig end hende? For jeg tror helt ærligt ikke der kommer noget ud af at I snakker med hende, hun har jo tilsyneladende ikke respekt for det I siger. 

Jeg vil lige sige, min mand er 100 på min side. Jeg føler mig helt sikkert støttet af ham. Jeg havde nok bare brug for, at høre om jeg var helt og alt for følsom, med at blive ked af det og stødt over det 

Anonym skriver:

Jeg vil lige sige, min mand er 100 på min side. Jeg føler mig helt sikkert støttet af ham. Jeg havde nok bare brug for, at høre om jeg var helt og alt for følsom, med at blive ked af det og stødt over det 

Synes jeg ihverfald bestemt ikke du er. Tror de fleste ville blive stødt og kede af det hvis en sagde det var ærgerligt man havde fået et barn på den måde som hun sagde det.