Aflastning?

Anonym skriver:

Jeg er så bange for at jeg svigter mit ældste barn 

Jeg er alene med mine 2 børn (x på 6 år og y på 6 mdr), og jeg har det rigtig rigtig skidt. Jeg er i udredning i psykiatrien, og alt peger mod en skizofreni-diagnose. 

Jeg har SÅ svært ved at magte mit ældste barn og de (helt rimelige og normale) ting h*n "kræver" af mig. Jeg bliver lynhurtigt meget vred og frustreret på x og kommer til at skælde alt for meget ud og snakke alt for grimt. Det er slet ikke med vilje og jeg fortryder det i samme sekund jeg har sagt det. Det er så hårdt at være i for os begge! X er begyndt at være meget hård ved Y hvis ikke jeg er i samme rum som dem hele tiden. X kan f.eks. finde på at slå med legetøj eller klemme Y så hårdt at h*n skriger højt. Også selvom Y bare ligger i kravlegården mens jeg lige er på toilettet.

X savner mig og er bekymret. H*n ved at jeg er syg, fordi det kunne h*n ikke undgå at lægge mærke til. Vi har snakket meget om hvorfor/hvordan jeg er syg og at man ikke dør af det, men at jeg har det skidt lige nu. 

Jeg trækker meget på mit netværk, men det er ikke helt holdbart. Både fordi de jo også har egne liv med arbejde og familie osv, men også fordi X lidt bliver kastet rundt hos en masse forskellige fordi jeg 1 har en masse tider på psyk med kort varsel og 2 bare ikke magter at aktivere og være sammen med X så meget. H*n røv keder sig herhjemme og jeg magter ikke at tage ud   Hold kæft hvor er det hårdt at sige! Men jeg magter ikke mit barn 

X går på privatskole hvor der er 100% ferielukket indtil august, så der er heller ikke noget aflastning at hente. 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre 

 

Jeg kender dig ikke og dermed hele ikke berettiget til af dømme dig som mor er sikker på du gør det beste du kan men vil bare sige at du skal ikke værre bange for at be om hjælp vi kan alle kommer der ud hvor vi har brug for hjælp. Og du har jo på en eller andre punkt indset du har nogle   udfordringer du ikke selv kan løse og dermed har du tage det   først skidt nu skal du så tag det næste ( ved godt det er nemmer sigt end gjort) men du skal kontakt din kommune og værre 100% ærlig og sige du har brug for hjælp til dine børn

Hvad er det gør du mener du er   berettiget til afgørende at ts aldrig får overskuddet til forældrerollen igen for det er lidt det du gør når du skrive at hun selv skal ligge op til plejeforældre ordning på sigt.   bare fordi hun har brug for støtte i en   periode betyder det ikke hun har det på sigt

 

og til ts du har allerede tage det først skidt til at får hjælp og det er at du har indset du har brug for hjælp nu skal du bare tage det næste skidt og det er at kontakt kommune som er dem der kan yde hjælp til dig og det skal du ikke skamme dig over for alle mennsker kan på et tidpunkt kom ud for at skal be om hjælp i deres liv

Jeg har ikke brugt ordet aldrig. Men det kan måske give hende overskud til at være der for sine børn, hvis hun har noget mere fast aflastning ifht hverdagen. Det er svært at have så tung en psykisk diagnose og være alenemor.

Lige nu påvirker TS’s måde at agere på den ældste til at håndtere sin bror/ søster på samme måde. Det er da et tegn på at det smitter af på barnet. Så hvis man kunne have nogen der kunne tage mere hånd om børnene mere fast, så er det da bedre end at de bliver råbt af og hele tiden kaste til gud og hver mand i omgangskredsen. 
Det lyder på mig som om der er brug for mere en blot en der aflaster fx to timer hver tirsdag.

Nu spørger jeg naivt.. men man kan vel også selv lægge op til en plejeforældre ordning på sigt. Det lyder som om du ikke har overskuddet til forældrerollen. 

Jeg tænker ikke vi har brug for en permanent ordning. Jeg har meget gode chancer for at blive helt rask. Men jeg har brug for hjælp lige nu hvor jeg er mentalt kørt i sænk og sammen med lægerne er ved at finde den rette behandling. Der er ingen af lægerne der forventer at jeg er syg mange år frem. Selvom jeg har brug for hjælp lige nu.

Så jeg tænker (håber) sørme ikke at mine børn skal i pleje. Men fast aflastning 1-2 gange om ugen ville gøre en kæmpe forskel for os.

Som alle mennesker har jeg gode og dårlige dage. Da jeg skrev det her opslag havde jeg en rigtig dårlig dag. I dag er en god dag, og vi har været 3 timer i zoo og har hygget os. Jeg kan godt overkomme forældrerollen, men som sagt har jeg lige nu brug for hjælp. 

Der er også Home Start: https://home-start.dk/vokser-hverdagen-dig-over-hovedet/

Der kan man via sin lokale afdeling ansøge om at få en familieven (eller hvis de kalder det) i er halvt år af gangen og i 2x2 timer om ugen (mener jeg det er). 

Det er selvfølgelig ikke hjælper lidt nu, men på længere sigt. Så kan de evt. hjælpe med huslige ting eller med sen mindste, så du har mere overskud til den ældste eller at tage ud af huset.

Som socialrådgiver i en familieafdelingen, synes jeg absolut du skal kontakte familieafdelingen i din kommune, og fortælle alt fuldstændig ærligt, så vil det blive vurderet om der skal træffes afgørelse om en børnefaglig undersøgelse og den vil i såfald pege på hvilken støtte i som familie har brug for/ kan få. 
Jeg synes, at det lyder som om, for jeres alles, men ikke mindst dit ældste barns skyld, at der skal støtte ind hurtigst muligt. Der kan sættes foranstaltning ind, mens den børnefaglige undersøgelse bliver udarbejdet, hvis det vurderes nødvendigt 

Skynd dig at ringe- det du fortæller gør mig bekymret for især den lilles sikkerhed,men også den "stores" trivsel.

Der er ingen der kommer løbende og fjerner dine børn - man er altid int i at bibiholde familien. 

Men hjælp og aflastning har du brug for ,og det vil man også vurdere med din diagnose/ udredning 

Det er ingen skam at bede om hjælp. - du gør det jo fordi du elsker dien børn ,og ikke er ligeglad. 

Carina:-) skriver:

Skynd dig at ringe- det du fortæller gør mig bekymret for især den lilles sikkerhed,men også den "stores" trivsel.

Der er ingen der kommer løbende og fjerner dine børn - man er altid int i at bibiholde familien. 

Men hjælp og aflastning har du brug for ,og det vil man også vurdere med din diagnose/ udredning 

Det er ingen skam at bede om hjælp. - du gør det jo fordi du elsker dien børn ,og ikke er ligeglad. 

Tusind tak for dit svar. Jeg ringer ind i dag. Det er pisse svært, og jeg er bange for hvad der skal ske. Det er svært at se sig selv i det lys. At jeg er "sådan en" som har brug for hjælp fra kommunen til mine børn. At jeg er "sådan en" som er psykisk syg. At jeg pludselig er bekymret for om nogen vil tage mine børn fra mig.

Men jeg ringer ind fordi hverken mig eller børnene er tjent med det her