Da jeg mistede min kæreste fik jeg en belastningsreaktion, og kunne også få tanker om ikke at ville leve mere, samt en form for angstanfald hvor jeg bare kunne bryde helt sammen i op til flere timer ad gangen, uanset hvor jeg var henne. Min oplevelse af psykiatrien er desværre ikke god 
Og jeg boede endda flere forskellige steder i landet i løbet af perioden, så jeg har tilhørt tre forskellige regioner. Hver gang jeg lod mig indlægge lavede de ikke andet end at prøve at komme af med mig igen. Region Hovedstaden var den absolut værste, de udskrev mig flere gange med selvmordstanker, det er så grotesk at tænke på i dag 
Den ene af gangene var det endda en af mine pårørende der ville have mig indlagt, men de var iskolde. Når man er indlagt tror man i første omgang, at sygeplejerskerne og sosu'erne på afsnittet udelukkende er der for at hjælpe og passe på én, og det er helt rigtigt at det gør de, MEN de er der også for at tjekke op på om man nu ikke snart er ved at være klar til at tjekke ud igen. Det kan føles som et virkelig stort pres, især fordi det sker flere gange i døgnet. Jeg vil ikke fortælle dig at du ikke skal forsøge at få din datter indlagt, du skal bare for det første ikke regne med hun overhovedet får lov til at blive der i mere end et døgn eller to når hun ikke er til fare for andre. For det andet er det rigtig svært at indlægge mennesker med tvang, der skal RIGTIG meget til før det kan lade sig gøre, dog ved jeg ikke om det er anderledes når patienten ikke er myndig. For det tredje, og det synes jeg næsten er det vigtigste, så får man oftest slet ikke behandling mens man er indlagt. Oftest er det først når man bliver udskrevet, hvor man så tilbydes behandling ambulant. Så hvis din datter er i stand til at afholde sig fra at begå selvmord ville jeg ikke gå den vej hvis jeg var dig. Hvis du er nervøs for at hun ikke kan afholde sig fra det skal du selvfølgelig handle på det, ingen tvivl! Men ellers ville jeg tage en snak med hendes læge (det går jeg ud fra du godt kan når hun ikke er myndig?), og spørge om hun kan blive henvist til ambulant psykiatrisk behandling, eller måske til en privatpraktiserende psykolog igen. Jeg endte selv med at blive henvist til en privatpraktiserende psykolog, fordi jeg simpelthen opgav at få behandling i psykiatrien, også ambulant. Det var tydeligt at de ikke havde det rette tilbud til mig, og jeg blev da også bare kastet rundt mellem det ene og det andet og det tredje ambulante afsnit. Det sker heldigvis ikke for alle vil jeg gerne lige understrege! Men for mig virkede det som om de næsten kun havde tilbud til meget svært syge mennesker med psykoser, skizofreni, svære depressioner osv. Der var dog et enkelt tilbud som var relevant for mig, og det var et kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, hvor man kunne få opfølgende samtaler med jævne mellemrum. Jeg opgav det hurtigt, fordi jeg syntes det virkede som om det mere havde karakter af netop opfølgning end af egentlig behandling. Det samme syntes jeg i øvrigt om samtaleterapi hos min privatpraktiserende psykolog - de første gange jeg var hos hende snakkede vi bare om det jeg nu havde brug for, og det oplevede jeg personligt ingen effekt af overhovedet. Jeg har brug for terapiformer der går mere i dybden med ens tanker, følelser og handlemåder. Det startede vi heldigvis på senere hen, og jeg kunne allerede mærke efter første gang, at det var meget mere effektivt end noget andet jeg havde prøvet. Så at din datter ikke oplevede at det hjalp at gå hos den første psykolog behøver ikke at betyde at det er sådan med den næste. Det kræver kemi, og at psykologen faktisk har indsigt i lige præcis de problematikker og symptomer som din datter døjer med. En privatpraktiserende psykolog tilbyder tit nogle helt andre slags behandling end psykiatrien. Min psykolog brugte for eksempel hypnoterapi (hypnose), hvilket jeg kunne mærke en god effekt af med det samme. Den slags ville jeg aldrig have kunnet få i psykiatrien.
Så for lige at opsummere, jeg er på ingen måde imod psykiatrien, jeg fik desværre bare ingen hjælp derfra selv, og jeg ved jeg langt fra er den eneste det er sket for. Indlæggelse fandt jeg ud af var en brandslukning mere end en reel hjælp til at komme videre. Og den ambulante behandling ved jeg har hjulpet nogen, jeg var desværre bare ikke selv én af dem. Så jeg ville som sagt tage en snak med hendes læge om hvorvidt den ambulante psykiatri er relevant for hende, eller om en ny privatpraktiserende psykolog kunne være en mulighed. På psykologeridanmark.dk kan du meget nemt søge dig frem til hvilke psykologer der har overenskomst med sygesikringen, og hvilke former for behandling de tilbyder hver især. Hvis du har nogen spørgsmål er du mere end velkommen til at skrive til mig, også privat hvis der er noget du ikke har lyst til at skrive offentligt. Og jeg beklager virkelig at min besked er blevet så lang, jeg syntes bare du skulle vide at psykiatrien desværre ikke altid fungerer som man håber og tror, samtidig med at det er vigtigt for mig at understrege at du ikke skal undlade at kontakte dem hvis du tror og føler at det er det bedste i jeres situation 
