Når farfar ikke er interesseret..

Der er to ting som jeg synes du er forkert på den med. For det første har alle ret til selv at bestemme hvor forsigtige de vil være her i coronatiden. Selvom man gerne må ses med sin familie nu, så er opfordringen jo stadigvæk at undgå kontakt mest muligt. Så at farfar ikke vil have besøg i sit hjem må være hans egen beslutning (og farmor må jo så vurdere hvor meget medbestemmelse hun vil have i den sag). Men kan I ikke bare invitere farmor hjem til jer så længe farfar er paranoid? Så er dét problem vel løst 

For det andet er jeg meget uenig i, at et autistisk barn skal have lov til at sætte dagsordenen, og da i særdeleshed i andres hjem! Denne del undrer jeg mig virkelig over. Jeg forstår ikke hvordan du kan mene det er rimeligt, at andre bare skal indordne sig efter dit barn? Hvis det havde været mit barn, så ville jeg da håbe at farfar ville gide tage hensyn til barnets særlige behov, men jeg ville godt nok aldrig nogensinde forvente det. Og jeg ville blive virkelig forarget og vred hvis nogen kom i  mit hjem og fortalte mig hvordan jeg skulle gøre tingene. Hvordan kan det være, at I ikke spurgte farmor og farfar på forhånd om det var okay at der blev ændret lidt i tingene? Så kunne I jo have taget stilling til om I skulle tage afsted eller ej. Men igen kunne en løsning jo være at invitere farmor hjem til jer næste jul.

Hvis det ender med at blive sådan noget med, at farmor konsekvent takker nej til jeres invitationer udelukkende for at please farfar, så synes jeg I skal tage en god snak med dem begge hver især. Farmor kunne få at vide at det er okay at leve sit eget liv selvom man har været sammen i mange år, og farfar kunne få at vide at I er kede af at han ikke orker jer, men at I faktisk ikke synes det er spor rimeligt at han trækker farmor med i faldet. At I elsker dem begge to, og bare ønsker dem i jeres liv så meget som muligt, sammen eller hver for sig 

Det er jo i bund og grund en ret prækær situation. 
Jeg fornemmer, at TS ikke helt er tilfreds med farfars tilgang om måske ikke har forventningsafstemt. 
Bedsteforældre er ligeså forskellige som alle andre, og der er jo nogle, som ikke er så friske - og hvor tinitus virkelig forringer livskvaliteten. 

Hvos problemet er, at farmor er for loyal over for farfar og ikke ønsker at lade ham føle sig alene/uden for, så må I jo tage en snak om, at man må tage hensyn til, at farfar er syg. 

Hvis det er farfar, der tvinger noget ned over farmor, så vil jeg helt klart tage en snak med farmor alene. 

Og så kan jeg heller ikke rigtig lade være med at fornemme, at TS har en klar forventning om, at familien tager stort hensyn til dem. 
Det kan man jo godt ønske, men ikke blive sur over, hvis de ikke gør. 

Har har vi også et barn med en diagnose og en sjælden sygdom som gør, at behandlingen gør os ekstremt udsat. Vi har meldt retningslinjer ud for familien, hvis de gerne vil se os. Og det er helt okay, hvis de ikke kan/vil imødekomme det. Men det betyder, at vi ikke kan se dem. Trist? Ja. Men jeg forstår dem godt. 

Og så kan man argumentere for, at farfar er gammel og små børn bør komme først størstedelen af tiden, hvis det ikke gør andre syge osv. (tænker her på traditionenen med kirken) 

Min erfaring siger mig, at man kommer længere ved at forventningsafstemme hele tiden, end at kræve og blive sur. 

Ved ALLE besøg ude og hjemme (med vores barn), har jeg altid sagt, hvad der kan være af problemer. Så siger folk altid selv: jamen, det er helt ok. Så gør vi bare sådan og sådan.

Men hvis jeg ikke havde forventningsafstemt og bare forestillede mig, at de burde tage hensyn, så ville jeg godt nok træde mange over fødderne :-) 

Jeg tænker at farmor skal gro sig nogle nosser og sige fra! Hun er et voksent menneske der godt selv kan og SKAL bestemme over sig selv. 

Jeg tænker altså også, at der kan være "sket" noget med farfar.

Er han begyndende dement, er han depressiv (hvilket kan vise sig på mange måder), 

Det var noget andet, hvis han altid havde været sådan. Men du skriver, at han har trukket sig inden for de sidste par år.

Forståelsen går begge veje.

Du har et barn med infantil autisme, og farfar har - måske - nogle probemer.

Jeg er enig i, at man selv bestemmer, hvor forsigtig man er i forhold til corona.

To af min morbror og tantes venner fik corona - begge døde af det. I det ene tilfælde var der tale om en 75-årig kvinde, der ellers var frisk og rask.

Så de er også ekstra forsigtige.

Og midt i det hele står stakkels farmor. Hun er godt og grundigt i klemme.

Hvis jeg tænkte, at svigerfar bare er en gammel stivnakke, så ville jeg også tænke, at farmor måtte sætte foden ned.

Jeg kan godt forstå, at det er svært - også for jer. 

Jeg håber, at I sammen med farmor kan være kreative og finde nogle løsninger.

Tommelise skriver:

Jeg tænker altså også, at der kan være "sket" noget med farfar.

Er han begyndende dement, er han depressiv (hvilket kan vise sig på mange måder), 

Det var noget andet, hvis han altid havde været sådan. Men du skriver, at han har trukket sig inden for de sidste par år.

Forståelsen går begge veje.

Du har et barn med infantil autisme, og farfar har - måske - nogle probemer.

Jeg er enig i, at man selv bestemmer, hvor forsigtig man er i forhold til corona.

To af min morbror og tantes venner fik corona - begge døde af det. I det ene tilfælde var der tale om en 75-årig kvinde, der ellers var frisk og rask.

Så de er også ekstra forsigtige.

Og midt i det hele står stakkels farmor. Hun er godt og grundigt i klemme.

Hvis jeg tænkte, at svigerfar bare er en gammel stivnakke, så ville jeg også tænke, at farmor måtte sætte foden ned.

Jeg kan godt forstå, at det er svært - også for jer. 

Jeg håber, at I sammen med farmor kan være kreative og finde nogle løsninger.

Og så den der med tinitus ("siger han") - hvis han virkelig har tinitus, så påvirker det mere, end du tror.

Så jeg tror også, du skal finde noget forståelse frem.

Min datter har tinnitus, hun kan nogen dage være så plaget at hun ikke kan være i sin egen krop. Hun bliver udtrættet i ekstrem grad og kan i perioder have brug for en del alenetid og ro i hovedet og verden omkring sig. Hun kan være påvirket i sin frustrations-tærskel og være irritabel fordi hun indvendigt hele tiden er på overarbejde. Ti nitus er modbydeligt og kan være langt mere indgribende end man skulle tro. 

Og så en anden tanke ... har farfar mon autisme?

Og endnu en tanke ... Er det ikke en sag mellem farmor og farfar, hvem der vil hvad og hvorfor? De er voksne mennesker. Jeg ville da nødigt have at andre blander sig i mit ægteskab :-)

Hvis I vil sætte dagsordenen for samværet, er det så ikke lettere bare at invitere dem hjem til jer? Så kan farfar måske på dagen tage en vurdering om hvorvidt han vil deltage eller ej, i stedet for at I oplever skuffelser. Overvej om jeres ambitionsniveau er for højt til det farfar magter. 

Jeg er i øvrigt anonym,  da min datter ikke ønsker at det bliver kendt af familien at hun har tinnitus.