Småbørnskonflikter

Jeg ville (tager herhjemme) den lille væk i første omgang og opfordre de store til at gå ind på deres værelse med det de leger med og lukke døren, (eller sætte sig op til det store bord, hvor hun endnu ikke kan komme op), hvis de ikke vil det må de finde sig i den lilles indblanding. Så jeg ville bryde ind inden det skete. (og hvis det var sket, ville jeg sige meget bestemt til den store at den lille er lille og ikke forstår det og man ikke skubber når man er så stor til en der er så lille - den lille ville jeg ikke gøre så meget ved andet end at sige nej i situationen) 

Jeg har ikke verdens bedste bud på handlemuligheder. Men altså - du er i hvert fald ikke alene. For di har lige beskrevet hvordan tingene foregår herhjemme... mindst 5 gange om dagen. Men vil svare det samme som abracadabra. 

Oddi skriver:

Altså første skridt er at trøste den der græder. 

Jeg ville derefter tage en snak med storesøster stille og roligt. Fortælle at jeg godt kan forstå det er øv lillebror kommer og forstyrrer hendes leg når hun nu legede så godt. Forklarer at lillebror bare vil være med. Men samtidig fortælle at det ikke er okay at hun råber sf lillebror og slet ikke at hun slår/skubber ham. Det ved hun godt man ikke må. Hvis lillebror gør noget han ikke må ( fx tager hendes legetøj) så kalder man på hjælp af en voksen ( som jeg så heller ikke forstår hvor er henne i den givne situation? ) 

Så en snak om hvad man må og ikke må, og hjælp til at forstår hvordan en situation skal løses en anden gang.  Det fungerer herhjemme og vi har dagligt sådanne situationer med vores 4 årig og 1 årig. Men de løses hurtigt og ingen råber eller skubber

Men igen, situationen kunne jo nemt være løst ved at en voksen hurtigt var trådt til i starten ag konflikten “ hov lillebror det leger storesøster med, skal vi finde noget du kan lege med? Og x( storesøsters navn) sætter du dig ikke op til bordet og leger? Så kan lillebror ikke forstyrrer dig i din gode leg”. På den måde når ingen derud hvor de bliver skubbet og græder, storesøster får lov at lege i fred og lillebror får noget andet spænende at lege med, med en voksen. 

Er fuldstændig enig i dit råd, men voksne kan jo være i gang med andre gøremål,  hvilket betyder at man ikke kan overvåge sine børn konstant. Her leger mine på 2 og 4 ofte i stuen, mens jeg f.eks laver mad og derfor kun kan høre og ikke se hvad der foregår, så jeg kender absolut til lignende situationer 

NosaNosa skriver:

Din 3-årig sidder og leger med sine små legetøjsdyr. Lillebror på 1 år synes det ser spænende ud og vil gerne være med. Storesøster hiver alle sine dyr ind i sin favn og advarer; nej! Lillebror forstår ikke, men reagerer på det hårde tonefald; NU  skal jeg bare have den gris hun har glemt på gulvet. Lillebror griber ud efter grisen og storesøster gør også. Han prøver at hive i hendes hår - men hun skynder sig at skubbe ham bagover og løber sin vej. Lillebror ligger og græder så tårerne løber og storesøster gemmer sig som en struds på sofaen. 

Hvad gør du? Du må ikke råbe, du må ikke skælde ud, ej heller bruge skammekrog. 

Da mine havde samme alder indrettede vi et legested på skænken til den store med en skammel. Han enten stod eller sad der når han gerne ville lege selv. Så kunne lillebror ikke nå. Han måtte også godt gå ind i et andet værelse og lege, men han var så lille at han ville lege i stuen hvor jeg og lillebror var.

det fungerede faktisk fint når han legede på gulvet vidste han, at så måtte han finde sig i, at lillebror ville være med. Han forstod faktisk godt, at lillebror var så lille at han bare syntes alt hvad storebror gjorde bare var så sjovt, at han ville være med. Og så viste jeg ham ofte hvordan han kunne give lillebror en rolle i legen. De leger stadig godt sammen nu hvor de er 6 og 9 år

Frfriis skriver:

Er fuldstændig enig i dit råd, men voksne kan jo være i gang med andre gøremål,  hvilket betyder at man ikke kan overvåge sine børn konstant. Her leger mine på 2 og 4 ofte i stuen, mens jeg f.eks laver mad og derfor kun kan høre og ikke se hvad der foregår, så jeg kender absolut til lignende situationer 

Det kan de 100 %, man kan jo ikke være over dem hele tiden ( og især ikke hvis man kun er 1 voksen hjemme). Var egentlig også for at skildre at de voksne også har en vigtig rolle her, og det ikke kun er et spørgsmål om hvem af børnene der skal have skæld ud og hvem der opførte sig forkert, for børnene er relativ små og har brug for voksne hjælp til at klare svære situationer. 

Men ved man nu at man kun er 1 voksen hjemme og har børn der ofte kommer op og toppes og ved man at nu skal jeg lige lave mad så er det jo måske der man opfordre den store til at sidde ved et bord/ på værelset. Når nu man ved lillebror vil gå direkte efter hendes legetøj. 

den situation har vi næsten også herhjemme med vores på 8 og næsten 2...

begge drenge er stædige når det kommer til legetøjet...

jeg kan se at flere har svaret det samme som jeg gør...

trøste den lille først og afled hans opmærksomhed med en ny leg.. dernæst trøste den store og snakke med ham om at den lille jo ikke er ligeså stor og derfor ikke forstår alle de samme regler som han gør...

specielt igennem de 6 uger med begge hjemme har virkelig gjort mig et par år ældre at se på... konstant at skulle lytte og være med selvom man ikke lige er i samme rum er virkelig hårdt i længden...

Min datter har “også problemet med hendes lillebror” og hold nu op det er irriterende for hende, så det skal anerkendes. At hun ikke kan have sine ting i fred. Jeg har prøvet lære hende hvordan hun skal håndtere det og finder også en plads i et helle til hende. At han så som snart 1,5 årig kan kravle op overalt og finde ting at bruge som trappe besværliggører det. Så jeg er meget på, med at aflede ham, selvom han er sygt opsat på at tage lige hendes, om der så er 2 ens. Min datter vil også helst være ude hos os, og når hun så fx leger med små Lego, så er det i et tidsrum hvor hendes far eller jeg kan være på hendes værelse m hende. Vi forsøger lære vores søn at han ikke skal tage hendes ting, men han er jo ikke så gammel, så det er lidt svært for ham at forstå stadig. Der er heldigvis en masse lege de kan lege med sammen også, og så er det primært det de gør, når jeg ikke lige har tid til at være 100% over dem.

Det lyder som om din datter godt ved at hun ikke må være fysisk, men at hun bare ikke ved hvad ellers hun skal gøre og bliver frustreret. Hvilket skal anerkendes. Hun skal jo helst heller ikke behøve løbe hen og gemme sig - selvom jeg godt ved, at det er en situation der sagtens kan opstå. Men det ville nok være rarest at undgå

NosaNosa skriver:

Din 3-årig sidder og leger med sine små legetøjsdyr. Lillebror på 1 år synes det ser spænende ud og vil gerne være med. Storesøster hiver alle sine dyr ind i sin favn og advarer; nej! Lillebror forstår ikke, men reagerer på det hårde tonefald; NU  skal jeg bare have den gris hun har glemt på gulvet. Lillebror griber ud efter grisen og storesøster gør også. Han prøver at hive i hendes hår - men hun skynder sig at skubbe ham bagover og løber sin vej. Lillebror ligger og græder så tårerne løber og storesøster gemmer sig som en struds på sofaen. 

Hvad gør du? Du må ikke råbe, du må ikke skælde ud, ej heller bruge skammekrog. 

Jeg ville prøve så vidt muligt at forklare storesøster, at lillebror endnu er for lille til at forså, at hun siger nej til ham. Forklare at hun ikke må skubbe ham, selvom han kommer til at rive hende i håret. Forklare, at det er hans måde at “tale på”, da han endnu ikke kan tale.