Barn nr. 3? Hvordan ved man om det er en god idé?

Vi har to drenge på 2 og 5 år. Vi er meget i tvivl om vi skal have én til.. Der er meget der taler i mod, så som at jeg pt. er sygemeldt med stress udløst depression, så hvis jeg ikke kan overskue min hverdag nu, hvordan vil jeg så reagere hvis vi havde endnu et barn. Det ville kræve en større bil. Vi har ikke et ledigt værelse, så vi skulle sætte en væg op (huset er på 300 kvm så vi har plads). Vi har valgt privat børnehaven og skole, så et tredje barn ville blive dyrt. Vi vil gerne have vores børn med ud og rejse, ikke hvert år men hver anden eller tredje år, det vil også blive noget dyrer.. Vil der blive tid nok til tre børn når begge forældre har fuldtidsjob, og med de ekstra udgifter, vil det jo være nødvendigt. 

Der er så meget der taler i mod men samtidig har jeg svært ved at forestille mig at vi ikke skal have en til... Min mand har det på samme måde. 

Jer der har tre børn, hvilke overvejelser havde I? Har I fortrudt? 

Vi har tre børn og vil gerne have en mere 

Jeg er stadig på barsel med nr 3, så hverdagen er ikke ramt endnu. Men min kæreste arbejder meget og jeg vil ikke kunne se hvordan jeg ville kunne have et fuldtidsjob, og jeg har ikke fået børn for at de skal gå i institution. Så jeg har fået et 33 timers job (havde håbet på 30, men man må jo søge det der er, på sigt kunne det være lækkert hvis man kunne komme ned på 30 timer ).

Vi vurderet at vi havde tid, lyst, råd og overskud til tre børn og derfor fik vi en mere (lige nu har vi lyst til en fire, men tid ,fysisk plads og overskudet til fire skal lige være med , så der går nok et par år).

Vores nummer tre var ikke planlagt - men vi valgte at få ham. 
idag er han 2,5 og de andre 6 og 10. 
jeg synes det har været hårdt - og det endda med et 30 timers job. Der er meget logistik der skal gå op og mange munde at lytte til og være der for. Men når det så er sagt, så er det skønt med en flok på tre og de har så meget glæde af hinanden. 
men jeg tænker, hvis du har det dårligt nu og er deprimeret, ville jeg nok overveje situationen en ekstra gang - det er ikke uden omkostningen for ens psyke og velvære med tre børn - der ér bare pludselig en til man skal være der for og det mindre tid til, at du kan passe på dig selv 

Det ved man når man ikke hsr en stress udløst depression og har overskuddet til det og ønsker det.
Helt objektivt set, så er det bindegalt at give sig selv flere udefrakommende ting, der stresser, når man i forvejen er nede med en depression.

Det er ikke fair heller for de to andre børn. 

Jeg ville komme ovenpå og nyde de børn I har. 

Tjullehej skriver:

Det ved man når man ikke hsr en stress udløst depression og har overskuddet til det og ønsker det.
Helt objektivt set, så er det bindegalt at give sig selv flere udefrakommende ting, der stresser, når man i forvejen er nede med en depression.

Det er ikke fair heller for de to andre børn. 

Jeg ville komme ovenpå og nyde de børn I har. 

Jeg er 100 % enig.

TS du er ikke i en situation pt, hvor det på nogen måde ville være forsvarligt at få et barn til.

Jeg vil sige at nr. 3 på ingen måde var planlagt..

jeg blev gravid i mens jeg var stressramt og havde angstanfald...

jeg stod på venteliste til sterilisering netop da nr 2 heller ikke var planlagt og skulle have været den sidste..

vi har ikke rigtig plads til en mere, men vi finder en løsning.. hvis min mor kunne have 3 børn i en 2-værelses alene pga min far var udstationeret så kan jeg også klare det i en 3-værelses med en kæreste der er hjemme..

den snart mellemste bliver 2 år efter lillebror er født så de kommer til at følges tæt...

jeg er ude af min stress og angst, men der er stadig dårlige dage...

jeg vil sige at man skal mærke efter om man finder flere positive ting ved det end negative før man begiver sig ud i eventyret med flere børn end man har...

Jeg har været sygemeldt grundet udbrændthed og senfølger efter menigitis.... efter mit nr 2 barn traf jeg en velovervejet beslutning om at blive steriliseret.....

Og hvorfor?

Fordi det var det bedste for mig og mine børn.... jeg har ikke overskud til flere børn, min psyke vil aldrig blive tip top, og det vil intet gavne at belaste en mere.

Jeg vil ikke kunne, varetage 3 børn selv(hvis min mand og jeg går fra hinanden) to er rigeligt, og jeg ønsker ikke at lege med ilden og få en mere, med det resultat at mine børn(2 stk)bliver dem der kommer til at bød for det. 

Økonomien er heller ikke til et barn mere, og når den bliver bedre vil jeg hellere priotere at sikre mig selv og mine børn, samt ikke at skulle vende hver en krone.... jeg ville heller ikke på nuværende tidspunkt økonomisk have mulighed for at tag vare på 3 børn....

Kunne jeg tænke mig et barn mere....ja... men kun indtil jeg tænker over de omkostninger det vil have for min familie, mine børn og mig, det er hverken prisen eller chancen værd...

Havde jeg vidst hvad jeg vidste nu, ift hvad konsekvenser af min sidste gravidtitet ville have, både fysisk og psykisk, så havde jeg aldrig fået et barn mere - for det har haft stor3 omkostninger for mine børn, min mand og mig.

Jeg vil gerne byde mine børn det aller bedste, men sådan er realiteten bare ikke som tingene er ny......

Jeg havde tidligere en romantisk drøm om tre børn. Min mand har som den ældste i en søskendeflok på 3, kun ønsket sig to børn. Da vores ældste var 3 mdr gammel havde jeg det sådan, at jeg næsten kunne sætte mig ned og tude over, at jeg kun skulle være gravid og føde en gang mere - og på det tidspunkt sad jeg med et kolikbarn og en efterfødselsreaktion, så jeg var egentlig godt klar over, at det var dybt tosset og en hormonel reaktion. 

I dag har vi to piger på 6 år og 2 år, og vi er helt enige om, at vi bestemt ikke skal have flere. Det har simpelthen været/er hårdt med de to børn vi har, så jeg tror på, der ville gå for meget opmærksomhed fra dem ved at få et barn mere. Nu er jeg også nået et punkt, hvor jeg glæder mig til de bliver mere selvstændige og jeg ønsker, at jeg også kan forfølge nogle af mine personlige mål og drømme.

Hvis jeg blev gravid ved et uheld er jeg helt på det rene med at skulle have en abort, også selv om det ville være svært for mig, og sandsynligvis forbundet med sorg. 

Jeg tror for det første du skal se at få dig selv ovenpå inden du overvejer familieforøgelse, for natteroderi og depression er ikke en god kombi. Og så skal du spørge dig selv HVORFOR du ønsker dig et barn mere. Er det en romantisk forestilling om en søskendeflok på 3? Er det det et ønske om at være gravid igen? Et ønske om at sikre sine børn en søskende, selvom man måske mister et et barn undervejs? Er det drømmen om at få et barn af det andet køn? Eller noget helt andet? 

Man kan altid finde gode grunde til, hvorfor det ikke er belejligt at få et barn, så når I når et punkt hvor I har overskud og økonomi til det, så tænker jeg I skal spørge Jer selv om hvilke gode grunde I har til gerne at ville have det. 

Det er benhårdt at have tre børn. De kræver al din tid og overskud. Vi fik nr. 3 for fire måneder siden. Vi er glade for hende, og det er ikke hårdere, end at vi kan klare det. Men det er også kun fordi vi lægger al vores energi i det. I din nuværende situation ville jeg ikke gøre det. Det vil gå ud over de børn i allerede har, og så er flere søskende ikke længere en gave.

Tak for alle jeres perspektiver. Jeg ønsker bestemt ikke et barn mere lige nu! Det ved jeg, at jeg ikke kan. Da vi fik nummer 2 blev vi enige om, at skulle vi have en nummer 3 skulle der være 5 år imellem nummer 2 og 3. Tankerne om en nummer 3 kommer op nu fordi jeg er midt i det her stress/deperation og jeg bliver bange for at en nummer 3 aldrig  vil blive en mulighed når jeg kan komme ned og vende som jeg er nu. 

Lægen mener at den manglende søvn (den yngste sover meget uroligt og de først 1,5 år, var jeg oppe ca. hver anden time) har været med til at udløse den overbelasningsreakting der fik mig sygemeldt. Jeg holdt op med at have menstruation inden sygemeldingen og der meldt tankerne sig om at nu fik jeg ikke lov selv at vælge om vi skulle have flere børn, men nu er menstruationen vendt tilbage og så begyndte "måske alligevel" tankerne. 

Flere spørg hvorfor ønsket opstår. Jeg ved det ikke. Jeg har altid forestille mig at jeg skulle have to børn, men da vi fik den første sagde min mand, at han ikke syntes han kunne sætte et nummer på, fire børn ville han også syntes var skønt. Og han er super god til at lege med drengene. 

Det er egoistisk at få børn så mit ønske er jo naturligvis egoistisk. Drømmen om endnu en møgunge der holder fest hele natten og kaster med havregrøden, svare igen og stille en milliard trillion spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Endnu et vidunderligt barn jeg vil knuselske og gøre alt for. Men angsten for ikke at kunne slå til, ikke at kunne være der nok for dem skræmmer mig.