Tidligere voldtægt overskygger glæden

Hej alle

Jeg skriver dette indlæg fordi jeg har brug for at tale ud, høre andres beretninger og forhåbentlig finde mig til rette i tilværelsen. 

For 6 år siden var jeg udsat for en voldtægt. For godt 2 år siden søgte jeg omsider hjælp hos center for voldtægtsofre og gik til samtaler i godt 7 måneder. Jeg kom ud fra samtalerne med gode redskaber til at komme videre med livet, kærligheden og sex livet.

Nu står jeg med en dejlig kæreste, hus, hund og er gravid med første barn. Jeg er glad og helt sikker på at jeg har fundet det helt rette sted for mig. Graviditeten er ønsket, dog i tæt på første forsøg. I starten af graviditeten var jeg lykkelig, det fortsatte faktisk helt til første jordmoder besøg i uge 16. Til samtalen blev jeg spurgt ind til voldtægten (som jeg selv havde nævnt for egen læge da jeg var bekymret for fødselsdepression). Jordmoderen fortalte mig, at kvinder i min situation kunne opleve fødslen, som et overgreb og om det var noget jeg havde tænkt over. NEJ! Jeg havde slet ikke tænkt at voldtægten og fødslen kunne sammenlignes. Jeg så på fødslen, som en god men selvfølgelig smertefuld oplevelse. En af de bedste oplevelser, jeg skulle have i mit liv. Jeg ser på voldtægten, som den værste oplevelse i mit liv, men også som et kapitel jeg hver dag, kommer længere og længere fra.

Jordmoder fortæller umotiveret at et kejsersnit selvfølgelig ikke kan komme på tale, og at jeg må tænke over hvad jeg ønsker i forbindelse med fødslen. Til sidst i samtalen siger hun sørme, at jeg må forberede mig på at miste kontrollen, som under voldtægten. Jeg var måløs. Har kvinden virkelig lige sagt, at jeg i bund og grund skal gå hjem og forberede mig på følelsen af at blive voldtaget, IGEN. 

Jeg var grædefærdig. Og hvad pokker gør jeg så nu? Den fødsel skal jo ske, der er ingen vej udenom.

Men nu, Ca en måned efter samtalen med jordmoderen har jeg det ikke godt. Jeg er decideret bange for fødslen, jeg er SÅ bange for at få en fødselsdepression, jeg er slet ikke vild med at min mave ikke kan skjules længere, jeg sover dårligt, jeg drømmer at min graviditet skyldes voldtægten og værst af alt - jeg har slet ikke lyst til at få barnet ud.

Det gør mig så ulykkelig. Dette skulle være en glædelig tid, som jeg har set frem til siden jeg var helt ung pige(jeg er 29).

Når jeg mærker liv ind i maven bliver jeg glad, og jeg snakker med min lille pige hver dag. Det er ikke, sådan at jeg ikke vil have hende, jeg er bare så bange for hvordan fødslen og efter forløbet kommer til at gå. 

Det er et super langt indlæg, jeg HÅBER at der sidder et par stykker som jeg komme med et eller andet råd eller en beretning om et lignende forløb. 

Tusind tak for at du læste med��

Først - kæmpe stort kram! Det er en voldsom og traumatisk hændelse som du har været udsat for! 

Dernæst tænker jeg puha for en re-traumatiserende oplevelse jordemoderen har givet dig. 
Det er jo desværre i nogle tilfælde rigtigt det jordemoderen fortæller, at hvis man har en tidligere oplevelse som din kan det trigges under en fødsel. De tilfælde hvor det sker kan i mange tilfælde skyldes at personen måske ikke har fået hjælp eller fået bearbejdet det overgreb de blev udsat for. 

Jeg synes du skal kontakte din læge og få en samtale omkring din frygt. Måske du har brug for at få et samtaleforløb hos en professionel om kan hjælpe dig. 

Hvis din økonomi kan bære det kunne det også være en ide at kontakte en privat jordemoder og betale for et forløb der. 

knus til dig! 

Jeg er selv blevet voldtaget, og fik lidt det samme af vide som dig.. Dog ikke på så hård og usympatisk måde .. 

Er squ lidt i chok.. 

Men jeg fik tilbudt psykologsamtaler fra hospitalet (jeg har dog aldrig før været til psykolog med det, men "kom over det" selv.. Og den her psykolog sagde, at så længe min kæreste var med til fødslen, så ville der ingen problemer være, da han netop er den, der bedst kan berolige mig.. Og jeg har ALDRIG forbundet fødslen med voldtægten, selvom det var en ekstrem voldsom fødsel.. Men som ovenstående siger, så er det jo forskelligt fra kvinde til kvinde.. 

Men jeg synes bestemt, at du skal se, om du ikke kan få et par samtaler med en psykolog, så du igen kan blive glad for graviditeten.. Og så snak med jordemoderen om, at hvordan du følte omkring de ting, hun sagde 

Jeg er selv blevet voldtaget og har aldrig fået hjælp eller behandling eller noget som helst og jeg har ikke forbundet nogle af mine fødsler med voldtægten på nogen måder. Synes det er tarveligt af din jordemoder at sætte de tanker i hovedet på dig, for nu føler du at du har mistet kontrollen og det er synd. Kæmpe kram til dig, prøv at tænke positivt. Det er jeres lille baby og fødslen er en uundgåelig del af udvidelsen af jeres dejlige lykkelige familie. Jeg er sikker på at du får en god oplevelse hvis du pakker de dårlige tanker væk. Helt ærligt så tænkte jeg ikke på andet end at arbejde med veerne og holde smerterne ud.

Jeg har også en voldtægt i bagagen og jeg har på ingen måde forbundet mine to fødsler med voldtægten. På ingen måde what so ever. 

Ja det gør ondt og ja man skal jo undersøges temmelig meget i selve fødselsforløbet, men for mig var det ikke sammenlignelig, da fødslen jo er en god ting, det der kommer ud af det er jo skønt og vidunderligt.

Jeg synes du skal tale med din læge om hvordan du går og har det nu. 

 Jeg sidder bare og er lidt målløs over hvor mange det allerede har skrevet at de har en voldtægt i baggagen. Shit altså 

ts - du får sikkert en skøn oplevelse når din mand er med. Måske er det en god ide at tale med en privat jordmoder. 

og så ville jeg faktisk tale med jordemoderen eller hendes chef om samtalen og hvordan det påvirker dig. Det er slet slet ikke i orden

Først g fremmest så stortjeg har ikke oplevet voldtaget. Men hvis jeg havde haft en sådan oplevelse ville klart bede om en anden jordemor. Og i det her tilfælde ville jeg helt sikkert skrive hvorfor, så jordemor lige tænker over hvordan hun formulerer sig en anden gang.

herudover tænker jeg om det ikke er muligt at få hjælp af en psykolog. Enten via lægen, hospitalet eller center for voldtæg?

Din baby i maven er en dejlig og smuk og positiv gave til dig og verden. Fødslen er hård, men den giver noget vidunderligt til dig.

Jeg oplevede desværre et flashback under min fødsel som resulterede i et angstanfald (døjer med angst i forvejen). Jeg havde på det tidspunkt været i gang i 22 timer så jeg var færdig og godt brugt, så bliver jeg som regelt meget sårbar. Men jordemoderen var helt igennem fantastisk, vi viste jo risikoen var der, men jeg fortalte åbent om de følelser der var i mig på det tidspunkt, og i løbet af ganske kort tid fik hun mig ud af følelsen og fik mig tilbage på sporet. I dag sidder jeg ikke med en dårlig følelse når jeg tænker tilbage på min fødsel, tvært i mod. De klarede det virkelig virkelig godt.

Jeg har aldrig fortalt nogen incl min kæreste hvad jeg helt præcis har været udsat for, kun sådan overordnet. Men jeg havde ingen hæmninger på det tidspunkt og fortalte det jo bare, så han fik noget af et chok og reagerede ikke ret godt. Det var efterfølgende ved at koste os vores forhold. Så hvis jeg skulle give dig et råd så er det at få snakket en masse med din fødselspartner om hvordan og hvorledes han skal reagere, støtte osv hvis du kommer ud i flashbacks. Og så, vær ikke bange. Det bliver en fantatisk fødsel alligevel ��

Tusind tak til jer for at sende mig kram og svar. 

Jeg er glad for at høre, at de fleste ikke har haft problemer ift fødslen. Jeg er klar over at jordemoderen har har til formål at forberede mig på en eller anden måde, men dog fejlet i hendes formidling. Jeg håber, at jeg får det vendt til en positiv oplevelse, og at jeg ikke samlinger det med voldtægt.

Min plan må være at finde en ny jordemoder, enten bede om en ny, ved hospitalet, eller en privat. Dernæst vil jeg kontakt en psykolog, så jeg får vendt mine tanker inden fødslen. 

Jeg har snakket med min kæreste om voldtægten, men dog ikke i detaljer. Måske jeg skal gøre det. Han hr bare frabedt sig detaljer, hvilket jeg ikke hr haft problemer med. Jeg må tale med ham om det. 

Tusind tusind tak for jeres svar! Det betyder meget for mig 

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg skriver dette indlæg fordi jeg har brug for at tale ud, høre andres beretninger og forhåbentlig finde mig til rette i tilværelsen. 

For 6 år siden var jeg udsat for en voldtægt. For godt 2 år siden søgte jeg omsider hjælp hos center for voldtægtsofre og gik til samtaler i godt 7 måneder. Jeg kom ud fra samtalerne med gode redskaber til at komme videre med livet, kærligheden og sex livet.

Nu står jeg med en dejlig kæreste, hus, hund og er gravid med første barn. Jeg er glad og helt sikker på at jeg har fundet det helt rette sted for mig. Graviditeten er ønsket, dog i tæt på første forsøg. I starten af graviditeten var jeg lykkelig, det fortsatte faktisk helt til første jordmoder besøg i uge 16. Til samtalen blev jeg spurgt ind til voldtægten (som jeg selv havde nævnt for egen læge da jeg var bekymret for fødselsdepression). Jordmoderen fortalte mig, at kvinder i min situation kunne opleve fødslen, som et overgreb og om det var noget jeg havde tænkt over. NEJ! Jeg havde slet ikke tænkt at voldtægten og fødslen kunne sammenlignes. Jeg så på fødslen, som en god men selvfølgelig smertefuld oplevelse. En af de bedste oplevelser, jeg skulle have i mit liv. Jeg ser på voldtægten, som den værste oplevelse i mit liv, men også som et kapitel jeg hver dag, kommer længere og længere fra.

Jordmoder fortæller umotiveret at et kejsersnit selvfølgelig ikke kan komme på tale, og at jeg må tænke over hvad jeg ønsker i forbindelse med fødslen. Til sidst i samtalen siger hun sørme, at jeg må forberede mig på at miste kontrollen, som under voldtægten. Jeg var måløs. Har kvinden virkelig lige sagt, at jeg i bund og grund skal gå hjem og forberede mig på følelsen af at blive voldtaget, IGEN. 

Jeg var grædefærdig. Og hvad pokker gør jeg så nu? Den fødsel skal jo ske, der er ingen vej udenom.

Men nu, Ca en måned efter samtalen med jordmoderen har jeg det ikke godt. Jeg er decideret bange for fødslen, jeg er SÅ bange for at få en fødselsdepression, jeg er slet ikke vild med at min mave ikke kan skjules længere, jeg sover dårligt, jeg drømmer at min graviditet skyldes voldtægten og værst af alt - jeg har slet ikke lyst til at få barnet ud.

Det gør mig så ulykkelig. Dette skulle være en glædelig tid, som jeg har set frem til siden jeg var helt ung pige(jeg er 29).

Når jeg mærker liv ind i maven bliver jeg glad, og jeg snakker med min lille pige hver dag. Det er ikke, sådan at jeg ikke vil have hende, jeg er bare så bange for hvordan fødslen og efter forløbet kommer til at gå. 

 

Det er et super langt indlæg, jeg HÅBER at der sidder et par stykker som jeg komme med et eller andet råd eller en beretning om et lignende forløb. 

Tusind tak for at du læste med��

nu har jeg ikke stået i samme situation som dig, men vil foreslå dig at tage kontakt til den ledende jordemor. Det har jeg (og min svigermor) haft gavn af.

Min søns fødsel var ret dramatisk hvor de var tæt på at miste os begge, så da jeg blev gravid igen var jeg bange for en gentagelse. Til første jordemor samtale kom jeg ind til en der holdt fast i at når jeg nu havde fået kejsersnit første gang skulle jeg have det igen. Jeg forlod samtalen med en frygt for fødslen.

Jeg fik ved et tilfælde snakket med den ledende jordemor og da hun hørte om min oplevelse tog hun en snak med den pågældende jordemor og jeg fik en ny. Jeg var super glad for den nye jordemor der flere gange forsikrede mig at de ville gøre alt for at passe på mig og babyen, og at kejsersnit ville være en plan B.