Jeg har mistet mig selv

Anonym skriver:

Jeg var gammel før jeg fik en kæreste, ja 25 år og jeg var 28, da vi flyttede sammen. Indtil da havde jeg bare været mig selv og mine mange interesser og ikke mindst mit studie på universitet, mine venner og mit fag (vi mødtes på studiet, han havde et andet fag på samme fakultet). Jeg er meget indadvendt og trives med at være alene i dagevi.
Vi flyttede sammen efter endt studie og blev arbejdsløse, men efter et par år fik han et arbejde. Jeg gik fortsat arbejdsløs. Og gør det endnu her 6 år efter. Han har haft forskellige jobs og ikke mindst har han holdt fast i sin fritidsinteresse, som også har givet ham frivilligt arbejde.

Men mig... Jeg føler bare, at jeg er forsvundet. Mit gamle jeg.
Vi fik vores første barn for 3 år siden og så endnu et for et år siden (en lille smutter, der første skulle være kommet et par år senere, men nu kom han altså og er ganske skøn).
Jeg har desperat prøvet at holde fast i mit gamle jeg, men det er bare løbet som sand mellem mine hænder... min hjerne er så træt, at jeg ikke kan læse. Højst en krimi. Jeg har intet fritid overhovedet, kun lidt her i påsken. Jeg blev spurgt, hvad mit speciale handlede om, men jeg kunne ikke forklare det. Jeg kan ikke strikke, jeg laver hele tiden fejl. Når børnene ENDELIG sover om aftenen er jeg så træt, at jeg ofte bare går i seng og ellers ser jeg bare et afsnit af en serie.
Min kæreste kan, dels fordi han er så dum, at han holder sig vågen til midnat, men også fordi han jo "bare" er faderen, så han har på en eller anden måde mere fritid i sit hoved, fordi han ikke skal forholde sig til nye gummistøvler, intra og madpakkens indhold. Det betyder ikke noget for ham og han ville da bare nøjes med fætterens aflagte sko og en flad rugbrødsmad, men det vil jeg ikke. Jeg er perfektionist og går højt op i mine børn. Jeg elsker dem og vil have at alt er godt for dem... Og jeg betaler så selv prisen, fordi jeg netop har høje standarder.

Jeg går bare rundt med sådan en tom følelse hele tiden. Jeg prøver sådan desperat at holde fast i det, jeg var og lærer børnene mine hobbies. Det er egentlig gået meget godt og de elsker begge at læse og tage på biblioteket og de er meget glade for guitar og god musik, så på den måde prøver jeg at "udleve mit gamle jeg" gennem mine unger.
Men jeg savner nu bare at være mig. At være klog og sidde i timevis med en god fagbog og forstå den og undre mig! At bøje mig henover guitaren og øve til fingrene gør ondt. At ride en lang, lang skovtur og strigle hesten i en time bagefter...

Jeg har valgt én interesse, jeg fokuserer på (da jeg har rigtig mange) og den prøver jeg så at få lidt tid til. Det er dælme også rart at gøre igen.

Hver eneste dag savner jeg tiden før børn, hvor jeg bare kunne sidde og læse... og havde tid...
Nu er alt fodring, putning, leg, konfliktløsning...

(Og ja... jeg har også fødselsdepression, men psykologerne er jo lukket ned, ligesom jeg endelig havde fået henvisning og tid...)

Men jeg vil gerne høre fra andre, der har haft det sådan. Hvordan har I fundet tilbage til jeres gamle jeg?

Jeg genkender meget af det du skriver. Jeg er sygemeldt med stressudløst depression. Jeg glemte mig selv, alt handlede om børnene og det at få foden rigtig inden for på arbejdsmarkedet.

Jeg gik direkte på barsel efter universitetet. Min søn var knap 14 dagen gammel inden folk begyndte at spørge til om jeg så havde fundet et job. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for bare at nye barslen og udskyde tankerne om hvordan og hvilket job jeg skulle søge. Men jeg føler at jeg konstant fik spørgsmål til det og formaninger om at det var med at starte på ansøgningerne i god tid for det så ikke godt ud på Cv'et med et hul.. ret svært med en urolig baby der kun sov når jeg gik med ham.. Jeg endte med at være arbejdsløs et halvt år efter endt barsel. Det værste jeg nogen sinde har prøvet. Det er enormt nedbrydende så føler virkelig med dig. Jeg fik en tidsbegrænset stilling som blev forlænget 2 gange og så gik jeg på barsel igen. Igen kom spørgsmålene til om jeg var begyndt at søge nye job alt for kort efter fødslen. Jeg svarede konsekvent at lige nu havde jeg barsel og jeg først ville begynde at søge efter jul. Selvom jeg ikke ville søge jobs før, kørte tankerne alligevel. Hvad kan jeg overhovede søge? Hvad kan jeg? Hvad er mine kvalifikationer? Hvorfor ville de ikke beholde mig det sted jeg var op til barslen? Hvad gør jeg hvis ikke jeg kan få et job? Jeg var så udslidt at alt alt for lidt søvn og ukonstruktive tanker. Jeg tænker hele tiden forud og ikke i nuet. "Hvis bare jeg finder et job bliver alt godt" "Hvis bare mit barn vil sove vil jeg blive mig selv igen" "Hvis bare jeg taber mig får jeg min selvtillid igen"

Jeg fik et job. Et barselsvikariat jeg startede i, direkte efter barsel med mit andet barn. Jeg var ikke parat. Min hjerne fungerede ikke. Jeg havde/har konstant dårlig samvittighed over ikke at levere optimalt. Nogle gange føles det som om mine kollegaer taler russisk, jeg burde forstå men kan ikke... Alt i hverdagen er planlagt ned til mindste detalje for at få det til at fungere. I weekenden laves der madplan, købes ind til hele ugen, rydes op, gøres rent, ordne alt vasketøj, besøg af familie eller venner, søndag aften var som at tage en dyb indånding for så at dykke ind i ugen hvor næste mulighed for at trække vejret var fredag eftermiddag. Ofte havde jeg det så dårligt når jeg kom hjem fra arbejde at jeg næsten ikke kunne holde mig på benene, men det var der ikke noget at gøre ved, jeg måtte bare tage mig sammen og komme videre så skulle det nok blive bedre. Hvis bare jeg tog mig sammen ville jeg kunne få en fastansættelse og så ville alt blive godt. Hvis bare den yngste ville sove om natten ville jeg også få sovet og alt ville blive godt... Hvis bare jeg ville stoppe med at trøste spise ville alt blive godt...

Jeg holdt 11 måneder. Nu er jeg sygemeldt. Det har jeg været siden midten af februar. Kun min mand, min forældre, søster og en veninde ved det. Jeg er ikke stolt af det og orker ikke medfølelse og gode råd om at komme op på hesten igen. 

Jeg har været til psykolog 4 gange. Hun har lært mig at jeg ikke kan springe frem i tiden, jeg kan ikke hoppe hen til "og så fik jeg det godt igen" Hun siger at hvis jeg tager for hurtigt tilbage til jobbet kører jeg på energi jeg ikke har. Jeg bliver nødt til først at finde frem til hvad der giver mig energi inden jeg begynder at bruge af den. Jeg bliver nødt til at lytte til min krop, så når jeg bliver utilpas skal jeg ikke knokle videre men ligge mig ned og slappe af, også selvom jeg burde hænge vasketøjet op , lege med børnene, ryde op og 117 andre ting. Psykologen siger at jeg bliver nødt til at have det godt før jeg kan være en god mor, en god ansat, god kollega osv. 

Så når andre her i tråden anbefaler et job som løsningen er min anbefaling i stedet at fokusere på at blive dig igen. Ikke den du var men den du er nu ud over mor-rollen. Jeg er selv i prosessen så kan ikke sige hvordan man gør, men for mig er det enormt vigtigt med pauser i løbet af dagen hvor min mand tager over. 

Anonym skriver:

Jeg genkender meget af det du skriver. Jeg er sygemeldt med stressudløst depression. Jeg glemte mig selv, alt handlede om børnene og det at få foden rigtig inden for på arbejdsmarkedet.

Jeg gik direkte på barsel efter universitetet. Min søn var knap 14 dagen gammel inden folk begyndte at spørge til om jeg så havde fundet et job. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for bare at nye barslen og udskyde tankerne om hvordan og hvilket job jeg skulle søge. Men jeg føler at jeg konstant fik spørgsmål til det og formaninger om at det var med at starte på ansøgningerne i god tid for det så ikke godt ud på Cv'et med et hul.. ret svært med en urolig baby der kun sov når jeg gik med ham.. Jeg endte med at være arbejdsløs et halvt år efter endt barsel. Det værste jeg nogen sinde har prøvet. Det er enormt nedbrydende så føler virkelig med dig. Jeg fik en tidsbegrænset stilling som blev forlænget 2 gange og så gik jeg på barsel igen. Igen kom spørgsmålene til om jeg var begyndt at søge nye job alt for kort efter fødslen. Jeg svarede konsekvent at lige nu havde jeg barsel og jeg først ville begynde at søge efter jul. Selvom jeg ikke ville søge jobs før, kørte tankerne alligevel. Hvad kan jeg overhovede søge? Hvad kan jeg? Hvad er mine kvalifikationer? Hvorfor ville de ikke beholde mig det sted jeg var op til barslen? Hvad gør jeg hvis ikke jeg kan få et job? Jeg var så udslidt at alt alt for lidt søvn og ukonstruktive tanker. Jeg tænker hele tiden forud og ikke i nuet. "Hvis bare jeg finder et job bliver alt godt" "Hvis bare mit barn vil sove vil jeg blive mig selv igen" "Hvis bare jeg taber mig får jeg min selvtillid igen"

Jeg fik et job. Et barselsvikariat jeg startede i, direkte efter barsel med mit andet barn. Jeg var ikke parat. Min hjerne fungerede ikke. Jeg havde/har konstant dårlig samvittighed over ikke at levere optimalt. Nogle gange føles det som om mine kollegaer taler russisk, jeg burde forstå men kan ikke... Alt i hverdagen er planlagt ned til mindste detalje for at få det til at fungere. I weekenden laves der madplan, købes ind til hele ugen, rydes op, gøres rent, ordne alt vasketøj, besøg af familie eller venner, søndag aften var som at tage en dyb indånding for så at dykke ind i ugen hvor næste mulighed for at trække vejret var fredag eftermiddag. Ofte havde jeg det så dårligt når jeg kom hjem fra arbejde at jeg næsten ikke kunne holde mig på benene, men det var der ikke noget at gøre ved, jeg måtte bare tage mig sammen og komme videre så skulle det nok blive bedre. Hvis bare jeg tog mig sammen ville jeg kunne få en fastansættelse og så ville alt blive godt. Hvis bare den yngste ville sove om natten ville jeg også få sovet og alt ville blive godt... Hvis bare jeg ville stoppe med at trøste spise ville alt blive godt...

Jeg holdt 11 måneder. Nu er jeg sygemeldt. Det har jeg været siden midten af februar. Kun min mand, min forældre, søster og en veninde ved det. Jeg er ikke stolt af det og orker ikke medfølelse og gode råd om at komme op på hesten igen. 

Jeg har været til psykolog 4 gange. Hun har lært mig at jeg ikke kan springe frem i tiden, jeg kan ikke hoppe hen til "og så fik jeg det godt igen" Hun siger at hvis jeg tager for hurtigt tilbage til jobbet kører jeg på energi jeg ikke har. Jeg bliver nødt til først at finde frem til hvad der giver mig energi inden jeg begynder at bruge af den. Jeg bliver nødt til at lytte til min krop, så når jeg bliver utilpas skal jeg ikke knokle videre men ligge mig ned og slappe af, også selvom jeg burde hænge vasketøjet op , lege med børnene, ryde op og 117 andre ting. Psykologen siger at jeg bliver nødt til at have det godt før jeg kan være en god mor, en god ansat, god kollega osv. 

Så når andre her i tråden anbefaler et job som løsningen er min anbefaling i stedet at fokusere på at blive dig igen. Ikke den du var men den du er nu ud over mor-rollen. Jeg er selv i prosessen så kan ikke sige hvordan man gør, men for mig er det enormt vigtigt med pauser i løbet af dagen hvor min mand tager over. 

 

 

Jeg er helt enig med dig i, at hun skal fokusere på at finde sig selv igen. Og give sig tid til det.

Men på sigt kan et job måske være rigtig godt for hende. Fordi det er "hendes". Hvor hun kan have fokus på andet end børnene. Hvor hun kan få fat i andre sider af sig selv.

Men selvfølgelig ikke før hun er klar. Og det er rigtig vigtigt, at hun får behandling for sin fødselsdepression. 

Og forhåbentlig også få hælp til at sænke standarderne lidt. Der er ingen, der er perfekte mødre. 

Og jeg synes da, det er rigtig ærgerligt, at du skjuler din sygemelding. 

Det skal man selvfølgelig altid selv bestemme og gøre, hvad man føler for. 

Men der er ingen grund til at skamme sig over en psykisk lidelse. Hvis man er sygemeldt med et brækket ben, så siger man vel næppe, at det "er man ikke stolt over"

Og for alle er processen forskellig. For mig duede det ikke bare at gå sygemeldt derhjemme. Det fik jeg det ikke bedre af.

Men det var også en helt anden problemstilling. Og jeg kunne lade det flyde derhjemme, fordi der ikke var børn at tage hensyn til. 

Hej ts

Jeg er netop nybagt mor og har ikke selv gjort mig nogen erfaringer, men inden jeg blev gravid og under graviditeten, var jeg enorm bange for, at mor-titlen i højere grad skulle identificere mig end “Katrine”. Det bekymrer mig stadig, men jeg tror alligevel på, at man lærer meget om sig selv og får nogle vigtige relationelle, omsorgsfulde og empatiske kompetencer i jobbet som mor, som man kan bruge ude på arbejdspladsen. Så blot fordi du ikke har haft er ‘rigtigt klogt job’, så vil jeg alligevel vove at påstå, at du har tilegnet dig vigtige og brugbare kompetencer, som i den grad kan skrives på CV’et :-) 

Jeg tænker, at før du overhovedet kan komme videre udadtil, har du behov for at komme ud af den indre følelsesmæssige krise, du er i vha. terapi. Det er svært at udarte noget eller at komme videre (det lyder lidt på mig, at du synes, at dit liv er gået i stå) hvis man ikke ved, hvor man er på vej hen eller ved, hvor man gerne vil hen - men du har lyst til forandring og bevægelse og det er jo positivt :-)

Nu ved jeg ikke, hvad du uddannet som eller hvor vigtigt det er at komme i arbejde med det samme. Men brug din fagforening eller din A-kasse til at hjælpe dig med at sætte ord på dine kvalifikationer og kompetencer og I, i fællesskab, kan guide jer hen på, hvilken karrierevej, der er bedst for dig? Måske er det slet ikke et job, der er relevant for din uddannelse eller måske efteruddannelser på andre områder kunne være interessante for dig. 

At du så småt er gået i gang med en af dine hobbyer på trods af din udmattelse og fødselsdepression bevidner blot, at du har evnerne til at skabe forandringer i dit eget liv. Det er de små ændringer, der skaber de store ændringer, i det store billede.

Og du skal stoppe med hakke på dig selv over at se serier eller flade ud derhjemme. Det gør vi alle!:-)

Anonym skriver:

Jeg var gammel før jeg fik en kæreste, ja 25 år og jeg var 28, da vi flyttede sammen. Indtil da havde jeg bare været mig selv og mine mange interesser og ikke mindst mit studie på universitet, mine venner og mit fag (vi mødtes på studiet, han havde et andet fag på samme fakultet). Jeg er meget indadvendt og trives med at være alene i dagevi.
Vi flyttede sammen efter endt studie og blev arbejdsløse, men efter et par år fik han et arbejde. Jeg gik fortsat arbejdsløs. Og gør det endnu her 6 år efter. Han har haft forskellige jobs og ikke mindst har han holdt fast i sin fritidsinteresse, som også har givet ham frivilligt arbejde.

Men mig... Jeg føler bare, at jeg er forsvundet. Mit gamle jeg.
Vi fik vores første barn for 3 år siden og så endnu et for et år siden (en lille smutter, der første skulle være kommet et par år senere, men nu kom han altså og er ganske skøn).
Jeg har desperat prøvet at holde fast i mit gamle jeg, men det er bare løbet som sand mellem mine hænder... min hjerne er så træt, at jeg ikke kan læse. Højst en krimi. Jeg har intet fritid overhovedet, kun lidt her i påsken. Jeg blev spurgt, hvad mit speciale handlede om, men jeg kunne ikke forklare det. Jeg kan ikke strikke, jeg laver hele tiden fejl. Når børnene ENDELIG sover om aftenen er jeg så træt, at jeg ofte bare går i seng og ellers ser jeg bare et afsnit af en serie.
Min kæreste kan, dels fordi han er så dum, at han holder sig vågen til midnat, men også fordi han jo "bare" er faderen, så han har på en eller anden måde mere fritid i sit hoved, fordi han ikke skal forholde sig til nye gummistøvler, intra og madpakkens indhold. Det betyder ikke noget for ham og han ville da bare nøjes med fætterens aflagte sko og en flad rugbrødsmad, men det vil jeg ikke. Jeg er perfektionist og går højt op i mine børn. Jeg elsker dem og vil have at alt er godt for dem... Og jeg betaler så selv prisen, fordi jeg netop har høje standarder.

Jeg går bare rundt med sådan en tom følelse hele tiden. Jeg prøver sådan desperat at holde fast i det, jeg var og lærer børnene mine hobbies. Det er egentlig gået meget godt og de elsker begge at læse og tage på biblioteket og de er meget glade for guitar og god musik, så på den måde prøver jeg at "udleve mit gamle jeg" gennem mine unger.
Men jeg savner nu bare at være mig. At være klog og sidde i timevis med en god fagbog og forstå den og undre mig! At bøje mig henover guitaren og øve til fingrene gør ondt. At ride en lang, lang skovtur og strigle hesten i en time bagefter...

Jeg har valgt én interesse, jeg fokuserer på (da jeg har rigtig mange) og den prøver jeg så at få lidt tid til. Det er dælme også rart at gøre igen.

Hver eneste dag savner jeg tiden før børn, hvor jeg bare kunne sidde og læse... og havde tid...
Nu er alt fodring, putning, leg, konfliktløsning...

(Og ja... jeg har også fødselsdepression, men psykologerne er jo lukket ned, ligesom jeg endelig havde fået henvisning og tid...)

Men jeg vil gerne høre fra andre, der har haft det sådan. Hvordan har I fundet tilbage til jeres gamle jeg?

jeg kunne have skrevet dit indlæg. Jeg synes også det er vanvittigt hårdt at være mor. Jeg er også arbejdsgiveren hjemme hos os og min kæreste er ansat. Sådan føler jeg det i hvert fald. Nogle gange siger jeg til ham, at i mit næste liv, så vil jeg også være far, så jeg ikke behøver være den, der har hele ansvaret.

Jeg synes, det er træls, at det er mig, der skal sørge for alle de praktiske ting. Og hvis jeg har sagt til ham, at han godt må tage lidt over, så gør han det i kort tid, og så er vi tilbage ved nul. 

Jeg er fuldstændig lige som dig. Jeg vil mine piger det bedste og går ikke på kompromis med dem. Far er slet ikke der, så det har vi også nogle sammenstød over. Jeg gør fx noget ud af deres madpakker, da jeg godt vil have, at de har varieret mad med og at det er noget de kan lide. Far smider bare noget i madpakken og mener det er ok. Jeg synes ungerne skal have mere end et par sko at skifte mellem, far synes det er fint med et par. 

Når jeg beder ham om at huske et eller andet, som har betydning for mig, så glemmer han det nogle gange, og det går så ud over mig, som må finde løsninger på et problem, som kunne være undgået, hvis han gad koncentrere sig. Jeg kunne blive ved.

Da jeg sagde til ham, at nu skred jeg, fordi jeg ikke gad være arbejdsgiveren derhjemme og at vores børn faktisk havde to forældre, men jeg følte jeg var enlig, og så kunne jeg jo lige så godt flytte, for jeg følte mig ærlig talt lidt til grin ved at have tre børn, så skete der noget. Det hjalp, men det var en hård trussel at komme med. jeg var dog parat til at smutte på det tidspunkt.

Jeg havde også en depression, hvor jeg var helt nede med flaget, og han kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne det samme, som jeg kunne før. det tog mig meget lang tid at få ham til at læse om hvordan depressioner påvirker folk, før han forstod, hvorfor jeg pludselig ændrede mig. Jeg kommer aldrig op på 100 % igen.

Jeg synes, du skal fortælle ham, hvordan du har det. Hvordan du ser jeres familieliv. Måske skal I til noget parterapi, så han lærer at lytte? Eller så skal du bare stoppe med at gøre de ting, der betyder noget for ham. Stop med at gøre rent, vaske hans tøj, handle ind, lave mad - du sørger for dig og ungerne indtil han vågner op. Håber din mand vågner op inden det er for sent.