Jeg har mistet mig selv

Jeg var gammel før jeg fik en kæreste, ja 25 år og jeg var 28, da vi flyttede sammen. Indtil da havde jeg bare været mig selv og mine mange interesser og ikke mindst mit studie på universitet, mine venner og mit fag (vi mødtes på studiet, han havde et andet fag på samme fakultet). Jeg er meget indadvendt og trives med at være alene i dagevi.
Vi flyttede sammen efter endt studie og blev arbejdsløse, men efter et par år fik han et arbejde. Jeg gik fortsat arbejdsløs. Og gør det endnu her 6 år efter. Han har haft forskellige jobs og ikke mindst har han holdt fast i sin fritidsinteresse, som også har givet ham frivilligt arbejde.

Men mig... Jeg føler bare, at jeg er forsvundet. Mit gamle jeg.
Vi fik vores første barn for 3 år siden og så endnu et for et år siden (en lille smutter, der første skulle være kommet et par år senere, men nu kom han altså og er ganske skøn).
Jeg har desperat prøvet at holde fast i mit gamle jeg, men det er bare løbet som sand mellem mine hænder... min hjerne er så træt, at jeg ikke kan læse. Højst en krimi. Jeg har intet fritid overhovedet, kun lidt her i påsken. Jeg blev spurgt, hvad mit speciale handlede om, men jeg kunne ikke forklare det. Jeg kan ikke strikke, jeg laver hele tiden fejl. Når børnene ENDELIG sover om aftenen er jeg så træt, at jeg ofte bare går i seng og ellers ser jeg bare et afsnit af en serie.
Min kæreste kan, dels fordi han er så dum, at han holder sig vågen til midnat, men også fordi han jo "bare" er faderen, så han har på en eller anden måde mere fritid i sit hoved, fordi han ikke skal forholde sig til nye gummistøvler, intra og madpakkens indhold. Det betyder ikke noget for ham og han ville da bare nøjes med fætterens aflagte sko og en flad rugbrødsmad, men det vil jeg ikke. Jeg er perfektionist og går højt op i mine børn. Jeg elsker dem og vil have at alt er godt for dem... Og jeg betaler så selv prisen, fordi jeg netop har høje standarder.

Jeg går bare rundt med sådan en tom følelse hele tiden. Jeg prøver sådan desperat at holde fast i det, jeg var og lærer børnene mine hobbies. Det er egentlig gået meget godt og de elsker begge at læse og tage på biblioteket og de er meget glade for guitar og god musik, så på den måde prøver jeg at "udleve mit gamle jeg" gennem mine unger.
Men jeg savner nu bare at være mig. At være klog og sidde i timevis med en god fagbog og forstå den og undre mig! At bøje mig henover guitaren og øve til fingrene gør ondt. At ride en lang, lang skovtur og strigle hesten i en time bagefter...

Jeg har valgt én interesse, jeg fokuserer på (da jeg har rigtig mange) og den prøver jeg så at få lidt tid til. Det er dælme også rart at gøre igen.

Hver eneste dag savner jeg tiden før børn, hvor jeg bare kunne sidde og læse... og havde tid...
Nu er alt fodring, putning, leg, konfliktløsning...

(Og ja... jeg har også fødselsdepression, men psykologerne er jo lukket ned, ligesom jeg endelig havde fået henvisning og tid...)

Men jeg vil gerne høre fra andre, der har haft det sådan. Hvordan har I fundet tilbage til jeres gamle jeg?

Anonym skriver:

Jeg var gammel før jeg fik en kæreste, ja 25 år og jeg var 28, da vi flyttede sammen. Indtil da havde jeg bare været mig selv og mine mange interesser og ikke mindst mit studie på universitet, mine venner og mit fag (vi mødtes på studiet, han havde et andet fag på samme fakultet). Jeg er meget indadvendt og trives med at være alene i dagevi.
Vi flyttede sammen efter endt studie og blev arbejdsløse, men efter et par år fik han et arbejde. Jeg gik fortsat arbejdsløs. Og gør det endnu her 6 år efter. Han har haft forskellige jobs og ikke mindst har han holdt fast i sin fritidsinteresse, som også har givet ham frivilligt arbejde.

Men mig... Jeg føler bare, at jeg er forsvundet. Mit gamle jeg.
Vi fik vores første barn for 3 år siden og så endnu et for et år siden (en lille smutter, der første skulle være kommet et par år senere, men nu kom han altså og er ganske skøn).
Jeg har desperat prøvet at holde fast i mit gamle jeg, men det er bare løbet som sand mellem mine hænder... min hjerne er så træt, at jeg ikke kan læse. Højst en krimi. Jeg har intet fritid overhovedet, kun lidt her i påsken. Jeg blev spurgt, hvad mit speciale handlede om, men jeg kunne ikke forklare det. Jeg kan ikke strikke, jeg laver hele tiden fejl. Når børnene ENDELIG sover om aftenen er jeg så træt, at jeg ofte bare går i seng og ellers ser jeg bare et afsnit af en serie.
Min kæreste kan, dels fordi han er så dum, at han holder sig vågen til midnat, men også fordi han jo "bare" er faderen, så han har på en eller anden måde mere fritid i sit hoved, fordi han ikke skal forholde sig til nye gummistøvler, intra og madpakkens indhold. Det betyder ikke noget for ham og han ville da bare nøjes med fætterens aflagte sko og en flad rugbrødsmad, men det vil jeg ikke. Jeg er perfektionist og går højt op i mine børn. Jeg elsker dem og vil have at alt er godt for dem... Og jeg betaler så selv prisen, fordi jeg netop har høje standarder.

Jeg går bare rundt med sådan en tom følelse hele tiden. Jeg prøver sådan desperat at holde fast i det, jeg var og lærer børnene mine hobbies. Det er egentlig gået meget godt og de elsker begge at læse og tage på biblioteket og de er meget glade for guitar og god musik, så på den måde prøver jeg at "udleve mit gamle jeg" gennem mine unger.
Men jeg savner nu bare at være mig. At være klog og sidde i timevis med en god fagbog og forstå den og undre mig! At bøje mig henover guitaren og øve til fingrene gør ondt. At ride en lang, lang skovtur og strigle hesten i en time bagefter...

Jeg har valgt én interesse, jeg fokuserer på (da jeg har rigtig mange) og den prøver jeg så at få lidt tid til. Det er dælme også rart at gøre igen.

Hver eneste dag savner jeg tiden før børn, hvor jeg bare kunne sidde og læse... og havde tid...
Nu er alt fodring, putning, leg, konfliktløsning...

(Og ja... jeg har også fødselsdepression, men psykologerne er jo lukket ned, ligesom jeg endelig havde fået henvisning og tid...)

Men jeg vil gerne høre fra andre, der har haft det sådan. Hvordan har I fundet tilbage til jeres gamle jeg?

Jeg forstår dig og har haft/har det som dig. Nu er mine børn knap 6 og 9 år. Jeg har de seneste to års tid vendt lidt tilbage til noget af det der var. Men, og der er et stort men, Jeg tror aldrig man bliver den samme igen. Din tid er ikke din egen længere, du er også forandret, noget har forskubbet sig i dig. Du må forsøge at acceptere, at alt ikke kommer tilbage. Til gengæld har du fået noget nyt og skønt! Jeg har fuldtidsarbejde og er alene med mine to. Min hukommelse er stærkt forringet, jeg kan læse en god slægtsroman, se en serie og måske mane mig op til at læse et par kapitler eller nogle artikler fra mit fag. Men jeg har bare ikke overskuddet som før. 

Når jeg ser min mor, kan jeg se, at hun har fået en del tilbage efter hendes 5 børn har forladt redden. Hun er aktiv og har mange interesser. Det gir mig håb om, at der gradvist bliver frigivet mere tid. Men det har lange udsigter. Så jeg tænker man må forsøge at nyde sine børn og acceptere sin begrænsede frihed i den livsperiode hvor man varetager sin vigtigste opgave. At opfostre den næste generation.

Jeg har ikke selv stået i en tilsvarende situation, men vil lige knytte en kommentar til det med psykologen. Flere psykologer i min omgangskreds har god tid til at tage imod nye klienter i disse uger. De holder naturligvis afstand, har konsultationer på telefon, Skype og lignende. Har du spurgt dine lokale psykologer, måske er der kort ventetid, hvis du spørger nu? 

Jeg har kun ét barn, men kan godt relatere. Jeg savner på daglig basis den frihed, jeg havde som barnløs. 

I bund og grund, så har jeg tid til og mulighed for at dyrke min sport og min hobby, men jeg kan tydeligt mærke, at jeg er begrænset. Min mand er ikke begrænset på samme måde. Vores datter er voldsomt morsyg, så han har haft det lettere lige fra starten.

Forhåbentlig bliver det bedre efterhånden som vores barn bliver ældre og kan passes med overnatning og lege selv.

En ting er sikkert: Vi skal ikke have flere børn, blandt andet pga. at jeg ikke er villig til at give afkald på de ting, der gør mig glad. 

Det lyder benhårdt - al medfølelse herfra. Men i virkeligheden tror jeg ikke kun, at du har brug for  klap på skuldren, men måske også et andet perspektiv på din situation. Du får her mit take på det hele:

Du har en depression, som du skal behandles for så hurtigt, som det kan lade sig gøre. Herudover beskriver nogle høje standarder samtidig med, at du har været arbejdsløs i 6 år. At være arbejdsløs så længe kan slå de fleste ud, og få en til at føle sig tom indeni. Der er virkelig ingen (uanset hvor introverte de er, der har godt psykisk af kun at være derhjemme ufrivilligt). 
Hvis du skal have det bedre skal du helt ærligt skide højt og flot på dine høje standarder. Lad manden tage mere over og give dem en flad rugbrødsmad med. Det er VIRKELIG ikke en prioritering lige nu. 

Du skal finde sig selv - og for at kunne det skal du have mere fokus på dig selv. Du skal hurtig få behandling, så du kan få det så godt, at du kan få et arbejde. Det vil medfører en bedre psyke, og du vil samtidig kunne vise dine børn at du går på arbejde. Du skal ikke være så optaget af om de lærer dine hobbyer. Det er langt vigtigere af se ser at du bliver glad igen. 

Jeg ved ikke, om du også skrev det andet indlæg om at have været arbejdsløs i 6 år. Her har mange givet råd om at tage vikariater, da det kan være meget svært at få en fast stilling med så langt et gab. 

Gør noget godt for dig selv og fokuser 95 pct. på at få det bedre og få et arbejde. Lad din mand til at tage mere over, og sænk standarderne for oprydning, børneting osv.

du er rollemodel og du bliver kun en endnu bedre mor af at tage vare på dig selv. Ingen får det godt af arbejdsløshed. 

En pointe er måske også at du aldrig kommer tilbage til dit gamle jeg - men at du redefinerer  dig som partner, mor og bidrager på arbejdsmarkedet og finder et nyt positivt liv frem. Du kommer ikke tilbage .. men kan skabe noget fantastisk. 

Først det lyder sindssyg hårdt, og tror også det er hårdt at være mor 24 timer i døgnet (det er vi alle sammen, men...) og ikke have noget andet som definerer det om det så er arbejde, frivilligt arbejde eller.... Derfor tænker jeg, har du en mulighed for at tage et arbejde ligegyldigt hvad, også stå i 7 eleven, eller et frivilligt arbejde, så du havde noget der var dit, der var dig. 

Når det er skrevet, så er det 17 år siden jeg blev mor første gang, og det forandrede mit liv - der er ting jeg savner som minder om dine, nemlig der hvor jeg fordyber mig - savner at sidde bøjet over en filosofi bog og lade mig opsluge, men jeg har hverken hovedet eller tiden til det mere. Med min datter havde jeg tiden, for jeg skrev speciale, så jeg fordybede mig j selvsagt i filosofi bøgerne og havde en man der lod mig, men det var jo selvsagt anderledes, for den lille trold var jo hjemme, og jeg ønskede også at fordybe mig i hende. 

Efter næste barn havde jeg fuldtidsarbejde, og det har jeg stadig. Og derfor er der så meget som jeg savner, men jeg tænker det er en del af livet, en del af livet ændrer karakter i forskellige livssituationer. Da børnenE var helt små læste jeg slet ingen bøger andet end dem til studie (tog en meritlæreruddannelsen efter, og har også taget nogle diplommoduler osv.), og jeg det var Line der plejede at læse næsten en bog om dagen - jeg læser stadig ikke i samme tempo, og det er absolut letlæste bøger der nu bliver læst fremfor de store klassikere. Jeg har endda lært at høre lydbøger, noget jeg ellers aldrig har kunnet. Der står flere filosofibøger som jeg bare så gerne vil læse, a

Jeg stoppede med at spille fløjte som ellers har fyldt meget i mit liv, og det er jeg først begyndt på igen nu, men i en hel anden målestok. Jeg kom ikke til alle de operaer og teaterstykker jeg gerne ville mens børnene var små, nu vil de heldigvis med (ikke til opera). 

Der er så mange ting der forandrede sig, og det mest synlige var at tændte man for sin cd afspiller så var der med sikkerhed en Åh abe der gik i gang og ikke noget fedt rock, jazz, opera. Mit liv tog en kovending.

Hvornår spørger du, fandt jeg så mig selv igen -hvis mig selv er Line før jeg fik børn vil svaret være aldrig, og jeg forventer heller aldrig jeg gør det igen. Der kommer lidt af de gamle ting til fx kommer jeg nu i operaen (altså ikke i denne tid hvor alle billetter er refunderet), jeg har komme på roskilde festival i en del år nu, men på en helt anden måde nemlig som ædru deltager, for jeg vil have tid og lyst til børnene i dagtimerne og de kommer også med på festival. Jeg kommer i teatret men med mine børn, så det er nogle lidt andre forestillinger. Jeg får læst bøger, ikke mange og ikke tunge bøger, men får dog læst. 

Men det jeg vil sige, det er jeg kun savner Line før hun fik børn i glimt. Jeg kan godt lide at være Line i den livssituation jeg er i nu, og det tror jeg ikke du kan. Og mit råd ville være, at du så på, hvad skulle forandres for, at du som jeg kunne sige: jeg kan godt lide den jeg er nu? Og så rykke på det - ikke alt, jeg vil være som før, for det sker ikke, dit liv har forandret sig. Men måske mangler du fordybelsen som studiet gav, kunne du så læse videre? Måske mangler du skønlitteraturen, er der så en læseklub i din nærhed? Måske mangler du guitaren, er der så et band du kan spille med i? Måske mangler du noget andet indhold at stå op til end børn, er der så et frivilligt arbejde? Måske mangler du at være andet end mor, hvad kunne det være?

lineog4 skriver:

Først det lyder sindssyg hårdt, og tror også det er hårdt at være mor 24 timer i døgnet (det er vi alle sammen, men...) og ikke have noget andet som definerer det om det så er arbejde, frivilligt arbejde eller.... Derfor tænker jeg, har du en mulighed for at tage et arbejde ligegyldigt hvad, også stå i 7 eleven, eller et frivilligt arbejde, så du havde noget der var dit, der var dig. 

Når det er skrevet, så er det 17 år siden jeg blev mor første gang, og det forandrede mit liv - der er ting jeg savner som minder om dine, nemlig der hvor jeg fordyber mig - savner at sidde bøjet over en filosofi bog og lade mig opsluge, men jeg har hverken hovedet eller tiden til det mere. Med min datter havde jeg tiden, for jeg skrev speciale, så jeg fordybede mig j selvsagt i filosofi bøgerne og havde en man der lod mig, men det var jo selvsagt anderledes, for den lille trold var jo hjemme, og jeg ønskede også at fordybe mig i hende. 

Efter næste barn havde jeg fuldtidsarbejde, og det har jeg stadig. Og derfor er der så meget som jeg savner, men jeg tænker det er en del af livet, en del af livet ændrer karakter i forskellige livssituationer. Da børnenE var helt små læste jeg slet ingen bøger andet end dem til studie (tog en meritlæreruddannelsen efter, og har også taget nogle diplommoduler osv.), og jeg det var Line der plejede at læse næsten en bog om dagen - jeg læser stadig ikke i samme tempo, og det er absolut letlæste bøger der nu bliver læst fremfor de store klassikere. Jeg har endda lært at høre lydbøger, noget jeg ellers aldrig har kunnet. Der står flere filosofibøger som jeg bare så gerne vil læse, a

Jeg stoppede med at spille fløjte som ellers har fyldt meget i mit liv, og det er jeg først begyndt på igen nu, men i en hel anden målestok. Jeg kom ikke til alle de operaer og teaterstykker jeg gerne ville mens børnene var små, nu vil de heldigvis med (ikke til opera). 

Der er så mange ting der forandrede sig, og det mest synlige var at tændte man for sin cd afspiller så var der med sikkerhed en Åh abe der gik i gang og ikke noget fedt rock, jazz, opera. Mit liv tog en kovending.

Hvornår spørger du, fandt jeg så mig selv igen -hvis mig selv er Line før jeg fik børn vil svaret være aldrig, og jeg forventer heller aldrig jeg gør det igen. Der kommer lidt af de gamle ting til fx kommer jeg nu i operaen (altså ikke i denne tid hvor alle billetter er refunderet), jeg har komme på roskilde festival i en del år nu, men på en helt anden måde nemlig som ædru deltager, for jeg vil have tid og lyst til børnene i dagtimerne og de kommer også med på festival. Jeg kommer i teatret men med mine børn, så det er nogle lidt andre forestillinger. Jeg får læst bøger, ikke mange og ikke tunge bøger, men får dog læst. 

Men det jeg vil sige, det er jeg kun savner Line før hun fik børn i glimt. Jeg kan godt lide at være Line i den livssituation jeg er i nu, og det tror jeg ikke du kan. Og mit råd ville være, at du så på, hvad skulle forandres for, at du som jeg kunne sige: jeg kan godt lide den jeg er nu? Og så rykke på det - ikke alt, jeg vil være som før, for det sker ikke, dit liv har forandret sig. Men måske mangler du fordybelsen som studiet gav, kunne du så læse videre? Måske mangler du skønlitteraturen, er der så en læseklub i din nærhed? Måske mangler du guitaren, er der så et band du kan spille med i? Måske mangler du noget andet indhold at stå op til end børn, er der så et frivilligt arbejde? Måske mangler du at være andet end mor, hvad kunne det være?

Enig med dine betragtninger. Mn tror du ikke at det også handler om hvad ts vil arbejdsmæssigt. 6 år er godt nok mange år at være sat ud fra arbejdsmarkedet. jeg tænker mpske det er vigtigere en at genopdage en gammel hobby eller læse en bog. 

Enig med dine betragtninger. Mn tror du ikke at det også handler om hvad ts vil arbejdsmæssigt. 6 år er godt nok mange år at være sat ud fra arbejdsmarkedet. jeg tænker mpske det er vigtigere en at genopdage en gammel hobby eller læse en bog. 

Jo det skal ts selv vurderer. 

Bare det at få noget andet end at være mor, men tænker faktisk ar den hobby skal være en der får ts ud af huset og se andre mennesker fx bogklub og ikke bare selv læse en bog. 

Jeg gik selv hjemme to år i streg pga færdigt speciale, varsel, sorg sygemelding og så barsel igen. Og så bliver det eneste indholdsrige at være mor og netop gå op i rigtig mad, tøj, sko osv. Og partneren er ude i virkeligheden og synes en klap sammen er fin nok, for der er så meget andet der skaber indhold. 

Når jeg løser det da skriver, så er hun gået fra indhold til ja ingen indhold. Et studie giver indhold (det samme gør et arbejde), der giver en retning, et hvorfor når man skal læse bogen - det er det samme med mine filosofibøger, jeg åbner dem og lukker dem igen, for der er ingen retning. Tilgengæld læser jeg en masse pædagogik, psykologi og didaktik fordi det har en retning for mig.

Vi er ikke alle sammen ens, men jeg læser det som en person hvor retningen er væk. For selvsagt er der tid yil at spille lidt på guitaren, få læst en bog osv. Men er der overskuddet? Og hvor kommer overskuddet fra? 

Jeg ved godt børn tager meget af ens tid, og det skal de også for de er skønt. Men at have børn er ikke ensbetydende med at man absolut ingen tid har. 

lineog4 skriver:

Jo det skal ts selv vurderer. 

Bare det at få noget andet end at være mor, men tænker faktisk ar den hobby skal være en der får ts ud af huset og se andre mennesker fx bogklub og ikke bare selv læse en bog. 

Jeg gik selv hjemme to år i streg pga færdigt speciale, varsel, sorg sygemelding og så barsel igen. Og så bliver det eneste indholdsrige at være mor og netop gå op i rigtig mad, tøj, sko osv. Og partneren er ude i virkeligheden og synes en klap sammen er fin nok, for der er så meget andet der skaber indhold. 

Når jeg løser det da skriver, så er hun gået fra indhold til ja ingen indhold. Et studie giver indhold (det samme gør et arbejde), der giver en retning, et hvorfor når man skal læse bogen - det er det samme med mine filosofibøger, jeg åbner dem og lukker dem igen, for der er ingen retning. Tilgengæld læser jeg en masse pædagogik, psykologi og didaktik fordi det har en retning for mig.

Vi er ikke alle sammen ens, men jeg læser det som en person hvor retningen er væk. For selvsagt er der tid yil at spille lidt på guitaren, få læst en bog osv. Men er der overskuddet? Og hvor kommer overskuddet fra? 

Jeg ved godt børn tager meget af ens tid, og det skal de også for de er skønt. Men at have børn er ikke ensbetydende med at man absolut ingen tid har. 

Nej præcis .. det betyder ikke st man ikke har tid. Og lige nu virker det som I’m st det ingen tid er til hende selv - trods ingen arbejde osv. 

for mig giver det heller ikke mening. Men det hænger nok sammen med en depression at overskuddet ikke er der selv om tiden er der.

Tjullehej skriver:

Nej præcis .. det betyder ikke st man ikke har tid. Og lige nu virker det som I’m st det ingen tid er til hende selv - trods ingen arbejde osv. 

for mig giver det heller ikke mening. Men det hænger nok sammen med en depression at overskuddet ikke er der selv om tiden er der.

Præcist, så man skal finde det som giver overskud. Og ja man kan jo kun tale for sig selv, men at finde mig selv som er der da siger hun har mistet handler om, at finde den del af mig som ikke er mor. Morrollen lyder som at have overtaget ALT, Og I den er man selvsagt ikke den samme som før man blev mor. 

Og nogen gange eller mange gange for mig i hvert fald, så handler det om ar flytte mig fysisk. Da ungerne var mindre, så var jeg bare MOAR når jeg var hjemme, så ville jeg Line som i Line uden MOAR rollen så krævede det, at jeg var ude og ikke mindst fik stimuli af andre som havde andet fokus end gummistøvler og bleer. Og ja det giver arbejdet jonnaturlit, så har man ikke arbejde så skal man måske tænke kreativt og finde det et et andet sted