SweetGirl skriver:
Hej mødre (og fædre) på Baby.dk
Jeg bliver simpelthen nød til at spørge jer om det er mig som er urimelig.
Sagen er den at vi har en datter på 3 mdr og i starten havde vi et svært forløb. Da hun blev født vejede hun 2700 og derfor skulle vi vække hende hver 2,5 til 3 time for at give hende mad. Hun blev tidligt flaskebarn da jeg ikke producerede mælk nok. Nå .. men det var jo selvsagt meget hårdt at stå op alle de gange om natten og lille musen var så træt at det var en kamp at vække hende og efterfølgende give mad fordi hun var træt og ulykkelig. Jeg kunne snildt bruge 2 timer på hele processen inden uret ringede igen!
Jeg fik kejsersnit og dertil en masse smerter, udmattelse, fysisk begrænsning og you name it. Men alligevel stod jeg op om natten. Under graviditeten havde jeg fået graviditets diabetes og til sidst svangerskabsforgiftning samt led af halsbrand i sådan en grad at jeg vågnede ved at jeg kastede op. De sidste to mdr sov jeg ikke rigtigt om natten og var oppe 10 gange nok.
Nu er det heldigvis blevet nemmere og hun sover sommetider 4-5 timer, men når vi rammer omkring kl 05 så vil hun ikke sove alene mere og hun falder kun i søvn hvis hun ligger på en.
Under hele forløbet har vores forhold lidt. Far mener at han er i sin fulde ret til at få sin nattesøvn da han arbejder. Ja han arbejder MEEEN deltid (20-30 timer) hvor han rigtig tit først møder kl 16 f.eks.. Og HER mener jeg jo at jeg godt kan få lidt hjælp om natten. Eller er det mig som er urimelig?
Nogle gange har jeg svært ved at holde sammen på mig selv af bar udmattelse og han siger jeg hele tiden er sur og brokker mig. Har prøvet at forklare at hvis jeg nu fik lidt mere søvn så kunne det hjælpe på det.
Han har taget hende nogle få gange en hel nat på hans sammenhængende fridage fordi jeg talte med store ord og sagde at jeg behøvede hjælp nu. Efter hans "vagt" slutter så lader jeg ham så også sove, så han på den måde får sin sammenhængende søvn alligevel. Og ja det kunne jeg jo også bare gøre.. at jeg lægger mig til at sove kl 10 hvor han er okay udhvilet også stå op kl 15 men det er ikke skide fedt altid at skulle få sin søvn på den måde, mens huset larmer, lillepigen græder, vejret er godt og der er lyst i soveværelset. Når hun græder ulykkeligt kan jeg alligevel ikke sove.
Jeg er fuldt ud med på at det er mig som har barsel og jeg "bare" kan tage en lur om dagen. Men vores datter sover ikke særlig tit om dagen og hvis, er det på ens mave.
Det er mig som står for at vaske tøj herhjemme og resten er vi fælles om.
Han siger at det er nemt at gå herhjemme med baby og at andre kvinder ikke brokker sig til deres mænd og bare står op om natten. Det skal lige siges at jeg brokker mig faktisk ikke mere over det, men står bare op når hun kalder.
Men han ser det som en ferie at være på barsel og tror bare at jeg har tiden for mig. Jeg kan dårligt tage et 5 minutters bad uden at hun er opløst af gråd over at ligge alene OGSÅ selvom hun er med på badeværelset i sin skråstol. Hun kan ikke ligge alene i mange minutter af gangen og hvis jeg er så heldig, så er det fordi hun sover lidt eller er meget tilfreds med situationen.
I de sidste 3 dage har jeg sammenlagt sovet 8 timer og faren har haft hhv. vagt fra kl 17, 19 og en fri dag hvor han har sovet igennem til kl 09:30.
I går kom han hjem efter en vagt fra kl 10-16 (efter en nat med fuldt sammenhængende søvn) og da hun begyndte at skrige utrøstelig (Hun er i behandling mod mave/Tarm problemer) så sagde han at han altså lige havde brug for 5 minutters pause og gik ud for at ryge.. dertil kunne jeg måske godt have drømt mig til at han lige blev og var den som liiige tog over. Jeg havde det dårligt men havde dog ikke sagt det. Han fik sine 5 minutter fordi jeg lagde mig ind og sov med hende for at få det bedre. Da jeg vågnede 1,5 efter kom spørgsmålet "Skal vi slet ikke have aftensmad i dag??" Hvortil jeg måtte spørge om han spurgte sådan fordi han synes det var min opgave at lave det. Og ja det mente han. For han havde været på arbejde og var træt. Og der stod jeg, lige vågnet og var noget bedre i helbredet, og fik samtidig også at vide at jeg havde lovet at tage opvasken men ikke havde gjort det.
Når vi snakker om de huslige pligter og manglende søvn, ender det i skænderier og han siger at godt nok er det bare et deltids arbejde men at det er hårdt at stå op om natten med hende og være på arbejde senere. Han har også tit nattevagter hvor jeg har hende fra kl 22 om aftenen til måske kl 15 næste dag. Han kommer hjem kl 06:30 fra arbejde og i starten var jeg nød til at få ham til at hjælpe med lillepigen hvis nætterne var ekstra hårde og det hed en times søvn. Så sad han med hende og jeg faldt i søvn en time eller 2 og overtog derefter så han kunne sove, for selvfølgelig var det også hårdt at komme hjem fra nattevagt.
Men mit problem er egentlig bare at jeg er frustreret over at få af vide det er let at stå op om natten og være hjemme ved hende om dagen. Og jo det er da også bedre dage end andre men vi har en lille skrigeballon af en ellers dejlig datter, så man bliver hurtigt træt
Jeg har bare ikke energi til at være den primære motor om natten og så lave huslige pligter oveni mens han er på arbejde.
Kære mødre - er jeg dybt urimelig ?? Hvordan er fordelingen af jeres pligter derhjemme? Hjælper far til om natten?
Jeg mener jo at når man bor sammen og er man fælles om opgaverne men at den ene selvfølgelig tager større del af slæbet hvis den anden er i søvn underskud, er syg osv.
KH den frustrerede.
Nu er mine efterhånden "store" i denne sammenhæng, men jeg kan tydeligt huske det første lange stykke tid. Det var tortur ikke at kunne sove om natten. Jeg ammede, så jeg tog nætterne. Men min kæreste tog hende om morgenen, så jeg kunne få sovet. Han hjalp rigtig meget til og tog sig mere eller mindre af hjemmet mens jeg tog vasketøjet. Han handlede og lavede mad, så jeg bare skulle fokuserer på baby og mig selv.
Da hun blev lidt ældre og vi begge begyndte på arbejde (efter far havde haft barsel), så måtte vi lave regler, så det ikke altid var den samme (læs mig) der gik ind i værelset om aftenen, når baby peb og ikke var mig, der skulle op om natten for at give vand og sut. jeg stoppede med at natamme, da baby var ca. 11 måneder. Vi lavede også regler om, at hver anden aften var man på og skulle være den, der puttede og gav aftensmad, så den anden fik noget mig-tid. Det har virket for os at lave regler, så vi begge vidste, hvad den anden havde brug for. Vi er et godt team, og den eneste grund til at vi stadig er sammen, er at han har haft lige så meget ansvar for familien, som jeg har.
